speculum boreale - Lenvik Museum

(40) Jeg seer alt sandhed staar, med klædning purpur-farfvit
Omgyrtit yndelig, den hun til O d e l - a r f v i t ,
Thi den som S a n d h e d vil udsige; sandelig
En pande purpur-rød maa hand snart vænte sig.
(41) Dog der hun tog sig for, i Werden at omvandre,
Sin R ø d e - k l æ d e d r a g t hun ville ey forandre,
Mens altid gaa i R ø d t , thi det er sandheds art,
Hun nøyes altid med sin egen arfvepart.
(42) F r i m o d i g h e d saa næt den klædning hafde schaarit,
Oc udaf Y d m y g h e d den hende blef frembaarit,
S a g t m o d i g h e d den dragt self hende førte udi,
B e s t a n d i g h e d med hielp hertil stod trolig bie
(43) Dermed brød s a n d h e d op i denne sin habite,
Oc reiste vit omkring med samme ringe Svite,
Som hende varted op, dog mangt hofmodigt sind,
Sog ey, det bæste hos de Jomfruer vændte ind.
(44) Thi hos de flæste vaar hun lidet vel welkommit,
Paa reisen hafde hun saa lidet got fornommit,
Oc huor hun banched paa, der blef hun udestængt,
Oc lidde meere ont, end nogen tid vaar tængt.
(45) Hun bad om H u s e l y , de raabte strax, S t a t u d e ,
Du Menæds-hadere, her schal du staa oc T u d e ,
Som hunden i U-veyr; hun bad om læschedrich,
De frembød strax af det som Gaasen nylig fich.
(46) Hun bad om Mad, mens see! den vaar strax iche sødet,
De sagde, Meen du at der nogen bryder brødet,
For saadan S t a a d e r - s t a d z . Hun bad om huilesæng,
De svared, M a r c h e n stoer oc vid er hendis æng.
(47) Hun dermed gich sin vey med sine følge-Tærner,
Thi himlen hafde schiult enda de gylden s t i e r n e r ,
For hende: Oc den som til himmelen er fød,
Maa daglig vænte sig U l y c k e n s knug oc s t ø d .
(48) Dog gaf hun agt paa i denne Circel-Vandring,
Saa mangen mærchelig oc ubetængt forandring,
Nu hafde en iført sig MeenÆds liberie,
En anden ville sig med hychleløgn befri.
43, 4 Sog også: saag, dvs. så.
62