speculum boreale - Lenvik Museum

173]
171]
172]
Lærit oc dislige sorter som hvers leilighed kand tilsige. Foruden
Finnernis gaffmildhed ere de flæste aff en erlig h u m e u r imod
deris Øffrighed med ærbødig frøgt oc kierlighed, villig oc flitig
udj deris slæb, huorimod de dog gierne vill roosis.
Jt folch som læt lader sig sige, mens dis meere sammenholdig,
huorfor oc Finnen gemeenlig det Mundhæld effterladis ved
en tings bekræfftelse at têmoignere, at hand sander strax sin
hosstaaende nations applaus ved det Raab oc tilspørsmaall: Er
det ey sant Byfolch, som da med hin anden i alle tilfælde
saaledis concluderer udj it ia-ord, det være sig til onde eller
gode, til krafft eller modstand.
Sielden inclinerer de till Tyffverie, undertiden vell till løs-
agtige bedriffter, skall derfor ej heller hin andens ondskab længe
fortie. Sparsommelig ere de, oc aff langt meere nøysomhed
end som hos Nordmændene kunde ventis. Oprigtig u dj med-
handling saa at mindre skade ved dennem end som hos Nord-
manden er at hændte. De elsker vel Drick, dog yppis sielden
udj deris druckenskab træte oc klammer, langt heller fornøyer
de sig med deris finnemaal oc sang.
Deris sæde udløber paa den Orientaliske maade, kruckende
paa jorden, med knæerne udj kaars offverlagt, eller paa hackerne
siddendis saa subtil dog u d j viisningen som ej kand trois.
En begierlig nation effter nyt at vide, arbeidsom oc derhos
haardfør baade udj at faste, ved lang tid som til megen travail
oc kulde at udstaa, alting dog ved stor taalmodighed. Faar de
først smag paa læskedrichen, det affgaar sielden uden snur, saa
hiernen offtere bliffver perturberit, end at mafven derudj vorder
til nøye. Mens hvad! det arme Finne-folck maa vel undis en
lystig stund, som den mæste tid om aaret dog med det bare
vand nøyes. De dricker sielden udj enrom, mens uddeler god-
villig sit følgeskab, at selff egen lod vorder offte den mindre.
Oc holdis det for deris sædvane ingen lyde, at Qvindfolckets
forstand aff brendevinens kraft regieris. Sært folch, sær schieb.
Ialousie haffver ved deris natur den mindste gienge. Af fordum
holdtis det for en stor ære, at Fogderne til fields vilde ælske
Finne-Lensmændernis aker, oc bleff derved dis bædre beskienchet.
Aff slige Fogdernis affkom leffver endnu deels Finne-æt i landet.
Finnerne lader deris Ungdom meget haart opvænne, ja at
de end det første aar ey maden uden Melchen maa smage
152