Viden om integration - Social

at få forskningen formidlet ud til de praktikere, som har behov for indsigterne
10 . En interviewperson udtrykker dette dilemma således:
”Det er udgivelse de rigtige steder, som kommer først i øjeblikket. Derfor
har man måske ikke rigtigt energien til at indgå i arbejdsgrupper e.l.
Derfor er det svært at værdisætte vidensformidling. Det er en vanskelig
størrelse. Hvis man skal tænke karriere, så er der i hvert fald på universitetsniveauet
en strukturel barriere. Men også sektorforskningsinstitutionerne
skal igennem et akademisk nåleøje.”
Markedet forskyder fokus – eller skaber huller
En anden type barriere har en anderledes karakter. Den rammer særligt de
centre, som arbejder på markedslignende vilkår og henter en del af deres
finansiering gennem indtægtsdækket virksomhed. Her er problemet ikke
nødvendigvis, at centrene ikke formidler til praktikerne. Dette er ofte et led i
de opgaver, som centrene har indgået kontrakter om. Men ofte vil disse
centre have opgaver med en kort tidshorisont, som fokuserer på forskellige
målgrupper. Det betyder, at disse centre har vanskeligt ved at holde et kontinuerligt
fokus på bestemte målgrupper.
Asymmetrisk fokus på rekvirenterne
Centrenes formidling til praktikerne er også undergivet en anden ramme,
som påvirker muligheden for direkte at formidle til brugerne. Mange af centrene
ligger inde med viden, som både er relevant for beslutningstagere på
centraladministrativt niveau og for praktikere i fx kommunerne. Ved første
øjekast kan dette ses som en ønskeposition for centrene. Problemet er, at
fokus ofte bliver asymmetrisk fordelt i retning af beslutningstagerne, som
oftest også er ”købere” af centrenes ydelser i form af enten bevillinger,
forskningsbevillinger eller indtægtsdækket virksomhed. Denne relation kan
fx påvirke centrenes valg af formidlingskanaler eller lægge bånd på de ressourcer,
som centrene kan anvende på den direkte formidling til brugerne.
Et center tilkendegiver eksempelvis:
”Men (arbejdet for beslutningstageren – red.) overstiger det oprindeligt
vurderede behov og giver mindre tid til at arbejde i marken. Vi må selv
sige nej for at få tid til at komme ud i marken.”
Organisatoriske barrierer
Det er ikke kun interne forhold, som kan begrænse centrenes mulighed for
at formidle viden ud til brugerne. Vi har således set eksempler på centre,
som af hensyn til den organisation, de er forankret i, er nødt til at begrænse
den direkte kommunikation med brugerne. Frem for at center A kommunikerer
direkte med bruger C, så kræver forretningsgangen, at bruger C henvender
sig til organisationen B. En sådan forretningsgang betyder, at der kan
være langt til at få et kursustilbud ud til den enkelte bruger.
Et andet center står med det problem, at man ikke ser sig selv helt – eller
hensigtsmæssigt – integreret i hovedorganisationen. Organisatorisk indebærer
dette en risiko for, at der skabes en organisation i organisationen, og at
centerdelen ikke i tilstrækkeligt omfang kan trække på den kommunikationskompetence,
som er til stede i moderorganisationen:
10 Dette forhold underbygges, hvis vi ser på centrenes brug af fx rådgivning. Denne
formidlingskanal benyttes praktisk taget ikke af centre, som er placeret højt på evidensskalaen.
Viden om integration
34