2007 # 01 Tigoriannguaruk! Tag suluk med hjem! Your personal copy!

gen«, hvor han tilbragte efteråret og
vinteren, begyndte han:
»Kære Dagmar.
Ihukommende den panik, der var over
postens afsendelse i Chesterfield-Inlet,
vil jeg nu forsøge på at skrive, når
lejlighed gives – det vil give fyldigere
besked om alt – dog vil jeg ikke skrive
ret meget om ekspeditionen, da alt nyt
vedrørende denne vil tilflyde dig gennem
vore rapporter.«
En kærlighedserklæring
Det brune, falmede kollegiehæfte med
Knud Rasmussens sirlige håndskrift og
påskriften DAGMAR dukkede op, da
sønnen Niels Christian (kaldet Manne)
for få år siden døde i USA. Den nærmeste
familie vidste, at den såkaldt
»glemte dagbog« eksisterede, men
hvor den befandt sig, og hvad den
indeholdt, var ukendt.
For Grønlandsentusiaster er alt fra
Knud Rasmussens hånd af interesse
– derfor også denne dagbog, der
måske ikke indeholder meget nyt, men
som dog alligevel er med til at uddybe
billedet af den berømte forsker – som
menneske. Som de første udenfor en
ganske snæver kreds får Suluk’s
læsere hermed lejlighed til at stifte
bekendtskab med dette private dokument,
der er i privateje.
»Bogen«, som Knud Rasmussen
beskedent kalder sit lille hæfte, skulle
med hans egne ord være »èt stort og
eneste kærligheds-epos«.
Det blev det til en vis grad også. Gang
på gang giver han udtryk for sin store
kærlighed til hustruen og for sin dybe
omsorg og bekymring for hende. Ikke
mindst i forbindelse med den øjensygdom,
der gjorde det næsten umuligt
for hende at læse og skrive. Over
mange sider forsøger han at opmuntre
og rådgive hende. Hun burde, mente
han – selvom det ville gå ud over intimiteten
i deres brevvekslinger – ansætte
en oplæser og sekretær.
»Du vil måske straks stejle ved tanken«,
skriver han, »men tænk den til
bunds – og jo mere du tænker over
det, jo naturligere vil det falde dig. I
virkeligheden vil det jo kun være et
pengespørgsmål, men kan penge være
velanvendte, kan de ikke være det i
højere grad end disse.«
Air Greenland inflight magazine 27
■ Knud Rasmussen ilisarnartunngorlugu
assilineqarsimasoq.
Anstrengende foredrag
Penge havde i Knud Rasmussens unge
år været et evigt tilbagevendende problem.
Men som han plejede at sige:
»Not what I have/ But what I do/ Is my
kingdom!«
Og bedrifter havde han udført. 5.
Thule-Ekspedition skulle være kronen
på værket og ville – udover de videnskabelige
resultater og verdensberømmelsen
– gøre ham til en velstående
mand:
»Jeg skal jo have 50.000 kr. for den
bog, jeg skal skrive om denne ekspedition,
og jeg vil antagelig være et halv
til tre kvart år om at skrive den. Der er
jo allerede et mægtigt stof – et rent
kæmpearbejde…
Bogen vil jeg gerne koncentrere mig
om, men nødigt holde foredrag. Men
skulle det gøres nødvendigt, må jeg vel
gå under åget. Jeg vil jo have et ganske
enestående materiale at spille ud
– og havde jeg levende billeder – ville
mine foredrag være en formue værd.
Men selv uden disse vil jeg vel i Europa
og Amerika i løbet af et års tid kunne
tale et par hundrede tusind kroner ind.
Men jeg vil altså nødigt, fordi en sådan
kæmpetourné vil tage mere på mig
■ Knud Rasmussen i karakteristisk
profilbillede.
■ A characteristic profile of
Knud Rasmussen.
end alle mine rejser heroppe tilsammen.«
En stor del af Knud Rasmussens dagbog
er helliget besvarelse af spørgsmål
fra Dagmar. Spørgsmål, som hun
havde fremsat i den dagbog, hun med
sidste skib i 1921 havde sendt ham.
»Kommissionskataloget« kaldte Knud
sin besvarelse. Siddende i ødemarken,
belastet af talrige problemer, skulle
han tage stilling til, om hun i hans fravær
skulle anskaffe nye spisestuemøbler,
se på ny lejlighed eller måske købe
hus.
»Hvad farve skal jeg give dagligstuen?
Synes du, jeg skal købe en ny og lysere
sofa?«
Læst igen og igen
Knud var ved at fortvivle, men uendelig
glæde gav dagbogen ham også:
»Jeg læser næsten dagligt i den, og
skønt jeg næsten kan den udenad, bliver
den dog ved med at bevare sin
oprindelige kraft hver gang, jeg læser i
den. Du skildrer alt meget malende;
alle personer træder levende frem for
én. Jeg kommer jer ganske nær alle
sammen og får del i det, I oplever.
Navnlig ser jeg børnene lyslevende for
mig, og jeg er i stand til at følge med i