”se heroppe”, mens man laver noget med den anden hånd. Sådan erdet jo også i Forbrydelsen.Derfor laver vi heller ikke nogen stor afhøring af Vagn. Hvis man såden igen, så ville man lægge mærke til, at den karakter bliveroverhovedet ikke afhørt i starten. Der falder blot en replik om, atflyttemændene har været inde og fortælle, hvad de ved. Men det varselvfølgelig fordi, at jeg var nødt til at gå i en bue uden om. Der var såogså publikummer, der efterfølgende sagde ”det er også mærkeligt, athan ikke er mere i vælten”. Men det er det trick, man laver <strong>som</strong>tryllekunstner, ”se nu på ham der John Lynge” – den første syndebuk,ikke sandt.Jeg kan forstå på dine chefer, at det også er problematisk rentproduktionsmæssigt at arbejde med manuskriptudvikling på den måde,<strong>som</strong> I har gjort med Forbrydelsen.Jamen, helt rigtigt, det er sådan set ikke kun problematisk forproduktionen med location scouting, scenografi osv., men sådan setogså i forhold til instruktørerne, skuespillerne og mig selv og for Pivikke mindst og de to episodeforfattere. Men det har også noget at gøremed, at jeg kan enormt godt lide at have tid til at tænke, ogtraditionen tro har du ikke meget tid til at tænke på en produktion,fordi der skal optages <strong>hele</strong> tiden, så jeg var nødt til at tage mig noglefriheder. Jeg kunne sige: ”Jeg kan ikke levere ti færdige manuskripterinden optagestart eller bare fem, men det skal nok blive godt”. Tilgengæld vil jeg så holde information tilbage, så jeg dækker mig selvind. Det er selvfølgelig en mere kostbar, mere risikabelproduktionsmetode, og jeg vil aldrig nogensinde råde andre til det,men altid sige, at det bedste er at få de manuskripter lavet, så deligger der, og alle er glade.Omvendt er resultatet jo blevet godt.Det er klart, at det giver en elektricitet, når det ikke er sådan.Skuespillerne var jo ikke klogere, end det afsnit, de lige havde læst, ogvi gav ikke ved dørene. Det gav så Sofie problemer: ”Hvor meget kraftskal jeg lægge i denne afhøring i forhold til den her afhøring? Skal jegfokusere på den mistænkte eller den mistænkte?” Og der var der ikkeandet svar, end ”det vil vise sig”.På den måde har det måske også været en gave, at skuespillerne ikkevidste, hvilken toning de skulle lægge ind i deres spil?Ja, men selvfølgelig er det svært, når du <strong>som</strong> skuespiller skal spilletyve halvlege. De vil selvfølgelig gerne vide, hvor de skal lægge deresstærkeste indsats. Det er jo en art komposition, hvor de gerne vil vide,"hvornår skal jeg slå kraftigt i trommen, hvornår skal jeg bare holdemig lidt i baggrunden og se lidt kriminel ud osv".Men altså skuespillerne vidste selvfølgelig noget om deres karaktererstematiske forhold og deres handlingstråde i en meget generel forstand.En karakter <strong>som</strong> Troels Hartman (Lars Mikkelsen) vidste, at han villeblive hovedmistænkt på et tidspunkt, men han vidste ikke hvornår.Birk Larsen – altså Bjarne Henriksen – vidste jo også fra start, hvilkengrundkonflikt han ville komme til at stå med – hævn vs. tilgivelse.Sarah Lund vidste også, at der ville komme til at ske forfærdelige tingmed hendes liv og så videre. Lars Mikkelsen vidste, at Troels Hartmanskulle prøve at holde sin sti ren og prøve at stå for idealisme, og såville handlingen <strong>hele</strong> tiden forsøge at spænde ben for ham.Man kan så også sige, at alle de karakterer, <strong>som</strong> blev mistænkt, deresprivatliv blev endevendt <strong>som</strong> resultat af deres forbindelse til mordet,og på et tidspunkt ville vi få lov til at følge deres udvikling til dørs tilen form for katarsis. Hartmann fik lejlighed til at fortælle om sinafdøde kone og sin sorg. Og Birk Larsens kriminelle fortid blev hentetfrem af samme grund. Det er lige<strong>som</strong> et cykelhold, hvor du sender enrytter langt, langt derud, <strong>som</strong> du skal bruge om 150 kilometer. Og deter lidt det samme, du gør her, hvor du sender nogle sonder ud, <strong>som</strong>ligger der og ulmer, og så på et eller andet tidspunkt kommer jeg fremtil dem.Forbrydelsens audiovisuelle iscenesættelseJeg kunne godt tænke mig, at vi talte lidt om billedsiden og lydsiden.Du nævnte i forbindelse med Sarah Lund-karakteren spaghettiwesterns<strong>som</strong> inspiration. I hvor høj grad har du etableret seriens audiovisuelleæstetik?Jamen, det har jeg været en del af, helt klart, men dengang [vedI'eren, red.] var det jo i samarbejde med den daværendekonceptuerende instruktør Birger [Larsen, red.], Piv [Bernth, red.] ogselvfølgelig også fotografen [Eric Kress, red.].
