Viden om integration - Social

Integrationsministeriet
Viden om integration
Indsamling, dokumentation og formidling på
integrationsområdet
Rapport
Maj 2007

Viden om integration
Indsamling, dokumentation og formidling på integrationsområdet
Rapport
Maj 2007
Rambøll Management
Olof Palmes Allé 20
DK-8200 Århus N
Denmark
Tlf: 8944 7800
www.ramboll-management.dk

Viden om integration
Indholdsfortegnelse
1. Indledning 1
1.1 Hovedresultater 2
1.2 Centrenes indsamling og formidling af viden 4
1.3 Kommer viden ud til brugerne? 5
1.4 Udbud af og efterspørgsel efter viden i balance? 6
1.5 Alternative organiseringsmodeller 7
1.6 Behov for et samlet center? 9
1.7 Læsevejledning 11
2. Udbuddet af viden om integration – analyse af matchet mellem
vidensproduktion og integrationsområder 12
2.1 Overblik over landskabet af videnscentre 12
2.2 Dækkes alle integrationsområder? 14
2.3 Hvor intensivt er integrationsområderne dækket? 14
2.3.1 Antal medarbejdere 18
2.3.2 Er integration hovedprodukt eller ikke-hovedprodukt? 19
2.4 Kvalitativ analyse af centerdækningen på integrationsområderne 20
2.4.1 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Arbejdsmarked og
beskæftigelse” 21
2.4.2 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Uddannelse og
sprogkundskaber” 22
2.4.3 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”By- og boligforhold” 24
2.4.4 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Social og sundhed” 25
2.4.5 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Kultur og værdier” 26
2.4.6 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Politisk deltagelse og
medborgerskab” 27
2.4.7 Kvalitativ analyse af centerdækning i den ”Tværgående kategori” 28
2.5 Centrenes vidensindsamling og formidling 29
2.5.1 Indsamling af viden 29
2.5.2 Formidling af viden 31
2.5.3 Centrenes brugere 35
2.5.4 Centrenes formidlingskanaler 37
2.6 Sammenfatning 38
3. Brugernes efterspørgsel efter viden 40
3.1 Indledning 40
3.2 Hvem er brugerne? 40
3.3 Hvordan tilegner brugerne sig viden? 42
3.3.1 Fokusgrupper: viden hentes i netværk – men der mangler overblik 45
3.3.2 Andre videnskanaler 45
3.4 Er viden lettilgængelig? 46
3.5 Brugernes efterspørgsel på viden 48
3.5.1 Viden om de seks integrationsområder 49
3.5.2 Målgrupper 51
3.5.3 Hvilken type viden efterspørges? 52
3.5.4 International viden benyttes i begrænset omfang 53

3.5.5 Fokusgrupperne: Forskelle på efterspørgslen af viden på de seks områder 54
3.6 Opsamling: Viden produceres, men den når ikke nødvendigvis ud til de
rette brugere 57
4. Udbud og efterspørgsel efter viden i balance? 59
4.1 Matchningsproblemer 59
4.2 Viden i perspektiv – inspiration fra social- og uddannelsesområdet 59
4.3 Viden i perspektiv – inspiration fra Norge og Sverige 63
5. Den fremtidige organisering af indsamling og formidling af viden 66
5.1 Forandringsteori – vidensproduktion, -indsamling og -formidling i en
samlet kontekst 66
5.1.1 Gennemgang af forandringsteorien 67
5.2 Virkelighedens forandringsteori 69
5.2.1 Hvordan og af hvem vurderes, hvad der er viden? 69
5.2.2 Hvilke strategier anlægger brugerne for at opnå det nødvendige
vidensniveau? 71
5.2.3 Koordination og samarbejde 72
5.2.4 Feedback-mekanismer 73
5.3 Organisatoriske alternativer – bruttoliste 74
5.4 Vurdering af modellerne 79
5.4.1 Udvikling af status quo 80
5.4.2 National kontaktformidling og helpdesk 80
5.4.3 De øvrige nationale videnscentre 81
5.4.4 De ressortbaserede vidensindgange 82
5.4.5 Samlet vurdering 82
5.5 Uddybende præsentation af udvalgte modeller 83
5.5.1 Model 3 – Etablering af national kontaktformidling og helpdesk 83
5.5.2 Model 5 – Ressortbaserede vidensindgange 87
5.5.3 Model 6 – Udvikling af status quo 91
6. Datakilder og metode 93
6.1 Metodisk afgrænsning af videnscentre 93
6.2 Øvrig relevant viden, der ikke er i regi af videnscentre 94
6.3 Dataindsamlingsaktiviteter i forbindelse med kortlægning af eksisterende
videnscentre 95
6.4 Metodisk afgrænsning af brugere af viden om integration 100
6.5 Dataindsamlingsaktiviteter i forbindelse med afdækning af brugernes
behov 100
6.6 Metodiske overvejelser: Vidensindsamling og -formidling i perspektiv 104
7. Bilag 105
Viden om integration

1. Indledning
Rambøll Management præsenterer i denne rapport en kortlægning af indsamling,
dokumentation og formidling på integrationsområdet. Formålet er
at undersøge, om den eksisterende vidensindsamling og formidling, der fokuserer
på integration af etniske minoriteter, er tilstrækkelig, eller om der er
behov for en mere systematisk indsamling og formidling. Det er endvidere
formålet at opstille alternative organisatoriske modeller for vidensindsamlingen
og formidlingen, som imødekommer centrale udfordringer i den eksisterende
struktur.
Partierne bag satspuljeaftalen har – med henblik på at styrke koordineringen
af vidensindsamlingen og formidlingen på integrationsområdet – vedtaget at
gennemføre projektet ”Formidling af erfaringer og viden om integration”.
Baggrunden er en grundlæggende præmis om, at de aktører, som til dagligt
arbejder med at fremme integrationsprocessen i Danmark, har behov for
viden om lovgivning, redskaber, erfaringer mv. for at kunne løse deres opgaver.
Der findes således i dag en række institutioner, som arbejder med at
indsamle og formidle viden om integrationsområdet, og der er – blandt andet
finansieret af satspuljen – sat initiativer i søen, som skal bidrage til at
øge viden om integrationsprocessen til gavn for praktikerne. Spørgsmålet er
dog, om indsamlingen og formidlingen af viden er tilstrækkelig koordineret
og systematisk, og om den har en form og et indhold som tilgodeser brugernes
behov.
Det skal indledningsvis understreges, at der ikke er tale om en evaluering af
den nuværende vidensindsamling og formidling – herunder de eksisterende
videnscentre – hvorfor de enkelte centre fremtræder anonymt i rapportens
analyser.
Undersøgelsen gennemføres for Integrationsministeriet.
Boks 1: Datagrundlaget og centrale afgrænsninger
Datagrundlaget
Vi beskriver datagrundlaget for undersøgelsen i kapitel 6, men sammenfatter herunder
datakilderne. Undersøgelsen bygger på:
• Internetbaseret research blandt videnscentre om integration i Danmark
• Udarbejdelse af 33 caseprofiler, som beskriver centrenes formål, størrelse,
fokusområder mv.
• Interview blandt medarbejdere og ledere på 8 videnscentre
• Telefoninterview blandt ca. 450 brugere af viden om integrationsområdet
• 6 fokusgrupper med deltagelse af primære brugere af viden om integrationsområdet
• Ekspertpaneler inden for 6 integrationsområder
• Interview med medarbejdere og ledelse på Campbell Instituttet (NC2) og
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)
• Internetbaseret research og interview med repræsentanter for myndigheder
og videnscentre i Norge og Sverige.
Centrale afgrænsninger
Der er tre væsentlige afgrænsninger, som går igen i hele rapporten. Brugere af viden
om integration er i denne undersøgelses forstand primære og sekundære brugere. De
primære brugere er enkeltpersoner eller institutioner, hvis daglige arbejde eller aktivitet
har integration af etniske minoriteter som hovedformål, fx lærere, der underviser
i dansk som andetsprog, eller indvandrerkonsulenter. De sekundære brugere
omfatter praktikere, som i kraft af deres arbejde eller øvrige aktiviteter jævnligt
kommer i berøring med etniske minoriteters forhold.
Viden om integration
1

Brugernes efterspørgsel efter viden sætter vi i relation til udbuddet af viden, som det
kommer til udtryk blandt videnscentre inden for integrationsområdet. Disse centre er
institutioner og aktører, der arbejder professionelt og kontinuerligt med indsamling
eller dokumentation af viden om eller erfaringer med integration, og har som en af de
væsentlige aktiviteter at formidle viden videre til primære og sekundære brugere.
Endelig anvender vi i rapporten seks gennemgående integrationsområder. Det giver
os mulighed for at se, om indsamlingen og formidlingen af viden varierer mellem
forskellige områder. De seks områder er:
• Arbejdsmarked og beskæftigelse
• Uddannelse og sprogkundskaber
• By- og boligforhold
• Social og sundhed
• Kultur og værdier
• Politisk deltagelse og medborgerskab.
Herudover ser vi på en række tværgående emner som fx etnisk ligestilling.
1.1 Hovedresultater
Herunder præsenterer vi hovedresultaterne.
Et kort vue over landskabet af videnscentre
Undersøgelsen har kortlagt i alt 33 videnscentre, som arbejder med integration
i Danmark. De 33 centre spænder vidt over forskningsinstitutioner,
tænketanke og mere klassiske centerkonstruktioner. Videnscenterbegrebet
forstås således bredt og omfatter mange forskellige institutioner og aktører,
som dog har det fællestræk, at de alle arbejder kontinuerligt og professionelt
med vidensindsamling og formidling på integrationsområdet, jf. definitionen i
ovenstående boks.
Hovedparten af disse centre har integrationsområdet som deres primære
aktivitet. Det gælder fx videnscentre som Akademiet for Migrationsstudier i
Danmark, Integrationsservice og Videnscenter for Transkulturel Psykiatri.
Herudover er der 15 centre, hvor integrationsområdet spiller en mere sekundær
rolle, eksempelvis Socialforskningsinstituttet og Institut for Menneskerettigheder.
Nedenstående tabel viser en oversigt over de 33 centre.
Tabel 1: Liste over videnscentre
Videnscenter Geografisk placering
Akademiet for Migrationsstudier i Danmark (AMID) København
Anvendt KommunalForskning (AKF)
Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats (CABI)
Center for Traume- og Torturoverlevere
Center for Mellemøststudier (SDU)
Cirius (Undervisningsministeriet)
Dansk Flygtningehjælp - Integration
Viden om integration
København
Århus
Vejle
Odense
København
Regionale centre
1
Tænketanken har i marts 2007 barslet med sin sidste rapport og er efterfølgende
nedlagt.
2
Der findes i alt fem regionale videnscentre for kompetenceafklaring. De tæller dog
kun som ét center i undersøgelsen.
2

Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination
Fagbevægelsens Videncenter for Integration
Folkekirke og Religionsmøde
Foreningen Nydansker
Institut for Menneskerettigheder
Institut for Pædagogisk Antropologi (DPU)
Integration i Staten (Personalestyrelsen)
Integrationsservice (under Integrationsministeriet)
Kontoret for Beskæftigelse og Integration (KL)
OASIS
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre
Rockwool Fondens Forskningsenhed
Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde
Socialforskningsinstituttet (SFI)
Socialt Udviklingscenter (SUS)
Statens Byggeforskningsinstitut (SBI)
Statens Institut for Folkesundhed
Tværkulturelt Center
Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen
i Danmark 1
Udviklings- og Formidlingscenter for Børn og Unge
(UFC Børn og Unge)
Videnscenter for Integration
Videnscentre for kompetenceafklaring af flygtninge og
indvandrere 2
Videnscenter for tosprogethed, integration og interkulturel
pædagogik (JCVU)
Videnscenter for tosprogethed og interkulturalitet
(UC2)
Videnscenter for Transkulturel Psykiatri
Videns- og formidlingscenter for Socialt Udsatte
Viden om integration
København
København
Århus
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
Hørsholm
København
København
København
København og Aabenraa
Vejle
Regionale Centre
Århus
København
København
København og Esbjerg
3

Der findes mange andre aktører, som formidler viden om integration. Det
gælder fx Programbestyrelsen for dialog og balance i udsatte boligområder,
der dog har strategiudvikling og dialog som deres kerneydelser – ikke kontinuerlig
formidling til primære og sekundære brugere. ”Brug for alle unge”kampagnen
formidler også viden om integration, men de arbejder primært
målrettet slutbrugerne, altså de etniske minoriteter – ikke praktikere på området.
På tilsvarende vis er andre aktører ikke inkluderet i undersøgelsen. En
nærmere beskrivelse af kriterier for udvælgelse af videnscentre findes i kapitel
6, hvor der desuden findes en liste over øvrig relevant viden på integrationsområdet.
Dækker centrenes aktiviteter integrationsområderne?
Vi kan altså konstatere, at der er mange centre, som arbejder med viden om
integration i Danmark. Det interessante spørgsmål er så, i hvilket omfang
disse centre dækker de nævnte integrationsområder:
• Undersøgelsen viser, at der findes centre, som beskæftiger sig med
relevante emner inden for samtlige seks områder.
• Der er dog stor forskel på, hvor intensivt de respektive områder er
dækket. Centrene falder inden for to hovedgrupper, nemlig de intensivt
dækkede centre og de diffust dækkede centre. De intensivt
dækkede områder er arbejdsmarked og beskæftigelse, uddannelse
og sprogkundskaber” og social og sundhed. De mere diffust dækkede
områder er by- og boligforhold, kultur og værdier samt politisk deltagelse
og medborgerskab samt det tværgående integrationsområde.
• De intensivt dækkede områder er karakteriseret ved at omfatte
mange centre, som beskæftiger mange medarbejdere, der er forholdsvis
specialiserede. Dvs. arbejder man på et center på arbejdsmarkedsområdet,
har det som regel en forholdsvis stor størrelse, og
arbejdet er koncentreret om netop arbejdsmarkedet.
• Derimod gælder det for de diffust dækkede områder, at både antallet
af centre og antallet af medarbejdere er færre. Tilmed specialiserer
medarbejdere på disse centre sig sjældent inden for det pågældende
område. Arbejder man med politisk deltagelse og medborgerskab inden
for integrationsområdet, vil man typisk også beskæftige sig med
andre emner.
Vi kan således se, at de strategisk tunge områder – beskæftigelse og uddannelse
– som præger integrationsdebatten, er intensivt dækket. Det er ikke
overraskende. Det er heller ikke overraskende, at blødere områder som politisk
deltagelse er mere diffust dækket. Her er der ikke en tung sektor at
knytte vidensindsamling og formidling op på. Følger vi samme tankegang, er
det også klart, at social- og sundhedsområdet er intensivt dækket. Her er
mange driftsopgaver og sektortilknytning, som kan være med til at stimulere
et behov for videnscentre på området. Det viser sig dog, at det særligt er
viden på sundhedsområdet, som præger billedet, konkret særligt viden om
traumatiserede flygtninge. Det er derimod overraskende, at by- og boligområdet
er mere diffust dækket set i lyset af de senere års fokus på at sætte
ind over for ghettoiseringstendenser. Tilsvarende kunne man forvente, at de
politiske drøftelser om kultur og værdier i højere grad havde slået igennem i
form af en mere intensiv dækning af videnscentre.
1.2 Centrenes indsamling og formidling af viden
Vi har også set nærmere på centrenes konkrete overvejelser og aktiviteter,
hvad angår indsamling og formidling af viden på integrationsområdet:
• Ser vi først på indsamlingssiden, er de godt 30 centre generelt kendetegnet
ved selv at producere meget af den viden, som de formid-
Viden om integration
4

ler. De gennemfører selv undersøgelser og erfaringsindsamlinger,
som herefter kommunikeres videre til de respektive brugere. Der er
mindre end 10 centre, der primært indsamler, systematiserer og
formidler andres viden.
• Der er dog stor forskel på den type af viden, som centrene producerer.
Ca. en tredjedel af centrene producerer viden i overensstemmelse
med videnskabelige metodekrav. Lægges disse sammen med de
centre, hvis aktiviteter overvejende er forankret på forskningsmæssig
grund, omfatter disse ca. halvdelen af videnscentrene. Den anden
halvdel arbejder ud fra mere praksis- og anvendelsesorienterede
kriterier.
• Formidlingen af viden er præget af meget brede målgrupper. De fleste
centre henvender sig til en bred kreds af brugere som fx praktikere
i både private virksomheder og offentlige institutioner, beslutningstagere,
forskere og aktører i civilsamfundet. Det er dog særligt
praktikerne i de offentlige institutioner, som går igen blandt mange
centre.
• Det er særligt centre inden for arbejdsmarkeds-, uddannelses- samt
social- og sundhedsområderne, der koncentrer sig om en snæver
målgruppe i form af praktikere.
• Det er tilsvarende særligt intensivt dækkede områder, hvor centrene
anvender aktive og udadvendte formidlingskanaler som fx konsulentrådgivning
eller etablering af netværk. De øvrige centres formidlingsaktiviteter
er mere passive – som eksempelvis formidling på hjemmesider.
Inden vi retter opmærksomheden mod brugerne, vil vi kort trække nogle
centrale perspektiver op:
• Undersøgelsen har vist, at der er et stort antal centre. Dette tyder på
en potentiel koordineringsudfordring, som understøttes af, at mange
centre potentielt konkurrerer om de samme midler og den samme
målgruppe.
• Vi kan se, at centrene fordeler sig i to grupper, nemlig centre på de
intensivt dækkede områder og centre på de diffust dækkede områder.
Vi må forvente, at den samme opdeling gør sig gældende i brugernes
optik, således at brugerne inden for de intensivt dækkede
områder får vidensbehovet opfyldt.
• Denne forventning tager dog ikke højde for, at vi på baggrund af vores
besøg på otte centre kan se, at der eksisterer en række barrierer
for centrenes formidlingsaktiviteter, som har betydning for, om og
hvordan viden når ud til brugerne. Disse barrierer favner både interne
organisatoriske barrierer – som fx manglende tid eller manglende
koordinering – eller strukturelle barrierer som de potentielle sammenstød
mellem forskningsidealer om uvildighed og praktikernes ønsker
om konkret rådgivning. Der er således ikke nogen entydig
sammenhæng mellem fx mange centre på et område, og implementeringen
af formidling til brugerne.
1.3 Kommer viden ud til brugerne?
Spørgsmålet er nu, om brugerne af viden får behovet opfyldt, så de kan løse
deres opgaver inden for integrationsområdet fuldt ud.
• Det er kun godt 40 % af brugerne, som svarer, at de får behovet for
viden dækket i meget høj eller høj grad. Det er altså mere end halvdelen,
som ikke får deres behov dækket fuldt ud. Langt den overvejende
del mener dog, at de får deres viden dækket i nogen grad.
• Der er dog en stor del (39 %) af de brugere, som vi har spurgt, der
slet ikke har efterspurgt viden om integration inden for de seneste
Viden om integration
5

fem år. Vi kan på den ene side tolke dette som udtryk for, at en stor
del af brugerne faktisk oplever at være i stand til at løse deres opgaver
ud fra den viden, de har i dag. På den anden side er der en risiko
for, at disse brugere ikke løser deres opgaver ud fra en aktuel viden.
En tredjedel af denne gruppe forventer dog at ville efterspørge mere
viden i de kommende år – om end ikke i helt samme omfang, som
de praktikere, der allerede i dag indhenter viden om integrationsområdet.
Vi kan således konkludere, at der er en stor del af brugerne, som ikke fuldt
ud får deres behov for viden dækket. Dette er interessant i lyset af, at brugerne
også tilkendegiver, at viden efter deres overbevisning eksisterer. Vi
har undersøgt forskellige forklaringer på disse forhold:
• Brugernes søgeadfærd: Selv om der godt nok er balance mellem
centrenes formidling af viden på hjemmesider og brugernes søgemønstre
– internet er den hyppigst anvendte kanal blandt brugerne
– så er der en afgørende ubalance. Brugerne anvender i høj grad
personlige netværk for at få en personlig rådgivning, som er tilpasset
den enkeltes konkrete behov. Her kommer langt de fleste centre
til kort.
• Netværksstrategi giver manglende koordinering: Brugerne er selv
opmærksomme på, at denne strategi har den bagside, at vidensindsamlingen
ikke bliver systematisk og koordineret. Man prøver sig
frem i netværket og manøvrerer i de ”1000 kilder” til viden om integration,
der – efter nogle brugeres opfattelse – eksisterer. Det opleves
vanskeligt at manøvrere og giver indtryk af, at det i sig selv kan
mindske videnscentrenes attraktivitet.
• Viden er ikke tilgængelig: Selv om brugerne tilkendegiver, at der
rent faktisk findes meget viden, så svarer mere end halvdelen, at
viden efter deres overbevisning ikke er lettilgængelig. Mere end en
femtedel svarer endda i ringe grad eller slet ikke.
• Gab mellem udbud og efterspørgsel af viden: Som nævnt efterspørger
brugerne konkrete råd, afleveret personligt og tilpasset deres
konkrete situation. Derimod efterspørger brugerne i begrænset omfang
forskningsbaseret viden – i modsætning til hovedparten af
centrenes fokus på at efterleve forskningsmæssige standarder i deres
vidensproduktion.
Sidstnævnte pointe har oven i købet den krølle, at det i særdeleshed er
forskningsbaseret viden af international karakter, som er mindst efterspurgt.
Deltagerne i fokusgrupperne peger på, at det er vanskeligt at oversætte erfaringer
fra fx Holland og England til danske forhold. Det skal dog understreges,
at der er brugere, som understreger nytten af udenlandske forhold.
Der er dog også positive røster blandt brugerne. Selv om der er tilgængelighedsproblemer
mv., så tilkendegiver brugerne faktisk, at den viden, som er
blevet indhentet, sætter dem i stand til at håndtere udfordringer om integration
i dagligdagen.
1.4 Udbud af og efterspørgsel efter viden i balance?
Hvis vi anlægger det store perspektiv, er spørgsmålet, om udbuddet af viden
på integrationsområdet, matcher brugernes behov? Vi kan i et positivt perspektiv
fremhæve, at der er meget viden om integrationsområdet. Der er
mange centre, og brugerne tilkendegiver generelt, at der eksisterer meget
viden.
Viden om integration
6

Anlægger vi et mere kritisk perspektiv, viser der sig på en række områder
ubalancer mellem efterspørgslen og udbuddet af viden:
• Evidens kontra det gode råd: Der er klare tegn på, at vidensformidlingens
udbudsside arbejder efter nogle andre normer og et andet
tidsperspektiv end efterspørgselssiden. Centrene har generelt et højt
evidensniveau, hvilket vi her forstår således, at centrene arbejder efter
videnskabelige normer og standarder. Men det er kun på nogle
integrationsområder, at brugerne reelt efterspørger denne type viden.
• Mangler det personlige råd: Brugerne efterspørger i høj grad den
personlige, situationsbestemte rådgivning. Dette behov står i modsætning
til de formidlingskanaler, som mange af centrene anvender.
• Mange centre – manglende systematik: Vi har som nævnt identificeret
mere end 30 centre, som indsamler og formidler viden om integration.
Disse centre har for det første ikke nogen stærk placering i
brugernes bevidsthed. For det andet er der tegn på, at brugerne har
vanskeligt ved at finde rundt blandt de mange aktører. Der er et koordinerings-
og et tilgængelighedsproblem.
• Der er efterspørgsel, men begrænset udbud: Brugerne vil gerne have
mere information omkring kultur og værdier i integrationsprocessen.
Det er et ret klart resultat. Dette ønske bliver dog ikke honoreret
af videnscentrene. Der er få centre, som beskæftiger sig med
emnet, og det sker ofte som et ikke-hovedprodukt. Dette kan hænge
sammen med, at der ikke er nogen sektor, som kultur- og værdiområdet
logisk knytter sig til. Det samme ser vi på by- og boligområdet.
• Udbuddet findes, men efterspørgslen mættet på andre områder: På
beskæftigelsesområdet er der derimod tale om en intensiv dækning
og en mere moderat efterspørgsel. Beskæftigelsesområdet er det
mest intensivt dækkede område, og en stor del af brugerne tilkendegiver,
at deres behov faktisk er dækket. Der findes dog også en
mindre del af brugerne på arbejdsmarkedet, som ikke får deres behov
for viden dækket.
• Målgrupper – forskel på udbud og efterspørgsel: De fleste centres
aktiviteter retter sig mod voksne fx i form af kompetenceafklaring af
etniske minoriteter eller dansk som andetsprog for voksne. Brugerne
efterspørger i højere grad end centrenes udbud af viden om integration
af børn og unge.
1.5 Alternative organiseringsmodeller
Herunder vil vi med afsæt i ovennævnte resultater præsentere fem organisationsmodeller,
som vi beskriver og vurderer i rapporten.
Viden i perspektiv
Inden vi beskriver de fem modeller, vil vi dog kort beskrive de inspirationskilder,
som i øvrigt har formet organiseringsovervejelserne. Det drejer sig for
det første om casestudier af NC2 og EVA. NC2 repræsenterer den radikale
evidensbaserede model, som lægger vægt på, at den viden som formidles til
brugerne har den højeste forskningsmæssige legitimitet. EVA betjener sig
også af videnskabelige metoder, men eksemplificerer i højere grad et samlet
nationalt videnscenter, her på uddannelsesområdet. EVA har en betragtelig
egenproduktion af viden, som formidles til både policy-niveauet i Undervisningsministeriet
og praktikere på uddannelsesområdet.
For det andet har vi interviewet repræsentanter for myndigheder og videnscentre
i Sverige og Norge for at få et overblik over, hvordan den samlede
vidensindsamling og formidling er organiseret i sammenlignelige lande. I
Viden om integration
7

