Tidsskrift for professionsuddannelser • Nr. 12 • 2010 - VIA University ...

28
TEMA: Om bioøkonomi og uddannelse til sundhed
imidlertid ikke entydigt et strategisk styringsredskab og dermed en
indskrænkning af professionel autonomi, som anden magtudøvelse
producerer manualerne muligheder og handlerum.
Den udbredte brug af manualer og manualers indflydelse på
arbejdet korresponderer med politiske og faglige interesser i, at velfærdsstatsligt
arbejde skal synliggøres og være baseret på metoder,
der har beviselig effekt. Manualerne kan betragtes som en drejebog,
som rettet indad i organisationen definerer arbejdets genstand og
metoder, og dermed på godt og ondt fungerer som aflastning og
beslutningsstøtte for den enkelte professionelle. Manualens ydre
funktion er knyttet til legitimering og benchmarking, systematisk
anvendelse af standarder for sundhedsfagligt arbejde sikrer sammenlignelighed
på tværs af organisationer, hvad angår priser,
kvaliteter og opfyldelse af politiske mål. Globalt gyldige standarder
kan inddrages som slagkraftige argumenter i konkurrencesituationer
og i de professionelles forhandlinger med beslutningstagere.
Sygeplejedisciplinen er under pres i arbejde og uddannelse
Undersøgelsen indikerer, at manualen spiller en vigtig rolle i
reproduktion af viden og dermed i standardisering af sygeplejerskearbejde.
Eksemplet fra sundhedscenteret viser endvidere, at det formelle
ejerskab til manualen ligger hos en privat virksomhed og ikke
hos de institutioner, som traditionelt forbindes med reproduktion af
sygeplejefagets vidensgrundlag.
I videnssociologisk perspektiv kan der iagttages et pres på sygeplejedisciplinen
i form af forandringer i organisering og rationalisering
af sygeplejerskearbejde og sygeplejerskeuddannelse. Presset kan
endvidere iagttages i forskydninger og kampe mellem de aktører,
som gør krav på ejerskab til de institutioner, hvori sygeplejefagets
vidensgrundlag produceres og reproduceres.
Forandringer i sygeplejefagets vidensgrundlag og dets institutionelle
forankring er ikke af nyere dato. I et historisk perspektiv
var det oprindeligt kirken, som både fungerede som arbejdsgiver
og producent af sygeplejersker, senere overtog velfærdsstatslige
institutioner gradvist ejerskabet til sygeplejerskers arbejdspladser og
uddannelsesinstitutioner, med amter og kommuner i den dominerende
dobbeltrolle som arbejdsgiver og ejer af uddannelsesinstitutioner.
Med reformen af de mellemlange videregående uddannelser i
2001 overgår arbejdsgivernes ejerskab til uddannelsesinstitutionerne
til selvejende institutioner underlagt staten.
Parallelt med denne bevægelse kan iagttages homogenisering af
grunduddannelsens indhold gennem bekendtgørelser og i reduktion
i antallet af uddannelsesinstitutioner, kulminerende med en fælles,
national studieordning og forankring af Sygeplejerskeuddannelsen i
tværfaglige professionshøjskoler.
Sygeplejerskernes faglige organisation indtager en stadig mere
marginal position i forhold til sygeplejefagets vidensgrundlag.
Dansk Sygeplejeråd har i generationer engageret sig i kampen
om sygeplejefaget, først om formalisering og statsanerkendelse
af Sygeplejerskeuddannelse, gennem forlagsvirksomhed og siden
som ejer og medejer af uddannelsesinstitutioner for sygeplejerskers
efter- og videreuddannelse. Den faglige organisation har siden først
i 1980’erne været en aktiv økonomisk spiller i etablering af miljøer,
hvor der bedrives sygeplejeforskning og i finansiering af forskningsprojekter.
Med nedlæggelsen af Danmarks Sygeplejehøjskole, en uddannelses-
og forskningsinstitution, som oprindelig er etableret og
finansieret af Dansk Sygeplejeråd, afspaltes den faglige organisation
fra ejerskab til den institutionelt forankrede sygeplejeforskning, i
samme periode placeres kandidat- og masteruddannelse i sygepleje
under Aarhus Universitet. På sygeplejerskeområdet kan således peges
på en paradoks bevægelse, hvor der på den ene side viftes med
professionsfanerne, samtidig med at sygeplejerskegruppen mister
ejerskab til viden og vidensproduktion.
Arbejdsgivernes engagement i forvaltningen af sygeplejedisciplinens
vidensgrundlag er fortsat stærkt, idet der på landets hospitaler
opbygges enheder for klinisk sygeplejeforskning. På hospitalerne
arbejdes i stigende grad med at tilrettelægge forskellige former for
accelererede patientforløb. Denne type forløb er kendetegnet ved,
at det kliniske arbejde er beskrevet i detaljerede og forudbestemte
behandlings- og undersøgelsesregimer. Enhed for Perioperativ