Tidsskrift for professionsuddannelser • Nr. 12 • 2010 - VIA University ...

TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse til sundhed
urosepsis. Sygeplejersken mener, at hun har hørt, at patienten
kan have en Parkinson, og at det kan forklare patientens
nakke-rygstivhed og rystelser. Det afviser forvagten, men
overvejer at give patienten et medicinsk præparat, som han
ikke kan huske navnet på. Sygeplejersken hjælper forvagten
med at komme i tanke om præparatets navn (Akineton).
Casen viser, hvordan sygeplejersken kan være en værdifuld medtænker
og samarbejdspartner, der åbner for flere fortolkninger af en
patientcase. Den uerfarne forvagt er afhængig af sygeplejerskernes
erfaringer og råd. I vores observationsstudium så vi, hvordan de
lægestuderende blev klar over sygeplejerskens potentiale for at være
medtænkere, enten fordi de så forvagten spørge om råd, eller fordi
forvagten direkte videregav denne erfaring til den studerende i form
af tips så som: ” Du skal altid huske at spørge sygeplejersken. De
har set det her mange gange før”.
Sygeplejersken som rådgiver
Det var imidlertid ikke alle observerede sygeplejersker, der var lige
villige til uopfordret at videregive råd til forvagten. I det følgende
ses, hvordan to forvagter hjælpes på vidt forskellig måde af en
skadestuesygeplejerske.
Forvagten går ind på stue G. Den medicinstuderende, Rasmus,
går efter forvagten. Inde på stuen sidder en dreng på 3 år,
og drengens far og en sygeplejerske. Drengen har klippet sig
i fingeren. Lægen går hen og tale med drengen og faderen.
Lægen kigger på fingeren og renser den. Lægen spørger sygeplejersken
om, hvad der skal gøres. Sygeplejersken svarer, at
der ikke skal sys. Sygeplejersken foreslår herefter, at der sættes
en strip og derefter en tut og gaze på fingeren. Forvagten
vender sig om mod Rasmus og siger: ”Jeg har jo ikke erfaring
med sådan noget. Det ved sygeplejersken meget mere om, så
det er bedst at spørge dem.
Et røntgenbillede har vist en fraktur på en lillefinger. Forvagten
fortæller sygeplejersken, at fingeren skal gipses, men ikke
reponeres.
Sygeplejerske: ”Hvor langt op på fingeren?”
Forvagt: ”Hmmmmm” (kigger på sin egen lillefinger og kigger
bagefter op på sygeplejersken) ”Heroptil?”
Sygeplejerske: ”Til det yderste led?”
Forvagt: ”Øhmmmm, ja… Eller… (kigger igen på sin egen
lillefinger) ”…jamen, det ved jeg ikke. Hvad er bedst?”
Sygeplejerske: ”Det er til det yderste led”. (pause) Jeg ville
bare ikke tage beslutningen.”
Begge cases belyser forskellen på formel og reel kompetence til
at behandle patienter. Det er vigtigt for en ung læge at forstå og
handle på dette for at have mulighed for at gebærde sig korrekt i
lignende faglige situationer senere. Eksemplerne viser tydeligt, at
sygeplejersken skal spørges for at videregive sin erfaring. Denne
pointe må fanges også af lægestuderende, hvis de skal kunne
gebærde sig klogt i forhold til sygeplejepersonalet, når de er færdiguddannet.
De manglende praktiske erfaringer vil nemlig betyde, at
de igen og igen vil stå i situationer, hvor de er afhængige af råd fra
sygeplejepersonalet.
Sygeplejersken som konkurrent og gatekeeper
Der blev især i modtagelsen og skadestuen observeret mange
situationer, hvor sygeplejersker og læger var på kant – eller i konkurrence
– med hinanden.
Forvagten er i gang med at forklare den studerende om en
patient med lændehold. En sygeplejerske kommer ind på
stuen og afbryder. Sygeplejerske: ”Nu må du altså godt til at
blive færdig. Jeg har en med brystsmerter, der skal herind.”
Forvagt: ”Ja…jo”
71