Sverige har vidensindsamlingen og formidlingen i de seneste år været koncentreret
om Integrationsverket (som dog pt. er under afvikling). Man kan
derfor beskrive den svenske model på følgende vis:
• Centralisering: Integrationsverket har haft en monopollignende status
med ansvar for indsamling og formidling på principielt alle integrationsområder.
• Statslig: Integrationsverket – og de få andre aktører, som spiller en
rolle på integrationsområdet i Sverige – er alle finansieret af staten,
enten helt eller delvist.
• Nationalt fokus: Både indsamling og formidling af viden er langt
overvejende knyttet til den nationale kontekst. Der kan dog også
indgå international viden i Integrationsverkets formidling.
• Andre opgaver: Som nævnt er Integrationsverkets indsamlings- og
formidlingsopgaver centrale funktioner, men holdningsbearbejdning i
forhold til fx antidiskrimination indgår også i porteføljen.
I Norge har man for nylig oprettet Integrerings- og Mangfoldsdirektoratet
(IMDI), som skal fungere som et kompetencecenter på integrationsområdet,
dvs. samle og formidle viden om mål og virkemidler på integrationsområdet.
IMDI’s rolle minder derfor en del om Integrationsverkets. Den norske model
kan dog kort sammenfattes på følgende måde:
• Stærkt center med periferi: IMDI er det nationale kompetencecenter
og udgør fundamentet i den norske vidensindsamling og formidling.
Der er dog en række andre videnscentre i periferien, som supplerer
direktoratets rolle.
• Stærkt sektoransvar: Disse øvrige videnscentre afspejler, at sektoransvarsprincippet
har en stærk placering i den norske forvaltning.
Det er de generelt ansvarlige sektorer, som skal få viden ud til brugerne
på deres områder. Derfor er det logisk, at der i Norge findes
en række centre i tilknytning til fx uddannelses- og beskæftigelsesområdet.
• Nationalt fokus: Samtlige centre er forankret i national vidensindsamling
og formidling, men indhenter også internationalt forankret
viden.
Den aktuelle danske organiseringsmodel kan beskrives som følger:
• Decentraliseret udbudsside med koordinerende center: Sammenlignet
med de nordiske søsterlande har Danmark langt flere videnscentre,
der fungerer som selvstændige enheder. Danmark har
dog et selvstændigt Integrationsministerium, som på visse områder
har en koordinerede rolle i vidensformidlingen.
• Overvejende statslig. De mange centre er for hovedpartens vedkommende
finansieret af staten. Ca. 20 centre er helt eller delvist finansieret
af staten. Der er dog også eksempler på centre, som enten
helt eller delvist finansieres af indtægtsdækket eller medlemsfinansieret
virksomhed. Det gælder eksempelvis Foreningen Nydansker
eller Videnscenter for Integration i Vejle.
• Nationalt fokus: Samtlige centre fokuserer primært på danske problemstillinger,
men der er centre som i høj grad anvender og lader
sig inspirere af internationale erfaringer. Det gælder fx AMID.
Fem alternative organiseringsmodeller
Herunder præsenterer vi kortfattet de fem organiseringsmodeller, hvis fordele
og ulemper – set i lyset af undersøgelsens resultater – vi analyserer nærmere
inde i rapporten.
Viden om integration
8

1) Samlet nationalt videnscenter
• Der etableres et samlet nationalt videnscenter, som erstatter en
række af de videnscentre, der eksisterer i dag. Dette center producerer
selv viden inden for samtlige integrationsområder. Centret har
herudover til opgave at indsamle viden, skabe overblik og formidle
viden til praktikere, herunder helpdesk og netværksdannelse.
Centret er det mest vidtrækkende.
2) National vidensindsamling og helpdesk
• Der oprettes et nationalt center, hvis primære funktion er at indsamle
og formidle viden. Centret har derfor i modsætning til det samlede
nationale center ikke egen produktion af viden. Modellen skal skabe
overblik over den viden, som eksisterer blandt videnscentrene.
Centret etablerer en helpdesk til praktikere og faciliterer netværk
blandt praktikere og centre.
3) National kontaktformidling og helpdesk
• Den nationale kontaktformidling og helpdesk er også et nationalt
center. Til forskel fra model 1 og 2 prioriterer denne model udelukkende
formidlings- og helpdesk-delen. Centrets primære funktioner
er derfor at skabe overblik over den eksisterende viden og formidle
denne viden ud til praktikerne. Centret vil også omfatte helpdesk og
vil skulle guide brugerne videre til de relevante videnscentre. Den
nationale kontaktformidling supplerer og systematiserer således den
eksisterende indsats i videnscentrene.
4) Nationalt center for evidensbaseret viden
• Den fjerde model omfatter også et nationalt center. Dette center fokuserer
på at producere gyldig, evidensbaseret viden. Dvs. at
centret selv skal iværksætte og gennemføre undersøgelser og skabe
overblik over andres undersøgelser, som lever op til de høje forskningsmæssige
standarder. Endelig skal centret formidle evidensbaseret
viden til brugerne.
5) De ressort-baserede vidensindgange
• Denne model adskiller sig fra de fire første ved organisatorisk at tage
afsæt i de allerede eksisterende myndigheder i stedet for at etablere
et nationalt center. Der etableres en særlig funktion i samtlige relevante
ministerier, som har til formål at skabe overblik over viden inden
for det relevante integrationsområde, formidle denne og initiere
relevante netværk. Der etableres en fælles grafisk platform på de relevante
ministeriers hjemmesider, som henviser til relevante aktører
inden for det pågældende område, giver adgang til helpdesk for
praktikere mv. Integrationsministeriet har koordineringsansvaret.
Herudover har vi kort forholdt os til, hvordan man kunne styrke vidensindsamlingen
uden at ændre den eksisterende organisering. Fx ved at øge Integrationsministeriets
koordinerende funktion, synliggøre de eksisterende videnscentre
mv.
1.6 Behov for et samlet center?
Det fremgår af modellerne ovenfor, at Rambøll Management har forholdt sig
til fire forskellige organisatoriske udgaver af et nationalt videnscenter. Dette
vidner om, at et nationalt center efter vores vurdering på en række områder
vil kunne imødegå flere af de udfordringer, der kendetegner den eksisterede
vidensformidling:
Viden om integration
9

• Højere grad af koordinering
• Anvendelse af relevante formidlingskanaler i et brugerperspektiv,
herunder den personlige rådgivning
• Højere grad af kobling mellem forskningsbaseret og anvendelsesorienteret
viden.
Der er dog ikke nogen af de beskrevne modeller, som er uden ulemper, hvilket
fremgår af nedenstående tabel:
Tabel 2: Oversigt over fordele og ulemper ved forskellige modeller
Model Karakteristik Vurdering
1) Samlet
nationalt videnscenter
2) National
vidensindsamling
og helpdesk
3) National
kontaktformidling
og helpdesk
4) Nationalt
center for
evidensbaseret
viden
5) De ressortbaseredevidensindgange
6) Udvikling af
status quo
Viden om integration
• Fungerer som én indgang for brugerne,
reducerer antallet af centre, kobler produktion
og formidling af viden og dækker alle
områder
• Fortsatte koordineringsbehov, mangel på
sektortilknytning, risiko for politisk styring
og deraf følgende legitimitetsunderskud
• Fokuserer skarpt på indsamling af viden og
bringer denne viden i spil over for brugerne
• Går på tværs af eksisterende struktur, hvor
centrene selv producerer viden, og fordrer
derfor radikal omlægning af nuværende
struktur uden at løse problemer med koordinering
og overblik
• Giver overblik, bidrager til koordinering og
formidlingskanalerne er i tråd med brugernes
behov. Har samtidig en overskuelig
størrelse
• Risiko for at centeret ses som et overflødigt
mellemled, idet der ikke produceres
selvstændig viden
• Forøgelse af validitet i vidensproduktionen
og etablering af fælles vidensbase for både
det politiske niveau og praktikere.
• Er meget langt fra brugernes behov
• Placering af ansvar i relevante sektorer og
mulighed for tilpasning til forskellige sektorers
behov samt tæt kendskab til problemstillinger
på sektorområderne
• Manglende fokus på områder uden relevant
sektortilknytning samt omkostninger til
forhandling og afklaring af snitflader
• Mulighed for at øge koordinering og brugernærhed
i formidlingen med begrænsede
omkostninger
• Rokker ikke afgørende ved de strukturelle
udfordringer ved eksisterende organisering
• Ikke anvendeligt
alternativ
• Bliver meget
stort, løser ikke
koordineringsproblemer
og
skaber legitimitetsproblemer
• Ikke anvendeligt
alternativ
• Får ikke etableret
tæt relation
mellem centre
og brugere og
får ikke løst
formidlingsopgaven
• Anvendeligt
alternativ
• Realistisk at
iværksætte og
kan supplere eksisterende
centre
• Ikke anvendeligt
alternativ
• For lang tidshorisont,
og dækker
ikke brugerbehov
• Anvendeligt
alternativ
• Omfattende
omlægning som
kan knyttes an
til eksisterende
aktører
• Anvendeligt
alternativ
• Realistisk og
fleksibel at
iværksætte
Det fremgår, at der efter Rambøll Managements vurdering er tre anvendelige
alternativer. Valget af organisering står derfor mellem en tilpasning af den
10

eksisterende struktur, en nyskabelse i form af de ressortbaserede tilgange
eller en etablering af en national kontaktformidling.
1.7 Læsevejledning
I det næste kapitel dykker vi nærmere ned i det udbud af viden, som de
eksisterende videnscentre på integrationsområdet tilbyder. Vi giver først et
overblik over centrene og går herefter nærmere ned i de områder, som centrene
arbejder med og formidler indsigter om.
I kapitel 3 skifter fokus til brugernes efterspørgsel efter viden på integrationsområdet.
Vi ser først på, hvordan brugerne generelt oplever behovet for
viden, hvilke kanaler de tilegner sig viden igennem, og hvordan de oplever
tilgængeligheden af viden på integrationsområdet. Dette overblik suppleres
af analyser af, hvordan de primære brugere oplever udbuddet af viden, fordelt
på de respektive integrationsområder.
Kapitel 4 har grundlæggende til formål at sætte scenen for organiseringsovervejelserne
i det efterfølgende kapitel. Vi starter derfor med at vurdere,
om udbuddet af viden matcher efterspørgslen hos brugerne og beskriver,
hvor der er ubalance. Den resterende del af kapitlet beskriver erfaringerne
fra på den ene side NC2 og EVA, og på den anden side organiseringen af
vidensindsamling og formidling på integrationsområdet i Norge og Sverige.
Kapitel 5 bygger således videre på disse overvejelser. Vi præsenterer først
rammen for vores organiseringsovervejelser, hvorefter vi konkret beskriver
fem forskellige organiseringsmodeller. Disse modeller folder vi ud for at give
læseren mulighed for at vurdere fordele og ulemper. Vi slutter kapitlet af
med at give vores bud på, om der er behov for et samlet center på integrationsområdet
i Danmark.
I det afsluttende kapitel 6 giver vi en nærmere beskrivelse af de datakilder,
som analyserne bygger på. Vi præsenterer en række afgrænsninger og definitioner
og giver vores vurdering af datamaterialets bæredygtighed.
Viden om integration
11

2. Udbuddet af viden om integration – analyse af
matchet mellem vidensproduktion og integrationsområder
I dette kapitel undersøger vi udbuddet af viden om integrationsområdet.
Dette udbud leveres af en række aktører – videnscentre – som har til formål
at levere viden til primære og sekundære brugere af integration, dvs. de
praktikere som til daglig har behov for viden om integration for at kunne
løse deres opgaver.
Formålet med dette kapitel er grundlæggende at afdække om og i hvilket
omfang de eksisterende videnscentres aktiviteter dækker de centrale integrationsområder.
Dette fokus betyder, at vi i dette kapitel ser bort fra, om
brugerne oplever at få deres behov for viden dækket. Brugernes erfaringer
og behov er derimod genstand for det efterfølgende kapitel.
Mere detaljeret vil vi belyse følgende spørgsmål:
• Hvorvidt der er generelle integrationsområder, som ikke er dækket
af den viden, der produceres og formidles på de udvalgte videnscentre.
• Hvorvidt der er specifikke integrationsområder, som ikke dækkes af
den viden der produceres og formidles på de udvalgte videnscentre.
• Hvorvidt der er målgrupper (aldersgrupper) inden for et integrationsområde,
som ikke er dækket af den viden, der produceres og formidles
på de udvalgte videnscentre.
• Hvorvidt der er mønstre i hvilke typer af viden, der produceres og
formidles på de forskellige integrationsområder?
• Hvorvidt der er mønstre i centrenes formidlingsaktiviteter?
Kort sagt vil vi i dette kapitel undersøge, om der er ”huller” i centrenes vidensproduktion
og formidling, og om der eventuelt vil være områder, målgrupper
mv., der fokuseres mere på end andre.
Analysen af eksisterende videnscentre er gennemført på baggrund af følgende
dataindsamlingsaktiviteter.
• Internetbaseret screening af samtlige centre, herunder udarbejdelse
af caseprofiler
• Casestudier på 8 centre (interview om strategi, metoder, kompetencer,
samarbejdsrelationer, målgrupper etc.).
Vi uddyber den anvendte metode, samt styrker og svagheder herved i det
afsluttende kapitel.
2.1 Overblik over landskabet af videnscentre
Afgrænsningen af begrebet ”videnscenter” afledte følgende kriterier for udvælgelsen
af videnscentre:
1. Der arbejdes professionelt og kontinuerligt med indsamling eller dokumentation
af viden om eller erfaringer med integration
2. En af centrets væsentlige aktiviteter består i at formidle viden eller
erfaringer videre til primære og sekundære brugere.
Undersøgelsen har identificeret 33 centre i Danmark, der lever op til de
nævnte kriterier for et videnscenter på integrationsområdet. Et samlet blik
på videnscentrene viser dog, at der ikke er tale om en homogen gruppe,
Viden om integration
12

men derimod om en bred vifte af centre, der på forskellig vis forholder sig til
integrationsemnet.
For det første er der stor forskel på, hvor meget integrationsområdet fylder i
centrenes samlede arbejde. I 18 af de 33 centre er alle opgaver relateret til
etniske minoriteter, hvorfor integrationsspørgsmålet her udgør hovedproduktet.
Det gælder fx for centre som Akademiet for Migrationsstudier i Danmark
(AMID) og Videnscenter for Transkulturel Psykiatri. I de resterende 15 centre
indgår integrationsområdet i centrets arbejde som et større eller mindre ikke-hovedprodukt.
Statens Byggeforskningsinstitut beskæftiger sig fx med
integration i sammenhæng med deres analyser af udsatte boligområder, og
Cirius arbejder med integration via deres vurderinger af flygtninges og indvandreres
udenlandske uddannelser.
Antallet af medarbejdere varierer ligeledes meget. Hovedproduktcentrene
har mellem 2 og knap 30 medarbejdere, der arbejder med integration. For
mange af ikke-hovedproduktcentrene gælder det, at de som helhed er store
organisationer, men at der er stor variation i antallet af medarbejdere, der
direkte beskæftiger sig med integrationsområdet. Antallet af integrationsmedarbejdere
på ikke-hovedproduktcentrene varierer således mellem én og
10-15 personer. 3
For det tredje har centrene forskellige formål, og som følge heraf også forskellige
tilgangsvinkler til arbejdet med integration. En af de interessante
skillelinjer går mellem centre, der har en meget praksisorienteret tilgang til
integrationsområdet, og de centre der i højere grad forholder sig til emnet
ud fra en forskningsmæssig vinkel 4 . Eksempelvis er Foreningen Nydansker et
center, som arbejder ud fra en praksisorienteret tilgang. Deres hovedformål
er at øge mangfoldigheden på medlemsvirksomhederne, og derfor er det
primært gode erfaringer og praktisk anvendelige værktøjer, som samles ind
og formidles. Omvendt har et center som Rockwool Fondens Forskningsenhed
til formål at producere ny viden om aktuelle samfundsproblemer, hvorfor
de i højere grad sætter forskningsmæssig fokus på de overordnede tendenser
i forhold til fx flygtninges/indvandreres stilling på arbejdsmarkedet.
Endelig er der forskel på, hvordan centrene er finansieret. Af de 33 centre er
12 centre rent offentligt finansieret – alle af staten. 8 centre er rent private,
heraf er 2 finansieret af interesseorganisationer, mens de øvrige 6 er finansieret
via enten indtægtsdækket virksomhed, kontingenter eller fonde. De
resterende 13 centre er baseret på både offentlige og private midler. Den
hyppigst forekommende kombination er statstilskud kombineret med indtægtsdækket
virksomhed (hvilket gælder for 10 centre). Samlet set modtager
25 ud af 33 centre altså offentlig støtte, mens næsten lige så mange
centre (21) i et eller andet omfang har indtægter fra private kilder.
Overordnet er integrationsområdet altså i dag organiseret i en lang række af
centre, der på forskellig vis og i forskelligt omfang arbejder med integrationsområdet.
I det følgende analyserer vi centrenes fordeling på forskellige
integrationsområder.
3
Jf. metodeafsnittet for beskrivelse af de usikkerheder, der er forbundet med at estimere
antallet af integrationsmedarbejdere på centrene.
4
Bemærk, at definitionen af videnscentre indebærer, at forskningsmiljøer, der ikke
formidler til praktikere, ikke indgår i undersøgelsen.
Viden om integration
13

2.2 Dækkes alle integrationsområder?
I dette afsnit undersøger vi, om de nuværende centre dækker de centrale
integrationsområder, og om der er væsentlige forskelle i, hvor bredt og dybt
områderne dækkes 5 . Analysen vil omhandle følgende områder:
• Arbejdsmarked og beskæftigelse
• Uddannelse og sprogkundskaber
• By- og boligforhold
• Social og sundhed
• Kultur og værdier
• Politisk deltagelse og medborgerskab.
Ud over disse seks opererer vi med en tværgående kategori, hvor de emner
der naturligt går på tværs af de andre områder, er placeret.
I første del af kapitlet vil fokus være på de overordnede tendenser i forhold
til, hvor intensivt områderne er dækket. Hvor mange centre er der fx på de
respektive områder og har de integration som hovedprodukt eller ikkehovedprodukt?
I anden del af kapitlet vil centerdækningen på integrationsområderne
blive analyseret mere kvalitativt. Formålet er at give et billede af,
hvilke emner centrene har hhv. meget og lidt fokus på, samt hvilke målgrupper
de dækker. Listen over specifikke integrationsområder (jf. metodeafsnittet)
vil i den forbindelse blive inddraget som sammenligningsgrundlag i
forhold til at vurdere, om et område dækkes bredt.
2.3 Hvor intensivt er integrationsområderne dækket?
Den umiddelbare intensitet af centerdækningen på områderne vil i det følgende
blive analyseret med udgangspunkt i 3 parametre.
Den første parameter er antallet af centre og medarbejdere på de forskellige
integrationsområder. Den bagvedliggende antagelse er her, at jo flere centre
og medarbejdere, der beskæftiger sig med et område, jo større er sandsynligheden
for, at området er dækket intensivt.
For det andet ser vi på, om centrene beskæftiger sig med det pågældende
område som et primært eller sekundært integrationsområde. Mange af videnscentrene
beskæftiger sig med flere forskellige integrationsområder fx
både uddannelse og kultur og værdier, men fokus er ikke nødvendigvis ligeligt
fordelt mellem områderne. Derfor kan intensiteten forventes at være
højere på de områder, som mange centre har som det primære integrationsområde
i deres arbejde.
For det tredje undersøger vi, om integration er hovedprodukt eller ikkehovedprodukt
for centrene på området. Det er som nævnt meget varieret,
hvor meget integrationsspørgsmålet fylder i centrenes samlede virke. Nogle
centre beskæftiger sig udelukkende med integration, mens andre har det
som et lille hjørne af deres virke. I det følgende antages det derfor, at jo
flere hovedproduktcentre, der er på et område, jo mere intensivt er området
dækket.
5 Områderne er udvalgt med afsæt i publikationer fra Integrationsministeriet (”Integrationsforskningen
i Danmark fra 1980 til 2002” samt ”Udlændinges integration i det
danske samfund 2001”, som kan ses på www.nyidanmark.dk). Listen er suppleret
med Rambøll Managements erfaringer fra integrationsområdet og endelig tilpasset i
dialog med Integrationsministeriet.
Viden om integration
14

Figuren nedenfor giver information om de 2 første parametre. Dvs. antallet
af centre på områderne, og om disse har området som et primært eller sekundært
integrationsområde.
Viden om integration
15

Figur 2.1 Centrenes integrationsområder
Centrenes primære integrationsområder
Arbejdsmarked og beskæftigelse
Videnscentre for kompetenceafklaring
af flygtninge
og indvandrere
Integration i Staten
Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats
Kontoret for Beskæftigelse
og Integration (KL)
Rockwool Fondens Forskningsenhed
Foreningen Nydansker
Cirius
Socialforskningsinstituttet
Integrationsservice
Fagbevægelsens Videnscenter
for Integration
Dansk Flygtningehjælp –
Integration
Tænketanken
Akademiet for Migrationsstudier
i Danmark (AMID)
Anvendt KommunalForskning
(AKF)
Uddannelse og sprogkundskaber
Videnscenter for tosprogethed,
integration og
interkulturel pædagogik
Videnscenter for tosprogethed
og interkulturalitet
(UC2)
Institut for Pædagogisk
Antropologi
Videnscenter for Integration
Cirius
Tænketanken
Integrationsservice
Socialforskningsinstituttet
Akademiet for Migrationsstudier
i Danmark
(AMID)
Center for Mellemøststudier
Anvendt Kommunal-
Forskning (AKF)
By- og boligforhold Social og sundhed Kultur og værdier Politisk deltagelse og
medborgerskab
Statens Byggeforskningsinstitut
Akademiet for Migrationsstudier
i Danmark
(AMID)
Videnscenter for
Transkulturel Psykiatri.
Statens Institut for
Folkesundhed
Rehabiliterings- og
Forskningscentret for
Torturofre (RCT)
Center for Traume- og
Torturoverlevere
Socialt Udviklingscenter
Udviklings- og Formidlingscenter
for Børn og
Unge
Videns- og Formidlingscentret
for Socialt Udsatte
OASIS
Dansk Flygtningehjælp
– Integration
Akademiet for Migrationsstudier
i Danmark
(AMID)
Tværkulturelt Center
Tænketanken
Socialforskningsinstituttet
Akademiet for Migrationsstudier
i Danmark (AMID)
Center for Mellemøststudier
Dansk Flygtningehjælp –
Integration
Folkekirke og Religionsmøde
Tænketanken
Fagbevægelsens Videnscenter
for Integration
Akademiet for Migrationsstudier
i Danmark (AMID)
Rådet for Frivilligt Socialt
Arbejde
Socialforskningsinstituttet
Tværgående
Institut for Menneskerettigheder
Dokumentations-
og rådgivningscentret
om racediskrimination
(Tværkulturelt
Center)
(Rådet for Frivilligt
Socialt Arbejde)
Viden om integration 16

Centrenes sekundære integrationsområder
Udviklings- og Formidlingscenter
for Børn og
Unge
Videnscenter for Integration
Dansk Flygtningehjælp –
Integration
Kontoret for Beskæftigelse
og Integration
Fagbevægelsens Videnscenter
for Integration
Tænketanken
Kontoret for Beskæftigelse
og Integration
Rockwool Fondens
Forskningsenhed
Videnscenter for
tosprogethed, integration
og interkulturel
pædagogik
Tænketanken
Kontoret for Beskæftigelse
og Integration
Videnscenter for
tosprogethed og interkulturalitet
(UC2)
Videnscenter for tosprogethed,
integration og
interkulturel pædagogik
Integration i Staten
Statens Byggeforskningsinstitut
Udviklings- og Formidlingscenter
for Børn og
Unge
Videnscenter for tosprogethed
og interkulturalitet
(UC2)
Kontoret for Beskæftigelse
og Integration
Videnscenter for
tosprogethed,
integration og
interkulturel pædagogik
Tænketanken
Fagbevægelsens
Videnscenter for
Integration
Rockwool Fondens
Forskningsenhed
Videnscenter for
Integration i Vejle
Viden om integration 17

