Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

høres svagt på lydsporet). En sang, som ironisk dobbeltmarkerer, at vibefinder os på et skib, men som samtidig på forbryderisk og frygteligvis peger frem mod seriens motiv: en mand, som er glad for piger, altfor glad… (jf. fig. 4).Lyden intensiveres yderligere, og der klippes nu til et nærbillede af enhøjtaler, som understreger, at lyden er diegetisk. Det antydes således,at der engang har været liv på skibet, eller at det fravær vi mener atopleve kun er et oplevet fravær af liv.Herefter klippes et par gange, hvorunder en anden af serienshovedskuespillere (Nikolaj Lie Kaas) introduceres, inden vi i endnu etlangsomt reveal ser en afklædt mand (delvis dækket af en væg), der,at dømme fra de mufflede støn på lydsporet og den svedglinsendehud, lader til at dyrke sex (jf. fig. 5). Der klippes nu til ryggen afmanden i en halvnær (fig. 6), og den stødvise bevægelse synes atunderstrege den førnævnte læsning, men lader læseren i tvivl omsamlejets karakter. Stemningen, lyden, lyssætningen, farverne. Intetlader til at betone glæde og vellyst, og således måtte tilskuerennaturligt foranlediges til at tænke på dette som et set-up til enuhyggelig voldtægtsscene.Fig. 5: I denne indstilling ligger en redherring (idet manden viser sig ikke at dyrkesex, som vi naturligt havde forventet) og etdybere spor (idet musikken anslår ethovedtema i serien). Foto: DR.Fig. 6. Foto: DR.De kvindelige stønnelyde, viser det sig nu, er i realiteten diegetiske ogkommer fra et fjernsyn i billedets uskarpe baggrund, og idet kameraetlangsomt tilter nedad afsløres det nu, at den tatoverede mand erfanget. Bastet og bundet til en stol (fig. 7). Vores første spor varsåledes et vildspor, en red herring, der som i enhver krimi skal bringeos på sporet af den genre, vi har med at gøre, men væk fra dethovedspor, som krimien senere vil følge.Manden slipper fri, og herfra ændres klipperytmen, perspektiverne ogframingen i retningen af det, David Bordwell har betegnet somintensiveret kontinuitet. Der klippes således snart til et kælketzenitskud af den afklædte mand, som hurtigt løber forbi under enloftslem (vi kunne naturligt antage, at denne voldsomme re-framing erudtryk for en point of view-figur). Herefter ses manden i fuldt løb,først væk fra linsen, så ind mod linsen, inden vi ser ham ikontrolrummet, indfanget af et flaksende håndholdt kamera. Hanforsøger at foretage et nødopkald, og formidler nu til tilskueren, at hanbefinder sig på fragtskibet Medea, inden det går op for både ham ogtilskueren, at ledningen og forbindelsen er cuttet (jf. fig. 8). Vi klipperherpå til et point of view fra mandens øjne, idet han forvildet kiggerrundt i lokalet, hvorpå vi klipper til en ny point of view-figur, men nufra en anden persons synsvinkel! Han er ikke alene, den tilfangetagneudlænding. Men hvem er den farlige, mystiske mand, hvis skygge vinu kan ane i billedet? Og hvem er den afklædte udlænding?Herefter følger en serie af ultrakorte indstillinger, alle skudt med ethektisk håndholdt kamera, som klart spejler den nøgne mandsnervøsitet og hektik. Vi slutter på en supertotal, der fint spejleranslagets åbningsindstilling, idet vores ukendte, udenlandske fyrspringer fra skibet og ned i det sorte, afgrundslignende vand.Fig. 7. Foto: DR.Fig. 8: Vi ser det i hans øjne og i den nærebeskæring. Han forstår, at nogen har cuttettelefonledningen, og dette forstår visamtidig som en klassisk thriller- oghorrorkode, der naturligt måtte efterfølgesaf ’den ondes’ pludselige entré. Foto: DR.Spor og vildsporSåledes åbner første afsnit af Forbrydelsen III (2012), der som allekrimier fortæller en dobbelt(rettet) historie. Den ene historie erfortællingen om forbrydelsens/forbrydelsernes opklaring (denteleologiske, fremadskridende whodunit-struktur), mens den andenbevæger sig bagud og afsøger motiverne, forhistorien ogbevæggrunden bag de respektive forbrydelser (hvad man kunnebetegne som en whydunit-struktur) (Todorov 1977, s. 44).Krimien er i den forstand en interessant genre, som udnytterdramaturgiens grundlæggende suspense/surprise-mekanismer og setup/pay-off-strukturertil det yderste. Det ligger i krimiens logik –’kriminologikken’ om man vil – at spor må følges af sidespor og dittovildspor.I det gådefulde anslag til den førnævnte serie får vi således nokanslået en række centrale spor (at skibet har en betydning forkerneplottet, at der i symbolsk forstand kunne ligge et Medea-spor iserien og at forbrydelsen skal handle om (sø)mænd, der forbryder sigmod piger [jf. sangen]) (Breum 2004, s. 86). Samtidig ledes vi dog påvildspor i indtil flere henseender, og væsentligst ved, at vi naturligtmåtte opfatte den nøgne mand som seksualforbryder (jf. framingen ide førnævnte indstillinger) og generelt som en central karakter ellersågar et kronvidne.Men også de forskellige referencer, som ligger i dette anslag, kunnebetragtes som en art intertekstuelle spor og vildspor. Brugen af farver,low-key-belysning, ekstreme perspektiver og kælkede linjer kunne