Fra starten var der jo nogle dogmer i den sammenhæng. Dels ville vibryde med den der ide om, at TV kun kan fortælle i nærbilleder. I ogmed at vi fortalte en historie om mennesker, <strong>som</strong> havde et vilkårligtliv, men pludselig filtres ind i et stort skæbnedrama, så var det vigtigtat få noget episk, noget storhed ind i den beretning. Det kræver, at duikke optager det <strong>som</strong> en dokumentarfilm, og at du ikke er helt oppe inæsen på dem <strong>hele</strong> tiden, men at du også har noget storladent påbilledsiden. Så kan du også føle, at de er myrer, og at du <strong>som</strong>publikum og fortæller betragter dem gennem et forstørrelsesglas (fig.9-10). Så var der også andre parametre i forhold til klipning. Her villevi undgå den fornemmelse af klippe-klister, der kan opstå ved atspringe rundt fra én karakter i én scene til et andet plot, til et tredjeplot og så tilbage til a-plottet. I Forbrydelsen fortæller vi ofte ilængere forløb, og dvæler længere ved en hovedkarakter, noget afdet, <strong>som</strong> filmen også er god til. Derfor blev det et dogme for mig, at vialdrig nogensinde kun fortalte én scene om Sarah Lund eller én sceneom Hartmann. Der skulle være 2-3 scener i træk i politiplottet, 2-3scener i politikerplottet. Der måtte ikke bare klippes over fra en lillescene til en anden. Selvfølgelig har vi så gjort det en sjælden gang,fordi det viste sig at kunne være godt at lave et kryds her, mengrundreglen var at dvæle ved de enkelte karakterer.Samtidig var det også et must – og det havde jeg allerede gjort påNikolaj og Julie – at sammenklippe karaktererne i en slutmontage. Detvar en metode, <strong>som</strong> jeg tog med til Forbrydelsen, men her blevslutmontagen bare endnu mere central og blev lagt ind i manuskriptetfra start. Hvordan skal vi slutte det her af og så samtidig mindepublikum om, at karaktererne var del af den samme historie? At klippekaraktererne sammen i en afsluttende montage passede endnu bedreher i den her historie end i Nikolaj og Julie og kom mere til sin ret her,fordi karaktererne var så forskellige.Så på den måde var der mange ting, <strong>som</strong> var tænkt ind i den visuellefortælling allerede på manuskriptplan. Også i forhold til klippetempoetprøvede vi at blive i indstillinger i længere tid, i provokerende lang tid,og at vi samtidig - og det var én af mine store kæpheste – at vi ogsåundervejs dyrker rygskud, så du i flere indstillinger simpelthen ikke serderes ansigter (fig. 11). Således at publikum i hver eneste scene ogsågår på opdagelse og nogle gange ønsker, at der bliver klippet tæt påfør, at der bliver klippet tæt på. At der er noget, du skal opdage istedet for bare at gå ind og få det lynhurtigt serveret. Altså at tænkegenren ind i forhold til måden, scenen er optaget og klippet på. Dennesammenhæng mellem billedsiden og genren talte vi også meget om.Fig. 9: Theis og Vagn set fra oven i afsnit 1.Foto: DR.Fig. 10: I Norges storladne natur finder DRen episk grandeur at afrunde fortællingenmed. Foto: DR.Fig. 11: Et rygskud af Theis. Foto: DR.Det er også i erkendelse af, at du skal tilbringe meget lang tid med deher karakterer, og hvis du afklæder eller afkoder dem i nærbilleder<strong>hele</strong> tiden, så betyder det også, at du bliver lidt træt, fordi du har setdet <strong>hele</strong>. Hvis der for eksempel opstår en situation, hvor det er oplagtat vise Sarah Lunds reaktion, så kan det være enormt virkningsfuldtlige præcis at vente det sekund, der gør, at publikum har lyst til at sereaktionen, før man så viser den. Faktisk kan jeg huske, at der varflere skuespillere både på I’eren, II’eren og III’eren, der synes, at devar portrætteret en smule for lidt i nærbilleder, og det forstår jeg godt,for de er jo vant til at lave et arbejde, der er afstemt i forhold til tættebeskæringer. Det kan være subtilt, en finesse med videre, <strong>som</strong>kommer frem i en tæt beskæring, men der er det jo bare sådan, atgenren og <strong>hele</strong> fortællestilen i Forbrydelsen har forrang, og derfor harvi oftest ladet de ’store billeder’ vinde og har styret uden om formange nærbilleder.I forhold til musikken var det et must for mig, at vi ikke havde enmelodi med sang på. Ét af mine input til Frans Bak har væretgentagelsen. Det må ikke være musikforløb, <strong>som</strong> afvikler for meget.Det må ikke få popsangskarakter. Vi skal have den hårde, den kyniskelyd og selvfølgelig også musik, der følelsesmæssigt kan gå ind ogbidrage nogle gange. Fx for montagemusikkens vedkommende ergentagelsen jo vigtig, det er lige<strong>som</strong>, at du står stille, og dit åndedræter tilbageholdt. Du bliver ikke forløst.I forhold til den sammenbindende slutmontage så er der jo også enlignende sammenbindende montage i splitscreen i 24 timer. Var det enindflydelseskilde?Det var mere et problem, vil jeg sige, for jeg kan huske, at det varoppe <strong>som</strong> et diskussionspunkt på et eller andet tidspunkt, da vi skullelave Forbrydelsen, om vi kom til at ligne 24 timer på netop det punkt,selv om jeg sådan set havde lavet grebet før i Nikolaj og Julie uden atkende til 24 timer (1). Men vi var jo ikke interesseret i at komme til atligne 24 timer. Historien og kameraarbejdet var også så anderledes påForbrydelsen, at det i sidste ende ikke komme til at ligne 24 timersslutmontage. Det blev brugt på en anden måde, kan man sige.(1) 24 timer fik premiere i USA i november2001, mens Nikolaj og Julie løb overskærmen i 2002 og 2003, men naturligvisblev konceptualiseret tidligere.I forhold til seriens belysning, så er én af de første ting, <strong>som</strong> Sarah