For overblikkets skyld summerer nedenstående figur antallet af centre på de
7 integrationsområder.
Figur 2.2 Antallet af centre på integrationsområderne
18
12
6
0
14
16
Arbejdsmarked
og
beskæftigelse
Viden om integration
11
14
Uddannelse
og sprogkundskaber
2
5
By- og
boligforhold
10
14
Social og
sundhed
7
12
Kultur og
værdier
5
6
Politisk
deltagelse
og medborgerskab
4
9
Tværgående
Centre med dette område som primært integrationsområde Alle centre på området
Figurerne viser, at der er stor forskel på, hvor godt de enkelte områder
umiddelbart er dækket. ”Arbejdsmarked og beskæftigelse”, ”Uddannelse og
sprogkundskaber” samt ”Social og sundhed” er alle områder, som et stort
antal centre har som deres primære integrationsområde. Disse er også de
tre områder, som flest centre samlet set dækker.
Områderne ”By- og boligforhold”, ”Kultur og værdier”, ”Politisk deltagelse og
medborgerskab” samt den ”Tværgående” kategori (diskrimination, dialog
mellem majoritet og minoritet og ligestilling) dækkes af færre centre, hvoraf
en stor del kun beskæftiger sig sekundært med områderne.
Endvidere gælder det, at for de centre, der har disse områder som primært
integrationsområde, har langt de fleste også andre primære integrationsområder.
Der er således ingen centre der kun beskæftiger sig med ”politisk deltagelse
og medborgerskab. ”By- og boligforhold” er det kun Statens Byggeforskningsinstitut,
der dækker uden samtidig at have andre primære integrationsområder.
2.3.1 Antal medarbejdere
Inddrager man oplysninger om antallet af medarbejdere 6 , følger mønstret
ikke overraskende antallet af centre på de forskellige områder. Der er således
også flest medarbejdere inden for arbejdsmarkeds-, uddannelses- og
social- og sundhedsområdet. Af de 3 områder skiller arbejdsmarkedsområdet
sig dog ud ved at beskæftige væsentligt flere medarbejdere end de andre
områder.
I den anden ende af skalaen placerer By- og boligforhold samt den tværgående
kategori sig. Der er på disse områder mindre end en fjerdedel af det
antal medarbejdere, der er på arbejdsmarkedsområdet. Ser man overordnet
6 Det er vanskeligt at opgøre antallet af medarbejdere, der arbejder med integration
på de enkelte centre helt præcist, hvorfor der her ikke præsenteres et søjlediagram.
Optællingen er således baseret på et skøn.
18

på spredningen i centrenes størrelse, er denne generelt stor. Omkring halvdelen
af centrene kan betegnes som små med mellem én og fem integrationsmedarbejdere.
Heriblandt er centre som CABI, Integration i Staten og
Statens Institut for Folkesundhed. I midterkategorien med mellem seks og
femten medarbejdere befinder der sig også en relativt stor gruppe af centre,
det er fx Institut for Pædagogisk Antropologi og Foreningen Nydansker. Endelig
er der er en lille gruppe af centre, der har over femten integrationsmedarbejdere.
Denne gruppe omfatter blandt andet AMID, Videnscentre for
kompetenceafklaring af flygtninge og indvandrere og Dansk Flygtningehjælp-
Integration.
Der er både store og små centre inden for alle områderne, og der synes ikke
at være systematiske forskelle i hvordan centrene fordeler sig. Dog kan det
bemærkes, at hvis man ser bort fra AMID, så er der ingen centre med over
10 medarbejdere, der beskæftiger sig med områderne ”By og bolig”, ”Kultur
og værdier”, samt ”Politisk deltagelse og medborgerskab”.
2.3.2 Er integration hovedprodukt eller ikke-hovedprodukt?
Den tredje parameter er spørgsmålet om, hvorvidt centrene har integration
som hovedprodukt eller ikke-hovedprodukt i deres arbejde. I figuren nedenfor
er dette opgjort, fordelt på de forskellige integrationsområder.
Figur 2.3 Fordeling på hovedprodukt og ikke-hovedprodukt
18
16
14
12
10
8
6
4
2
0
Arbejdsmarked
og
beskæftigelse
Viden om integration
Uddannelse
og sprogkundskaber
By- og
boligforhold
Social og
sundhed
Kultur og
værdier
Centre med integration som
ikke-hovedprodukt
Centre med integration som
hovedprodukt
Politisk
deltagelse
og medborgerskab
Tværgående
Figuren viser, at andelen af hovedproduktcentre er stort set konstant mellem
områderne. I absolutte tal er der dog flere hovedproduktcentre på områderne
”Arbejdsmarked”, ”Uddannelse” og ”Social og Sundhed”. Kombinerer man
oplysningen om hovedprodukt/ikke-hovedprodukt med oplysningen om centrenes
primære integrationsområder, kan man se, at 4 centre er oprettet for
udelukkende at beskæftige sig med arbejdsmarkedsintegration. Den samme
pointe gælder for 3 centre på ”Social- og sundhedsområdet”, 2 centre på
”Uddannelsesområdet” og ét center inden for ”Kultur og værdier” og i den
”Tværgående kategori”. På de 2 øvrige områder har ingen centre både integration
som hovedprodukt og kun ét primært integrationsområde.
Vi kan blive klogere på, hvilken betydning det har for et center, om integrationsområdet
er et hovedprodukt eller et ikke-hovedprodukt, ved at granske
19

de casestudier, vi har gennemført blandt otte centre. Vores tese er jo, at et
område alt andet lige er mere intensivt dækket, hvis centrene på området
har integration som hovedprodukt.
Lad os undersøge dette nærmere ved at se på, hvordan to centre, der har
integration som ikke-hovedprodukt, oplever denne status.
”Det er et valg man tager, og integration (integrationsområdet – red.) har aldrig
været koblet stærkt politisk… Vi laver det, der er politisk efterspørgsel efter. Det
er andre spørgsmål som beskæftigelse og arbejdsmarked, som der har været
stor politisk fokus på. Integration er noget, vi snakker om strategisk, når vi holder
planlægningsmøder, hvor det bliver diskuteret. Men det er stadig den generelle
befolkning, der er vores målgruppe. At fokusere udelukkende på integration
kræver mange ressourcer… Men det bliver aldrig et stort strategisk fokus på
vores institut – vi lever også af penge.”
Citatet ovenfor illustrerer et center, som erkender, at nok er integrationsområdet
interessant og en del af centrets aktiviteter, men det er en nicheaktivitet.
Dette billede gælder også det andet center, vi har besøgt, som har integration
som ikke-hovedprodukt.
De to centres strategiske fokus er også styret af den samme logik. Det er
kort sagt pengene, der bestemmer. De to centre er begge interesserede i at
udvikle integrationsområdet yderligere i takt med en øget politisk opmærksomhed,
som ledsages af øget finansiering. Men strategien er reaktiv. Den
knappe ledelsesmæssige opmærksomhed, udviklingsressourcer mv. bruges
ifølge denne logik ikke aktivt til at udvikle området. Viser mulighederne sig,
vil man forfølge dem, men man arbejder ikke aktivt for at skabe dem.
Ovenstående understøtter således tolkningen af, at dækningen af centre, der
har integration som hovedområde alt andet lige er mere intensiv, end centre
der har integration som ikke-hovedprodukt 7 .
Analysen af de tre dimensioner viser et klart billede af to grupper af videnscentre.
Den ene gruppe af centre er intensivt dækket i form af mange
centre og medarbejdere, som er forholdsvist specialiserede. De har således
oftest integration som hovedprodukt og har deres område som primært genstandsfelt.
Det drejer sig om områderne ”Arbejdsmarked og beskæftigelse”,
”Uddannelse og sprogkundskaber” og ”Social og sundhed”. På den anden
side ser vi en gruppe bestående af ”By- og boligforhold”, ”Kultur og værdier”,
”Politisk deltagelse og medborgerskab” og ”Tværgående”, som dækkes
af færre centre, der også generelt har en bredere profil.
Vi kan dermed foreløbigt konkludere, at samtlige integrationsområder er
dækket, men at intensiteten varierer betydeligt.
2.4 Kvalitativ analyse af centerdækningen på integrationsområderne
I det følgende vil vi gå mere i dybden med de respektive integrationsområder
med henblik på at vurdere, om området dækkes bredt. Fokus vil hovedsageligt
være på, hvilke specifikke integrationsområder og målgrupper centrene
beskæftiger sig med 8 .
7 Alt andet lige-forudsætningen kan fx komme til kort over for centre, der har integration
som ikke-hovedprodukt, men som opretter en særlig enhed, som beskæftiger sig
med integrationsområdet. En sådan enhed kan sikre fokus og udvikling på samme
måde som institutioner, der har integration som hovedprodukt.
8 I metodekapitlet har vi gengivet den liste over specifikke integrationsområder, som
analysen tager afsæt i.
Viden om integration
20

2.4.1 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Arbejdsmarked og
beskæftigelse”
Arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesområdet er som nævnt det område, som
både flest videnscentre og medarbejdere beskæftiger sig med. Det store
antal centre og de mange medarbejdere, der arbejder med området, øger
sandsynligheden for, at centrene dækker en bred målgruppe bestående af fx
både unge, voksne og ældre. Vi ser nærmere på, om dette rent faktisk er
tilfældet i det følgende.
I figuren nedenfor er centrene på området fordelt efter hvilke målgrupper,
de beskæftiger sig med.
Figur 2.4 Arbejdsmarked og beskæftigelse – dækning af målgrupperne
18
12
6
0
Viden om integration
Centre på arbejdsmarkedsområdet
6
Børn Unge Voksne Ældre
Note: Figuren inkluderer kun de centre, der beskæftiger sig med ”Arbejdsmarked og
beskæftigelse” som primært integrationsområde.
Det er ikke overraskende, at centrenes fokus særligt er målgrupper i den
arbejdsdygtige alder, dvs. unge og voksne. Tyngden ligger helt overvejende
på gruppen af voksne, mens færre centre fokuserer på beskæftigelsesområdet
i relation til gruppen af unge. De centre, der dækker den unge aldersgruppe,
har fokus på blandt andet bekæmpelse af diskrimination på arbejdsmarkedet,
integrations- og oplæringsstillinger samt overgangen fra
uddannelse til arbejdsmarked generelt. Derimod er der umiddelbart kun begrænset
fokus på praktikpladser. Dette er dog ikke nødvendigvis udtryk for,
at der er mangel på viden om dette område, da der kan være et overlap i
forhold til uddannelsesområdet, hvor flere centre beskæftiger sig med praktikpladser
i sammenhæng med undersøgelser af frafald og fastholdelse på
ungdomsuddannelserne.
I forhold til voksne beskæftiger mange af centrene sig bredt med mangfoldighed
på arbejdsmarkedet og med redskaber og tiltag, som kan øge etniske
minoriteters tilknytning til arbejdsmarkedet. Centrene er altså generelt ikke
særligt specialiserede. Dog er nogle centre målrettet bestemte typer arbejdspladser
fx staten (Integration i Staten) eller kommunerne (Kontoret for
Beskæftigelse og Integration samt Integrationsservice), mens andre primært
fokuserer på et bestemt element i beskæftigelsesindsatsen som fx kompetenceafklaring.
14
2
21

Sammenligner man centrenes fokusområder mht. voksne med listen over
specifikke integrationsområder, er tendensen generelt, at centrene dækker
området bredt. Emner som ”Mangfoldighedsledelse”, ”Kvinder i beskæftigelse”
og ”Opkvalificering, virksomhedspraktik, løntilskud, mentorskab” er alle
emner, der er dækket af en række centre. Endelig er kompetenceafklaring et
emne, som får stor opmærksomhed af centrene. Udover de fem Videnscentre
for kompetenceafklaring af flygtninge og indvandrere, er der således
yderligere en håndfuld centre, der beskæftiger sig med emnet.
Modsat synes der at være et begrænset fokus på ”Økonomiske incitamenter”
som starthjælp, introduktionsydelse mv. og ”Iværksætteri”. Her skal det dog
bemærkes, at Videnscenter for Etnisk Erhvervsfremme er udeladt af analysen,
idet centret henvender sig direkte til de etniske iværksættere. Centret
falder herved uden for afgræsningen af videnscentrene, men eksistensen af
centret er udtryk for, at der er fokus på målgruppen ”etniske iværksættere”
på anden vis.
De ældre etniske minoriteter berøres kun i meget begrænset omfang af
centrene i relation til arbejdsmarkedet. De to centre, der dækker målgruppen,
har fokus på pension og repatriering – og primært de formelle regler
forbundet hermed. Der er altså ikke tale om, at de to centre har specialiseret
sig i ældreområdet som helhed.
Samlet vurderes ”Arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesområdet” dog at være
ret bredt dækket både med hensyn til målgrupper og specifikke integrationsområder.
Den begrænsede dækning af børn og ældre på området synes
rimelig i betragtning af, hvor få emner inden for området, der er relevante
for disse grupper. Det springer dog i øjnene, at der er et relativt begrænset
fokus på unge. Dette indikerer, at der her kan være ”huller” i centrenes
dækning. På den anden side skal der tages højde for, at der kan være overlap
i forhold til uddannelsesområdet og den voksne målgruppe inden for arbejdsmarked
og beskæftigelse.
2.4.2 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Uddannelse og
sprogkundskaber”
Analysen ovenfor viste, at også uddannelsesområdet hører til i den gruppe af
centre, som er solidt dækket målt på antal centre, medarbejdere mv. Om
centrene også dækker området bredt, hvad angår målgrupper og specifikke
integrationsområder, analyserer vi i det følgende.
I figuren nedenfor er de 11 centre, der har ”Uddannelse og sprogkundskaber”
blandt deres primære integrationsområder indplaceret i forhold til, hvilke
målgrupper de dækker. De centre, der kun dækker området sekundært,
vil blive inddraget i forbindelse med analysen af, hvilke emner – altså hvilke
specifikke integrationsområder – som belyses af de eksisterende videnscentre.
Viden om integration
22

Figur 2.5 Uddannelse og sprogkundskaber – dækning af målgrupperne
12
6
0
Viden om integration
7
Centre på uddannelsesområdet
8
Børn Unge Voksne Ældre
Figuren viser, at alle de 11 centre der har uddannelse og sprogkundskaber
blandt deres primære integrationsområder beskæftiger sig med voksne tosprogede.
Børn og unge synes dog også dækket relativt godt, med henholdsvis
7 og 8 centre.
Blandt de centre, der beskæftiger sig med børn, er der både fokus på småbørn
og børn i folkeskolealderen. Centrale emner for centrene er blandt andet
sprogstimulering af småbørn, tosprogede børns indlæring og færdigheder,
hvordan dansk som andetsprog i folkeskolen kan styrkes, samt metoder
til sprogvurdering af tosprogede. Sammenholdes dette med listen over de
specifikke integrationsområder, fremgår det, at der også findes en række
emner, som centrene kun har begrænset fokus på. Det drejer sig fx om
”Muslimske friskoler”, ”Etniske minoriteters brug af daginstitutioner” og ”heldagsskoler”.
I forhold til unge beskæftiger centrene på området sig primært med unge
etniske minoriteters uddannelsesvalg og deres vej gennem uddannelsessystemet.
Flere centre har særskilt fokus på ”Frafald og fastholdelse på ungdomsuddannelserne”.
Der er således sammenfald mellem de specifikke integrationsområder
og centrenes fokus.
Der er som nævnt et stort antal centre, der beskæftiger sig med voksne. Det
er overordnet området ”Sprogindlæring/Dansk som andetsprog”, der er genstand
for udbredt interesse. Og ser man nærmere på dette område, viser det
sig, at centrene berører en lang række emner inden for denne overordnede
kategori. Der er oplysning om lovgivning, udbydere af danskuddannelse,
vejledning om hvordan arbejdspladser kan inddrages i danskindlæring, information
om særlige forhold i relation til undervisning af traumatiserede
samt publikationer og efteruddannelsestilbud omkring metoder til undervisning
i dansk som andetsprog. Herudover beskæftiger centre som Tænketanken
og Kontoret for Beskæftigelse og Integration sig også med temaet uddannelse.
Der er ingen centre på området, som beskæftiger sig særskilt med ældre
inden for uddannelsesområdet. En del af den viden, der findes i relation til
voksne, må dog vurderes også at være relevant i forhold til de ældre. Men
der synes altså ikke at være specifikt fokus på, om ældre fx har andre behov
i forbindelse med sprogindlæring og danskundervisning – eller om de særlige
11
23

problemstillinger, der kan knytte sig til etniske minoriteter med begrænsede
danskkundskaber, som står foran et plejehjemsophold.
Samlet set er området godt dækket. Der synes dog at være nogle ”huller” i
forhold til både børn og ældre. Den meget begrænsede dækning af områderne
”Muslimske friskoler”, ”Sent ankomne børn”, ”Etniske minoriteters
brug af daginstitutioner” samt ”Heldagsskoler” er en indikator på, at der her
er nogle områder, hvor beslutningstagere og praktikere kan have svært ved
at få adgang til relevant information.
2.4.3 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”By- og boligforhold”
By- og boligområdet er som nævnt et område, som kun 2 centre (SBI og
AMID) beskæftiger sig med som et primært integrationsområde, og som 3
centre har som sekundært område. Endvidere er det værd at notere sig, at
for AMID er by- og boligforhold kun ét blandt 5 primære integrationsområder.
Selv om vi har kategoriseret området som primært for AMID, ”konkurrerer”
det således med mange andre. Denne pointe kan underbygges ved at
granske de working papers, som AMID løbende udgiver. Her viser det sig, at
ca. 5 ud af 61 beskæftiger sig med by- og boligforhold.
Der er altså en forholdsvis lav kvantitativ dækning af dette område. I forlængelse
af vores tilgang til de øvrige områder, ville vi forvente, at dette
giver sig udslag i snæver dækning i forhold til de fire målgrupper. Vi vurderer
dog ikke, at denne tilgang giver mening over for by- og boligområdet.
Disse emner går nemlig ofte på tværs af målgrupper. Vi vil i stedet koncentrere
os om at belyse indholdet i de specifikke integrationsområder.
Det viser sig, at det især er bosætningsmønstre blandt etniske minoriteter
samt konsekvenser heraf, som er i fokus for vidensproduktionen og formidlingen
på dette område. Dette emne belyses både statistisk samt mere kvalitativt.
Analyserne på området omhandler blandt andet ghettoiseringens betydning
for integration på arbejdsmarkedet, forklaringer på hvorfor boligområder
bliver problemramte samt effekter af boligfordeling i den almene sektor.
Herudover er det områder som analyser af kriminalitet og strategier for
kvarterløft, der berøres. Det er dog kun AMID og Statens Byggeforskningsinstitut,
der arbejder med disse emner. Overordnet synes de specifikke integrationsområder
altså at være nogenlunde dækket.
Det meget begrænsede antal centre på området betyder imidlertid, at tilgængeligheden
til relevant viden hos disse centre potentielt kan have stor
betydning for, om området også opleves som dækket af brugerne. Hos SBI
udgør integration et mindre ikke-hovedprodukt af centrets arbejde. Det betyder
i dette tilfælde, at de integrationsrelaterede analyser skal findes flere
forskellige steder på siden – blandt andet under områderne ”byudvikling” og
”boligforhold”, hvilket må siges at mindske den umiddelbare tilgængelighed.
Hos AMID er integration hovedprodukt og en del af centrets materiale er
emneopdelt, hvilket giver en lettere adgang til informationen. Emneopdelingen
gælder dog ikke for working papers, hvor den primære viden om By- og
boligforhold er at finde. Man kan altså ikke via stikord på hjemmesiden klikke
sig frem til relevante publikationer. For begge centre kan det derfor tænkes,
at brugere, der ikke ved, publikationerne findes, kan have svært ved at
finde dem. På den anden side anvender centrene også andre formidlingskanaler
som fx nyhedsbrev, hvilket kan forventes at øge tilgængeligheden. Vi
vender tilbage til dette i analysen af brugernes behov.
Viden om integration
24

På dette område synes der således at være tale om en relativt bred dækning,
der dog baserer sig på få centre. Det betyder, at området er sårbart
med hensyn til, om viden er lettilgængelig, og der er desuden en større risiko
for, at der inden for nogle specifikke områder ikke findes netop den type
af viden, som brugerne har brug for.
2.4.4 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Social og sundhed”
Nedenfor er de ti centre, der har social- og sundhedsområdet blandt deres
primære integrationsområder, indplaceret i forhold til, hvilke målgrupper de
dækker.
Figur 2.6: Social og sundhed – dækning af målgrupperne
12
6
0
Viden om integration
8
Centre på social- og sundhedsområdet
7
Børn Unge Voksne Ældre
Igen er det voksne, de fleste centre beskæftiger sig med. 9 ud af 10 centre
arbejder således med området social og sundhed i relation til denne gruppe.
Børn og unge synes også godt dækket, da hhv. 8 og 7 centre beskæftiger sig
med disse grupper. Det skal dog bemærkes, at en del af disse centre kun
beskæftiger sig sekundært med børn/unge. Det gælder blandt andet for
centre som OASIS og Dansk Flygtningehjælp – Integration, som begge primært
fokuserer på voksne traumatiserede, men som også i den forbindelse
behandler emner relateret til børn af traumatiserede. Den ældre aldersgruppe
synes også på dette område sparsomt dækket, da kun to centre beskæftiger
sig specifikt hermed. Dette kan virke overraskende, da man kunne forvente,
at der netop inden for social- og sundhedsområdet ville være en særlig
fokus på pleje og omsorg mv. i forhold til ældre etniske minoriteter.
Ser man på, hvilke emner centrene beskæftiger sig med, er det bemærkelsesværdigt,
hvor stor forskel der er på, hvor meget opmærksomhed forskellige
emner får. ”Rehabilitering af torturofre og traumatiserede” er klart det
specifikke integrationsområde, flest centre arbejder med – knap 10 centre
arbejder således i forskelligt omfang med dette emne. Omvendt afspejler det
begrænsede fokus på ældre sig i, at der kun er meget lidt viden tilgængelig
om emner som ”Brug af plejehjem” og ”Sprog- og kulturforskelle i behandlings-
og plejesystemer”. Centrene synes heller ikke at dække integrationsspørgsmål
inden for det sociale område fuldt ud. Der er fx kun begrænset
information om ”Kriminalitet”, ”Tvangsfjernelser” og ”Vold og alkoholproblemer”.
Disse emner knytter sig dog ikke specifikt til etniske minoriteter, og
det er derfor sandsynligt, at der kan findes supplerende viden om temaerne
9
2
25

hos videnscentre på socialområdet i bredere forstand (dvs. uden integrationsvinklen).
Konklusionen på social- og sundhedsområdet synes altså at være, at mange
af centrene er så specialiserede i forhold til traumatiserede og psykisk syge,
at området ikke dækkes grundigt i bredden. Det giver sig udslag i, at der
opstår ”huller” i dækningen af både det sociale område og den del af sundhedsområdet,
der ikke vedrører traumer og psykiske lidelser.
2.4.5 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Kultur og værdier”
Nedenfor er de 7 centre, der har kultur og værdier blandt deres primære
integrationsområder placeret i forhold til de målgrupper, de dækker. Kategorierne
voksne og ældre er slået sammen, da det i forhold til de fleste emner i
relation til kultur og værdier ikke giver mening at skelne mellem disse to
målgrupper.
Figur 2.7 Kultur og værdier – dækning af målgrupperne
12
6
0
Viden om integration
3
Centre inden for området "kultur og værdier"
6 6
Børn Unge Voksne og ældre
Med baggrund i det begrænsede antal centre er det vanskeligt at udlede
nagelfaste konklusioner på baggrund af ovenstående figur. Det ser dog ud
til, at centrene særligt fokuserer på spørgsmål om religion, normer og værdier
mv. i forhold til unge og voksne.
Ser man overordnet på centrene på området, springer det umiddelbart i øjnene,
at centrene anlægger meget forskellige vinkler på ”kultur og værdier”.
Statens Byggeforskningsinstitut har fx fokus på normer og værdier i udsatte
boligområder, mens Center for Mellemøststudier beskæftiger sig med kulturteori,
og Tværkulturelt Center videreformidler gode forslag til konkrete arrangementer,
der kan bringe majoritet og minoritet sammen. Områdets
bredde afspejles altså i en stor variation i centrenes fokusområder. Sammenligner
man centrenes aktiviteter med listen over de specifikke integrationsområder
fremgår det dog, at en stor del af centrenes fokusområder relaterer
sig til ”religiøs og kulturel diversitet”.
Derudover er der en del fokus på ”Forældres betydning for børns værdier,
normer og integration i Danmark”. Udviklings- og Formidlingscenter for Børn
og Unge, har fx fokus på at styrke forældresamarbejdet ved at give etniske
minoritetsforældre indsigt i dansk kultur og værdier, og ved at opkvalificere
26

pædagoger, lærere mv. Og SFI har forsket i 7-årige minoritetsbørns møde
med det danske samfund og forældrenes indflydelse på dette.
En række specifikke integrationsområder fremstår dog også som mindre
godt dækket. Især er der begrænset information om ”Steder for religiøs tilbedelse/begravelsespladser”,
”Genopdragelsesrejser” og ”Marginalisering og
radikalisering”.
Området er således dækket, om end der er væsentlige variationer mellem de
specifikke integrationsområder. Ligesom på by- og boligområdet kan tilgængeligheden
til viden også på dette område være lidt besværlig. Det skyldes
primært, at kultur og værdier er et område, der ofte behandles i sammenhæng
med andre områder, som fx arbejdsmarked eller uddannelse. Det betyder,
at det ikke altid er indlysende, hvilke centre der beskæftiger sig med
området, samt hvor viden om området befinder sig på hjemmesiderne.
2.4.6 Kvalitativ analyse af centerdækning på området ”Politisk deltagelse og
medborgerskab”
Der er 5 centre, der beskæftiger sig med Politisk deltagelse og medborgerskab
som en primær del af deres integrationsarbejde. Ingen af centrene arbejder
dog udelukkende med området. Det begrænsede antal centre og
medarbejdere øger også her risikoen for, at ikke alle specifikke integrationsområder
og relevante målgrupper dækkes.
Vi har også i dette tilfælde slået målgrupperne voksne og ældre sammen, da
der ikke er forskel på, hvilke emner der er relevante for de to grupper.
Figur 2.8 Politisk deltagelse og medborgerskab – dækning af målgrupperne
6
3
0
Viden om integration
Centre på området for "politisk deltagelse og medborgerskab"
Børn Unge Voksne og ældre
Figuren ovenfor viser, at centrene fokuserer på voksne og ældre. Dette er
dog også i høj grad forventeligt, da de fleste af de specifikke områder inden
for Politisk deltagelse og medborgerskab naturligt er målrettet denne aldersgruppe.
Det gælder fx for deltagelse i demokratiske organer, bestyrelsesarbejde,
involvering i fagbevægelsen etc.
Det emne flest centre beskæftiger sig med er ”Idræts- og foreningsliv”. Et
nærmere kig på centrene viser, at det mere specifikt primært er etniske minoriteters
engagement i frivilligt arbejde, der er fokus på – hvilket også til
5
27

dels forklarer den manglende dækning af børn/unge ovenfor. Det må dog
siges at være overraskende, at der ikke er mere fokus på børns og unges
deltagelse i fx idrætsforeninger.
Områderne ”Deltagelse i demokratiske organer og processer” og ”Indvandreorganisationer”
dækkes kun af få centre. Disse centre har dog en del fokus
på emnerne, hvorfor områderne alligevel vurderes at være rimeligt
dækkede. AMID har fx lavet forskningsprojekter om etniske minoriteters
deltagelse i politiske partier og valg, deres deltagelse i civilsamfundet i øvrigt
samt sat fokus på organisations- og foreningsdannelsen blandt indvandrere
og flygtninge i det danske samfund. Desuden arbejder Rådet for Frivilligt
Socialt Arbejde meget for, at øge samarbejdet mellem frivillige sociale organisationer
og etniske minoritetsforeninger.
”Fagbevægelsens rolle” er det – ikke overraskende – primært Fagbevægelsens
Videnscenter for Integration der dækker. Fokus er her blandt andet på
af få flere etniske minoriteter til at melde sig som tillidsrepræsentanter.
Området ”Integrationsråd” synes der kun at være sparsom information om –
dog har fx Integrationsservice beskæftiget sig med dette emne.
Samlet vurderes ”Politisk deltagelse og medborgerskab” at være rimeligt
dækket. Der synes dog at være nogle ”huller” i dækningen – især i forhold til
børns og unges deltagelse i idræts- og foreningsliv.
2.4.7 Kvalitativ analyse af centerdækning i den ”Tværgående kategori”
Den Tværgående kategori indeholder de emner, der naturligt går på tværs af
både målgrupper og øvrige integrationsområder. Der er identificeret 9 videnscentre,
der beskæftiger sig med et eller flere områder placeret i denne
kategori – fire centre har området som en primær del af deres arbejde. Vi vil
kort belyse, hvilke områder de ni centre beskæftiger sig med.
Det viser sig, at næsten alle centrene inden for området i et eller andet omfang
beskæftiger sig med ”Subjektiv og objektiv diskrimination”. Især er der
fokus på diskrimination i forhold til arbejdsmarkedet. Her har Institut for
Menneskerettigheder fx oprettet hjemmesiden Mangfoldighed.dk, der indeholder
litteratur og statistikker om ligebehandling og diskrimination på arbejdsmarkedet
(dog ikke kun i forhold til etniske minoriteter) og Fagbevægelsens
Videnscenter for Integration ønsker også at mindske diskriminationen
ved at oplyse både arbejdsgivere og etniske minoriteter herom. Der findes
dog også viden om racisme i mere bred forstand, fx om hvordan danskernes
holdning til udlændinge opfattes af medierne i udlandet.
Området ”Venskab og dialog mellem majoritet og minoritet” har flere centre
også fokus på – dog på vidt forskellig måde. Tværkulturelt Center formidler
fx gode ideer til konkrete arrangementer, hvor majoritet og minoritet kan
mødes, mens Tænketanken mere overordnet beskriver graden af kontakt
mellem etniske minoriteter og danskere i hverdagen.
Det er således særligt diskriminationsspørgsmålet samt dialogen mellem
majoritet og minoritet, som behandles af disse centre. Derimod er der ingen
centre, der beskæftiger sig med, hvordan den offentlige sektor kan tilpasse
sine ydelser en etnisk heterogen brugergruppe (”Den offentlige sektors servicedifferentiering
over for etniske minoriteter”).
Viden om integration
28

