Tidsskrift for professionsuddannelser • Nr. 12 • 2010 - VIA University ...

62
TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse til sundhed
Snitflade og spor i den moderne sygeplejes interne
professionsdebat
Den interne professionsdebat - omkring hvad fænomenet sygepleje
er - har fundet sted i mere end 30 år. Der er blevet trukket modsætninger
og fronter op mod tidligere mere behovsorienterede teoretikere
frem til divergenser mellem 80´ernes og 90´ernes relations-
og omsorgsteoretikere til nutidens fremvækst af sygeplejeforskere
og kliniske praktikere, som hælder mere og mere til fæno-menet
evidensbaseret klinisk praksis (Hansen 2004).
Kampen om at positionere sygeplejefaget har været en nødvendig
intern faglig diskussion af, hvad sygeplejens genstandsområder er,
og hvad sygeplejens kernefaglighed rummer. De epistemiske positioner
i den sygeplejefaglige diskurs har klart bidraget til at styrke
den sygeplejefaglige selvforståelse i kampen om at positionere sygeplejen
som andet og mere end et praktisk fag. Ofte har debatten
udspillet sig i opposition til det lægevidenskabelige og positivistiske
paradigme, som kendetegnes af en biomedicinsk sygdomsrationalitet,
der er stærkt fokuseret på enkeltdele af menneskets organisme
og således begrænser sig til at forklare og behandle sygdomsmekanismer
uafhængigt af sociale, kulturelle eller historiske kontekster.
Modstanden mod dette videnskabsideal er bl.a. blevet fremført af
den norske sygeplejeteoretiker Kari Martinsen (Martinsen 2006),
der i sine skrifter, og med inspiration fra eksistensfænomenologien,
teologien og hermeneutikken, indtager en kritisk og antimedicinsk
position (Beedholm 2003). Martinsens tænkning oppositionerer
sig mod en positivistisk tænkning og imod udøvelsen af en instrumentel
handlingsorientering i klinisk sygepleje. Dette kommer til
udtryk i hendes formulerede kernebegreber om det situationsetiske
faglige skøn, tillidsbegrebet og omsorgsbegrebet som en dydsetisk
og relationel praksis i forhold til den enkelte. Martinsen opfattelse
af sygeplejens væsen er et humanistisk videnskabsideal, der bliver
udtrykt gennem omsorgsbegrebet, der fremstår som et centralt og
disciplinerende koncept i sygeplejerskernes daglige arbejde med
patientpleje og behandling. Sygeplejerskens erfaringsbaserede praksis
skaber mulighedsbetingelserne for en refleksiv praksiskundskab,
hvor patienten sanses i mødet og kan læses, forstås og fortolkes
ligesom en tekst i hermeneutikken (Martinsen 2006).
Grundlagsdiskussionen om, hvad sygepleje er, er også blevet
udøvet internationalt, og med stor akademisk dygtighed (Benner &
Wrubel 1989). Den akademiske retorik har været kendetegnet ved
teoretiske refleksioner på et abstrakt og filosofisk niveau, der ikke
er understøttet af empiriske undersøgelser. Teoretikerne har bakset
med at indlejre et humanistisk kundskabs- og videnskabsbegreb
i relation til sygeplejefaget som en praktisk relationsprofession,
der har at gøre med den enkelte patients konkrete behov, pleje og
behandling. Professionens kliniske udøvere har så kunnet stå med
praksisfeltets konkrete arbejdsopgaver og legemliggjorte problemstillinger
ved sygesengen.
Brudflade og tilgange i kampen om vidensformer og
vidensgenerering
Spørgsmålet er, om det ud fra ovenstående kan lade sig gøre at
finde frem til en eller flere korresponderende helhedsforståelser af
sygeplejefaget som et selvstændigt og tværfagligt professionsområde
med egne metoder og videnskabelighed. Svaret er ikke entydigt,
fordi begrebssætningen af sygepleje som noget distinkt, som
noget, der både er akademisk og praktisk, stadig volder uløste og
interne epistemologiske problemstillinger. Men det kan konstateres,
at sygeplejefaget og sygeplejeforskning i stor udstrækning benytter
sig af et humanistisk og relativistisk vidensbegreb set i lyset af ”the
science wars”.
Forskning i sygepleje må nødvendigvis rette fokus mod den kliniske
praksis som konkret empirisk forskningsområde og denne praksis´