Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

– en tværmedial analyse af relationen mellem tv-serie og website”(2007), så installeres der i kraft af den tværmedialt tilrettelagtemedieproduktion nogle nye mediekredsløb, som ikke længere kanforklares med den klassiske hierarkiske tredeling af medieteksten (jf.Fiske 1987), hvor den primære tekst udgøres af filmen/tv-serien, densekundære tekst udgøres af pr/reklame, baggrundsmateriale,bonusmateriale og andre tekster, der omkranser primærteksten, ogendelig den tertiære tekst, der udgøres af seerens egne tekster, somproduceres på baggrund af primær- og sekundærteksten (fig. 3). Medde nye mediesystemer og den i stigende grad interaktive ogdeltagerbaserede kommunikationsform, som jeg har beskrevet ovenfor,og som er kendetegnende ved den aktuelle tværmedialeprogramproduktion, er det tydeligt, at her vil de tekster, somforskellige typer af medieomtale udgør, og som omkranser selve tvprogrammet,ikke kunne udskilles som noget, der er adskilt fra dette:Disse tekster griber tvært i mod ind i og spiller sammen med selve tvprogrammet.’Seerdebat’ (som tidligere ville finde sted hjemme foranfjernsynet, på arbejdspladsen, i det offentlige rum generelt, ellermåske som læserbreve i avisen) er ikke frakoblet hverken tv-programeller website, men vil være integreret i disse – især når det gælderunderholdningsprogrammer som f.eks. X factor, hvor seerne bl.a. harindflydelse på showets udvikling og mulighed for at debattere det indenfor rammerne af det tværmediale programkoncept, dvs. på websitetsdebat- og chatfora. Snarere end et hierarki mellem Fiskes tretekstniveauer, så er der med den tværmediale programproduktionaltså tale om at primær-, sekundær- og tertiærtekster forbindes tilhinanden i én fælles medietekst.Fig. 3: Helle Kannik Haastrup beskæftigersig primært med serien DesperateHousewives, men peger på, atmulighederne for at deltage aktivt ipopulære serier som CSI udvides markantvia f.eks. diverse fora, hvor seernedebatterer seriens handling, personer etc.med hinanden, og hvor disse konstantopdateres sådan, at det skaber enfornemmelse af et online-fællesskabomkring den pågældende serie. Det kalderHaastrup en klubfunktion, der vidner om”en tv-fan-kultur, som tager tv-seriefiktionenalvorligt” (Haastrup 2007, s. 216).Identifikation og interaktionVæsentligt er også, at den tværmediale medieproduktion dermedforudsætter en aktiv mediebruger, og at dette gøres i et forsøg på atskabe et engagementsfremmende tilhørsforhold baseret påidentifikation OG interaktion:Media producers are consciously building into their texts opportunities for fanelaboration and collaboration -- codes to be deciphered, enigmas to be resolved,loose ends to be woven together, teasers and spoilers for upcoming developments.(Jenkins 2003, s. 291)Dette fordrer dog, at en sådan aktiv deltagelse bliver mulig. Det ervæsentligt, når der er tale om krimiserier som Forbrydelsen, at derfindes hints, som det er muligt at læse og afkode inden – eller i hvertfald sideløbende – med detektiven, og at det på den måde blivermuligt at spille med på opklaringsarbejdet, også selv om der er farefor, at plottet afsløres. Hvis man, som tilfældet er med Forbrydelsen,opererer med en sløring af portrætterne af de forskellige mistænkte,så bliver et sådant engagement umuligt, og man kan som seer få denfornemmelse, at seriens forfattere holder kortene for tæt ind tilkroppen for at sikre spænding frem for deltagelse, med det resultat atseeren, der ønsker at engagere sig i at afdække plottet, føler sig dumfrem for kløgtig. Dette var især tilfældet med første sæson af serien,hvor de interaktive elementer på seriens website var beskedne iforhold til mængden af baggrundsmateriale om selve serien, densophavsmænd, skuespillere etc. (fig. 4). Forbrydelsen III balancerermere overbevisende mellem at sløre plottet og give clues, der kan gøredet muligt for den engagerede seer at løse sagen, hvor det sidste kaneksemplificeres ved den rapport om Demokraternes plejebørnskampagne,der forbinder statsministerens valgkamp til Zeuthen såvelsom til sagen om den dræbte pige Louise, og som efter episode 9 blevlagt på den del af websitet, hvor man kan undersøge sporene pågerningsstedet, og som ikke tilsvarende er blevet opdaget i selveserien (fig. 5).Krimiserier og tværmedialitetJeg vil i det følgende se på, hvordan Forbrydelsen I-III (DR 2007-2012) anvender det tværmediale programformat, idet jeg isærfokuserer på den rolle, som websitet spiller i programformatet,eftersom det er her, at de interaktive (seerinvolverende) elementer,som er en væsentlig del af den tværmediale pakke, ligger.Kort beskrevet består det tværmediale programformat i Forbrydelsen I-III hovedsageligt af to dele: selve serien, hvor hver episode sendeshver søndag (samt andre påfølgende ugedage som genudsendelse), ogwebsitet, der også rummer mulighed for at gense episoderne, menderudover forskelligt baggrundsmateriale om seriens tilblivelse,skuespillere etc. og konkurrencer og interaktive elementer sommulighed for, at seerne selv engagerer sig i efterforskningsarbejdetved at følge spor, undersøge mistænkte og lave sine egne teorier. VedFig. 4: Forbrydelsen I. Foto: DR.Fig. 5: Louise-sagen efter episode 9. Foto:DR.Fig. 6: Huller i historien. Foto: DR.