2.5 Centrenes vidensindsamling og formidling
I det følgende skifter vi fokus og vil se nærmere på, hvordan centrene indsamler
og formidler viden. Formålet er at supplere den hidtidige analyse med
information om, i hvilken grad integrationsområderne er dækket bredt, hvad
angår forskellige typer af viden. Der er således forskel på, om den type viden,
der formidles på et område, udelukkende er af forskningsmæssig karakter,
eller om den forskningsbaserede viden suppleres af mere praksisnære
materialer. Logikken er, at et højt antal centre ikke nødvendigvis er lig
med en bred dækning af et område, hvis alle centrene fx kun forsker, formidler
gennem én formidlingskanal eller kun henvender sig snævert til beslutningstagere.
2.5.1 Indsamling af viden
I forhold til centrenes indsamling af viden er en væsentlig sondring, om
centrene selv er producenter af viden fx via undersøgelser og evalueringer,
eller om de primært systematiserer og præsenterer allerede eksisterende
viden som fx lovstof.
Derudover er centrenes evidensniveau en god indikator for, hvilken type af
viden der findes på et integrationsområde.
Pragmatisk forståelse af evidens i placeringen af videnscentre
Begrebet ”evidens” dækker egentlig over, i hvilket omfang den viden centrene
fremlægger, har en dokumenteret effekt. Information, der ikke er koblet med nogen
viden om effekt, har altså et lavt evidensniveau, mens undersøgelser der kan
dokumentere effekten af forskellige tiltag har et højt evidensniveau. Vi har i placeringen
af centrene i nedenstående figur anvendt en mere pragmatisk forståelse af
begrebet, hvor vi har set på, i hvilken grad centrenes viden bygger på videnskabelige
metoder. Mange af centrene arbejder med problemstillinger, som ikke snævert
er knyttet til undersøgelser og formidling af viden om et givet tiltags effekt. Det er
derfor mere frugtbart at anlægge et bredere perspektiv på centrenes evidensniveau.
Derimod er NC2 på det sociale område et eksempel på et center, som både
arbejder efter videnskabelige metoder og undersøger en given interventions effekter.
Centre, som udelukkende eller overvejende indsamler og formidler forskningsbaseret
viden, er således indplaceret i den øverste del af figuren, mens centre som indsamler
eksempler og erfaringer til inspiration, er placeret i den nederste del af figuren
9 .
9 Det har været vanskeligt at placere nogle af centrene på evidensskalaen, idet nogle
aktiviteter ikke umiddelbart kan placeres på en sådan skala. Det gælder fx høringssvar,
rådgivning mv., som fx udføres af Dokumentations- og rådgivningscentret om
racediskrimination.
Viden om integration
29

Systematisering
af andres viden
Videnscentre for kompetenceafklaring
af flygtninge og indvandrere
KL - Kontoret for Beskæftigelse og Integration
Integrationsservice
Integration i Staten
Tværkulturelt Center
Fagbevægelsens Videncenter
for Integration
Foreningen Nydansker
Højt evidensniveau
Højt
Middel til højt
Middel til lavt
Lavt
Lavt evidensniveau
Tænketanken
Dokumentations- og rådgivningscentret
om
racediskrimination
CABI
Cirius
Udviklings- og formidlingscenter for
Børn og Unge
Videns- og formidlingscenter for
Socialt Udsatte
Videnscenter for Integration
Anvendt KommunalForskning (AKF)
Videnscenter for Transkulturel Psykiatri
Statens Institut for Folkesundhed
RCT
Statens Byggeforskningsinstitut
Socialforskningsinstituttet
Institut for Menneskerettigheder
AMID
Institut for Pædagogisk Antropologi
Rockwool Fondens Forskningsenhed
Center for Mellemøststudier
Videnscenter for tosprogethed, integration og
interkulturel pædagogik
Center for Traume- og Torturoverlevere
UC2
OASIS
Socialt Udviklingscenter
Dansk Flygtningehjælp – Integration
Folkekirke og Religionsmøde
Rådet for Frivilligt Socialt
Arbejde
Egenproduktion
Note: Centrene er placeret efter deres hovedaktivitet. En del centre vil både systematisere og producere viden. Her er det vurderet, hvad der vægter tungest.
Systematiserer man fx viden med henblik på at bygge videre på dette i forskningsøjemed, er centret således ikke placeret som et ”systematiseringscenter”.
Viden om integration 30

Figuren viser, at den største samlede gruppe af centre befinder sig i øverste
højre hjørne, hvilket vil sige, at de både har et højt evidensniveau og primært
selv er producenter af viden. Det skal dog samtidig bemærkes, at kun
2 af disse 11 centre har integration som hovedprodukt. Koncentrationen af
centre i denne del af figuren skal altså ikke overfortolkes i forhold til, hvor
stor en mængde af den samlede viden om integration, der har et forskningsmæssigt
islæt. Endvidere kompliceres billedet af, at AMID er et konsortium,
hvor i alt seks institutioner indgår (fra universiteter, handelshøjskoler
og sektorforskningsinstitutioner). Samtlige disse institutioner har altså integration
som et ikke-hovedprodukt, men har valgt at deltage i et konsortium,
der har integrationsområdet som hovedprodukt.
På den lodrette dimension befinder centrene sig i langt overvejende grad på
et evidensniveau, der er enten middel eller højere. Ser man på dimensionen
systematisering/egenproduktion gælder det generelt, at tyngden ligger på
egenproduktion. Der er altså relativt få centre, som primært systematiserer
andres viden.
Ser vi nærmere på de centre, som adskiller sig ved primært at systematisere
andres viden, så befinder de sig inden for to områder; arbejdsmarkedsområdet
og i den tværgående kategori. På arbejdsmarkedsområdet er det primært
information om kompetenceafklaringstilbud, særlige løn- og ansættelsesvilkår,
mentorordninger og statistik, der bliver systematiseret og formidlet.
Inden for den tværgående kategori systematiserer Tværkulturelt Center
gode erfaringer og inspirationsmateriale fra integrationsarbejdet i lokale menigheder,
og Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination
registrerer og formidler sager om diskrimination.
2.5.2 Formidling af viden
Vi har altså set, at centrene generelt set producerer viden selv, og at denne
viden som regel bygger på forskningsmæssige metoder. Der er dog undtagelser
fra denne hovedregel, idet der findes en del centre, som også formidler
erfaringer ud fra mere journalistiske principper, eller kombinerer de to
tilgange.
Netop formidlingen er afgørende for, om den producerede viden bliver bragt
i spil blandt brugerne. Selv om brugernes egen stemme forbliver tavs i dette
kapitel, vil vi se nærmere på, hvordan centrene selv forholder sig til formidlingsaspektet
i deres arbejde. Vi vil konkret analysere, hvordan centrene
strategisk forholder sig til formidling, hvilke kanaler de anvender mv.
Formidlingens placering i centrenes bevidsthed
Vi vil først se på, om centrene har en eksplicit formidlingsstrategi, som er
tilgængelig på deres hjemmeside. En formidlingsstrategi er et skriftligt produkt,
hvor centret eksplicit forholder sig til, hvilke målgrupper der skal nyde
godt af centrets vidensproduktion på hvilke måder. En formidlingsstrategi
kan være et selvstændigt dokument eller indgå som en del af centrets årsrapporter,
nyhedsbrev eller lignende. Vores antagelse er, at centre, som har
en eksplicit formidlingsstrategi, har forholdt sig direkte til kommunikationsaspektet
og derfor – alt andet lige – har bedre muligheder for at nå ud til de
rette brugere på den rigtige måde.
Det viser sig, at det kun er 9 ud af 33 centre, der har en eksplicit formidlingsstrategi.
Af disse 9 centre befinder de 5 sig inden for social- og sundhedsområdet,
mens de resterende befinder sig inden for arbejdsmarkeds- og
by- og boligområdet samt kultur og værdier. Det skal desuden bemærkes, at
Viden om integration
31

det ikke synes at være en bestemt type af centre, der har en eksplicit strategi.
Der er således både forskningsorienterede, praksisorienterede, hovedproduktcentre
og ikke-hovedproduktcentre blandt de ni centre.
Spørgsmålet er dog, om det er for snævert at udlede disse konklusioner ud
fra centrenes formidlingsstrategiske overvejelser, eller om der er andre indikatorer,
som peger i andre retninger. En relevant indikator kunne være centrenes
opgørelser over synlighed og udbredelse blandt brugerne. Centrene,
som har en høj grad af fokus på formidling og brugernes behov, kunne tænkes
at følge med i og synliggøre antallet af besøg på hjemmesiden, antal
deltagere på konferencer mv. Dette forhold er der kun 8 centre, der har tilgængelig
information om på hjemmesiden i et rimeligt omfang (en enkelt
opgørelse af antal deltagere på en konference tæller altså ikke). Af de 8
centre er de 5 gengangere i forhold til det første forhold, og de 4 af centrene
er inden for social- og sundhedsområdet.
Ser vi alene på disse indikatorer, kunne det indicere, at mange centre –
trods brugen af mange formidlingskanaler – ikke reflekterer eksplicit over
formidlingsindsatsen og synligheden blandt brugerne. Det er dog vigtigt at
understrege, at denne pointe er udledt på baggrund af research på centrenes
hjemmesider. Centrene kan således godt forholde sig strategisk til brugernes
behov, uden at dette offentliggøres på hjemmesiden.
Vi kan kvalificere denne indikation ved at dykke mere ned i centrenes formidlingsindsats
med afsæt i de 8 centre, hvor vi har interviewet både ledere
og medarbejdere. Interviewene afspejler – ikke overraskende, da centrene
er udvalgt, så de bredt repræsenterer de godt 30 centre – at centrenes virkelighed
er forskellig. Undersøger vi først direkte formidlingsstrategiens betydning,
så viser det sig, at den ikke er nogen god indikator for, hvor bevidst
centrene forholder sig til kommunikationen til brugerne.
Hvis vi først ser på det center, som har en eksplicit formidlingsstrategi, så er
det en generel strategi for et stort center, hvor integration udgør en meget
lille del af institutionens samlede virke. Det betyder konkret, at den samlede
formidlingsstrategi spiller en meget lille rolle for integrationsområdet. I praksis
bliver det meget den enkelte medarbejders ansvar at overveje og i praksis
formidle relevant viden til de rette målgrupper.
Dermed er praksis på dette center helt i tråd med erfaringerne fra centre
uden en eksplicit formidlingsstrategi. Også her er det generelle billede, at
overvejelserne omkring formidling til brugerne ofte er ad hoc-præget og
knyttet til enkeltprojekter frem for strategisk og knyttet an til overordnede
mål og værdier. Et citat fra en medarbejder kan illustrere denne pointe:
”I forbindelse med mit projekt har jeg ikke en plan med, hvilke formidlingskanaler
jeg vil bruge, det vil være alsidigt, og primært it-baseret...
I forhold til systematisk at indsamle viden vil vi først se, hvad vi vil
samle ind, og så går vi ind og behandler, det vil sige hvad virker og
hvordan systematiserer vi det. Det skal både bruges internt og til at fortælle
omverdenen om vores erfaringer. Det er ikke besluttet hvordan
endnu.”
Dette citat illustrerer en medarbejder, som nok gør sig nogle overvejelser
om formidlingen, men pointen er, at overvejelserne er forankret i den konkrete
opgave frem for en overordnet strategi.
Et andet center viser sig at have en formidlingsstrategi, selv om den ikke er
tilgængelig på hjemmesiden. Centrets leder nævner strategien og siger, at
Viden om integration
32

den tages alvorligt. Det er dog særligt ét aspekt af strategien, som fremhæves.
Det er, at centret gerne vil være synligt i pressen. Dvs. at overvejelserne
omkring kommunikationen til praktikerne får en birolle sammenlignet
med formidlingen til den brede offentlighed.
Dette rejser to interessante problemstillinger. For det første om det er et
problem, at centrene ikke forholder sig mere strategisk til formidlingen til
brugeren. Og for det andet hvad forklaringerne på centrenes manglende
strategiske fokusering er.
Manglende skriftlige strategier udgør ikke i sig selv et problem. Det kan være
helt legitimt og fornuftigt at målrette formidlingen til brugerne ud fra det
konkrete projekts formål frem for en overordnet strategi. Det kan øge sandsynligheden
for, at formidlingen konkret stiles mod projektets målgruppe. En
sådan prioritering har dog nogle naturlige bagsider:
• Det bliver op til den enkelte medarbejder eller et team at tilrettelægge
formidlingsstrategien
• Alt andet lige daler professionaliseringsgraden:
o risikoen for slør i centrets formidlingssignaler øges
o graden af koordination falder
o risikoen for at formidling som selvstændigt tema drukner i
vidensproduktion, øges
• Centrene mister muligheden for at knytte formidlingen op på et akkumuleret
kendskab til målgruppen. Dette er særligt problematisk
for centre, som har en forholdsvis veldefineret brugergruppe, som
centret har en kontinuerlig relation til.
Der er altså fordele og ulemper ved den manglende strategiske fokusering
på formidlingen til brugerne. Vi vender i afsnittet om brugerne tilbage til
konsekvenserne af dette.
Det næste interessante spørgsmål er så, hvad forklaringen på den begrænsede
strategiske refleksion over brugernes behov er. Vi kan ikke med afsæt i
vores casestudier på de 8 centre give et entydigt og dækkende svar på dette
spørgsmål, men interviewene giver nogle spændende bud på, hvorfor det er
tilfældet.
Spænding mellem forskning og formidling
For det første kan der være en interessant forklaring gemt i de godt 30
centres profil. Ca. en tredjedel har som nævnt et højt evidensniveau og kan
karakteriseres som forskningsinstitutioner. Netop denne forankring indebærer
en strukturel asymmetri, som kan være med til at hæmme disse institutionernes
fokus på formidling til praktikerne. Forskernes selvforståelse og
karrieremuligheder er knyttet an til forskning og formidling i en videnskabelig
kontekst. Både selvforståelsen og forskernes legitimitet er knyttet an til
videnskabelige standarder som fx metodisk stringens og uafhængighed. Disse
idealer udfordres potentielt af formidlingens logik, som mere er styret af
idealer om tilgængelighed og aktualitet. Et center nævner eksplicit, at de er
tilbageholdende med at tænke i egentlige rådgivningsopgaver, selv om de
oplever et behov. Udfordringen er, at disse rådgivningsopgaver potentielt
støder mod forskernes ideal om uafhængighed. Disse forskningsetiske overvejelser
understøttes af en mere rationel nyttelogik. I et snævert karriereperspektiv
er det de færreste forskere, som har et incitament til at prioritere
Viden om integration
33

at få forskningen formidlet ud til de praktikere, som har behov for indsigterne
10 . En interviewperson udtrykker dette dilemma således:
”Det er udgivelse de rigtige steder, som kommer først i øjeblikket. Derfor
har man måske ikke rigtigt energien til at indgå i arbejdsgrupper e.l.
Derfor er det svært at værdisætte vidensformidling. Det er en vanskelig
størrelse. Hvis man skal tænke karriere, så er der i hvert fald på universitetsniveauet
en strukturel barriere. Men også sektorforskningsinstitutionerne
skal igennem et akademisk nåleøje.”
Markedet forskyder fokus – eller skaber huller
En anden type barriere har en anderledes karakter. Den rammer særligt de
centre, som arbejder på markedslignende vilkår og henter en del af deres
finansiering gennem indtægtsdækket virksomhed. Her er problemet ikke
nødvendigvis, at centrene ikke formidler til praktikerne. Dette er ofte et led i
de opgaver, som centrene har indgået kontrakter om. Men ofte vil disse
centre have opgaver med en kort tidshorisont, som fokuserer på forskellige
målgrupper. Det betyder, at disse centre har vanskeligt ved at holde et kontinuerligt
fokus på bestemte målgrupper.
Asymmetrisk fokus på rekvirenterne
Centrenes formidling til praktikerne er også undergivet en anden ramme,
som påvirker muligheden for direkte at formidle til brugerne. Mange af centrene
ligger inde med viden, som både er relevant for beslutningstagere på
centraladministrativt niveau og for praktikere i fx kommunerne. Ved første
øjekast kan dette ses som en ønskeposition for centrene. Problemet er, at
fokus ofte bliver asymmetrisk fordelt i retning af beslutningstagerne, som
oftest også er ”købere” af centrenes ydelser i form af enten bevillinger,
forskningsbevillinger eller indtægtsdækket virksomhed. Denne relation kan
fx påvirke centrenes valg af formidlingskanaler eller lægge bånd på de ressourcer,
som centrene kan anvende på den direkte formidling til brugerne.
Et center tilkendegiver eksempelvis:
”Men (arbejdet for beslutningstageren – red.) overstiger det oprindeligt
vurderede behov og giver mindre tid til at arbejde i marken. Vi må selv
sige nej for at få tid til at komme ud i marken.”
Organisatoriske barrierer
Det er ikke kun interne forhold, som kan begrænse centrenes mulighed for
at formidle viden ud til brugerne. Vi har således set eksempler på centre,
som af hensyn til den organisation, de er forankret i, er nødt til at begrænse
den direkte kommunikation med brugerne. Frem for at center A kommunikerer
direkte med bruger C, så kræver forretningsgangen, at bruger C henvender
sig til organisationen B. En sådan forretningsgang betyder, at der kan
være langt til at få et kursustilbud ud til den enkelte bruger.
Et andet center står med det problem, at man ikke ser sig selv helt – eller
hensigtsmæssigt – integreret i hovedorganisationen. Organisatorisk indebærer
dette en risiko for, at der skabes en organisation i organisationen, og at
centerdelen ikke i tilstrækkeligt omfang kan trække på den kommunikationskompetence,
som er til stede i moderorganisationen:
10 Dette forhold underbygges, hvis vi ser på centrenes brug af fx rådgivning. Denne
formidlingskanal benyttes praktisk taget ikke af centre, som er placeret højt på evidensskalaen.
Viden om integration
34

Begrænsede ressourcer
Risikoen for en for begrænset eller ureflekteret fokus på formidlingen til brugerne
kan også hænge sammen med centrenes (oplevede) ressourcesituation
11 . Dette kan give sig udslag i, at man må sige nej til henvendelser om at
give oplæg, eller at formidlingen sker efter det forhåndenværende søms
princip:
”Tidsmæssigt er det svært at følge med indsamlingsmæssigt, især internationalt,
da vi hverken har kommunikations- eller sekretærfunktion. Vi er meget
os selv, og udfører alt selv. Vi både skriver, udfører og afrapporterer alt selv…
Vi kunne tænke os at udvide formidlingsdelen meget mere. Vi ville gerne have
en strategi for kommunikation og formidling af området. Være bevidste om,
hvad målgruppen derude har brug for nu. Vi skal være mere klare på, hvad
vores formidling går ud på.”
Ovenstående pointer har konsekvenser for vores tolkning af de øvrige data.
Vi kan altså ikke alene ud fra antallet af centre, antallet af medarbejdere på
det enkelte center eller en eventuel formidlingsstrategi slutte os til, at formidlingen
af viden på et område er dækkende. Også på videnscentrene kan
det være vanskeligt at implementere målsætningerne om at få den rigtige
viden ud til brugerne. Vi kan dog ikke på baggrund af analyserne sige noget
om disse barrierers udbredelse eller intensitet, men blot konstatere, at de
eksisterer – og anvende dem i analyserne i de kommende kapitler.
2.5.3 Centrenes brugere
Men hvem er det, centrene gerne vil have i tale – hvilke konkrete aktører
gemmer sig under betegnelsen ”brugere”? Som nævnt skal et videnscenter i
denne undersøgelses forstand formidle viden til praktikere. Kategorien praktikere
dækker dog bredt og kan omfatte både medarbejdere i offentlige
myndigheder, serviceerhverv og i virksomheder (fx personaleansvarlige).
I det følgende vil praktikere i virksomhederne blive opfattet som en selvstændig
kategori, idet der er substantiel forskel på, om der arbejdes med
integration igennem et serviceerhverv (fx som underviser, behandler) eller i
en virksomhed (fx arbejdsgiver, HR-ansvarlig). I figuren nedenfor er centrene
fordelt på de brugergrupper, de henvender sig til.
11 Man kan dog også hævde, at det ikke er centrenes udbud af viden eller ressourcer,
som er afgørende. Nogle centre tilbyder gratis formidlingsydelser, og vil derfor opleve
en principielt uendelig efterspørgsel.
Viden om integration
35

Figur 2.9 Hvem henvender centrene sig til?
36
30
24
18
12
6
0
10
Praktikere
(arbejdspladser)
Viden om integration
29
Praktikere (Service
og myndigheder)
11
Beslutningstagere Civilsamfund Forskere
Figuren viser, at centrene generelt ikke målretter deres viden mod en snæver
gruppe af brugere. De fleste centre henvender sig således til flere forskellige
målgrupper. Næsten alle centrene henvender sig til praktikere hos
myndigheder eller i serviceerhverv, men derudover henvender over halvdelen
af centrene sig også til civilsamfundet, dvs. fx til frivillige organisationer,
medier eller ”den samfundsinteresserede læser”. Centrenes generelt høje
evidensniveau afspejler sig her i, at 10 centre også henvender sig til forskere.
Sammenligner man centrenes brugergrupper inden for de forskellige integrationsområder,
kan man genfinde billedet af de to typer af centre. Det er særligt
områderne ”kultur og værdier”, ”politisk deltagelse og medborgerskab”
og ”by- og boligforhold”, som dækkes af centre med en bred profil. En stor
andel af disse centre henvender sig – ud over praktikerne – også til forskere,
civilsamfund og beslutningstagere.
Centrene på arbejdsmarkeds-, uddannelses- og social- og sundhedsområderne
er mere specialiserede. De henvender sig i højere grad alene til praktikere.
På arbejdsmarkedsområdet er det typisk socialrådgivere, jobkonsulenter,
integrationsmedarbejdere, arbejdsgivere og HR-ansvarlige, centrene
henvender sig til. Inden for uddannelsesområdet er det i høj grad pædagoger,
undervisere og vejledere, der udgør brugergruppen, og på social- og
sundhedsområdet henvender centrene sig primært til sundhedsfagligt personale,
men også til lærere, pædagoger, socialrådgivere og forskellige aktører
fra civilsamfundet (fx brugerorganisationer og frivillige inden for socialt arbejde).
På tværs af områderne er det desuden en generel tendens, at det primært er
de mere forskningsorienterede centre, der også henvender sig til beslutningstagere,
forskere og i et vist omfang civilsamfundet. Det kan sandsynligvis
forklares med, at både beslutningstagere og forskere efterspørger viden
på et højt evidensniveau, og derudover definerer mange af de forskningsorienterede
centre sig som relevante for medierne, studerende og den
generelt samfundsinteresserede borger.
18
10
36

