Kalifatets Statsinstitutioner(Styre & Forvaltning) - Hizb ut-Tahrir

Dette skyldes, at Kalifatet er en generel ledelse for alle muslimerne i verden
med henblik på at implementere sharialovene og at bære da’wah til verden.
Den primære metode til leveringen af da’wah til verden er jihad. Derfor er det
uundgåeligt, at kaliffen selv står for jihad, fordi kalif-kontrakten er møntet
hans person, hvorfor det ikke er tilladt, at andre står for det. Myndighed over
jihads anliggender er derfor specifik for kaliffen, og det er ikke tilladt for
andre at forestå det, skønt enhver muslim udfører jihad. At føre jihad er
forskelligt fra at varetage jihad. Udførelsen af jihad er en pligt for enhver
muslim, men varetagelsen af jihad hører udelukkende til kaliffen, og ikke
andre. Kaliffens udpegelse af en stedfortræder, der på hans vegne udfører,
hvad der er en pligt for ham selv at udføre, er tilladt under hans indblik og
tilsyn. Dog er det ikke tilladt i ubetinget, uafhængig form uden hans indblik
og tilsyn. Kaliffens indblik her er ikke i stil med assistentens orientering.
Kaliffens indblik her er, at hans stedfortræders foranstaltning foregår under
hans egen myndighed og tilsyn. Det er tilladt for kaliffen at overdrage
hærledelsen til, hvem han vil, under denne betingelse, dvs. under kaliffens
øjne og med hans tilsyn. Det er ikke tilladt at overtage hærledelsen nominelt
uden kaliffens tilsyn og opsyn. Dette skyldes, at kalif-kontrakten er indgået
om hans person, hvorfor det er obligatorisk, at han tager sig af jihadanliggender.
Det som siges i de uislamiske systemer om, at statspræsidenten
er den øverste hærleder, hvormed han formelt gøres til en leder, mens han
udnævner en leder, der leder hæren uafhængigt, er derfor ugyldigt i Islam og
underkendes af Sharia. Sharia forpligter, at hærens reelle leder er kaliffen.
Hvad angår de øvrige anliggender foruden ledelsen, såsom de tekniske og
administrative spørgsmål m.m., så må kaliffen godt udnævne folk, der
handler på hans vegne, og det kræves ikke, at disse reelt underlægges hans
opsyn, ligesom ledelsen gør det.
Desuden plejede Sendebuddet selv at forestå hærens reelle ledelse, og han
plejede at forestå kampføringen. Han plejede også at udnævne ledere for
hærens divisioner, som drog af sted til kamp, når han ikke selv var med,
nemlig ved ekspeditionerne, hvor han plejede at udpege en leder for hver
ekspedition. Nogle gange plejede han at forbeholde sig udpegelsen af
lederens stedfortræder, ifald han blev dræbt, som det skete ved Mutah-slaget.
Imam Al-Bukhari berettede via Abdullah Bin Amr , som sagde:
101