Kalifatets Statsinstitutioner(Styre & Forvaltning) - Hizb ut-Tahrir

.لام لو مد يف هايإ اهتملظ ة َ م ِ لْظ َ مب دحأ ينبلطي لو ،للها ىقلأ نأ وجرلأ ينإو ...
”… Og jeg håber sandelig på at møde Allah, hvor ingen indkalder mig
for en uret, gennem hvilken jeg forurettede vedkommende i
forbindelse med blod eller ejendom.” Berettet af imam Ahmad via Anas.
Dette tyder på, at sagen mod en magthaver, guvernør eller ansat rejses til
statsuretsdommeren i forbindelse med en påstand om en uret. Statsuretsdommeren
meddeler sharialoven på en forpligtende måde. På grundlag heraf
er definitionen omfattende for de tre retsområder, der er nævnt i
Sendebuddets hadith-beretninger og handling. Disse områder er
henholdsvis afgørelsen af konflikter mellem folk, forhindring af det, der
skader fællesskabets rettighed samt ophævelsen af stridigheder, der hænder
mellem statsborgerne og magthaverne, eller mellem statsborgerne og de
ansatte i forbindelse med deres opgaver.
Typer af dommere
Der er tre typer af dommere: Den første er den almindelige dommer (qadi),
som tager sig af afgørelsen af konflikter mellem folk inden for transaktioner
og straffe. Den anden er tilsynsdommeren (muhtasib), som tager sig af
afgørelser inden for overtrædelser, som skader fællesskabets rettighed. Den
tredje er statsuretsdommeren (madhalim-dommeren), som tager sig af
ophævelsen af stridigheder, der hænder mellem folk og staten.
Dette var en opklaring af rettens typer. Med hensyn til beviset på retten, som
er afgørelsen af konflikter mellem folk, så er det Sendebuddets handling
og hans udnævnelse af Muadh Bin Jabal over en region i Yemen. Med
hensyn til retten, som er afgørelsen af overtrædelser, der skader fællesskabets
rettighed, og betegnes som tilsynsretten, så er det bekræftet gennem
Sendebuddets handling. Han sagde:
شغ ن َ م اّن ِ م سيل
”Den, der snyder, er ikke fra os”, som udgør en del af en hadith, berettet af
imam Ahmad via Abu Hurayrah. Således plejede han at kontrollere og
irettesætte ved snyderi. Han plejede ligeledes at befale forretningsmænd på
markedet at være sandfærdige under handel at give almisse. Imam Ahmad
berettede via Qays Bin Abu Gharzah Al-Kinani, som sagde: ”Vi plejede at
120