2.5.4 Centrenes formidlingskanaler
Inden vi sammenfatter resultaterne af dette kapitel, vil vi se nærmere på de
kanaler, centrene bruger til at få viden ud til praktikerne. I figuren nedenfor
har vi opgjort, hvor mange centre der benytter forskellige typer af formidlingskanaler
som hhv. en bærende eller supplerende del af deres formidling.
Mht. nyhedsbrev, netværk og hjemmeside er det dog blot opgjort, hvorvidt
centret benytter den pågældende formidlingskanal eller ej. Det er vigtigt at
pointere, at der er tale om centrets formidling af integrationsstof. Kurser
eller konferencer, som ikke handler om integrationsområdet, er således udeladt.
Figur 2.10 Centrenes formidlingskanaler
Foredrag, kurser,
undervisning, konferencer
Rådgivning,
konsulentbistand
Større publikationer
Pjecer/hæfter
Nyhedsbrev
Deltagelse i/eller etablering
af netværk
Hjemmeside
Viden om integration
5
6
7
10
12
11
12
12
0 20 40
21
Bærende formidlingskanal
Supplerende formidlingskanal
Figuren viser, at centrene generelt anvender en række forskellige kanaler i
deres formidling – mellem 4 og 5 formidlingsformer i gennemsnit. Alle centre
har en hjemmeside, men derudover benytter flertallet af centre sig også af
nyhedsbreve, større publikationer, rådgivning/konsulentbistand eller foredrag/kurser
el. Pjecer og netværk er det derimod færre centre, der bruger i
formidlingen.
Nogle af formidlingsaktiviteterne kan karakteriseres som aktive og mere
direkte målrettet brugerne, mens andre er mere passive. Foredrag/konferencer,
undervisning/kurser, rådgivning/konsulentbistand samt netværksgrupper
er alle eksempler på aktive formidlingskanaler, hvor centrets medarbejdere
kommer direkte i kontakt med brugerne. Omvendt er publikationer og
pjecer, der blot gøres tilgængelige, udtryk for passive formidlingskanaler.
Sammenligner man de forskellige integrationsområder, kan det konstateres,
at der både er forskel på, hvilke aktive formidlingskanaler der bruges inden
for de forskellige områder, og i hvilket omfang aktive kanaler overordnet
benyttes.
Rådgivning/konsulentbistand er en formidlingsform, der stort set kun bruges
inden for områderne arbejdsmarked, uddannelse og social og sundhed.
Formidlingsformen fylder især en del på arbejdsmarkedsområdet, hvor
centre som Integrationsservice, Foreningen Nydansker og Videnscentre for
kompetenceafklaring blandt andet tilbyder rådgivning om organisering af
25
33
37

sagsgange, implementering af ny lovgivning, mangfoldighedsledelse og
kompetenceafklaringstilbud.
Også netværksgrupper er hyppigst brugt på arbejdsmarkedsområder, men
der er også en række centre på Social- og sundhedsområdet, der bruger
denne formidlingskanal. På Arbejdsmarkedsområdet er det blandt andet
centre som CABI, Integration i Staten og Foreningen Nydansker, der har
oprettet netværksgrupper for at øge mangfoldigheden på arbejdsmarkedet
og inden for Social- og sundhedsområdet er der fx forskningsnetværket ”Etniske
minoriteters sundhed” under Statens Institut for Folkesundhed, og et
netværk for ansatte på psykiatriske afdelinger, som Videnscenter for
Transkulturel Psykiatri har oprettet.
På områderne ”Kultur og værdier”, ”Politisk deltagelse og medborgerskab”
og ”By- og boligforhold” er det primært konferencer og kurser/undervisning,
der repræsenterer de aktive formidlingskanaler. Fx afholder AMID den tilbagevendende
konference ”Indvandrerdage” og Fagbevægelsens Videnscenter
for Integration tilbyder blandt andet en integrationsmedarbejderuddannelse.
Formidlingskanalerne Konferencer, kurser og undervisning bruges dog også i
vidt omfang inden for de øvrige områder, og det kan derfor konkluderes, at
de aktive formidlingskanaler overordnet set bruges i størst omfang på områderne
Arbejdsmarked, Uddannelse og Social og sundhed.
Denne konklusion skal dog ses i lyset af, at der er væsentligt færre centre
med færre medarbejdere, der dækker områderne ”Kultur og værdier”, ”Politisk
deltagelse og medborgerskab” samt ”By- og boligforhold”. Det er derfor
forventeligt, at udbuddet af formidlingsaktiviteter også er mindre.
2.6 Sammenfatning
Det grundlæggende spørgsmål vi stillede i indledningen af dette kapitel var,
om de eksisterende videnscentre dækker de relevante integrationsområder.
Dette spørgsmål kan i første omgang besvares bekræftende. Der er på samtlige
områder videnscentre, som producerer, bearbejder og formidler viden
om integration. Der er i alt 33 centre, som undersøgelsen har afdækket.
De nærmere analyser viser dog en polarisering i dækningen af integrationsområderne
i intensivt dækkede integrationsområder og diffust dækkede integrationsområder.
På den ene side er Arbejdsmarkedsområdet, Uddannelses-
samt Social- og sundhedsområdet kendetegnet ved en temmelig intensiv
dækning. Den viser sig både i antallet af centre, antal medarbejdere og i
centrenes fokus. Centre på disse områder har typisk integration som deres
primære beskæftigelse, og specialiserer sig endog ofte inden for de relevante
integrationsområder.
På den anden side har vi By- og boligområdet, Politisk deltagelse og medborgerskab,
Kultur og værdier samt de Tværgående områder. Nok er der
centre, som dækker disse områder, men intensiteten er langt lavere sammenlignet
med fx Uddannelsesområdet. Centre på disse områder er generelt
mindre, har integrationsområdet som et nicheprodukt, og beskæftiger sig
typisk med andre integrationsområder ud over eksempelvis politisk deltagelse.
Dette mønster viser sig også, når vi ser på, hvordan centrene formidler viden.
Centre på intensivt dækkede områder anvender en bredere palet af
formidlingskanaler, som typisk omfatter mere aktive og udadvendte kommunikationsaktiviteter
som netværksskabelse og konsulentrådgivning.
Centre på de diffust dækkede områders formidlingskanaler er typisk mere
Viden om integration
38

passive og koncentreres om formidling på hjemmesider, offentliggørelse af
publikationer og i et vist omfang tilrettelæggelse af konferencer.
Ser vi på tværs af områderne, viser det sig, at det særligt er integrationsproblemstillinger,
der drejer sig om voksne, centrene har fokus på. Børn og
unge dækkes i mindre omfang, selv om der her er stor variation mellem de
enkelte områder. Der er dog en generel tendens til, at få centre koncentrer
sig om problemstillinger, der er knyttet til integration af ældre etniske minoriteter.
Centrenes vidensproduktion er generelt kendetegnet ved et relativt højt evidensniveau.
Megen viden produceres efter videnskabelige standarder. Der er
således omkring en tredjedel af centrene, som kan beskrives som egentlige
forskningsinstitutioner. Mere end halvdelen af institutionerne er kendetegnet
ved et middel til højt evidensniveau, hvor en stor del af vidensproduktionen
produceres ud fra forskningsmæssige idealer.
Vi så også, at der eksisterer en række barrierer for centrenes formidlingsaktiviteter,
som har betydning for, om og hvordan viden når ud til brugerne.
Disse barrierer favner både interne organisatoriske barrierer – som fx manglende
tid eller manglende koordinering – eller strukturelle barrierer som de
potentielle sammenstød mellem forskningsidealer om uvildighed og praktikernes
ønsker om konkret rådgivning. Der er således ikke nogen entydig
sammenhæng mellem fx mange centre på et område, og implementeringen
af formidling til brugerne.
Vi vil i næste kapitel se nærmere på modtagerne af viden om integrationsområdet.
Men inden vi belyser efterspørgslen efter viden, vil vi kort nævne
en vigtig ramme omkring ovennævnte resultater. Vi har således set på de
videnscentre, som findes inden for integrationsområdet. Disse centre producerer
og formidler en helt central del af den viden, som findes om integration
af etniske minoriteter i Danmark. Der findes dog herudover en række andre
kilder til information, som supplerer centrene. Det drejer sig fx om:
• Ministerier, kommuner og andre offentlige myndigheder
• Databaser o.l.
• Forskningsinstitutioner uden eksplicit formidling til praktikere.
I metodeafsnittet har vi beskrevet en række af disse kilder til viden.
Viden om integration
39

3. Brugernes efterspørgsel efter viden
3.1 Indledning
Hvor ovenstående kapitel undersøgte det eksisterende udbud af viden, undersøger
vi i dette afsnit efterspørgselssiden, dvs. brugernes erfaringer med
vidensindsamlingen. Formålet er (jf. udbudsmaterialet) at undersøge og vurdere:
”Om brugernes behov for viden dækkes fuldt ud med henblik på løsning
af deres opgaver på integrationsområdet.”
”Om relevante internationale erfaringer og viden om integration i tilstrækkeligt
omfang bliver formidlet målrettet til brugerne.”
Centrale spørgsmål er i den forbindelse:
- Gennem hvilke informationskanaler indhenter brugerne viden om integration?
- Hvordan vurderer brugerne tilgængeligheden af den eksisterende viden?
- Hvilken type viden efterspørger brugerne?
- I hvilket omfang får brugerne dækket deres behov for viden?
Kortlægningen af brugervinklen er afgørende for at vurdere spørgsmål om
relevans og brugbarheden af den vidensindsamling, som finder sted i regi af
videnscentre, myndigheder, netværk, portaler, databaser etc.
Kortlægningen af brugernes behov har fundet sted gennem en spørgeskemaundersøgelse
med 445 brugere, fokusgrupper med 44 brugere og desuden
ekspertpaneler. Eksperternes rolle har været at perspektivere foreløbige
konklusioner i undersøgelsen – det gælder fx i forhold til et tema som anvendelsen
af dansk og international forskning, hvor eksperterne har haft en
viden, der har kunnet bidrage til at nuancere undersøgelsens konklusioner.
3.2 Hvem er brugerne?
Undersøgelsen fokuserer på formidlingen af viden til primære og sekundære
brugere. De to grupper er defineret på følgende vis:
• Primære brugere: Primære brugere udgøres af personer, hvis daglige
arbejde eller aktivitet har integration af etniske minoriteter som hovedformål.
• Sekundære brugere: Sekundære brugere udgør de brugere, som i
kraft af deres arbejde eller øvrige aktiviteter jævnligt kommer i berøring
med etniske minoriteters forhold, og hvor integrationsrelaterede
spørgsmål jævnligt opstår.
Forskellen på de to ovenstående grupper er således, at integration for de
primære brugere kan betragtes som en hovedaktivitet, hvorimod integration
for de sekundære brugere er en ”sideaktivitet”. Dette skal dog ikke forstås
således, at de sekundære brugere har et perifert behov for viden om integration.
Denne gruppe er netop defineret ved, at de jævnligt konfronteres
med integrationsspørgsmål.
I spørgeskemaundersøgelsen er der foretaget en screening af primære og
sekundære brugere (jf. metodeafsnittet). Overordnet set har begge grupper
svaret ja til, at de arbejder med integration af etniske minoriteter i deres
job, eller at de i deres fritidsaktiviteter er engageret i opgaver, der handler
Viden om integration
40

om integration af etniske minoriteter. Derudover har de primære brugere
svaret ja til, at integration er et af hovedformålene med deres arbejde, og de
sekundære brugere har svaret, at de ofte forholder sig til integration. I alt er
10,7 % af respondenterne brugere af viden om integration, hvilket svarer til
445 brugere. Heraf er 124 primære brugere og 321 sekundære brugere.
Eftersom respondenterne er tilfældigt udvalgt i den voksne befolkning, kan vi
forvente, at der i den danske befolkning er 438.000 personer, som er potentielle
brugere af viden om integration. Af disse har omtrent 268.000 rent
faktisk indhentet viden de seneste 5 år.
Vi har stillet de 445 brugere spørgsmålet: ”Har du inden for de seneste 5 år
haft behov for at høre om erfaringer eller indhente viden om integration af
etniske minoriteter i forbindelse med dit job eller fritidsaktiviteter?”. Lidt
overraskende svarer kun 61 % af de 445 brugere bekræftende til spørgsmålet.
For undersøgelsen betyder det, at de efterfølgende analyser er baseret
på svar blandt 264 brugere. Der kan være flere forklaringer på dette. En
indlysende forklaring er, at der er et uerkendt behov for viden blandt brugerne,
dvs. at brugerne ikke har kendskab til, at der rent faktisk findes viden,
som kan være med til at styrke deres eget integrationsarbejde. En anden
forklaring kan være, at brugerne ganske enkelt oplever, at de er godt
rustet til at håndtere integrationsmæssige problemstillinger uden hjælp fra
andre. En tredje mulighed er, at brugerne ikke har forstået spørgsmålet. 12
Det er ikke muligt på baggrund af undersøgelsen at vurdere de præcise årsager
til dette frafald. I det afsluttende afsnit i dette kapitel undersøger vi,
om de brugere, som svarer at de ikke har indhentet viden de seneste 5 år,
vurderer at få behov for dette i fremtiden.
I nedenstående tabel præsenteres eksempler på brugere inden for de seks
områder.
Tabel 3.1 Eksempler på brugere
Integrationsområde Eksempler på brugere
Arbejdsmarked og beskæftigelse
Uddannelse og sprogkundskaber
By og boligforhold samt
fritidsliv
Viden om integration
Virksomheder (ledere, tillidsrepræsentanter, mentorer)
Integrationskonsulenter
Jobkonsulenter
Undervisere (sprogcentre, folkeskoler, ungdomsuddannelser
etc.)
Studievejledere
Pædagoger
Social og sundhed Sundhedsplejersker
Konsulenter i foreninger (boligforeninger, idrætsforeninger
etc.)
Medarbejdere i kvarterløftprojekter o.lign.
Sygeplejersker
Social- og sundhedsassistenter
Sagsbehandlere
Kultur og værdier Tværgående (fx sagsbehandlere, projektledere
etc.)
Politisk deltagelse og
medborgerskab
Tværgående (fx fagforeninger, beslutningstagere
etc.)
12 Der er dog ikke noget, der tyder på at dette er tilfældet, idet respondenterne ikke
har udtrykt tvivl om betydningen af spørgsmålet.
41

3.3 Hvordan tilegner brugerne sig viden?
I dette afsnit undersøges det, hvordan brugerne indhenter viden om integration.
Indledningsvis præsenteres det generelle billede på baggrund af surveyen,
og dernæst gås i dybden med brugernes adfærd ved hjælp af fokusgrupper
og ekspertpaneler.
Ser vi først på de kvantitative data, fremgår det, at det personlige netværk
og internettet er de klart hyppigst anvendte kanaler. Således angiver 66 %
af de adspurgte, at de ugentligt, eller oftere, benytter sig af netop det personlige
netværk, når de har behov for viden om integration. 39 % af de adspurgte
anvender internettet ugentligt, eller hyppigere, til at indhente informationer.
Det er interessant, at de brugere, som rent faktisk har et behov
for viden om integration, svarer, at de ligefrem dagligt eller ugentligt har
dette behov. Dermed er der en klar polarisering i forhold til de mange brugere,
som ikke har indhentet viden de seneste 5 år.
Ser vi på anvendelsen af videnscentre og organisationer, er der et fåtal af
brugerne, som ugentligt, eller hyppigere, anvender disse kanaler til at indhente
relevant viden, ligesom informationer sjældent indhentes på biblioteket.
I den forbindelse beretter 53 % af de interviewede, at de ”sjældnere
end ugentligt” benytter videnscentrene og organisationer. Det skal herudover
særligt bemærkes, at yderligere 30 % af de adspurgte aldrig benytter
sig af videnscentrene. Tilsvarende giver 47 % af de interviewede udtryk for,
at de sjældent benytter et bibliotek til at erhverve sig viden, og 43 % anvender
aldrig biblioteket.
Tabel 3.2 Hvor ofte anvender du følgende kanaler til at indhente viden
om integration af etniske minoriteter
Internettet
Biblioteket
Kolleger eller andre i min
omgangskreds
Centre eller organisationer
der formidler viden
om integration
Andre kanaler
N: 264.
Viden om integration
Dagligt Ugentligt Sjældnere Aldrig Ved
ikke
Total
Procent 12% 27% 42% 18% 1% 100%
Antal 33 70 111 49 1 264
Procent 2% 8% 47% 43% 0% 100%
Antal 5 21 124 113 0 264
Procent 28% 38% 26% 8% 0% 100%
Antal 74 100 68 22 0 264
Procent 3% 12% 53% 30% 2% 100%
Antal 7 27 117 65 5 221
Procent 8% 12% 24% 38% 18% 100,0%
Antal 15 22 47 73 35 193
Ovenstående er udtryk for en vidensindsamlingsproces, hvor nogle af de
etablerede instanser, som er sat i verden med det formål at formidle viden
om integration, udgør en sekundær – og for mange – en ikke-eksisterende
kilde til viden. I stedet anvendes de umiddelbart foreliggende kanaler som fx
kolleger og andre i netværket af hovedparten af brugerne.
Når vi ser nærmere på, hvilke centre og organisationer brugerne har erfaring
med anvende, bliver det også her tydeligt, at videnscentrene ikke har en
særlig høj placering i brugernes bevidsthed. De brugere, som har angivet, at
de har anvendt centre eller organisationer, er således blevet spurgt om, hvil-
42

ke centre eller institutioner de har erfaringer med. Her viser det sig, at der
oftest nævnes forskellige myndigheder som fx kommuner og ministerier.
Ligeledes anføres medier/dagspressen samt fagblade og faglitteratur som en
vigtig videnskanal, ligesom en del brugere indhenter viden fra de indvandrere
og flygtninge, som de møder i deres daglige arbejde. Derimod nævnes
videnscentrene for integration kun i begrænset udstrækning. Af de konkrete
centre, som indgår i undersøgelsen, er Dansk Flygtningehjælp således det
eneste, der nævnes af flere end to respondenter. Andre videnscentre nævnes
af en enkelt eller to respondenter.
Tabel 3.3 Oversigt over brugernes anvendte videnskanaler
Viden om integration
Videnskanal Nævnt af antal
brugere
Myndigheder (fx Integrationsministeriets hjemmeside, ansatte
i kommuner, på sprogcentre etc.)
Medier/dagspresse, fagblade og faglitteratur 26
Dagligt arbejde med indvandrere/flygtninge 17
Personligt netværk 16
Dansk Røde Kors 9
Dansk Flygtningehjælp 9
Etniske organisationer (fx Fædregruppen, Indsam etc.) 7
Et interessant spørgsmål i forbindelse med brugen af videnscentre er, om
der er geografiske forskelle. Langt størstedelen af videnscentrene er placeret
i København, og man kan formode, at dette har indflydelse på brugen af
centrene. Som det fremgår af nedenstående figur, er der dog kun en mindre
forskel på, hvor hyppigt brugerne i Hovedstadsområdet anvender videnscentre,
sammenlignet med brugere i resten af landet. Der er således en mindre
tendens til, at relativt flere brugere i Hovedstadsområdet anvender videnscentrene
ugentligt eller oftere. Tilsvarende er der relativt flere brugere i
resten af landet, som aldrig benytter videnscentrene 13 .
13 Vi har endvidere undersøgt, hvorvidt der er forskel på, hvor ofte videnscentre og
organisationer anvendes af primære og sekundære brugere, og her er ingen signifikant
forskel.
41
43

Tabel 3.4 Hvor ofte anvender du videnscentre til at indhente viden om
integration af etniske minoriteter?
Viden om integration
Hovedstadsområdet
Resten af
landet
Total
Dagligt Antal 4 3 7
% 6% 2% 3%
Ugentligt Antal 10 17 27
% 15% 11% 12%
Sjældnere Antal 41 76 117
% 59% 50% 53%
Aldrig Antal 13 53 66
% 19% 35% 30%
Ved ikke Antal 1 4 5
% 1% 2% 2%
Total Antal 69 153 222
Spm: N: 222.
Gamma: 0,317; Sig.: 0,009 14 .
% 100,0 100,0 100,0
Det er en vigtig pointe, at selvom kun få brugere direkte nævner videnscentre,
så kan brugerne godt alligevel have gjort brug af videnscentrenes
produkter. Når man som bruger fx anvender et ministeriums hjemmeside, er
der stor sandsynlighed for, at man her er blevet præsenteret for – og måske
ligefrem har anvendt – et produkt fra et videnscenter, uden at man nødvendigvis
er bevidst om dette. Centrene har i sådanne sammenhænge en vigtig
funktion som producent af viden til andres nyhedsbreve, myndigheders
hjemmesider etc.
Når de eksisterende videnscentre ikke spiller en større rolle i brugernes søgemønstre,
kan det fx være et udtryk for:
• At brugerne ikke kender videnscentrene. Det er muligt, at en forklaring
er, at brugerne ganske enkelt ikke kender videnscentrene på integrationsområdet,
fx fordi centrene ikke har markedsført sig over
for brugerne.
• At videnscentrene ikke producerer viden målrettet brugers behov. En
anden forklaring er, at brugerne har erfaringer med at anvende videnscentre,
men at de oplever at være gået forgæves, eftersom viden
ikke har været tilpasset en given situation.
• At den eksisterende viden er vanskeligt tilgængelig eller særligt tidskrævende.
En tredje forklaring kan være, at brugerne finder det for
omstændeligt at skabe sig et overblik over, hvilken viden der findes i
14 Gammaværdien måler både retning og styrke af en statistisk sammenhæng. Den
antager værdier mellem -1 og 1. Negative værdier udtrykker en negativ sammenhæng
mellem to faktorer (variabler), mens en positiv værdi udtrykker en positiv sammenhæng.
Sammenhængen er svag, jo tættere gamma er på nul. Signifikansværdier fortæller,
hvor sikker man kan være på, at en givet sammenhæng i stikprøven er til stede
blandt alle brugere i Danmark. Jo lavere denne signifikansværdi er, jo mere sikker
kan man være på, at sammenhængen i stikprøven også er til stede. En signifikansværdi
på 0,05 svarer fx til, at der er 95 % sandsynlighed for, at sammenhængen i
stikprøven også eksisterer i populationen af alle brugere.
44

egi af forskellige videnscentre, hvorfor de foretrækker at anvende
andre kanaler til at finde den rette viden.
Sådanne spørgsmål vil blive undersøgt nærmere i de efterfølgende analyser,
hvor vi går i dybden med forklaringer på brugernes informationskanaler ved
hjælp af de kvalitative data.
3.3.1 Fokusgrupper: viden hentes i netværk – men der mangler overblik
Fokusgrupperne understøtter konklusionen om, at brugerne primært anvender
personlige og faglige netværk og internettet, når de har behov for at
indhente viden. Søgemønstre er i det hele taget præget af en usystematisk
tilgang, hvor det kan være lidt tilfældigt, hvilken rapport, pjece eller hvilket
forskningsprojekt man falder over. Dette kommer fx til udtryk i nedenstående
udsagn:
”Jeg er meget afhængig af mine kontakter, når jeg skal indhente viden. Succesen
er afhængig af personligt netværk.” (Bruger af viden om arbejdsmarkedsintegration).
En væsentlig forklaring på dette søgemønster er, at der mangler koordinering
af viden om integration. Der er – ifølge brugerne – ikke en fælles database,
portal, organisation, center, myndighed eller andet, som fungerer som
indgang til viden om integration. Derfor finder brugerne det vanskeligt at
finde netop den instans, der kan levere relevant viden i en given situation.
Det er interessant, at selvom der findes en lang række videnscentre, som
indsamler og formidler viden om integration, skaber disse altså ikke overblik
for brugeren. Udsagn som ”der er 1000 forskellige kilder” er symptomatiske
for brugere af viden om fx arbejdsmarkedsintegration og uddannelse og
sprogkundskaber. Dette spørgsmål om tilgængelighed vil blive taget op i
afsnit 3.4.
Ifølge brugerne er der nogle fordele ved at indhente viden i personligt netværk.
”Man får det lokale perspektiv med også, og det er vigtigt. Jeg har
ikke noget at bruge erfaringer fra Ishøj til.” Det personlige netværk er desuden
hurtigt at aktivere, og kender man den rette person, kan man få adgang
til målrettet viden på kort tid. Derudover er der en opfattelse af, at den mest
dybtgående viden ofte findes hos nøgleaktører og ikke på skrift, dvs. i rapporter
og erfaringsopsamlinger. Der er dog også klare ulemper forbundet
med, at viden formidles gennem personlige netværk. Aktører på integrationsområdet
har således ikke samme muligheder for at indhente viden via
netværk. Især kan det være vanskeligt for medarbejdere, som er nye i faget,
at indhente viden via faglige netværk af den enkle grund, at et sådant
netværk tager tid at opbygge. Det må formodes, at medarbejdere, som er
uerfarne inden for integrationsområdet, har et særligt behov for at indhente
viden, og derfor er denne vidensindsamlingsform ikke tilstrækkelig for nye
medarbejdere.
3.3.2 Andre videnskanaler
Ud over netværk og internettet anvender brugerne i varierende omfang en
række andre videnskanaler. Der kan fx være tale om konferencer. For nye
medarbejdere er konferencer en måde at indhente viden og etablere netværk,
og for erfarne medarbejdere betragtes konferencer som en måde at
vedligeholde faglige netværk. Men også på dette område efterspørges der
koordinering, hvilket kommer til udtryk i nedenstående:
Viden om integration
45

”Vi er ved at gå til i konferencer, og det er svært, når der er så mange. Her i
efteråret har vi kunnet gå til en hver uge. Der bliver ikke koordineret på dette
område.” (Bruger af viden om politisk deltagelse og medborgerskab)
Andre eksempler på videnskanaler er kurser og efteruddannelse, den kommunale
forvaltning, ministeriers hjemmesider, artikler mv. Brugerne har dog
overvejende positive erfaringer med at kontakte de eksisterende centre.
Pointen er da heller ikke, at videnscentre ikke producerer relevant viden,
men at vejen til den rette viden og det rette videnscenter kan være lang og
uigennemskuelig. Dermed bliver spørgsmålet om tilgængelighed til et centralt
tema. Dette spørgsmål er omdrejningspunktet for analyserne i det følgende
afsnit.
3.4 Er viden lettilgængelig?
Som det fremgår af ovenstående, kan det være vanskeligt for brugerne at
finde den rette viden, hvilket giver anledning til at stille skarpt på spørgsmålet
om tilgængelighed. Spørgsmålet om tilgængelighed er desuden relevant i
forlængelse af kortlægningen af videnscentre, som viser, at der findes et
stort antal videnscentre om integration.
Som det fremgår af nedenstående tabel, vurderer 44 % af de adspurgte, at
viden om integration i meget høj eller i høj grad er lettilgængelig. Men selvom
op i mod halvdelen altså er positive, når det handler om tilgængelighed,
viser tabellen også, at 23 % vurderer, at viden i ringe grad eller slet ikke er
tilgængelig. En stor gruppe på 31 % anser desuden i nogen grad viden for at
være lettilgængelig. 15
Tabel 3.5 I hvilket omfang vurderer du, at den viden, du har indhentet
har været lettilgængelig?
Viden om integration
Antal Procent
I meget høj eller i høj grad 116 44%
I nogen grad 82 31%
I ringe grad eller slet ikke 62 24%
Ved ikke 3 1%
Total 264 100%
N: 264.
Samlet set sidder over halvdelen af brugerne altså med en oplevelse af, at
viden ikke nødvendigvis har været lettilgængelig. Fokusgrupperne kan være
med til at uddybe, hvorfor brugerne vurderer tilgængeligheden på denne
måde.
En tværgående forklaring, som kommer til udtryk i fokusgrupper og ekspertpaneler,
er, at der eksisterer et formidlingsproblem. Der er i mange tilfælde
en dyb kløft mellem producenter af viden og brugere af viden. Viden produceres
(i hvert fald på de fleste integrationsområder), men denne viden når
ikke nødvendigvis ud til brugerne. Brugere og eksperter vurderer således
samstemmigt, at den forskningsbaserede viden ikke formidles ud til praktikerne.
For så vidt er der altså tale om et formidlingsproblem, hvilket fx
kommer til udtryk i nedenstående:
15 En opdeling af brugere i Hovedstadsområdet og resten af landet tyder på, at der
ikke er væsentlige forskelle på, i hvilken grad brugerne anser viden for at være tilgængelig
46

