Tidsskrift for professionsuddannelser • Nr. 12 • 2010 - VIA University ...

32
TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse til sundhed
enkelte læge eller sygeplejerske skal tilbyde af plejeomsorgs- og
behandlingspraksis i klinikken. Denne systematisk indsamlede viden
anses af de, som arbejder i den medicinske klinik, for at være mere
unik og også mere relevant og mere brugbar, når det bedste tilbud
skal gives til patienterne. Denne viden regner man med, at en
professionsbachelor i sygepleje som færdiguddannet efterfølgende
tager model af og dermed bruger de metoder, forskningen har
anvist – eller enkelt sagt: bruger forskning i praktik, eller forvandler
teori til praktik (Bahtsevani et al., 2006, pp. 18-24).
Udviklingen mod etableringen af den slags sygehuse, som efterhånden
var mere og mere forsknings- og uddannelsesorienterede, begyndte
i Europa omkring den franske revolution 1789 og fremefter
i de forskellige vestlige lande (Foucault, 2000, p. 26; Eribon, 1991;
Petersen, 2008, pp. 93-106). Før det Moderne eksisterede ikke noget
hospitalsvæsen, som vi kender det i dag. Indtil da var det eneste
sted, man kunne komme sig over sin sygdom, hos familien, hvor
omkostninger var lave, og hvor man undgik risikoen for unaturlige
komplikationer.
I familiens skød var sygdommen naturlig og tilgængelig for naturens
helbredende kræfter, og kun for de, som ikke havde familier, oprettedes
’kommunale sygehuse’, som erstatning for familierne. Derved
kunne der næsten skabes et ’familielignende’ sted med samme
type af medfølelse og helbredelsesmuligheder, som i familien. Efter
revolutionen ville man først have et statsligt system, men det endte
med en kommunal offentlig styring, frem for de tidligere selvejende
sygehuse. Man går altså fra et selvejende til et offentligt system.
Klinikken bliver opfundet som det sted, hvor lægen og senere sygeplejersken
kan få en god praktisk oplæring i at observere den syge
og få viden om sygdom. Oplæringen er ikke alene teoretisk, men
praktisk i betydningen klinisk funderet.
Det mest interessant, også for os i dag, var og er imidlertid uddannelsen
af læger. Den uddannelse blev nu klinisk. Vi fik altså
flyttet fokus fra alene en teoretisk grunduddannelse til læge til en
uddannelse som var såvel teoretisk som praktisk. Men praktisk i en
ganske bestemt betydning: klinisk empiri ved sygesengen. Derved
udvikledes over tid en ny måde at se og forstå sygdomme på, en
ny metode for at indsamle viden om det, man så og fortolkede, og
sidst en ny måde at formidle, det vil sige at uddanne ud fra det sete
og den dermed nyerhvervede viden på. Vi kan enkelt sige, at klinisk
metode opstår først for lægeuddannelsen senere for sygeplejerskeuddannelsen,
som tager samme grundmodel for oplæring til at
assistere lægen i den medicinske klinik.
Tidligere var grunduddannelsen til læge ved universiteterne, hvor
studerende betalte for undervisning og eksamen. Uddannelsernes
kvalitet var forskellig, og det var noget af det, man ville ændre på.
Det var en teoretisk uddannelse. Med indførelse af klinik, var det
tanken, at man fik praktisk kundskab også, og på den måde kunne
man ensrette uddannelsen og gøre dem sammenlignelige (Foucault,
2000, pp. 8-9, p. 79, pp.107-133).
Forestillingen om sygdom i relation til klinik
Forholdet mellem sygdom og hospitaler hænger uløseligt sammen
med begrebet klinik. Ved opkomsten af klinikken forstod lægerne
sygdom essenser og symptomer. Rådet til den syge var koncentreret
om: at gennemløbe sygdommens naturlige udvikling og at lindre de
værste ubehageligheder for patienten. Ved en hospitalsindlæggelse
risikerer man andre sygdomme og andre komplikationer, og dertil
minimeres chancen for at overleve. Dermed hørte sygdom og pleje
til i hjemmet. Tanken var, at der, hvor sygdommen ville dukke op,
der ville den også med samme bevægelse forsvinde. Sygdommen
skulle vegetere på sit oprindelsessted, og det var i hjemmet hos
familien og de pårørende, som var det sociale rum i sin naturligste