Kalifatets Statsinstitutioner(Styre & Forvaltning) - Hizb ut-Tahrir

Styreformen i Islam er ikke en monarkisk styreform og hverken
anerkender eller ligner den monarkiske styreform. Dette skyldes, at
monarkens søn bliver monark gennem arv i monarkiet, og ummaen har
ingen forbindelse i denne henseende. I kalifat-styreformen er der ingen arv,
men ummaens bay’ah er derimod metoden til indsættelsen af kaliffen. Den
monarkiske styreform tildeler derudover monarken privilegier og særlige
rettigheder, som udelukkende tilkommer ham og ingen andre borgere. Den
monarkiske styreform hæver også monarken over loven og gør ham til
symbol for nationen: I nogle monarkier besidder monarken privilegerede
ejendomme, men ingen magt, og i andre monarkier besidder monarken både
privilegerede ejendomme og magt, hvormed han efter forgodtbefindende
regerer over landet og folket, samt gør sin person ukrænkelig, uanset hvor
meget forurettelse og uretfærdighed, han måtte begå. I kalifat-styreformen
har kaliffen derimod ingen privilegier, som hæver ham over borgerne i den
monarkiske stil, eller særlige rettigheder, som stiller ham retsligt bedre end
noget andet individ i ummaen. Kaliffen er heller ikke et symbol for ummaen
i monarkisk betydning, men han er derimod en stedfortræder for ummaen i
styret og autoriteten, hvor ummaen har valgt ham og givet ham bay’ah, så han
kan implementere Allahs Sharia over denne. Kaliffen er også bundet til
sharialovene i alle sine handlinger og love og i sin varetagelse af ummaens
anliggender og interesser.
Styreformen i Islam er heller ikke en imperial styreform, da den
imperiale styreform ligger meget fjernt fra Islam. De områder, som bliver
styret med Islam – selv hvis de måtte bestå af forskellige etniske grupper og
referere til samme hovedsæde - bliver ikke styret med den ’imperiale’
styreform, men derimod med en styreform, som modstrider den ’imperiale’
styreform. Dette skyldes, at den ’imperiale’ styreform med styret ikke
ligestiller etniske grupper i ’imperiets’ forskellige regioner, men begunstiger
derimod ’imperiets’ hovedsæde med hensyn til styret, finanserne og
økonomien.
Islams metode i styret er at ligestille de regerede i samtlige dele af staten, at
fornægte etnisk fanatisme og at tildele ikke-muslimske statsborgere
borgernes rettigheder og pligter i overensstemmelse med Sharia, således at de
nyder samme rettigheder og er pålagt samme pligter som muslimerne.
Ydermere tildeler Islam i retsligt henseende ingen borger - uanset trosretning
- nogen rettighed, som ingen andre borgere nyder, selv hvis denne borger
15