”Når man har produceret viden, så har man tænkt ”business done”. Så er
man dårlig til at få formidlet viden ud til andre. Når der kommer en interessant
undersøgelse, så kommer den aldrig ud i felten. Kun hvis du selv er opsøgende.
Jeg tror, vi er gode til at producere, men dårlige til at formidle.”
(Ekspert, politisk deltagelse og medborgerskab)
Men der er andre forklaringer på, at viden ikke nødvendigvis opleves som
værende lettilgængelig. Koordinering af den indsamlede viden er, som det
fremgår af undersøgelsen, en helt afgørende mangel ifølge brugere og eksperter.
Brugerne mangler overblik over viden på integrationsområdet og har
generelt vanskeligt ved at orientere sig i videnslandskabet. Oplevelsen er, at
der – trods mange videnscentre – ikke findes en fælles indgang til viden. En
bruger fortæller fx:
”Der er 4 ministerier, faglige organisationer, private aktører, videnscentre
mv. Men et samlet billede er nærmest umuligt. Derfor er det nærmest håbløst
for nye medarbejdere at finde rundt i.” (Bruger af viden om arbejdsmarkedsintegration).
Enkelte af de erfarne brugere giver udtryk for, at fordi de har været i branchen
i mange år, har de erhvervet sig et personligt netværk og et vist overblik,
som kan bidrage til at finde vejen til den rette viden. Derimod er det for
nye medarbejdere vanskeligt at skaffe den rette viden.
En tredje forklaring er, at viden forsvinder, når projekter afsluttes, centres
bevillinger ophører, eller når nøglepersoner med viden på området forsvinder.
Der er en holdning om, at viden i høj grad er personbåret og ikke forankres
i regi, som er tilgængelig for brugerne. Brugere og eksperter på by-
og boligområdet har i særlig grad en opfattelse af, at meget værdifuld viden
kun eksisterer som ”tavs viden”. En ekspert fortæller:
”Der har været arbejdet med disse ting i 20 år, i successive programmer,
men så lukker programmerne ned, og det er delvis de samme personer, der
flytter rundt. Vidensindsamlingen er ikke systematiseret. Den er bundet til
bestemte mennesker. Det er tavs viden, som er lejret hos nogle personer,
der har erfaringer fra 20 år.” (Ekspert, by- og boligområdet).
Når viden – som det fremgår af ovenstående – ofte er personbåret, kræver
det selvsagt, at man som bruger skal kende de rette personer, som ligger
inde med erfaringer og viden på området, for at få adgang til viden.
Det er vores vurdering, at sådanne vilkår for indhentningen af viden bidrager
til at forstærke brugernes søgeadfærd, som er præget af søgning på internet
og i personlige netværk. Omvendt kan man selvfølgelig argumentere for, at
brugernes søgeadfærd netop er en medvirkende forklaring på, at de ikke får
let adgang til viden. Når man vælger at anvende internettet og netværk,
accepterer man også, at det kan være nødvendigt at søge bredt, inden man
finder frem til rette viden. Selvom dette ikke kan udelukkes, tyder meget
dog på, at søgeadfærden primært er en konsekvens, ikke en forklaring. Dette
understøttes af de mange udsagn fra fokusgrupper og ekspertpaneler på
tværs af de seks områder, der netop problematiserer temaer som formidling,
koordinering af viden og personbåret – eller tavs – viden som afgørende
udfordringer for, at viden når ud til brugerne.
Viden om integration
47

3.5 Brugernes efterspørgsel på viden
I de kommende afsnit sætter vi fokus på følgende to overordnede spørgsmål:
• Hvilken viden efterspørger brugerne (integrationsområder, målgrupper
og type af viden)?
• I hvilken grad får brugerne opfyldt deres behov for viden?
For at sætte rammen for de efterfølgende analyser, undersøger vi indledningsvis,
hvordan brugerne generelt set oplever, at deres behov for viden er
blevet dækket. Som nævnt er et af formålene med undersøgelsen således at
undersøge, ”om brugernes behov for viden dækkes fuldt ud med henblik på
løsning af deres opgaver på integrationsområdet”. Nedenstående tabel illustrerer,
hvorledes de adspurgte brugere samlet set vurderer, at deres behov
for viden om integration er opfyldt.
Tabel 3.6 I hvilket omfang vurderer du, at dit behov for viden om integration
er blevet dækket, når du har efterspurgt viden?
Viden om integration
Antal Procent
I meget høj eller i høj grad 115 43%
I nogen grad 116 44%
I ringe grad eller slet ikke 31 12%
Ved ikke 2 1%
Total 264 100%
Lidt under halvdelen (44 %) vurderer, at deres behov for viden i høj eller i
meget høj grad er blevet dækket. Kun 12 % vurderer, at det ikke er tilfældet.
Det er dog bemærkelsesværdigt, at så stor en andel af brugerne (44 %)
vurderer, at deres behov kun i nogen grad er blevet dækket. Det svarer til,
at omtrent 113.000 personer i den danske befolkning har fået opfyldt deres
behov for viden. En næsten lige så stor gruppe har i nogen grad fået opfyldt
deres behov for viden. 30.000 har ikke fået opfyldt deres behov for viden.
Samlet set er der ikke tale om, at brugernes behov for viden dækkes fuldt
ud, om end lidt under halvdelen altså vurderer, at det i høj grad er tilfældet.
Når en endnu større gruppe giver udtryk for, at dette ikke eller kun i nogen
grad er tilfældet, kan man ikke konkludere, at vidensbehovet er fuldt dækket.
En sammenligning af brugere fra Hovedstadsområdet med brugere fra resten
af landet viser en svag tendens til, at brugere i Hovedstadsområdet i højere
grad vurderer, at deres behov er opfyldt, end brugere i resten af landet. Forskellene
bør dog kun opfattes som en mulig tendens.
Tilsvarende har vi undersøgt, om der er forskel på primære og sekundære
brugere, når det handler om opfyldelse af behov for viden. Det viser sig, at
de primære brugere i lidt større udstrækning vurderer deres behov for viden
som dækket i meget høj eller i høj grad. 50 % af de primære brugere vurderer
således, at deres behov for viden er blevet dækket i forhold til 40 % af
de sekundære brugere. Antallet af respondenter gør dog, at denne forskel er
behæftet med stor statistisk usikkerhed.
48

Tabel 3.7 I hvilket omfang vurderer du, at dit behov for viden om integration
er blevet dækket, når du har efterspurgt viden? – Krydset med
primær/sekundær bruger
Viden om integration
Primær
bruger
Sekundær
bruger Total
I meget høj eller i høj grad Antal 44,0 71,0 115,0
% 50% 40% 43%
I nogen grad Antal 33,0 83,0 116,0
% 38% 47% 44%
I ringe grad eller slet ikke Antal 10,0 21,0 31,0
% 11% 12% 12%
Ved ikke Antal 1,0 1,0 2,0
% 1% 1% 1%
Total Antal 88,0 176,0 264,0
N: 264.
Gamma: 0,151; Sig.: 0,190.
% 100% 100% 100%
Et andet spørgsmål, som hænger sammen med ovenstående, er om brugerne
vurderer, at den viden, de har indhentet, har været anvendelig. Her er
brugerne overvejende positive, idet 55 % vurderer, at den viden, de har
indhentet, i meget høj eller i høj grad har sat dem i stand til bedre at kunne
håndtere integrationsmæssige problemstillinger. Kun 9 % vurderer, at dette
ikke har været tilfældet, hvilket er udtryk for en relativt høj grad af tilfredshed
med den viden, som er indhentet.
Tabel 3.8 I hvilket omfang har den viden om integration af etniske minoriteter,
som du har indhentet, sat dig i stand til bedre at kunne håndtere
udfordringer om integration i dagligdagen?
Antal Procent
I meget høj eller i høj grad 146 55%
I nogen grad 91 35%
I ringe grad eller slet ikke 23 9%
Ved ikke 4 1%
Total 264 100%
N: 264.
I de efterfølgende afsnit går vi i dybden med brugernes efterspørgsel efter
viden, idet efterspørgslen opdeles på de seks integrationsområder, målgrupper
og typer af viden. Hvor det er muligt, vil det desuden blive undersøgt,
om brugernes behov for viden om områder, målgrupper og typer af viden er
blevet opfyldt. 16
3.5.1 Viden om de seks integrationsområder
Efterspørgslen efter viden koncentrerer sig om nogle af de seks integrationsområder,
hvorimod der er begrænset efterspørgsel på viden om andre områder.
16 På grund af antallet af respondenter, er det dog ikke i alle tilfælde muligt at belyse
disse specifikke spørgsmål.
49

Figur 3.1 Efterspørgsel efter vidensområder
Social- og
sundhedsområdet
Arbejdsmarked og
beskæftigelse
Uddannelse og
sprogkundskaber
By- og boligforhold
Kultur og værdier
Politisk deltagelse og
medborgerskab
Viden om integration
15%
17%
31%
42%
54%
0% 20% 40% 60%
Ovenstående figur viser den samlede efterspørgsel på viden inden for de
seks områder (søjlerne).
Som det fremgår, er der størst efterspørgsel på viden inden for områderne
uddannelse og sprogkundskaber (59 %) og kultur og værdier (54 %). Der er
middelhøj efterspørgsel på temaer vedrørende social og sundhed (42 %) og
arbejdsmarked og beskæftigelse (31 %). Endelig er efterspørgslen lav på
viden om politisk deltagelse og medborgerskab (17 %) og by- og boligforhold
(15 %).
Sammenholdes dette med matchningsanalysen, er der overordnet set sammenhæng
mellem antallet af centre på de enkelte kompetenceområder og
den tilsvarende efterspørgsel efter viden, idet efterspørgslen generelt er
størst på de integrationsområder, hvor der findes mange videnscentre. Dette
er umiddelbart udtryk for en god balance mellem udbud og efterspørgsel.
Dog viste matchningsanalysen, at der samlet set eksisterer flest centre, som
beskæftiger sig med området arbejdsmarked og beskæftigelse. Da dette
område imidlertid ikke er det mest efterspurgte, kunne det tyde på, at udbuddet
af denne form for viden overstiger efterspørgslen.
Omvendt er det – set i lyset af den store efterspørgsel på viden om kultur og
værdier – bemærkelsesværdigt, hvor få videnscentre der beskæftiger sig
med dette område. Det kunne derfor tyde på, at udbuddet af viden på dette
område ikke lever op til efterspørgslen. Som det vil fremgå af de næste afsnit,
afspejler sådanne forhold sig dog ikke i brugernes vurdering af, om de
har kunnet finde relevant viden på de seks områder.
Næste spørgsmål er, i hvilken grad vidensbehovet er blevet dækket inden for
hvert område. Dette fremgår af nedenstående figur.
59%
50

Figur 3.2 17 Tilfredshed med opfyldelse af behov
Social- og
sundhedsområdet
Arbejdsmarked og
beskæftigelse
Uddannelse og
sprogkundskaber
By- og boligforhold
Kultur og værdier
Politisk deltagelse og
medborgerskab
Opfyldt i meget høj
eller i høj grad
Viden om integration
33%
52%
46%
53%
55%
56%
50%
22%
39%
36%
31%
31%
22%
10%
14%
18%
13%
13%
0% 20% 40% 60% 80% 100%
Opfyldt i nogen grad Opfyldt i ringe grad
eller slet ikke
Generelt tegner der sig på tværs af integrationsområderne det billede, at
omkring halvdelen vurderer, at deres behov for viden i meget høj eller i høj
grad er blevet opfyldt. For den øvrige gruppes vedkommende viser figuren,
at en stor andel (mellem 22 og 50 %) vurderer, at deres vidensbehov i nogen
grad er opfyldt. Mellem 10 og 22 % har ikke fået deres behov for viden
dækket.
Derudover viser figuren, at behovet er dækket i større grad inden for nogle
af integrationsområderne end andre. Fx angiver over halvdelen af de adspurgte
brugere inden for områderne politisk deltagelse og medborgerskab,
kultur og værdier, arbejdsmarked og beskæftigelse samt social og sundhed,
at deres behov for viden i meget høj eller i høj grad er blevet dækket. Til
sammenligning er behovet for viden blandt brugere inden for området omkring
by- og boligforhold kun blevet opfyldt i meget høj eller i høj grad hos
33 % af de adspurgte. 18 Der er relativt flest brugere inden for arbejdsmarked
og beskæftigelse, som direkte angiver, at de i ringe grad eller slet ikke har
fået opfyldt deres behov for viden. Dermed er der tale om en polarisering af
brugerne på arbejdsmarkedsområdet, hvor en stor gruppe er meget tilfredse,
og en betydelig gruppe er meget utilfredse.
3.5.2 Målgrupper
Næste spørgsmål er, hvilke målgrupper der efterspørges viden om. Som det
fremgår af kapitel 3, er der meget stor forskel på, hvilke målgrupper de eksisterende
videnscentrene beskæftiger sig med. Men hvilke målgrupper har
brugerne reelt behov for viden om? Nedenstående tabel viser, at der er stor
forskel på, hvilke målgrupper der efterspørges viden om. Viden om børn,
unge og voksne efterspørges således af mere end halvdelen af de adspurgte
brugere. Derimod angiver blot 19 % af brugerne, at de efterspørger viden
om ældre i forbindelse med integrationsproblematikker.
17 ”Ved ikke” kategorien er udeladt, hvorfor søjlerne ikke summerer til 100.
18 På grund af den relativt lave efterspørgsel efter viden på dette område er da-
tagrundlaget dog begrænset.
51

Tabel 3.9 Hvilke af følgende grupper blandt etniske minoriteter har du
haft behov for at søge viden om?
Viden om integration
Antal Procent
Børn 165 63%
Unge 151 57%
Voksne 142 54%
Ældre 51 19%
Total 264 -
Hvad angår udbuddet af viden fra centrene, så matcher de på det generelle
plan brugernes behov ganske godt, idet der ikke efterspørges så meget viden
om ældre, hvilket heller ikke udbydes. Dog viste matchningsanalysen, at
antallet af centre som udbyder viden om integration af voksne, er størst,
mens antallet af centre, der tilbyder viden om børn og unge, ikke er helt så
stort. Det er imidlertid netop i forhold til disse to målgrupper, at der synes at
være den største efterspørgsel efter viden.
Ser vi på, i hvilken grad brugernes behov for viden om forskellige målgrupper
er opfyldt, viser det sig, at der ikke er væsentlig forskel på målgrupperne.
Lidt over 40 % af de adspurgte brugere vurderer, at deres behov for
viden om de fire målgrupper opfyldes i meget høj eller i høj grad. En tilsvarende
gruppe på ca. 40 % svarer i nogen grad, mens mellem 10 og 20 % af
de adspurgte brugere mener, at deres vidensbehov om målgrupperne blot i
ringe grad eller slet ikke er blevet opfyldt.
Tabel 3.10 I hvilket omfang har du fået opfyldt dit behov for viden om
disse grupper?
I meget
høj eller i
høj grad
I nogen
grad
I ringe
grad eller
slet ikke Ved ikke Total
Børn Procent 43% 46% 9% 2% 100%
Antal 71 76 15 3 165
Unge Procent 43% 42% 14% 1% 100%
Antal 65 64 21 2 151
Voksne Procent 46% 42% 11% 1% 100%
Antal 66 59 15 2 142
Ældre Procent 41% 37% 19% 3% 100%
N: 264.
Antal 21 19 10 1 51
3.5.3 Hvilken type viden efterspørges?
Undersøgelsen går nu et spadestik dybere, idet det undersøges, hvilke typer
viden brugerne efterspørges. Figur 3.3 sammenfatter, hvilke typer viden
brugere efterspørger, og i hvilket omfang dette vidensbehov er blevet opfyldt.
Figuren viser, at der er størst efterspørgsel på praksisorienteret viden. Fx
efterspørger lidt over halvdelen i høj eller i meget høj grad et godt praktisk
råd, ligesom 44 % efterspørger svar på et konkret opstået spørgsmål om
integration. Særligt efterspurgt er desuden viden om etniske minoriteters
52

aggrund – 56 % af de adspurgte brugere efterspørger i høj eller i meget
høj grad denne form for viden. Derudover efterspørger omkring en tredjedel
af de interviewede brugere udgivelser, der formidler gode erfaringer med
integration, samt kurser og efteruddannelse der fokuserer på integration.
Den type viden, som der er lavest efterspørgsel på, er forskningsbaseret
viden – både viden fra Danmark og international viden.
Figur 3.3 Behov for viden
Et godt praktisk råd fra andre i samme situation
Svar på et konkret opstået spørgsmål om
integration
Viden om integration
Rådgivning af personer med viden på
integrationsområdet
Udgivelser der formidler gode erfaringer med
integration
Kurser og/eller efteruddannelse
Viden om etniske minoriteters baggrund
Forskningsbaseret viden fra Danmark der
dokumenterer effekter
International forskningsbaseret viden der
dokumenterer effekter
51%
44%
42%
36%
33%
25%
18%
56%
14%
17%
13%
22%
23%
27%
21%
51%
21%
61%
54%
27%
31%
26%
40%
21%
0% 25% 50% 75% 100%
I meget høj eller
i høj grad
3.5.4 International viden benyttes i begrænset omfang
I nogen grad I ringe grad
eller slet ikke
Et af de centrale spørgsmål i udbudsmaterialet er, ”om relevante internationale
erfaringer og viden om integration i tilstrækkeligt omfang bliver formidlet
målrettet brugerne”. Dette undersøges nærmere i dette afsnit. I denne
analyse spiller eksperternes vurdering en afgørende rolle.
International forskningsbaseret viden om integration er den type viden, der
er mindst efterspørgsel efter. Mere end 60 % af de adspurgte tilkendegiver,
at de ikke har behov for en sådan viden. Kun 18 % har i høj eller i meget høj
grad haft behov for international viden. Konklusionen understøttes af fokusgruppedeltagere
inden for områderne by- og boligforhold samt arbejdsmarked
og beskæftigelse, hvor der fx gives udtryk for, at ”vores lovgivning er
anderledes end udlandet, derfor kan vi ikke bruge deres erfaringer” og ”jeg
har været i Sverige og Holland, England for at se på deres modeller, men det
er svært at tage noget med sig derfra”. Brugerne i fokusgrupper inden for
arbejdsmarked og beskæftigelse samt by- og boligforhold er således meget
kritiske over for mulighederne for at tilpasse international viden til danske
forhold.
Derimod har nogle brugere inden for de øvrige områder gode erfaringer med
at anvende international viden. Inden for området kultur og værdier har
brugerne fx indhentet viden i udlandet om mangfoldighedsledelse og religiøse
forhold. De brugere, som har erfaringer med at indhente international
viden, har gjort dette via deltagelse i konferencer, studieture og internatio-
53

nale projekter eller indhentning af rapporter og erfaringer med modeller for
fx boligsocialt arbejde i udlandet.
Selvom billedet således langt fra er entydigt, når man ser på fokusgruppedeltagernes
erfaringer med at indhente international viden, så er der blandt
alle eksperter på de seks områder en klar opfattelse af, at der går vigtig viden
tabt som følge af, at brugerne ikke har tilstrækkeligt med internationalt
udsyn. Ifølge eksperterne er der på alle områder relevant viden, som godt
kunne overføres til danske forhold. Fx mener eksperter inden for uddannelse
og sprogkundskaber, at man med fordel kunne indhente erfaringer fra lande
som England, der har en længere integrationshistorie. Eksperterne på by- og
boligområdet peger på helt konkret viden, som kunne inddrages i dansk
sammenhæng og dermed skabe et anderledes udgangspunkt for indsatsen:
”I Manchester rev de skidtet [belastet boligområde] ned og byggede noget
andet, og skabte derved social integration. De byggede noget andet op,
hvor den fysiske ramme fylder en stor rolle i, hvordan man griber den sociale
integration an. Det er også det samme Holland har gjort, hvor de har forandring
af fysiske rammer i fokus. Det man går glip af i Danmark, er det
udblik, som det giver, at man kan gøre tingene på en anden måde. Frankrig
har en metode, som på mange måder er forskellige fra den måde, som vi
har gjort det. Når vi ser på den etniske integration, så oplevede England,
Frankrig og Holland disse problemer før vi gjorde. USA har det på helt andre
ledder, og Tyskland har haft det, så selvfølgelig kan man lære noget af andre
lande.” (Ekspert, by- og boligområdet).
På samme måde udfordrer eksperter på de øvrige områder tendensen til, at
international viden ikke anvendes af brugerne. Eksperterne mener, at viden
fra udlandet kan bruges både som inspiration og som grundlæggende input,
som kan definere indholdet af integrationsindsatsen. Eksperterne peger på,
at en væsentlig forklaring på, at international viden ikke inddrages, er, at
der blandt brugerne er manglende interesse for at inddrage internationale
erfaringer, fordi man mener, de ikke er anvendelige i Danmark. På den anden
side erkender eksperter ligeledes, at international viden kan være svært
tilgængelig, dels fordi den ofte er på fremmedsprog, dels fordi den kan være
vanskelig at få overblik over.
Samlet set viser undersøgelsen således, at relevante internationale erfaringer
og viden om integration ikke formidles videre målrettet brugerne. En
væsentlig forklaring er, at brugerne kun i meget ringe grad efterspørger
denne viden.
3.5.5 Fokusgrupperne: Forskelle på efterspørgslen af viden på de seks områder
Ser vi nærmere på det kvalitative materiale, er det muligt at undersøge vidensbehovet
i dybden på de enkelte områder. Her viser der sig interessante
forskelle. Hvis vi på den ene side opererer med en sondring mellem viden
tæt på hverdagens praksis og viden der skaber refleksion (og til dels ”skriftlig”
viden) på den anden side, kan områderne overordnet set inddeles sådan
her. Det skal dog understreges, at der er tale om en idealtypisk opdeling,
som naturligvis udfordres af forskelle internt i de enkelte grupper.
Viden om integration
54

Figur 3.4 By og bolig og arbejdsmarkedsintegration: viden tæt på hverdagens
praksis
By- og bolig
Arbejdsmarked og
beskæftigelse
Viden tæt på
hverdagens
praksis
Personlig
rådgivning
Viden om integration
Kultur og værdier
Politisk deltagelse
og medborgerskab
Uddannelse og
sprogkundskaber
Social og sundhed
Viden der skaber
refleksion
(viden på skrift)
I den ene ende af kontinuumet har vi brugere af viden om arbejdsmarkedsintegration
og by- og boligforhold, som er de brugere, der mest eksplicit
efterspørger praksisorienteret viden, som er anvendelig i konkrete situationer.
Brugerne er i vid udstrækning skeptiske over for rapporter, pjecer, best
practice-kataloger etc. En forklaring herpå er, at man har nået et generelt
mætningspunkt. Udsagn som ”jeg oplever et overload af viden”, ”vi bliver
bombarderet med viden” og ”jeg får viden om lovgivning hver eneste dag,
men jeg kan ikke nå at læse det hele” er symptomatiske for brugerne af
viden om arbejdsmarkedsintegration. Hvad angår by- og boligområdet, så er
der her en skepsis over for rapporter og projektevalueringer, hvis indhold
ikke opleves som interessant. En forklaring er, at rapporterne ifølge brugerne
ofte har til formål at legitimere et givent projekt. Fokus er ofte på at hente
endnu en bevilling hjem til et projekt, og derfor er fokus ikke på de negative
historier, som man – ifølge brugerne – kan lære meget af. Desuden er
omfanget af rapporterne et problem:
”Der kan sagtens i en rapport være en kvart side ud af 72 sider, som er relevant,
men hvordan skal man finde den uden at læse hele rapporten, og
det har jeg ikke tid til.” (Bruger, by- og boligområdet).
Også indholdet af konferencerne får kritik med på vejen inden for de to integrationsområder:
”Der bliver altid sagt det samme på de store konferencer. Ofte er der ved
konferencer tale om store salgstaler. Det konferencer imidlertid er gode til
er, at man kan møde nogle mennesker, som har nogle interessant perspektiver.”
(Bruger, by- og boligområdet).
Endelig er der meget begrænset efterspørgsel på forskning, idet denne ikke
opleves som tilgængelig. Der er en klar opfattelse af, at formidlingen af
forskningsresultater til praktikere ikke er lykkedes, idet der tales forskellige
sprog i de to verdener.
Kendetegnende for den type viden, som efterspørges inden for de to områder,
er, at den skal være:
• Praksisorienteret og tæt på hverdagens udfordringer. Den skal give
svar på et konkret opstået spørgsmål. Et eksempel på viden, som efterspørges,
er personlig rådgivning i form af en hotline, man kan
kontakte, som kan guide en på rette vej i på videnssøgningen. Endelig
er der hos brugerne af viden om arbejdsmarkedsintegration meget
stor efterspørgsel på regionalt funderet viden. Der er en opfattelse
af, at det kan være vanskeligt at overføre erfaringer fra en del af
landet til en anden.
55

