2007 # 01 Tigoriannguaruk! Tag suluk med hjem! Your personal copy!

■
Nu gider vi ikke høre mere
Når det handler om et kunstnerisk udtryk, kan der ikke stilles særlige forventninger
til, at kunstnerens etniske baggrund skal kunne genkendes. Kunst er en besværlig
størrelse, der ikke trives i små lukkede kasser, mener kunstneren Ina Rosing.
Af Christian Schultz-Lorentzen
– Som grønlænder er jeg ofte blevet
mødt med en forestilling om, at jeg i
min kunst skulle forholde mig til min
etniske baggrund og den grønlandske
natur. Det er blevet bedre, men jeg har
været ude for, at folk blev skuffet,
fordi de ikke genfandt forventede
grønlandske træk i mine værker. Men
ingen kunstner kan leve op til andres
specifikke forventninger. Som kunstner
er det dødsensfarligt at begynde at
»levere varen« uanset om, man kommer
fra Grønland, Danmark, Kina eller
et hvilket som helst andet sted
Suluk # 01•2007 48
41-årige Ina Rosing formulerer med
disse ord en irritation, som i stigende
omfang lyder fra især den yngre generation
af grønlandske kunstnere. De
har respekt for de kolleger, som arbejder
med genkendelige, grønlandske
temaer i deres værker. Men de er trætte
af galleriejere og kunstinteresserede,
som med vold og magt forsøger at
iklæde dem en veldefineret forventnings-spændetrøje,
fordi de tilfældigvis
er grønlandske kunstnere. Der findes
et globalt kunstliv og en international
stil, som også grønlandske kunstnere
er en del af. Eller for at sige det ganske
kort:
»Nu gider vi faktisk ikke høre mere«,
som Ina Rosing kaldte et af sine værker
på den anmelderroste udstilling
Nordenvind, hvor hun sidste efterår
udstillede med række afdøde og nulevende,
grønlandske kunstnere.
Vi sidder ved et lille rundt stuebord
med kager, vindruer og frisk te i kopperne.
Ina har tændt stearinlys i vindueskarmen,
der er fyldt med krid-