Tidsskrift for professionsuddannelser • Nr. 12 • 2010 - VIA University ...

More documents

Recommendations

Info

108 TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse til sundhed Et overordentligt godt spørgsmål er, hvordan og i hvilken retning sygeplejeuddannelsen bør udvikles i forhold til den sygepleje, mennesker med psykiske lidelser har brug for. Ikke alene fordrer det et kendskab til den eksisterende uddannelse. Det fordrer også viden om, hvad psykiatrisk sygepleje er og en forståelse af den historiske sammenhæng, der har påvirket vores måde at tænke og at udføre sygepleje på. Nok har vi alle en mening om eller en holdning til, hvad det vil sige at udøve sygepleje til psykiatriske patienter på afdelingerne eller i deres eget hjem. Men stiller man spørgsmålet til et auditorium fyldt med fagfolk, får man ikke mange bud på, hvad psykiatrisk sygepleje er. De fleste vil formulere at ’det er svært at svare på’ eller ’det er individuelt’. I vores optik eksisterer der imidlertid flere svar alt efter, hvem og hvor man stiller sit spørgsmål. Spørger man en filosof, en forsker, en lærebogsforfatter, en lektor på en af landets sygeplejeskoler, en studerende, en psykiatrisk sygeplejerske eller i sidste ende en patient, vil det være tydeligt, at sygeplejen i psykiatrien er en sproglig foranderlig størrelse. Som forskningstradition er psykiatrisk sygepleje et ungt felt med en lang tradition for erfaringsbaseret praksis. Derfor ser vi en opgave i at stille sig ved kanten af eget fagfelt og uden al for meget indforståethed og uden kunstige semiakademiske eller psykopatologiske begreber herfra at observere og berette om, hvad der kendetegner personalets pleje af patienterne. Herunder synliggør den bagvedliggende hensigt med plejen og betydning heraf for patienterne. Ved netop at rejse spørgsmålet om, hvad psykiatrisk sygepleje er, bliver det muligt at stå ved kanten af feltet. Det er herfra sygeplejen må vise sig i konkrete observationer af interaktionen mellem personale og patient i den daglige praksis. At søge svaret i øjenhøjde med hverdagspraksis forekommer således at være den eneste måde til reelt at fortsætte en forskningsbaseret udvikling af feltet, der samtidigt respekterer den erfaringsbaserede tradition. Antagelsen for os er derfor, at psykiatrisk sygepleje i den konkrete situation kan observeres i interaktionen mellem patient og personale i en psykiatrisk afdeling. Men hvad er psykiatrisk sygepleje, hvordan skal den forstås, og hvad er det, der skal formidles til de studerende. For at tydeliggøre den psykiatriske sygepleje som mennesker med psykiske lidelser har brug for i dag, diskuterer vi i artiklen i hvilken retning sygeplejeuddannelsen bør udvikle sig ud fra et indledende historisk tilbageblik på, hvordan det var at være sygeplejerske, lærebøgernes fokus og uddannelsen til sygeplejerske. Vores ærinde med at koble det historiske tilbageblik med det fremtidige perspektiv på sygepleje er at bidrage med en sammenhængende viden, som kan danne grundlag for forståelsen af uddannelsen i psykiatrisk sygepleje og udøvelse af praksis. Hvordan det var Det kan være vanskeligt at forestille sig, hvordan det var at være sygeplejerske ved starten af det 19. århundrede. I et opgør med stuekonerne på landets hospitaler var det blevet sådan, at unge kvinder fra middelklassen blev rekrutteret til arbejdet som sygeplejersker på landets hospitaler. Her var det deres rolle at beskytte patienten mod sig selv, at hjælpe og observere patienten i lægens fravær, og med sygeplejerskens kvindelige egenskaber som selvbeherskelse, tålmodighed og rolighed at bruge sin naturlige opførelse i plejen af patienten (Buus, 2000: 27-39). Sygeplejeuddannelsen blev i første omgang forestået af lægerne, og de tøvede generelt med at overdrage uddannelsen til sygeplejerskerne, da de frygtede, at sygeplejerskerne skulle vove sig ind på deres faglige område. På den anden side havde lægerne brug for middelklassens kvinder og deres egenskaber som erstatning for stuekonernes mangler (Beedholm, 2003). En af forkæmperne for, at sygeplejersker skulle uddannes af sygeplejersker, var Charlotte Munck. I en række artikler støbte hun de kugler, der skulle til for at gøre dette muligt. Muncks budskab var ganske enkelt: Hvis lægestanden ønskede at bevare borgerskabets kvindelige egenskaber i sygeplejen, var det nødvendigt at sikre, at eleverne modtog en ensartet uddannelse fra kvinder, der besad de
TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse til sundhed ’rigtige’ egenskaber – nemlig sygeplejerskerne selv, idet egenskaberne antageligt ikke ville være at finde blandt potentielle elever rekrutteret fra alle samfundslag. Uden en ensretning af uddannelsen risikerede lægerne derfor, at de nye sygeplejersker ikke ville kende deres plads og ville begå fejl ved ikke at efterkomme lægernes ordinationer til punkt og prikke (Munck, 1910b; Munck, 1915). De særlige kvindelige egenskaber var altså centrale i plejen af syge og skulle bringes til anvendelse som modgift til ligegyldighed, sløvhed og automatagtighed, der var opstået pga. sygeplejerskernes travlhed og arbejde med død, uro og synd hos patienterne (Munck, 1910b). Med tråde til 1700-tallets kvindelige dyder bragte Munck således egenskaber som f.eks. lydighed, beskedenhed, godhed og renhed, selvfornægtelse, tålmodighed og overbærenhed ind i sygeplejen i det 20. århundrede (Munck, 1910a; Munck, 1910b). Perioden kulminerer med, at dansk sygepleje får sin egen uddannelse, og at Munck i 1926 skriver det første kapitel i en ny lærebog, hvor hun oplister over 50 personlige egenskaber med særlig gavnlig anvendelse i plejen af syge (Munck & Rydgaard, 1926). Inden for denne nye uddannelse blev der således aldrig tale om en specifik eller særskilt psykiatrisk sygeplejeuddannelse ledet af sygeplejersker. I stedet fik psykiatrien del i den stand, der fra nu af skulle være kendetegnet ved brugen af en lang række særlige personlige egenskaber. Det vil sige bestemte måder at optræde og være på over for patienterne. Særlige personlige egenskaber, der for psykiatriens vedkommende fra starten af det 19. århundrede skulle vise sig vedholdende langt ind i det 21. århundredes psykiatriske sygepleje (Jacobsen & Krarup, 1910). Hvordan det blev Der sker imidlertid et vigtigt historisk brud i lærebøgerne i perioden 1965-1975. Ved starten af perioden var lærebogsteksten kendetegnet ved, at sygeplejersken i rollen som husmoder med husmoderlige egenskaber skulle bringes ind i plejen som den, der kunne bibringe patienten gode vaner. Ved slutningen af perioden derimod var lærebogsteksterne kendetegnet ved en kønsløs og terapeutisk sygepleje. Tænkningen var psykologiseret, og sygeplejerskernes opgave blev beskrevet som støttende i forhold til patientens dårlige kontakt til omverden (Buus, 2000: 40-58; Buus, 2001). Andre eksempler i litteraturen forsøger senere at inkorporere personalets personlige egenskaber som forskellige dispositioner i personaleadfærd over for den psykiatriske patient. På den måde bringes de personlige egenskaber som pålidelighed, selvkontrol, ordenssans, punktlighed, sensitivitet og empati i forbindelse med miljøterapeutiske begreber som containing, struktur og validering (Gunderson, 1978). Hvad denne tænkning har betydet i praksis er uklart. Men den skal senere vise sig at trække tråde ind i dele af videreuddannelsen af sundhedspersonale som f.eks. i Sønderjyllands Amt anno 2005. Herved trækkes de personlige egenskaber med ind som betydningsfulde i det 21. århundrede som en del af den relationelle behandling (Thorgaard, Rønnow & Hansen, 2005: 12-13). I 90’ernes lærebøger og sygeplejelitteratur forholder det sig ikke anderledes. Her bliver skandinaviske forfattere, som bl.a. Hummelvoll og Strand, toneangivende for, hvordan man taler om den psykiatriske sygepleje i Danmark. Til trods for, at Strands lærebog primært omhandler plejen til den psykotiske patient og derved fortsætter med at trække på en psykologiseret forståelse af patient-personale forholdet, så genfindes personlige egenskaber som intuition, ydmyghed og godartethed også her. Ifølge Strand er disse egenskaber nødvendige for at gøre mødet med patienten terapeutisk og for at kunne hjælpe patienten til mestring og samling (Gildberg, 2007; Strand, 1990: 64-66). Det samme gælder som udgangspunkt Hummelvolls holistiske tilgang til den psykiatriske patient, der i forhold til personalets tilgang til patienterne involverer egenskaber som indlevelse, varme og ægthed (Gildberg, 2007; 109
Page 1 and 2:
Gjallerhorn Tidsskrift for professi
Page 3 and 4:
TEMA: OM BIOØKONOMI OG UDDANNELSE
Page 5 and 6:
forskningsprojekter kan initieres u
Page 7 and 8:
hensyn til disse i både planlægni
Page 9 and 10:
afgive sit monopol på at formulere
Page 11 and 12:
egen vidensproduktion har ikke spre
Page 13 and 14:
viden om lærernes arbejde med det
Page 15 and 16:
var ”svage” både sprogligt og
Page 18 and 19:
18 TEMA: Om bioøkonomi og uddannel
Page 20 and 21:
Page 22 and 23:
Page 24 and 25:
Page 26 and 27:
Page 28 and 29:
Page 30 and 31:
Page 32 and 33:
Page 34 and 35:
34 TEMA: Profession, viden & Forskn
Page 37 and 38:
TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse
Page 39 and 40:
Page 41 and 42:
Page 43 and 44:
Page 45 and 46:
Page 47 and 48:
Page 49 and 50:
Page 51 and 52:
Nye bøger fra ViaSystime Økonomis
Page 53 and 54:
Page 55 and 56:
Page 57 and 58: TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse
Page 67 and 68: iBog ® Temaer fra psykiatriens his
Page 69 and 70: else, TEMA: Om bioøkonomi og uddan
Page 107: TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse
Page 115 and 116: Nye bøger fra ViaSystime Anerkende
Page 123 and 124: de professionelles centrale positio
Page 125 and 126: Jens Thisted: Forskningsmetode i pr
Page 127 and 128: hans forståelse af praksis-filosof
show all

Tidsskrift for professionsuddannelser • Nr. 12 • 2010 - VIA University ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?