Social og sundhed samt uddannelse og sprogkundskaber: Efterspørgsel
efter viden der skaber refleksion
Anderledes forholder det sig, når man kaster et blik på de brugere af viden
om social og sundhed samt uddannelse og sprogkundskaber, som deltog i
fokusgrupperne. På disse områder ønsker mange en vidensformidling, der er
hævet over praksisniveauet. Man ønsker viden, der kan bringe indsatsen
videre – dvs. viden, der giver anledning til nye refleksioner over egen praksis,
fx kommunikation med patienter med anden etnisk baggrund. Opfattelsen
inden for social- og sundhedsområdet er, at meget (praktisk) viden er
for generaliserende:
”Praktiske råd er ofte for generelle til, at de kan anvendes i en konkret situation.
Fx generaliseres der om sygdomsopfattelser og mønstre hos forskellige
nationaliteter.” (Bruger, social og sundhed).
Hvor der på de øvrige områder er ringe efterspørgsel efter forskning, er der
(i hvert fald hos fokusgruppedeltagerne 19 ) på disse to områder en højere
efterspørgsel på forskning, hvilket muligvis hænger sammen med faglige
traditioner for indhentning af dokumenteret viden inden for disse sektorområder.
En bruger uddyber desuden dette:
” På arbejdsmarkedet skal en virksomhed bruge en medarbejder nu, hvorimod
uddannelsesområdet har et længere perspektiv. Det handler om langsigtede
strategier, hvor man ikke ser resultaterne med det samme.” (Bruger
af viden om uddannelse og sprogkundskaber).
Efterspørgslen på ”viden der skaber refleksion” er dog ikke ensbetydende
med, at brugerne kun efterspørger forskningsrapporter. Også disse brugere
lægger vægt på, at formidlingen sker, så den tilpasses brugernes situation.
Inden for social- og sundhedsområdet fremhæves fx temadage, hvor forskere
underviser fx sundhedsplejersker som et godt eksempel på, at der sker en
kompetenceopbygning hos praktikere, idet der skabes refleksion over egen
praksis. Dette er et eksempel på, at det gab, der findes mellem forskningsbaseret
viden og praktikere, overvindes.
Kultur og værdier og politisk deltagelse: bred efterspørgsel på viden
Efterspørgslen på viden inden for de to bredere områder kultur og værdier
og politisk deltagelse og medborgerskab placerer sig imellem de øvrige områder,
idet her anvendes mange forskellige typer viden, fx forskning, rapporter,
evalueringer, pjecer, netværk, internet og nyhedsbreve. Samtidig er der
en udbredt kritik af den eksisterende vidensindsamling, da der mangler
overblik over viden, og derfor ønsker brugerne en form for koordinering, fx i
form af en database eller en person, man kan ringe til, som kan give overblik
over viden. Brugerne inden for politisk deltagelse og medborgerskab
efterspørger, ligesom brugerne af viden om arbejdsmarkedsintegration, regionalt
funderet viden ud fra de samme betragtninger, nemlig at variation i
målgruppe, regionale forhold etc. gør, at behovet for viden er forskelligt.
Opsamlende set bidrager de kvalitative data altså med en nuancering af de
kvantitative data, idet der tegner sig et billede af variation i brugernes efterspørgsel
af viden på tværs af de seks områder. Det skal understreges, at de
praksisorienterede former for viden er de mest efterspurgte, når man ser på
det samlede billede.
19 Fokusgruppedeltagerne er ikke repræsentative for brugere generelt. Således har
fokusgruppedeltagerne generelt meget erfaring på integrationsområdet, og nogle har
derfor i nogle sammenhænge også en formidlerrolle, som medvirker til, at deres behov
for viden kan være anderledes.
Viden om integration
56

3.6 Opsamling: Viden produceres, men den når ikke nødvendigvis ud til
de rette brugere
Det helt centrale spørgsmål er selvfølgelig, om brugernes vidensbehov generelt
vurderes at være dækket. Som det fremgår, viser undersøgelsen, at
brugernes behov for viden om integration ikke er fuldt dækket.
Går vi i dybden med denne konklusion, fremgår det endvidere, at lidt under
halvdelen af brugerne vurderer, at deres vidensbehov i meget høj eller i høj
grad er blevet opfyldt. Ser vi på de primære brugere, er der en lidt større
andel, som vurderer, at deres vidensbehov er blevet opfyldt. For at kunne
vurdere graden af opfyldelse nærmere er det imidlertid for det første nødvendigt
at vurdere, om viden rent faktisk produceres. I forhold til dette kriterium
er brugere på de fleste områder positive, idet de vurderer, at der rent
faktisk findes relevant viden.
For det andet er det nødvendigt at vurdere, om den eksisterende viden rent
faktisk når ud til brugerne, og her viser dette kapitel et mere blandet billede.
Brugerne er kritiske over for tilgængeligheden af viden og mangler generelt
overblik og adgang til relevant viden. Dette medvirker sandsynligvis til, at så
stor en del af brugerne vurderer, at deres behov for viden kun i nogen grad
er blevet opfyldt. Brugernes søgeadfærd, hvor de primært anvender internettet
samt deres personlige og faglige netværk til at indhente viden, ser ud
til at blive styrket af, at de ikke nødvendigvis ved, hvilken instans de kan
henvende sig til for at få den rette viden.
Ser vi afslutningsvis på, hvordan brugerne vurderer deres fremtidige vidensbehov,
er det interessant, at næsten halvdelen vurderer, at dette vil være
stigende. Der er flest blandt de brugere, der i forvejen indhenter viden om
integration, som vurderer, at deres behov for viden vil være stigende (54
%). Derudover vurderer en tredjedel af de brugere, som ikke har indhentet
viden de seneste 5 år, at de i fremtiden rent faktisk vil få behov for at indhente
viden.
Tabel 3.11 Vurderer du, at dit fremtidige behov for viden om integration
vil være…
Har du inden for de seneste 5 år haft behov for at høre om erfaringer eller indhente
viden om integration af etniske minoriteter i forbindelse med dit job eller
fritidsaktiviteter?
Viden om integration
Ja Nej Total
Stigende % 54% 35% 47%
Antal 143 58 201
På samme niveau som hidtil % 37% 45% 40%
Antal 98 75 173
Faldende % 7% 6% 7%
Antal 18 11 29
Intet behov % 2% 11% 5%
Antal 4 19 23
Ved ikke % 0% 3% 1%
Antal 0 5 5
Total % 100% 100% 100%
N: 431 Gamma 0,388; Sig.: 0,000.
Antal 263 168 431
57

Dette er en indikation på, at viden om integration vil blive efterspurgt i endnu
højere grad i fremtiden, end det er tilfældet i dag. Derved er spørgsmålet
om tilgængelighed af viden og formidling af viden til de rette brugere fortsat
meget relevant. I det efterfølgende kapitel samler vi op på de centrale konklusioner
på de foreløbige dele af undersøgelsen.
Viden om integration
58

4. Udbud og efterspørgsel efter viden i balance?
Dette kapitel har to formål. Først vil vi helt overordnet sammenfatte resultaterne
af analysen indtil nu og give svar på, om udbuddet af viden er i balance
med efterspørgslen. Dernæst vil vi præsentere en række erfaringer, som
skal være med til at sætte analyseresultaterne i perspektiv forud for organiseringsanalysen.
Det drejer sig fx om erfaringerne fra Norge og Sverige.
4.1 Matchningsproblemer
Herunder vil vi gengive nogle af de områder, hvor der er uoverensstemmelser
mellem centrenes udbud af viden og brugernes efterspørgsel efter samme:
• Evidens kontra det gode råd: Der er klare tegn på, at vidensformidlingens
udbudsside arbejder efter nogle andre normer og et andet
tidsperspektiv end efterspørgselssiden. Centrene har generelt et højt
evidensniveau, men det er kun på nogle integrationsområder, at
brugerne reelt efterspørger denne type viden. Dette betyder dog ikke,
at der ikke fortsat skal produceres evidensbaseret viden. Det kan
være et spørgsmål om, at denne viden ikke formidles til brugerne på
en måde eller i en form, som er forståelig.
• Mange centre – manglende systematik: Vi har som nævnt identificeret
mere end 30 centre, som indsamler og formidler viden om integration.
Disse centre har for det første ikke nogen stærk placering i
brugernes bevidsthed. For det andet er der tegn på, at brugerne har
vanskeligt ved at orientere sig blandt de mange aktører. Der er et
koordinerings- og tilgængelighedsproblem.
• Der er efterspørgsel, men begrænset udbud på nogle områder: Brugerne
vil gerne have mere information om kultur og værdier i integrationsprocessen.
Det er et ret klart resultat. Der er dog kun få
centre, som beskæftiger sig med emnet, og det sker ofte som et ikke-hovedprodukt.
Dette kan hænge sammen med, at der ikke er nogen
sektor, som kultur- og værdiområdet logisk knytter sig til. Det
samme ser vi på by- og boligområdet.
• Udbuddet findes, men efterspørgslen mættet på andre områder: På
beskæftigelsesområdet er der derimod tale om en intensiv dækning
og en mere moderat efterspørgsel. Beskæftigelsesområdet er det
mest intensivt dækkede område, og en stor del af brugerne tilkendegiver,
at deres behov faktisk er dækket. Der findes dog også en
mindre del af brugerne på arbejdsmarkedet, som ikke får deres behov
for viden dækket.
• Målgrupper – forskel på udbud og efterspørgsel: De fleste centres
aktiviteter retter sig mod voksne, fx i form af kompetenceafklaring af
etniske minoriteter eller dansk som andetsprog for voksne. Brugerne
efterspørger i højere grad end centrenes udbud af viden om integration
af børn og unge.
Disse resultater vil blive anvendt som grundlag for de efterfølgende analyser.
4.2 Viden i perspektiv – inspiration fra social- og uddannelsesområdet
I dette afsnit vil vi begynde at skitsere rammerne for organiseringsanalysen i
næste kapitel. Vi har gennemført en række aktiviteter med det formål at
spejle integrationsområdet i enten andre landes erfaringer eller i indsigter
hentet fra andre sektorområder. Herunder beskriver vi essensen af disse
erfaringer, som er beskrevet mere detaljeret i bilagene.
Viden om integration
59

Evidens af højeste karakter
Vi har tidligere konstateret, at de danske videnscentre faktisk befinder sig på
et højt evidensniveau og arbejder efter videnskabelige idealer. Vi har søgt
efter inspiration på en institution, som arbejder efter endnu mere stringente
evidenskrav, nemlig Nordisk Campbell Center (herefter NC2). Tanken har
været at spejle integrationsområdet i erfaringerne fra NC2, relatere disse
erfaringer til analyserne af udbuddet og efterspørgsel efter viden og herefter
bruge disse erfaringer som baggrundsmateriale i overvejelserne omkring den
fremtidige organisering af integrationsområdet.
NC2 er placeret som et datterselskab under SFI og dermed under Socialministeriet,
der også finansierer centret gennem satspuljemidler. NC2 er et center,
der gennem systematiske forskningsoversigter (Campbell reviews) fastlægger,
hvilke effekter forskellige indsatser har for bestemte grupper.
NC2 er en del af det internationale Campbell-samarbejde med sekretariat i
Washington, der er inspireret af COCHRANE-samarbejdet inden for den medicinske
verden. Sigtet er at udarbejde systematiske forskningsoversigter af
undersøgelser, og derigennem stræbe efter den højeste grad af evidens om,
hvilke indsatser der leder til hvilke effekter for hvem. Siden Campbellorganiseringens
opståen i starten af 2000 er det blevet til godt 25 reviews,
der lever op til de meget høje kvalitetskrav, hvoraf de 18 findes på NC2s
hjemmeside (http://www.sfi.dk/sw24180.asp).
Arbejdet i NC2 består i støtte til produktionen af systematiske forskningsoversigter,
hvor forskere i teams reviewer alle gennemførte effektstudier om
et givet emne. Forskerne, der arbejder med reviews, er ikke ansat i NC2.
NC2 kan blot understøtte det arbejde forskerne udfører – fx ved at tilbyde
supplerende funding, bringe forskere sammen i teams, støtte kortere udveksling,
tilbyde støtte til litteratursøgning, metodeproblemer mv. Arbejdet i
NC2 er således i bund og grund støtte til projektfremdrift og peer review-
processen.
De kompetenceområder der dækkes, er bredt samfundsvidenskabelige. Dvs.
fx temaer inden for kriminologi, uddannelse samt social- og velfærdspolitikken.
Hovedfokus i NC2 er dog på social- og velfærdspolitikken. Integrationsmæssige
vinkler kunne derfor også sagtens indgå i centrets arbejde og
ligger naturligt inden for centrets oprindelige arbejdsområde.
I udgangspunktet var det ønsket fra Campbells side, at man selv ville søsætte
ideer, som man ville støtte forskere i at udarbejde et review omkring. Men
dette har ikke vist sig muligt, idet effektforskningsfeltet er meget svagt i
Norden. Der har slet ikke været tilstrækkelig interesse blandt forskere for at
arbejde med systematiske forskningsoversigter. Faktisk har interessen været
så lille, at centrets primære opgave i høj grad har været at få skabt en interesse
for at gennemføre den slags reviews inden for den nordiske forskerverden.
I første omgang handlede det om at få nogle forskere til at være
med til at udarbejde reviews. Det betød, at NC2 ikke kunne komme med
ideer, men i stedet måtte bakke op om de interesser, som de interesserede
forskere selv havde, og så håbe på, at de var interesseret i at vurdere effekter
af indsatser, der samtidig var relevante blandt praktikere.
Selve review-processen tager meget lang tid. De første reviews har været
flere år undervejs, og på trods af centrets nu 4-5-årige levetid er der ikke
udarbejdet mange reviews. Der er desuden et par af de allerførste reviews,
der endnu ikke er færdige. Styrken ved NC2 er umiddelbart den høje grad af
videnskabelighed, som man opnår gennem de arbejdsmetoder, der ligger til
grund for de udarbejdede reviews. De følger helt specifikke metodiske retningslinjer,
der leder frem til den højeste grad af evidens. Med disse reviews
Viden om integration
60

udtaler NC2 sig således meget præcist og validt om et klart afgrænset
spørgsmål. Til gengæld siger reviewet ikke meget om de brede sammenhænge.
Heri findes også ulempen ved metoden: Når man siger noget om et meget
afgrænset område, er det ikke ensbetydende med, at det er relevant for
andre.
Det er også problematisk, at det ikke er muligt at styre, hvilke indsatser der
reviewes. I og med at der på nuværende tidspunkt er så få forskere, der
prioriterer at lave reviews i Norden på det sociale område, må man understøtte
dem der vil, så vidt som det overhovedet er muligt.
En yderligere udfordring er, at få udviklet et formidlingsformat, der når ud til
de mennesker, der skal bruge de udarbejdede reviews. Der udarbejdes
mange informationer, så hvordan sikres det, at det der udkommer fra NC2
bliver læst – specielt når det ikke nødvendigvis er noget, der er oppe i tiden,
men derimod noget der er sat i gang flere år tidligere?
Sammenfattende kan inspirationen i form af fordele og ulemper ved NC2
sammenfattes i følgende hovedtræk:
• Forskningsoversigterne udtaler sig meget præcist og validt om effekten
af en givet indsats over for en givet målgruppe
• Det giver brugerne af informationerne et klart grundlag for at iværksætte
de pågældende indsatser
• Bagsiden af præcisionen og de stringente metodekrav er en meget
tidskrævende arbejdsproces, som ofte varer flere år
• Bagsiden af præcisionen er, at forskningsoversigternes fokus er meget
snævert
• Endelig viser de foreløbige erfaringer, at det er vanskeligt at styre,
hvilke indsatser der skal undersøges – det bliver oftest forskerne,
som definerer undersøgelsesgenstanden.
Et samlet evalueringscenter
Vi har også gennemført interview med Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
EVA er en selvstændig institution under Undervisningsministeriet, der har til
formål at medvirke til at sikre og udvikle kvaliteten af undervisning og uddannelse
i Danmark. Fra 1. januar 2007 skal EVA også udføre evalueringer
på dagtilbudsområdet for Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.
Institutionen har i alt 79 ansatte.
EVAs hovedopgaver kan inddeles i tre, som gennemføres inden for områderne
dagtilbud for børn, grundlæggende uddannelse og videregående uddannelse:
1. Obligatoriske evalueringer af uddannelse, undervisning og dagtilbud
for ministerierne. For at udvikle og sikre kvalitet og for at kontrollere.
2. Indtægtsdækkede opgaver for andre i form af evalueringer af institutioner,
uddannelser m.m.
3. Statens videnscenter på området, dvs. indsamling af erfaringer og
viden på området, udvikle metoder og redskaber inden for evaluering
samt udføre publikationsvirksomhed.
Der er forskel på kravene til de forskellige typer af opgaver. Medmindre evalueringerne
gennemføres som indtægtsdækket virksomhed, er instituttet
forpligtet på at leve op til bestemte metodemæssige krav og procedurer.
EVA har ud over de indtægtsdækkede opgaver også friere hænder til at tilrettelægge
videnscenteropgaver. Videnscenteropgaverne kan eksempelvis
Viden om integration
61

estå i at udarbejde notater til ministerier om internationale erfaringer på
forskellige områder eller systematisere viden i biblioteksfunktionen.
EVAs undersøgelser efterlever som nævnt en række metodekrav. Selvom
centret ikke driver egentlig forskning, så er undersøgelserne styret af så
stringente krav til evalueringsteori og -metode, at centrets vidensproduktion
har et højt evidensniveau. Vidensindsamlingen er internationalt forankret.
Instituttet deltager i en række internationale netværk for at sikre et internationalt
perspektiv på nationale problemstillinger.
EVA er forpligtet til at formidle resultaterne af de evalueringer, som instituttet
gennemfører. Denne forpligtelse honoreres ved at formidle evalueringsrapporter,
populærudgaver af rapporter mv. på hjemmesiden. Instituttet
lægger også vægt på at udsende pressemeddelelser og arrangere konferencer.
Prioriteringen af formidlingsdelen kommer også til udtryk ved, at man
fast knytter en medarbejder fra ledelsessekretariatet med kommunikationskompetencer
til en evalueringsopgave. Når et projekt starter op, foretager
konsulenterne sammen med formidlingsmedarbejderen en målgruppeanalyse.
EVA forsøger at styrke evalueringerne og deres legitimitet blandt brugerne
ved at knytte en evalueringsgruppe til hver evalueringsopgave. Disse grupper
foreslås af ledelsesgruppen og skal godkendes af bestyrelsen. Gruppen
består af ressourcepersoner med sagkyndig ekspertise, som bistår de konkrete
evalueringer. EVA har ansvaret for metoder og processerne, og evalueringsgrupperne
kommer med input ud fra deres konkrete relevante baggrund.
Med de tre ben – evalueringer, videnscenterfunktionen og den indtægtsdækkede
virksomhed – har EVA mulighed for at profitere af en række synergieffekter.
Videnscenterfunktionen kan fx nyde godt af evalueringerne, der giver
synlighed hos potentielle rekvirenter, som bestiller EVA på markedsvilkår
etc. Uafhængigheden er også et plus. Den sikrer troværdighed over for de
skoler, som eksempelvis er en undersøgelses genstandsfelt. Tilmed har instituttet
et stærkt brand, som både signalerer troværdighed og er en fordel i
mere kommercielle sammenhænge.
Konstruktionen er dog ikke uden ulemper. Evalueringsopgaverne og videnscenterfunktionen
på den ene side kan udfordres af hensynet til indtægtsdækket
virksomhed. Man kan den ene dag sælge selvevalueringskurser
til skoler og kan risikere selv at skulle evaluere skolen på et senere tidspunkt,
hvilket er et dilemma, som der dog er meget opmærksomhed på. Der
kan også være en indbygget konflikt i centrets formål. På den ene side skal
man bidrage til at udvikle kvaliteten på undervisningsområdet, mens man på
den anden side skal kontrollere, at kvaliteten af undervisningssektoren er
tilstrækkelig høj. Ser man på disse to forhold med centraladministrative briller,
udgør de således ikke noget uløseligt dilemma. Men for brugere i fx den
kommunale verden, kan den legitimitet, der følger af at kunne kontrollere,
om en lovgivning er implementeret efter hensigten, støde sammen med den
legitimitet, der kommer af at kunne udvikle kvaliteten ud fra brugernes behov.
Læren fra EVA kan kort sammenfattes i følgende punkter:
• Det er muligt at oprette et center, som opnår synergi i samspillet
mellem traditionelle undersøgelsesopgaver og mere formidlingsrettede
opgaver
• EVA ser ud til at kunne håndtere balancen mellem evidenskrav til
undersøgelser og brugernes behov for formidling
Viden om integration
62

• Der kan dog være en modsætning i centrets fokus på både kvalitetsudvikling
og kontrol. En modsætning, som kan gå ud over mulighederne
for at formidle
• I forhold til integrationsområdet er der dog den væsentlige forskel,
at EVA er snævert knyttet til undervisningssektoren, mens integrationsområdet
har en mere tværgående karakter.
4.3 Viden i perspektiv – inspiration fra Norge og Sverige
Vi har således set på to typer af videnscentre fra andre sektorområder, som
kan være med til at kvalificere overvejelserne om, hvordan den fremtidige
organisering af vidensindsamling og -formidling på integrationsområdet kan
se ud. Vi vil nu se på, hvordan de nordiske nabolande – Norge og Sverige –
har organiseret deres vidensstruktur, jf. bilagsbindet:
Sverige
Hvis vi først ser på den svenske model, så har indsamling og formidling af
viden i en lang årrække – faktisk siden 1998 – været i hænderne på Integrationsverket.
En slags styrelse, som ud over indsamling og formidling også
har haft myndighedslignende opgaver – eksempelvis reguleringen af aftalerne
om introduktion af nytilkomne udlændinge i samspil med en række andre
aktører – og holdningspåvirkende opgaver.
Integrationsverket er således omdrejningspunktet for den svenske model.
Herunder vil vi kort beskrive, hvilke træk der kendetegner den svenske organisering:
• Centralisering: Integrationsverket har haft en monopollignende status
med ansvar for indsamling og formidling på principielt alle integrationsområder.
• Statslig: Integrationsverket – og de få andre aktører, som vi beskriver
herunder – er alle finansieret af staten, enten helt eller delvist.
• Nationalt fokus: Både indsamling og formidling af viden er langt
overvejende knyttet til den nationale kontekst. Der kan dog også
indgå international viden i Integrationsverkets formidling.
• Andre opgaver: Som nævnt er Integrationsverkets indsamlings- og
formidlingsopgaver centrale funktioner, men holdningsbearbejdning i
forhold til fx antidiskrimination indgår også i porteføljen.
Med denne helt centrale spiller på banen har drøftelserne om organiseringen
i Sverige ikke været særlig fremherskende. Der har alene været enkelte røster,
som drøftede, om Integrationsverkets formidling var tilstrækkelig brugerrettet.
Det er først med det nylige regeringsskifte, at organiseringen er
blevet overvejet igen. Den borgerligere regering har nemlig besluttet at nedlægge
Integrationsverket i sommeren 2007. Det ligger endnu ikke klart,
hvilke organisatoriske konsekvenser nedlæggelsen får, dog er det sandsynligt,
at man vil implementere en mere sektoriseret model, hvor de generelt
ansvarlige myndigheder får ansvaret for at indsamle og formidle viden.
Som nævnt er der enkelte andre aktører, som sammen med Integrationsverket
indsamlet og formidler viden om integrationsområdet. Centrum Mot
Racism er en paraplyorganisation for 150 foreninger (NGO). Den er finansieret
af Integrationsverket og har til formål at modvirke racisme, diskrimination
og xenofobi. En af centrets hovedopgaver er at indsamle og formidle viden
om disse emner. Formidlingsarbejdet sker primært gennem en central
database, der skal sikre overblikket over viden inden for de nævnte emner.
Formidlingen har et klart holdningspåvirkende sigte. Herudover suppleres
Integrationsverkets vidensindsamlings- og formidlingsaktiviteter af Den Nationella
Temagruppen Asyl och Integration (NTG). NTG er et Equal-projekt,
Viden om integration
63

som i bred forstand indsamler og formidlinger viden inden for asyl-, flygtninge-
og integrationsområdet.
Spørgsmålet er følgelig, hvilke perspektiver de svenske erfaringer rejser for
organiseringsovervejelserne i Danmark. Hvis vi først ser på fordelene ved
den svenske model, skiller følgende sig ud:
• Et samlet center har mulighed for at se på tværs og forhindre, at
nogle områder falder mellem to stole – fx i krydsfeltet mellem uddannelse
og beskæftigelse
• Det samlede center har også mulighed for at koordinere indsamlingen
og formidlingen af viden, sikre kontinuitet og vidensakkumulering
• Ovennævnte fordele gælder også brugerne, som herudover har den
fordel, at der er én indgang, når man skal have viden om integration.
Modellen er dog ikke uden ulemper:
• Der kan være en tendens til, at fordelene ved at kunne se på tværs
resulterer i et manglende dybdekendskab til de enkelte sektorer
• Monopoliseringen og den betragtelige statslige styring kan resultere i
en farvet formidling, som har vanskeligt ved at være i opposition til
den siddende regerings politik
• Konkret kan det være uheldigt med sammenblandingen af myndighedsopgaver
og vidensformidling. Det kan give problemer, når man
samarbejder med kommunerne den ene dag og i undersøgelser kritiserer
dem den næste?
Norge
Hvis vi vender fokus mod Norge, så er der på en række områder paralleller
til Sverige. For det første er organiseringen af vidensformidlingen på integrationsområdet
heller ikke et område, der er blevet diskuteret meget i Norge.
For det andet har man for nylig skiftet regering, hvilket har haft betydning
for den overordnede organisering på integrationsområdet. Der er blevet oprettet
et selvstændigt Arbeids- og Inkluderingsdepartement. Departementet
læner sig op ad et fagdirektorat – Integrerings- og Mangfoldsdirektoratet
(IMDI) – som skal fungere som et kompetencecenter på integrationsområdet,
dvs. samle og formidle viden om mål og virkemidler på integrationsområdet.
IMDI’s rolle minder derfor en del om Integrationsverkets. Der er dog forskelle,
hvilket kommer til udtryk, når vi herunder kort fremhæver de overordnede
kendetegn ved den norske model, se også bilagsbindet:
• Stærkt center med periferi: IMDI er det nationale kompetencecenter
og udgør fundamentet i den norske vidensindsamling og formidling.
Der er dog en række andre videnscentre i periferien, som supplerer
direktoratets rolle.
• Stærkt sektoransvar: Disse øvrige videnscentre afspejler, at sektoransvarsprincippet
har en stærk placering i den norske forvaltning.
Det er de generelt ansvarlige sektorer, som skal få viden ud til brugerne
på deres områder. Derfor er det logisk, at der i Norge findes
en række centre i tilknytning til fx uddannelses- og beskæftigelsesområdet.
• Nationalt fokus: Samtlige centre er forankret i national vidensindsamling
og formidling, men indhenter også internationalt forankret
viden.
De centre, som supplerer IMDI, er fx MiA – Mangfold i Arbeidslivet, NAFO –
Nasjonalt Senter for Flerkulturell Opplæring, NAKMI – Nasjonal
Viden om integration
64

