Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

Drama deres seneste landvindinger både mentalt og teknisk osv. Ogdet var nyt, fordi tv-branchen var underlagt filmbranchen. I USA – somjo er altings moder i det her – var det længe sådan, at du havde enfilmbranche, som lavede stor kunst og så en tv-branche, som varcykelsmede.Og så har jeg også gjort det, at jeg er gået ud i byen for at få bestiltarbejde. Vi har lavet Edderkoppen med Metronome, Den serbiskedansker med Thura Film, Album med Fine and Mellow, Per FlysForestillinger med Zentropa.Har alle miniserierne stort set ikke haft en instruktør som kreativhovedkraft, samtidig med at de typisk har været lagt ud til eksterneproduktionsselskaber?Jamen, jo de er lavet ude i byen – og af instruktører, der er auteurs.Det var min policy. Vi vil gerne have nogle andre billeder på skærmen,vi vil gerne have en anden fotografering og en anden typemanuskripter, vi vil gerne have en anden slags skuespillere end dem,vi selv vælger, hvis vi kan få det. Og det gør vi ved at gå ud og lavebestillinger ude i filmproduktionsselskaberne. Det har været et megetlykkeligt ægteskab, synes jeg.Det er jo sådan, at vi ellers hævder manuskriptforfatterens forrang ivores lange serier, hvilket kræver en meget hårdt tilkæmpet ro ogabstinensagtig holdning hos instruktørerne. Jeg har haft adskilligeulykkelige instruktører siddende i sofaen, som simpelthen ikke kunneforstå, hvorfor deres ret til final cut – som de har på film - ikke var tilstede. Det har været en lang og sej diskussion. Den er der endnu. Jegmøder stadigvæk instruktører, som et halvt år efter, at jeg er holdt op,kommer hen til mig og siger ”ja, jeg vil godt arbejde for Eyeworks,men jeg vil bare sige dig én ting, at det bliver … og sådan der”.En novemberfortællingKan du huske jeres diskussioner om Forbrydelsen I-III’s audiovisuellestrategi – på de såkaldte Paramountmøder og mere generelt? (fig. 4)Det gælder om at tage ordet ”paramount” alvorligt, altså at du ståroppe på en bjergtop, og så kigger du ud over den serie, som skal til atsøsættes og dykker så ned i detaljerne. Den væsentligste beslutningknyttede sig nok til lys/farve-strategien for serien. Du har tomuligheder, når du skal arbejde med krimi- og thrillerstof. Enten kandu lave det i fuldstændig bright dagslys, og at det i sig selv eruhyggeligt jf. Hitchcock i Menneskejagt, hvor fotografen tilmed harsænket horisontlinjen, sådan at Cary Grant midt i det kæmpemæssigelandskab simpelthen er det ideelle objekt for en dreng med ethaglgevær. Eller du kan lave det mørkt og dunkelt i crime noirtraditionen.Det blev ret hurtigt klart her, at vi ikke skulle gøre det påHitchcockmåden. Så kom det med, at serien skulle foregå i november.Det var ikke min idé, det var Sørens, men så siger jeg til Søren ”veddu hvad, det tror jeg er et helt rigtigt valg, for der er det hervidunderlige digt af Henrik Nordbrandt, der hedder ’Året har 16måneder’” (1986).Fig. 4: Endnu en scene med få lyskilder ogellers henlagt i mørke (Forbrydelsen III,afsnit 5). Paramountmødet liggerumiddelbart før, at produktionen går i gang.Hovedforfatter, producent, det kreative a-hold med instruktør, scenograf og fotografog drama-/fiktionschefen mødes for atafstemme og diskutere de sidste detaljerom den audiovisuelle iscenesættelse. Foto:DR.November, november, november…Ja, netop. Det korte af det lange er, at jeg laver det om, fordi Henrikser ikke så godt som mit …undskyld mig (latter). Det lyder: ”Året har14 måneder. Januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august,september, oktober, november, november, november, december”. Ihvert fald var det en klar metafor for os alle sammen og beslutningenom, at serien skulle udspille sig i november blev afgørende for detarbejde, som Birger Larsen, der jo var konceptuerende instruktør påI’eren, og hans fantastiske scenograf Niels Sejer lagde an til… ogfotografen…Eric KressEric Kress, ja. Hele det der med de våde veje, lygternes genskin,miljøet, lys-farvekonceptet osv. – det holdt hele vejen igennem (fig.5).Så kunne man jo spørge, om udtrykssiden er underlagt denfortællemæssige motor i Forbrydelsen?Det er den bestemt ikke. Her er simpelthen tale om, at du har etgrundlæggende udtryk, som karaktererne faktisk er nødt til atundergive sig.Og det tror jeg er en af de meget store og mærkelige hemmelighederom DR-fiktion i forhold resten af verdens fiktion. Der bliver arbejdetutroligt bevidst med udtrykssiden.Fig. 5: Genskin på våde veje (afsnit 20).Piv Bernth fortæller i øvrigt, at beslutningenom, at serien skulle udspille sig i novemberogså var enormt besværlig rentproduktionsmæssigt, fordi den skulleoptages i perioder, hvor der grundlæggendevar for meget dagslys (Bernth 2012). Foto: