Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt EnglishEn scenes anatomi: Forbryderisk fascinerende – sporog vildspor i anslaget til Forbrydelsen IIIAf ANDREAS HALSKOVEt anslag lægger spor, det anslår nogle temaer, en stil, enstemning og leder tilskueren på vej. Men et anslag kan ogsålede tilskueren på vildspor, skabe red herrings og være bevidstdunkelt. Den ambitiøse åbning til tv-serien Forbrydelsen III(DR, 2012) er et sådan gådefuldt anslag, der genremæssigt ogstilistisk peger i retning af både noir-filmen og gyseren, og sombåde peger frem i fortællingen, bagud mod forhistorien og vækfra fortællingens hovedspor.Fig. 1. Foto: DR.Vi befinder os ved havnefronten. Indhyllet i en skummel low-keybelysningskimtes et skib i den let urolige vandoverflade. Stemningener rolig men skurrende, og det fåmælte lydspor anslår den følelse, visom tilskuere sidder med: Vi holder vejret, holder al lyd inde, ogventer i spænding på det store brag. Herpå klippes der til etinteriørskud, men med en drilsk tilbageholdelse af al nødvendiginformation. Vi aner, at vi er indenfor, men ser blot en sort endevægog en svagt oplyst dør med et symbolsk ”Exit”-skilt i billedets højreside (jf. fig. 1). Med en rolig tracking-bevægelse foretages der etlangsomt reveal. Noget befinder sig bag den væg, aner vi. Noget, dermåtte få os til at erindre, med længselsfulde tanker, det Exit-skilt, vitidligere havde registreret men snarligt glemt.Tracking-bevægelsen afslører dog intet. I billedet ses blot en total afen tom gang, hvis forsvindingspunkt opsluges af den urovækkendelow-key-belysning. Scenografien er skrabet og holdt i gustne grønlige,metalliske og gullige nuancer, som var man hensat til Nostromo ifilmen Alien (1979) eller baren i den famøse åbningssekvens afminiserien Edderkoppen (DR, 2000). Også lyden kunne minde os omden fra Ridley Scotts og Ole Christian Madsens værker – den mufflede,lavmælte rumlen, der langsomt men sikkert etablerer en følelse afsuspense i tilskueren. Samtidig, ganske som i førnævnte Alien, brugesden non-diegetiske lyd som et spatialt cue, en lydlig illustration afrummets store tomme gange, uhyggelige akustik og totale mangel påliv.Fig. 2. Foto: DR.Fra den sidegående tracking-bevægelse og den fåmælte støj klippesder nu til endnu et roligt dolly-shot, denne gang dog realiseret som etlangsomt, bagudgående pull, tilsat lyden af maskiner der bipper(maskinerne ses i en totalindstilling, og deres ubemærkede bippenillustrerer nok engang det fravær af mennesker, som allerede de førsteindstillinger fik etableret) (jf. fig. 2).Der klippes nu til endnu en tracking-bevægelse, men denne gang i etgangmiljø, hvis sygeligt grønne nuancer og skyggelagte døre fintmodstilles af endedørens antiseptiske hvidhed og de blankpoleredegulve (jf. fig. 3). Her er rent og mennesketomt, men også gustent ogråt; hvidt og blankpoleret men også mørkt og dystert; antiseptisk menogså (i de mørkegrønne nuancer) sært organisk.Fig. 3: Billeder på fravær. Demennesketomme gange illustrer mangel påliv og antyder et grufuldt plot, der venterlige om hjørnet. Foto: DR.På lydsporet høres nu de første toner af det, der måtte antages atvære diegetisk musik (rumklangen og den relative uklarhed antyder, atmusikken kommer fra et fjernt lyttepunkt, eventuelt et tilstødendelokale).Der klippes til et blåligt skærmbillede, hvorpå Sofie Gråbøls navn tonerfrem. Midt i al den forbryderiske fremmedhed får vi altså nu, efter 29sekunder, det første element af egentlig genkendelighed.Herpå klippes tilbage. Den non-diegetiske støj intensiveres, ogmusikken forekommer nu at være en mufflet version af OttoBrandenburgs ”Alle sømænd er glade for piger” (netop denne linjeFig. 4: Er alle sømænd vitterligt glade forpiger? Brandenburgs mufflede sang fårnæsten kontrapunktisk kvalitet i denneindstilling. Foto: DR.