2007 # 01 Tigoriannguaruk! Tag suluk med hjem! Your personal copy!

■ Qimuttoq angalanersuaq
tamakkerlugu angalaqataasoq.
deres udvikling. Altid lyser det mig i
møde, hvor god du er – hvor meget
du gør for andre – og straks beskæmmes
jeg over min egen egoisme. Hvor
ofte tænker jeg blot på mig selv og
forlanger – også af dig – at du blot
skal tage hensyn til mig. Gid jeg dog
kunne lære lidt af dig… Atter i dag
lukker jeg din dagbog med en uendelig
følelse af afmagt! – Hvor den dog
sprudler og sprætter af liv – i modsætning
til alle de trivialiteter, jeg skal
opvarte dig med. Bare faktiske oplysninger,
der skal holde dig á jour med,
hvor vi er, og hvad vi laver.«
Selvfølgelig måtte meget blive »trivialiteter«
i en ekspeditionsdagbog:
26. november:
»Kære lille Dagmar. Jeg føler trang til
at sige godnat, inden jeg går til ro. Det
har været en travl dag. Birket (etnografen
Kaj Birket-Smith) og jeg har siddet
og arbejdet sammen og er lige blevet
færdige. Der er mange ting at tage
vare på for den, som har ansvaret. I alt
har jeg ordnet 100 renskind. Alle ekspeditionens
medlemmer skal have nyt
tøj – og vi er 12.«
Aldrig nedladende
Med freden til Knuds litterære arbejde
kneb det lidt:
■ Slædehund, der gjorde hele
den lange rejse med.
Suluk # 01•2007 28
■ The sled dogs that undertook
the whole of the long journey.
»Jeg ville have haft fortræffelig ro, hvis
vi ikke havde haft Peter (Freuchen),
men med hans snakketøj varer roen
aldrig ret længe. For resten er han
storartet og altid i godt humør. Ja, vi
beundrer alle hans humør. Han besørger
underholdningen dagen igennem,
altid fuld af historier.«
Mere stilfærdige var Birket-Smith,
arkæologen Therkel Mathiassen og
»medhjælperen« Helge Bangsted, der
alle led under rejselivets strabadser
– og for Therkel Mathiassens vedkommende
også under kosten:
»Han er den eneste af ekspeditionens
medlemmer, der har svært med at leve
à la eskimo, kød, selv renskød spiser
han kun med modbydelighed – foretrækker
ofte at sulte frem for at spise
kød. Ikke for intet er han blevet gift
med en køkkenlærerinde.«
Det er karakteristisk for Knud Rasmussen,
at han kan more sig over folks
»særheder«, men aldrig taler nedsættende
om nogen. Heller ikke i en helt
privat dagbog til sin hustru. Alle
– uden undtagelse – betegnes som
dygtige, hjælpsomme og som gode
kammerater. Så var »Blæsebælgen«
end overfyldt – specielt pga. de mange
besøgende eskimoer – så var det hyg-
gen, fredsommeligheden og munterheden,
der prægede dagligdagen. Og
derom måtte han naturligvis fortælle
Dagmar. Også selvom det blev »trivialiteter«.
Med skildringen af juledagene slutter
Knud Rasmussen sin dagbog. Kollegiehæftet
var ved at være skrevet ud
– han selv vist også. Humøret er tydeligvis
ikke det bedste, og den ellers så
sirlige skrift bliver for første gang
sjusket, stor og forhastet:
Faldt i søvn juleaften
25. december:
»Det var mig ganske umuligt at skrive
noget i går – aldeles umuligt, og i dag
synes jeg heller ikke rigtig, det vil gå.
Jeg kommer Eder ligesom for nær,
– og kommer til at længes for meget.
Det var en stille jul. – Den gik med
at læse alle Eders gamle breve, – og
det gjorde så ikke længslen efter jer
mindre.
Om aftenen holdt jeg gudstjeneste på
grønlandsk for Kap York’erne. De
havde bedt mig om det, og Birket-
Smith læste juleevangeliet på dansk.
Vi havde pyntet messen med flag, der
dækkede begge vægge, og så havde
Birket og Bangsted lavet små kræmmerhuse
og hjerter af alm. papir, som
de malede rødt og blåt.
Netop på den tid, hvor I holdt – eller
begyndte – Eders juleaften – vi er jo
her 6 1 /2 time bagefter – faldt vi alle i
søvn. Peter, Birket, Bangsted og jeg
– skønt vi ellers aldrig sover om
dagen.«
27. december:
»Jeg orker ikke at skrive mere. Jeg
sender et godt brystbillede hjem af
mig selv – lad en fotograf tage et
billede af det – vi tør ikke sende
pladen – og giv det til de af mine
bekendte, som du mener skulle bryde
sig om det.
Og så kære Dagmar, blot den store
omfavnelse! Gid du må have det godt,
– og gid dine øjne må være blevet
gode igen! Jeg lægger armene om din
hals og kysser dig – lille kære Dagmar.
Din Knud.«