Kalifatets Statsinstitutioner(Styre & Forvaltning) - Hizb ut-Tahrir

Da de noble sahabah kom med stærke indvendinger mod Allahs
Sendebud angående Hudaybiyah-aftalen, kritiserede han dem ikke for
deres indvending; men han afviste blot deres mening, og gennemførte
aftalen. Dette skyldes, at hans handling var baseret på åbenbaring fra
Allah , og folkets mening har ingen vægt i sådan en sag. Han kritiserede
dem, fordi de ikke adlød ham, da han påbød dem at slagte kamelerne,
barbere deres hoveder og frigøre sig fra ihram (hajj-tilstand). Allahs Sendebud
kritiserede heller ikke Al-Hubab Bin Al-Mundhir under Badr-slaget, da han
var uenig i den beliggenhed, hvor han slog lejr. Han fulgte derimod hans
mening.
Sendebuddet fulgte også flertallets mening, da de mente, at de skulle
konfrontere Quraysh uden for Medina på trods af, at han mente noget andet.
I alle disse tilfælde lyttede Sendebuddet til indvendingerne og besvarede dem.
Sahabah drog også de retsindige kaliffer til ansvar efter Sendebuddet , og
de blev ikke kritiseret for det af kalifferne. De stillede også Omar til
regnskab, mens han stod på talerstolen på grund af måden, hvorpå han
fordelte kåberne fra Yemen. Og en kvinde bestred ham, fordi han forbød
forøgelse i medgiften, og sahabah bestred også hans afvisning af at
fordele Iraks jord efter dens erobring og drog ham til ansvar. Især Bilal og
Al-Zubayr var strenge i deres indvendinger mod ham. Og han plejede at
debattere og rådføre sig med sahabah , indtil han fik overbevist dem om sin
mening.
Derfor har ethvert medlem af Umma-Rådet, som en repræsentant for den
muslimske offentlighed, retten til at tale i Rådet, som han vil og udtrykke sin
mening som han vil, uden hindring eller besvær. Han kan drage såvel
kaliffen, som assistenten, guvernøren og enhver embedsmand til ansvar. Og
de skal besvare ham, så længe han forholder sig til sharialovene vedrørende
ansvarsdragelse og tilkendegivelse af mening.
De ikke-muslimske medlemmer af Umma-Rådet har også retten til at
udtrykke deres mening om enhver undertrykkelse, der måtte ramme dem fra
magthaverne, uden at blive forhindret eller føle noget besvær, så længe de
forholder sig til sharias-lovene vedrørende tilkendegivelse af mening.
186