Kalifatets Statsinstitutioner(Styre & Forvaltning) - Hizb ut-Tahrir

offentlige ejendoms emner ejes som offentlig ejendom af alle muslimer, så
ejes de respektive fabrikker også som offentlig ejendom af alle muslimer,
hvor staten på muslimernes vegne opfører disse fabrikker.
Den anden type: Fabrikker, som vedrører tungindustrien og våbenindustrien.
Individer må godt eje sådanne fabrikker, da det hører under privat
ejendom. Men sådanne fabrikker og industrier kræver enorme midler, som
individer sjældent råder over, ligesom tungindustrielle våben i dag ikke
længere er individuelle våben, der ejes af individer, ligesom det var tilfældet
på Sendebuddets og de efterfølgende kaliffers tid. Disse tungindustrielle
våben er derimod blevet til statseje, hvor staten sørger for at tilvejebringe
disse våben, fordi pligten om varetagelse pålægger staten at gøre dette, særligt
efter den store udvikling, som våbnene har gennemgået, og efter at
våbenudstyr er blevet tungt og meget omkostningsfuldt. Staten har derfor
pligt til at opføre fabrikker til fremstillingen af våben og fabrikker til
tungindustriel produktion. Dette betyder dog ikke, at individer forbydes at
opføre en sådan industri.”
At opføre disse fabrikker er statens pligt, det vil sige kaliffens pligt. Kaliffen
kan enten udnævne en genereldirektør for disse fabrikker, og som er direkte
knyttet til ham, eller en stedfortræder. Kaliffen vælger den mulighed, han
ønsker.
4. Internationale forhold
Det blev tidligere nævnt, at en af opgaverne for den eksekutive vesir er at
fungere som mellemled mellem kaliffen og andre stater i forbindelse med de
internationale forhold.
Den praksis, som var i Sendebuddets og de efterfølgende retsindige
kaliffers tid, var, at Sendebuddet - og senere de efterfølgende retsindige
kaliffer - selv forestod disse forhold direkte gennem sin skriver, dvs. den
eksekutive vesir. Sendebuddet var den, der stod for korrespondancen om
Hudaybiyah-fredsaftalen og indgåelsen af fredstraktaten. Derudover er der
overleveringen om Omar , da kejserens budbringer kom, spurgte efter
Omar og fandt ham sovende ved indgangen til Medina.
Ligesom det er tilladt for kaliffen selv at stå direkte for de internationale
forhold via sin eksekutive vesir, så tilkommer det ham ligeledes at udnævne
92