Tidsskrift for professionsuddannelser • Nr. 12 • 2010 - VIA University ...

26
TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse til sundhed
som har indsigt i, hvordan samtalen er disponeret, og patienten må
prøve sig frem og finde ud af, om hans spørgsmål og interesser
passer ind i mødets forudbestemte disposition.
I eksemplet udfoldes den selskabelige eller rituelle del af servicemønsteret
i sygeplejerskens korte, fortolkende metakommentarer til
blodtryk, maveomfang og vægt samt i form af tekniske forklaringer
og rådgivning om diabetes og økonomisk tilskud til fodpleje.
Observationsnotatet og det dokumentariske materiale viser linjer i
den sociale interaktion i sundhedscenteret, men udsiger hverken
noget om sygeplejerskens erfaringer med at lade sig styre af en
facitliste eller om patientens erfaringer og interesser. Aktørernes interesser
bliver ikke aktiveret i interaktionen, og derfor gøres der ikke
forsøg på at udrede dem. Den goffmanske tradition inden for institutionsstudier
kan derfor synes at lægge op til en reduktionistisk
tilgang til de studerede fænomener. Imidlertid er det afgørende at
være opmærksom på, at patienten og sygeplejersken er handlende
på moralens marked. Begge aktører anskues som indlejret i en
tvangsbetonet institution og interaktionen udspilles derfor i et
spændingsfelt mellem deres afvejning af interesser i forhold til mulige
handlerum. I et overordnet perspektiv må klienten forventes at
afveje interesser i forhold til at få repareret sit problem og samtidig
affinde sig med de krænkelser, der følger med at problemet indlejres
i teknisk rationalitet, samt vurdere de risici der er forbundet
med at overlade sit defekte objekt til en serviceyder. Serviceyderen
må på sin side aktivt påtage sig rollen som reparatør, her indgår
konkrete afvejninger, om patienten præsenterer et defekt objekt,
der kan defineres som et relevant problem, og om problemet kan
udbedres inden for den aktuelle institutionelle ramme. På empirisk
niveau kan aktørernes afvejninger af disse interesser iagttages i
form af ambivalenser, konflikter og undgåelsesstrategier.
Ambivalens overfor brug af strukturerende dokumenter
I interviewmaterialet fremhæver sygeplejerskerne både kvaliteter
og problemer ved at lade arbejdet strukturere af manualer.
Sygeplejerskerne udtrykker, at standardiserede arbejdsgange sikrer,
at patienterne får ensartet behandling, og at relevante informationer
indsamles og fastholdes som dokumentation for at arbejdet er
udført i overensstemmelse med forskrifterne. De udtrykker, at det
giver sikkerhed og tryghed i arbejdet at følge gennemprøvede og
anerkendte metoder. De beskriver sig som kontraktligt forpligtet til
at følge arbejdsgiveres og eksperters anvisninger og instruktioner
for arbejdet. Det er desuden erfaringen, at dokumenterne kan være
en hjælp, idet de legaliserer, at der spørges ind til tematikker, som
kan opleves som indiskrete for de involverede. På den anden side
giver respondenterne udtryk for, at dokumenterne producerer distance
til patienterne, at patienternes perspektiver underbelyses og
at værdifulde oplysninger ikke kommer frem under de indledende
samtaler. Dertil kommer at nogle spørgsmål, som de professionelle
skal stille patienterne, opleves som irrelevante, og at der kan opstå
pinlige situationer hvis dokumenterne følges slavisk.
Centersygeplejerske 2: ”Jeg synes, at det er et meget upersonligt
skema. For mig er det et upersonligt skema, på en eller anden
måde, fordi jeg synes, at det er meget vores data. Jeg får ikke
indtryk af hvis jeg nu ikke læser, men bare de her spørgsmål. Jeg
får ikke indtryk af, hvad synes patienten selv om situationen. Øøøø
jeg får mere konkrete data at vide, som jeg selvfølgelig også kan
bruge til videre vurdering. Men jeg synes, at der mangler et eller
andet der siger mig, hvad er det for en person, jeg har med at
gøre - Og netop på det psykiske og det sociale, at der var nogle
spørgsmål, måske lidt mere uddybende, ikke.”
Centersygeplejerske 2: ”Jeg synes, at det kan være lidt problematisk,
hvis nogle af de lidt bedre patienter og skulle igennem… jeg