2007 # 01 Tigoriannguaruk! Tag suluk med hjem! Your personal copy!

Suluk # 01•2007 50
så skræmmende på mig i forhold til,
hvad jeg var vant til.
Senere blev jeg rigtig, rigtig glad for
Nuuk. Vi børn havde en stor frihed. I
kraft af min fars arbejde kom jeg også
rundt i landet. Jeg var blandt andet i
Uummannaq under udtagningen af
mumierne og kom til at køre på hundeslæde.
Jeg deltog i en arkæologisk
udgravning inde i Ameralikfjorden,
hvor jeg for alvor lærte at bo i telt, fortæller
Ina, der senere som ung, flere år
i træk tog arbejde som ekspeditionskok
bl.a for et mineralefterforskningsselskab,
der ledte efter guld i
Østgrønland.
– Hver morgen blev borefolkene hentet
af en helikopter og fløjet ud til riggen,
og så var jeg alene imellem de
nøgne stejle fjelde og de kæmpestore
gletschere med 400 km til nærmeste
by. Det interessante er, at jeg følte det
befriende og berusende. Jeg opdagede,
at jeg kunne tage vare på mig selv.
At jeg havde mod og kunne være uafhængig
af andre. Den følelse minder
faktisk om det kick, jeg får ved at
male.
Beslutning modnes
– Som kunstner skal man nemlig have
is i maven. Der skal hele tiden træffes
valg. Gør man nu det rigtige? Man
kan være ved at dø af skræk. Men så
sælger man lige et billede. Man skal
tåle, at det kan være svært for at
komme ud på den anden side. I
mange år blev jeg ved med at tænke:
hvad skal jeg lave, når jeg blive stor.
Den forestilling er jeg ude over. Nu ved
jeg, hvad jeg vil, siger Ina, der som
ung blev optaget på Akademiets
Arkitektskole. Ved siden af malede
hun, men i længden kunne de to løbebaner
ikke hænge sammen.
– Jeg fik hele tiden tilbud i forbindelse
med mit kunstneriske arbejde. Til sidst
tog jeg valget, men jeg var meget
bange, fordi jeg samtidig valgte en
økonomisk usikker fremtid, fortæller
Ina, der ind i mellem har haft brug for
sine færdigheder fra arkitektskolen.
Senest da hun deltog i den arbejdsgruppe,
der udvalgte pladsen i Nuuk til
byggeriet af det kommende Grønlands
Kunstmuseum, som bl.a. kunstnerne
Aka Høegh og Bodil Kaalund er blandt
drivkræfterne bag.
I øjeblikket planlægger hun en udstilling
sammen med sin kunstnerkollega
og landsmand Boletta Silis Høegh, der
i lighed med Ina arbejder med det eksperimenterende
maleri. Ina har bl.a.
udstillet i samtlige nordiske lande og
lader sig gerne inspirere af andre
kunstnerkolleger. Men det er ikke det
første værk, hun falder for.
– Jeg går ofte på museer. Men 90 procent
siger mig ikke noget. Så er der
pludselig noget, der fanger. Og det
kan tænde mig. Så får jeg vildt meget
lyst til at male.