Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

mange niveauer – fra dem, der går højt op i at opstille troværdigeteorier (som f.eks. når en seer efter episode 9 udkaster en teori om,at ”Reinhart er leder af den pædofili-ring, som dræbte Louise. Andremedlemmer er R. Zeuthen og statsministerens bror… På den mådebegynder det hele at falde i tråd”) og indgående diskutere, hvorvidtandre seeres teorier holder eller ej, til dem, der fornøjer sig med atlave mere fantasifulde og humoristiske bud på, hvordan ting hængersammen, og på hvem den skyldige er (og hvor Sarah Lund selv typisker en af de mest populære mistænkte, som f.eks. når en seer skriver:”Alle ved det er Lund! Hvem kan det ellers være. Det kan KUN værehende! Det giver selvfølgelig totaaaalt mening”). Og endvidere er derdem, der trækker diskussionerne op på et meta-niveau (f.eks. når enseer skriver med henvisning til Robert Zeuthens personlige tjener NielsReinhart: ”Det er butleren, der gjorde det. The Door afslører dette, dadette er den første fortælling, hvor butleren er morderen. Den er fra1930. Forfatteren er Mary Roberts Reinhart [korrekt: Rinehart]”). Idisse metakommentarer blandes DRs forskellige krimi-universer, somf.eks. når en seer skriver om, hvorvidt Trine Pallesens karakter KarenNebel er den skyldige: ”Gabi er morderen! No noubt!” med henvisningtil Pallesens karakter i Rejseholdet, og der diskuteres, hvorvidt plottetnu også holder, om Forbrydelsen er bedre eller dårligere end andreserier som f.eks. Livvagterne. Flere seere finder stor fornøjelse i, atThomas W. Gabrielsson, der tidligere har spillet superskurk i Ørnen ogPET-chef i Livvagterne, nu optræder som gerningsmand i ForbrydelsenIIIdiskussioner både på seriens website og på sociale medier som Twitterom, hvorvidt det nu ikke netop var ham, der var skurken, eftersomrigtig dedikerede seere af DRs krimi-serier mente at kunne genkendeGabrielssons stemme i de mange opkald, som Sarah Lund får fraEmilie Zeuthens kidnapper og potentielle drabsmand (fig. 16-18). Pådenne måde indbyder Forbrydelsens tværmediale oplevelsesunivers tilmange former for indlevelse og engagement for dets seere, mensserien kører over skærmen såvel som i pauserne mellem de ugentligeepisoder.Fig. 12-15: Her Forbrydelsen IIIs forsideinden sidste episode med seernes teorierom Niels Reinhardt, statistik over seernesmistænkte og gerningsstedet i Louisesagenmed samtlige spor tilgængelige.Foto: DR.Tværmediale oplevelsesuniverser i større formatNår krimien som genre remedieres i et tværmedialt oplevelsesdesign,som ikke blot består af en serie af tv-episoder, men også et websitemed omfattende baggrundsmateriale – ikke blot om selveproduktionen, men om fiktionsuniverset og dets karakterer – og medforskellige former for spil-features, så sker dette ved at gøre devæsentligste karakteristika – afdækning af et hændelsesforløb(forbrydelsen), udforskning af et konkret sted (gerningsstedet) ogmøder med og undersøgelse af forskellige karakter (vidner, mistænkte)– interaktive i en vis udstrækning. Vi ser langt mere markanteeksempler på dette i andre serier end i Forbrydelsen. Sådan set kanden tværmediale strategi her kritiseres for at være meget centreret omselve tv-serien: Det er den gode krimi, sådan som DR kan fortælleden, der er styrende, og mulighederne for, at seerne for alvor får lovtil at udfolde sig i den, er ret begrænsede. Websitet sætter snævrerammer for, hvor mange oplysninger ud over det, der afdækkes iepisoderne, som den engagerede seer får til sin rådighed, når hun selvønsker at træde i rollen som Sarah Lund. I den amerikanske version afForbrydelsen (The Killing, AMC 2011) er dette oplevelsesunivers langtmere omfattende. Her rummer websitet f.eks. en interaktiv udgave afpigeværelset til den dræbte pige Rosie Larsen (den amerikanskeudgave af Nanna Birk Larsen), og dette værelse, der fungerer som etcomputerspil, kan man som seer endevende for spor langt grundigereend den undersøgelse, som Sarah Linden (den amerikanske udgave afSarah Lund) foretager i selve tv-episoderne. Dertil er The Killing somtværmedial produktion forsynet med langt flere interaktive elementerend Forbrydelsen: Seriens website indeholder en lang rækkekonkurrence- og quiz-elementer og mulighed for at dykke ned ogendevende detaljer om seriens enkelte episoder, karakterer og detoverordnede plot. Og klubfunktionaliteten (Haastrup 2007) er udvidetbetragteligt ved, at websitet er integreret med sociale netværkssitessom Facebook og Twitter, som muliggør, at seerne kan dele, diskutereog bidrage med input til serien i langt højere grad (fig. 19 og 20). Vedat forbinde serie og website til seernes egne online-netværkmuliggøres, at seerne ikke blot kommenterer og forholder sig til detfærdigproducerede medieindhold, men også har mulighed for selv atproducere nyt indhold og udfolde sit engagement i form af f.eks.fanfiction, som her ikke – som Kennedys håndbog om Forbrydelsen ogom hvordan man kan være Sarah Lund (fig. 21) – er løsrevet fra selvedet tværmediale format (om end håndbogen er udstyret med bådeforord og kommentarer af Sofie Gråbøl!), men er i kraft afintegrationen af f.eks. Facebook en del af selve produktionsdesignet.Fig. 16-18: ”Her har vi skurken. Stemmen itelefonen er Thomas W. Gabrielsson, og viser ham først senere i serien som AbbeJönsson” (seer på Forbrydelsen III’swebsite). Foto: DR.Mediemæssige og genremæssige potentialer for tværmedialeproduktionerEt af krimiens særkender er, at opklaringen af forbrydelsen er merevæsentlig end forbrydelsen i sig selv. Vi engageres som læsere/seere idet opklaringsarbejde, som foretages af kriminalbetjente fra