Kompetanseenhet for Minoritetshelse og VOX – Nasjonalt Senter for Læring i
Arbeidslivet.
Den norske model indebærer nogle fordele:
• IMDI er en central aktør, som kan realisere nogle af de fordele, som
vi så realiseret ved det nationale videnscenter i Sverige. De kan se
på tværs, og de sikrer koordinering.
• Tilmed har IMDI regionale kontorer, som kan bidrage til en tæt kontakt
med kommunerne
• Supplementet fra de specialiserede sektorcentre bidrager til et samspil
mellem tværgående formidling og dybt sektorkendskab.
Ulemper ved modellen er:
• Selv om IMDI har en tværgående rolle og kan være den aktør, som
sikrer koordinering, så tyder vores analyse ikke på, at koordineringen
favner de øvrige centre på området. Samspillet mellem dyb sektorviden
og tværgående viden kan derfor være mere teoretisk end
reel.
• Som konsekvens heraf tilkendegiver centrene selv, at mængden af
viden om integration kan virke uoverskuelig, hvilket er utilfredsstillende
i et brugerperspektiv.
Viden om integration
65

5. Den fremtidige organisering af indsamling og
formidling af viden
Rambøll Management vil i dette kapitel anvende resultaterne af de tidligere
analyser med henblik på at vurdere forskellige muligheder for den fremtidige
organisering af et videns- og formidlingscenter på integrationsområdet. Dette
er illustreret i nedenstående figur.
Figur 5.1: Organiseringen af indsamling og formidling af viden
Integrationsområde
Beskæftigelse Uddannelse Boligforhold Etc. Etc.
Indsamling
Brugere
Center Center Center Center
Viden om integration
Viden- og formidlingscentre
Beslutningstagere Praktikere Fagpersoner Etc. Etc.
Matchanalyse 1: 1:
Eksisterende
Indsamling,
dokumentation
og og formidling
Matchanalyse 2: 2:
Opfyldelse af af
brugernes behov
Kapitlet er disponeret som følger:
• Afsnit 5.1 beskriver en overordnet forandringsteori for vidensproduktion,
-indsamling og formidling.
• I afsnit 5.2 konfronteres forandringsteoriens antagelser med de resultater,
som analysen har givet anledning til, hvorved de identificerede
problemer i vidensproduktion, -indsamling og -formidling placeres
inden for rammerne af forandringsteorien og dermed kan ses i
sammenhæng.
• Afsnit 5.3 indeholder en liste og kortfattet beskrivelse af forskellige
organisatoriske alternativer.
• Afsnit 5.4 indledes med en samlet vurdering af de seks forskellige
modeller.
5.1 Forandringsteori – vidensproduktion, -indsamling og -formidling i en
samlet kontekst
Figuren nedenfor illustrerer en overordnet forandringsteori for vidensproduktion,
-indsamling og -formidling på integrationsområdet.
Formålet med forandringsteorien er at formulere en idealiseret version af
den rolle, vidensproduktion, -indsamling og -formidling har i forhold til at
støtte den samlede integrationsindsats. Med idealiseret menes, at modellen
ikke forsøger at beskrive virkeligheden. I stedet indfanger den de antagelser
Modeller for for
organisering
Internationale
erfaringer
Erfaringer med med
indsamling,
dokumentation og og
formidling på på
socialområdet og og
uddannelsesområdet
66

(implicitte såvel som eksplicitte), der efter Rambøll Managements vurdering
ligger bag den måde, hvorpå der produceres, indsamles og formidles viden –
herunder de antagelser, der er gjort om tilsigtede virkninger af bestemte
typer af handlinger, eksempelvis at ”gøre viden tilgængelig”.
Ved at sammenkæde de forskellige antagelser i en samlet forståelse bliver
det samtidig muligt at forstå de forskellige udfordringer, som analysen foreløbig
har udpeget, inden for rammerne af én model. Figuren anvendes således
som baggrund for at vurdere, om den eksisterende produktion, indsamling
og formidling af viden lever op til formålet, nemlig at sikre en bedre integrationsproces.
Dette sker i det følgende afsnit (5.2).
For overblikkets skyld anskues integration samlet, dvs. uden at skelne mellem
de forskellige integrationsområder.
5.1.1 Gennemgang af forandringsteorien
Figuren gennemgås i det følgende. Som forandringsteori læses figuren bagfra,
dvs. fra højre mod venstre.
Figur 5.2: Forandringsteori
Prioritering/
bevillinger
Viden om integration
Dataindsamling
Vurdering og
produktion af
viden
Indsamling af
viden
Feedback om
kvalitet af viden
Den overordnede målsætning er bedre integration.
Tilgængelig
Viden
(passiv strategi)
Formidling af
Viden
(aktiv strategi)
Brugere opsøger
viden
Øget
vidensniveau
hos brugere
Det er antagelsen, at bedre integration (bl.a.) kan fremmes gennem øget
brug af viden, som igen antages at hænge sammen med et øget vidensniveau
hos brugerne.
Øget brug af
Et øget vidensniveau hos brugerne antages at have to kilder:
• For det første at der er tilgængelig viden – der skal eksistere noget
viden, man kan få adgang til.
• For det andet at der foretages en formidling af viden, dvs. at brugerne
bliver konfronteret med viden om et konkret integrationsområde.
I relation til førstnævnte er det klart, at tilgængelig viden kun bidrager til et
øget vidensniveau, såfremt brugerne opsøger viden. Der kan være nok så
meget god og rigtig viden tilgængelig, men hvis ikke brugerne gør en indsats
viden
Bedre
integration
67

for at tilegne sig denne, øges vidensniveauet ikke. Der er derfor tilføjet en
”passiv strategi” efter tilgængelig viden for at understrege, at det at sikre
tilgængelig viden må karakteriseres som en passiv vidensformidlingsstrategi.
Omvendt er egentlige formidlingsaktiviteter her defineret som en aktiv formidlingsstrategi.
I praksis kan man – jf. også diskussionen af videnscentrenes
formidlingsstrategier ovenfor – naturligvis diskutere, hvornår der er tale
om enten en aktiv eller en passiv strategi. Hovedpointen her er ikke at drage
en præcis grænse, men at understrege tilstedeværelsen af to forskellige tilgange,
som er baseret på en grundlæggende forskellig antagelse om brugernes
adfærd.
Som afsæt for at kunne sikre tilgængelig viden samt formidling af viden skal
der foretages en mere eller mindre målrettet indsamling af viden, som (jf.
ovenfor) i sidste instans har til formål at øge brugernes vidensniveau.
Indsamling af viden er her at forstå som den proces, hvor en organisation,
institution eller lignende systematisk indsamler og skaber overblik over viden.
Det sker i form af rapporter, evalueringer, pjecer og anden form for
skriftlig dokumentation, men ofte vil der også i et vist omfang være tale om,
at de enkelte vidensmedarbejdere indsamler viden, der er personbundet i
den forstand, at det er viden, de tilegner sig i indsamlingsprocessen – og
som de i varierende omfang vil kunne formidle i mødet med brugerne.
Den indsamlede viden kan være produceret eksternt eller af medarbejdere
hos organisationen selv. Indsamling af viden er ikke det samme som dataindsamling,
jf. nedenfor.
Indsamling af viden er altså baseret på, at der – internt eller eksternt – er
aktører, der producerer viden og/eller – som figuren også viser – vurderer
viden. Dvs. ud fra givne standarder vurderer konkrete udsagn, som postuleres
at udgøre viden om eksempelvis et konkret integrationsområde. Fx at
mentorordninger øger sandsynligheden for en positiv indslusning på arbejdspladserne.
Forskning indebærer eksempelvis en sådan vurdering, men også
andre foretager vurderinger og producerer viden.
I nogle sammenhænge foretages produktion og vurdering af viden samtidig
med indsamling af viden. Eksempelvis når et videnscenter undersøger effekten
af afklaring af sociale kompetencer i relation til selvforsørgelsesgrader og
dels udarbejder et formidlingsegnet materiale om resultaterne af undersøgelsen,
dels gør de forskellige underliggende rapporter m.m. tilgængelige på
en hjemmeside. I andre sammenhænge produceres en rapport, som et andet
videnscenter ”finder” som led i sin vidensindsamling og beslutter at gøre
tilgængelig via sin hjemmeside eller at arbejde aktivt for at formidle til brugerne.
Her er processerne adskilt.
Vi har i forandringsteorien skilt de to processer for at understrege, at der er
denne mulighed, samt for at understrege betydningen af, at udviklingen fra
dataindsamling til indsamling af viden går via produktion og vurdering af
viden, jf. beskrivelsen i det følgende.
Vurdering og produktion af viden sker på baggrund af data. I modellen simplificeret
ved begrebet dataindsamling, som indikerer, at der indsamles data
fra en konkret kontekst, det være sig et projekt med et særligt formål eller
blot et udsnit af den virkelighed, der ønskes øget viden om, fx en skole, der
har en stor andel tosprogede elever.
Viden om integration
68

Som vi vil diskutere herunder, er der – upåagtet eksistensen af videnskabelige
metodekrav m.m. – ikke fuldkommen enighed om, hvad der bør udgøre
kriterierne for at vurdere viden. Det indebærer, at der i praksis – men ikke i
den idealiserede forandringsteori – ofte vil være en direkte forbindelse mellem
dataindsamling og indsamling af viden, hvilket har den konsekvens, at
der formidles og sikres tilgængelighed for viden, der – efter nogle faggruppers
standarder – reelt ikke udgør viden. Samlet set er der derfor i forandringsteorien
brug for at dele op i tre led, hvor indsamlede data indgår i produktion
og vurdering af viden, som (evt.) indsamles som viden.
Endelig indgår det som en antagelse, at der foretages en vis form for prioritering
i forhold til, hvilke integrationsområder der skal produceres viden om.
Prioriteringen kan ske som egentlige bevillinger, såfremt der er tale om anvendelse
af projekt- eller puljemidler, eller det kan være som et udtryk for
en generel fordeling af forskningsmidler, videnscenterressourcer osv.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at forandringsteorien naturligvis har indbygget
en feedback-mekanisme. Det er antagelsen, at der ideelt set sker en
feedback fra brugerne på tilgængeligheden og formidlingen af viden til dem,
der indsamler denne og sikrer tilgængelighed/forestår formidling. Tilsvarende
er det antagelsen, at der sker en feedback på den viden, der vurderes og
produceres samt en feedback på prioriteringen, således at de tilgængelige
midler kanaliseres til de områder, hvor brugerne rent faktisk efterspørger
viden.
5.2 Virkelighedens forandringsteori
Forandringsteorien illustrerer som nævnt en teoretisk forståelse af de antagelser,
der ligger til grund for vidensproduktion, -indsamling og -formidling
på integrationsområdet. Men hvilke antagelser synes at ligge til grund for
den vidensindsamling, som rent faktisk finder sted i dag? I det følgende afsnit
konfronteres de teoretiske antagelser med de resultater, vi har set i
analysen ovenfor, dvs. i matchningsanalyse 1 og 2 samt de perspektiverende
analyser af EVA, NC2 og erfaringerne fra Sverige og Norge.
Det er Rambøll Managements vurdering, at analyseresultaterne giver anledning
til at pege på følgende problemfelter som de ”svage punkter” i den nuværende
model, og dermed samtidig som udfordringer for de videre overvejelser
om den fremtidige organisering.
• Hvordan og af hvem vurderes, hvad der er viden?
• Hvilke strategier anlægger brugerne for at opnå det nødvendige vidensniveau?
• Koordination og samarbejde
• Feedback-mekanismer.
Disse udfordringer uddybes efterfølgende.
5.2.1 Hvordan og af hvem vurderes, hvad der er viden?
Matchningsanalyse 1 viser, at der er 33 videnscentre, hvoraf hovedparten
selv producerer viden.
Matchningsanalyse 2 viser tilsvarende, at brugerne på flere områder oplever,
at der produceres et væld af rapporter og evalueringer af forskellige projekter
m.m., uden at brugerne dog nødvendigvis finder indholdet tilstrækkeligt
eller fuldt anvendeligt.
Viden om integration
69

Prioritering/
bevilling
Viden om integration
Dataindsamling
Vurdering og
produktion af
viden
Indsamling af
viden
Inden for rammerne af forandringsteorien svarer dette til en betydelig
mængde dataindsamling samt en mangfoldighed af aktører, som vurderer,
producerer og indsamler viden.
Analyseresultaterne peger også på, at brugerne har en oplevelse af, at ikke
al indsamlet viden har været gennem den fornødne vurdering. Dette er illustreret
i figuren ovenfor ved den stiplede pil fra dataindsamling til indsamling
af viden, som lidt firkantet illustrerer en kortslutning af modellen, hvor der
indsamles viden (med henblik på formidling), som ikke i alle tilfælde er vurderet
efter tilstrækkeligt høje standarder – eller måske slet ikke er underkastet
en kritisk granskning.
Matchningsanalyserne viser altså på dette felt, at der på integrationsområdet
er en udfordring i at sikre, at den viden, der indsamles, rent faktisk udgør
viden og ikke blot er indsamling af til lejligheden passende eksempler på
tilsyneladende dokumentation – såkaldt ”anecdotical evidence”.
Udpegningen af dette område som en udfordring skal ses i forhold til, at
matchningsanalyse 1 rent faktisk viser, at videnscentrene hovedsageligt placerer
sig relativt højt på evidensskalaen.
Samlet kan det forekomme paradoksalt, at der er denne modsætning mellem
brugernes vurdering og videnscentrenes placering på evidensskalaen.
Det er Rambøll Managements vurdering, at paradokset kan have flere forklaringer.
For det første at brugernes vurdering først og fremmest afspejler den mangel
på overblik, der også tilkendegives. Når der samtidig er en omfattende
mængde viden på de fleste af integrationsområderne og ikke nogen større
koordination, kan det være vanskeligt at sortere i de forskellige kilder – uanset
om videnscentrenes egenproduktion ofte er placeret højt på evidensskalaen.
For det andet er det også nødvendigt at skelne mellem den viden, der produceres
i regi af de identificerede videnscentre, og så den viden, der produceres
i regi af konkrete, mere eller mindre fritstående projekter. Brugeres
kritik af eksempelvis de mange projektevalueringer indeholder således ikke
en generel tilbagevisning af behovet for at samle op på tværs – tværtimod,
hvilket mest tydeligt kommer til udtryk på uddannelsesområdet.
70

Rambøll Management skal ikke i denne rapport forsøge at vurdere, hvilke
standarder der er nødvendige eller tilstrækkelige i forhold til at kategorisere
”viden” som viden, herunder vurdere de enkelte videnscentre. Vedrørende
graden af evidens henvises til matchningsanalyse 1.
I sidste instans afhænger behovet af formålet og målgruppen. Som studiet
af NC2 viser, kan standarden sættes meget højt med den konsekvens, at der
produceres viden med høj validitet, samtidig med at mængden falder tilsvarende.
Tilsvarende kan standarden sættes så lavt, at der i det mindste efter
videnskabelige standarder kan sættes spørgsmålstegn ved, om der tale om
viden eller ej.
Ovenstående udfordring til organiseringen kan efter Rambøll Managements
vurdering sammenfattes i følgende punkter:
• Videnscentret (eller videnscentrene) bør – uanset valg af konkret niveau
– forholde sig til, hvad der skal til for at vurdere noget som viden,
således at viden evt. kan indsamles med henblik på videre formidling.
• Dette bliver yderligere aktuelt, såfremt et videnscenter ikke selv
producerer viden, men alene har en indsamlings- og formidlingsfunktion
(dette gælder, jf. matchningsanalyse 1, kun for en mindre del af
videnscentrene).
• I tilfælde af mere end ét videnscenter er der behov for en vis koordination
på tværs.
• Ofte vil der opstå en faggruppeproblematik, hvor den gruppe, der forestår
vurdering og produktion (eks. forskere), ikke er den samme,
som den gruppe, der indsamler viden med henblik på formidling
(eks. praktikere med et kommunikationssigte). Også på dette område
er der behov for koordination og kommunikation med henblik på
at udnytte begge gruppers styrker bedst muligt.
• Det bør sikres, at den store mængde erfaringer, der produceres i
forbindelse med ”feltarbejdet”, rent faktisk omsættes til viden, som
kan indsamles og formidles og dermed blive et aktiv for brugerne.
5.2.2 Hvilke strategier anlægger brugerne for at opnå det nødvendige
vidensniveau?
Forandringsteorien antager, at brugerne opsøger viden (fra videnscentrene)
– og derfor også vil gøre brug af tilgængelig viden. Matchningsanalyse 2
viser imidlertid, at denne antagelse ikke holder stik: Brugerne anvender i
væsentligt omfang deres personlige netværk som informationskanal – og
ikke videnscentrene. Dette på trods af at matchningsanalyse 1 viser, at der
på de fleste integrationsområder er en relativt god dækning.
Viden om integration
71

Brugernes
personlige
netværk
Tilgængelig
Viden
(passiv strategi)
Formidling af
Viden
(aktiv strategi)
Viden om integration
Brugere opsøger
viden
Øget
vidensniveau
hos brugere
Dette synes i dag at være en relativt fast praksis, som understøttes af det
forhold, at brugerne på visse områder er skeptiske over for den eksisterende
vidensformidling på grund af den meget store mængde viden, der formidles.
Set inden for rammerne af forandringsteorien kan dette tages som udtryk
for, at brugerne ikke oplever den tilgængelige viden som netop tilgængelig.
Lidt forenklet ønsker man at kunne ringe ét sted hen og få et kort og situationsbestemt
svar på sine spørgsmål – ikke at skulle søge længere tid på
hjemmesider eller lignende, inden man evt. finder relevant inspirationsmateriale.
Det er næppe muligt – eller ønskeligt – at skabe en situation, hvor netværksstrategien
forlades, men analysen viser på den anden side, at den med
fordel kan suppleres, så videnscentrene og deres viden i højere grad bringes
i spil. Brugerne skal ganske enkelt have et højere kendskabsniveau i forhold
til den viden, de vil kunne profitere af.
Både inden for rammerne af et nationalt videnscenter og inden for rammerne
af den nuværende, mere opdelte struktur, peger ovenstående på, at det
er en udfordring for den fremtidige organisering at indrette sig på en måde,
der afspejler brugernes ”søgemønster” – og dermed i højere grad få integreret
videnscentrene som en del af netværkene. Eks. via personlig, telefonisk
betjening af én eller flere personer, der kan hjælpe – og som har overblik
over et område eller over andre videnscentre. Dette vil samtidig kunne bidrage
til øget synlighed på tværs.
5.2.3 Koordination og samarbejde
Forandringsteorien antager – også på tværs af integrationsområder – at de
forskellige processer sker koordineret.
Matchningsanalyserne tegner et andet billede. Der peges således på følgende
udfordringer i relation til koordination og samarbejde:
• Brugerne på specielt de store integrationsområder (arbejdsmarked
og beskæftigelse samt uddannelse og sprogkundskaber) føler sig
overlæsset med information og oplever ikke, at formidling af viden
72

koordineres og tilrettelægges på en måde, så den ud fra en samlet
betragtning – og ikke ud fra det enkelte videnscenters perspektiv –
afspejler brugernes behov.
• Der er overlappende opgaveudførelse pga. mange forskellige videnscentre,
som har samme fokus – hvilket til dels afspejler, at prioritering/bevillinger
ikke sker koordineret, således at iværksættelse af
konkrete projekter, evalueringer osv. sker koordineret.
• Brugerne oplever, at viden reproduceres igen og igen.
Kort sagt: Integrationsområdet er ikke i dag karakteriseret ved den koordination
og det samarbejde, som forandringsteorien implicerer.
Når det er sagt, skal det understreges, at det efter Rambøll Managements
vurdering næppe er muligt at forestille sig en situation, hvor i det mindste
nogle af ovenstående forhold ikke er opfyldt. Det være sig med et nationalt
videnscenter eller med flere forskellige videnscentre. Uanset dette forbehold
er det dog klart, at behovet for samarbejde og koordination står centralt i
den videre vurdering af de forskellige organisatoriske alternativer.
5.2.4 Feedback-mekanismer
Som den fjerde udfordring skal Rambøll Management ganske kort pege på
den udfordring, der tydeligvis ligger i at få etableret velfungerende feedbackmekanismer.
• Matchningsanalyse 1 og 2 viser en væsentlig udfordring i forhold til
at sikre bedre feedback fra brugerne til videnscentre om formidlingsstrategi
og -form samt måden, den indsamlede viden gøres tilgængelig
på. Dette er en meget væsentlig problemstilling i forhold til at
nyttiggøre den viden, der indsamles.
• Matchningsanalyse 1 viser, at der reelt er megen viden tilgængelig
og mange områder dækket, men brugerne oplever – jf. matchningsanalyse
2 – ikke at dette formidles på en situationsbestemt måde.
Der er behov for større sammenhæng mellem produktions- og formidlingsprocessen,
hvilket figuren nedenfor lidt firkantet illustrerer
med den røde streg. Dette kræver feedback fra de personer, der indsamler
og formidler viden til den gruppe, som vurderer og producerer
viden. Der kan både være tale om interne organisatoriske udfordringer,
som handler om samspillet mellem forskere og kommunikationsfolk
(hvis der er tilknyttet sådanne) eller en udfordring i samspillet
mellem producent (videnscenter a) og indsamler/formidler (videnscenter
b).
• Matchningsanalyse 2 viser, at der er behov for bedre feedback fra
brugerne til den gruppe, der vurderer og producerer viden samt til
beslutningstagerniveauet (i forhold til prioritering), ikke mindst om
det aktuelle vidensniveau i forhold til det faktiske behov, herunder
på forskellige integrationsområder. Der er således konkrete områder
med et øget vidensbehov – og tendenser i retning af, at andre områder
er præget af visse overlap.
Viden om integration
73

Prioritering/
bevilling
Viden om integration
Dataindsamling
Vurdering og
produktion af
viden
Indsamling af
viden
Feedback om
kvalitet af viden
Tilgængelig
Viden
(passiv strategi)
Formidling af
Viden
(aktiv strategi)
Produktionssiden Formidlingssiden
Der er også andre udfordringer, som her kort skal nævnes:
Brugere opsøger
viden
Øget
vidensniveau
hos brugere
Øget brug af
• Evne til omsætning af viden fra projekter og personer til aktiv, anvendelig
viden for brugere: Der ligger en væsentlig udfordring i at
gøre den viden tilgængelig, der findes i projekter som personbåret
viden hos personer med mange års erfaring på integrationsområdet
– personer, som ofte har været involveret i mange projekter og initiativer
på integrationsområdet. Brugerne anerkender, at meget værdifuld
viden findes som tavs viden hos nøgleaktører – et forhold som
understøtter brugernes netværksstrategi, idet brugerne antager, at
man kan indhente den mest uddybende og målrettede viden hos
netop sådanne personer. Det er selvfølgelig en udfordring for nye
medarbejdere i branchen, som ikke nødvendigvis har kendskab til
disse personer, men generelt set bør der gøres en indsats for, at en
større del af den personbårne viden formidles videre til brugere. Det
kan fx gøres ved at bringe sådanne nøgleaktører sammen med praktikere
– fx i fora, hvor der både er forskere og praktikere til stede.
Desuden er det vigtigt, at den viden, som genereres i afgrænsede
projekter, samles op på systematisk og overskuelig vis og gøres tilgængelig
for brugerne.
• Screening af viden: En anden udfordring – som til dels er beskrevet i
ovenstående analyser – handler om brugernes oplevelse af, at det
kan være tidskrævende at finde frem til den rette viden i landskabet
af videnscentre, databaser, myndigheder etc. Her efterspørges en
personlig indgang, som kan indsnævre søgeprocessen, hvorved brugeren
får mulighed for at målrette sin videnssøgning. En sådan
screening – eller helpdesk/hotline – ville eventuelt kunne bidrage til
en større opsøgning af videnscentre, idet brugeren bliver guidet til
rette sted i første omgang.
5.3 Organisatoriske alternativer – bruttoliste
Rambøll Management har med afsæt i den foreløbige analyse opstillet nedenstående
bruttoliste med potentielle organisatoriske alternativer. Der er
tale om i alt seks forskellige alternativer.
viden
Bedre
integration
74

De seks alternativer beskrives kort i tabellen nedenfor. I tabellens venstre
side er indsat en betegnelse for modellen, mens tabellens midterfelt indeholder
en kortfattet beskrivelse af modellen. Endelig indgår stikord om hver
model i den højre kolonne.
Tabel 12: Overblik over de seks organiseringsmodeller
Model Beskrivelse Stikord
1) Samlet nationalt
videnscenter
2) National
vidensindsamling
og helpdesk
Viden om integration
Som den første model etableres et samlet nationalt
videnscenter, som integrerer produktion,
koordination, indsamling og formidling. Modellen
er den mest vidtrækkende, rent ressourcemæssigt.
Med et samlet nationalt videnscenter sættes fokus
på at skabe sammenhæng mellem vurdering/produktion
af viden samt indsamling/formidling af
viden.
Modellen tager afsæt i, at der er behov for en
øget koordination i produktionen af viden samt
større ensartethed i kriterierne for vurdering af
viden med det formål at skabe en bedre basis for
indsamling og formidling.
Modellen tager videre afsæt i, at der er behov for
en forbedret indsat i forhold til indsamling og formidling
samt koordination mellem de mange forskellige
og forskelligartede aktører.
Centret skal derfor også indsamle viden, skabe
overblik over viden og formidle viden, herunder
fungere som helpdesk for praktikerne.
Med disse relativt omfattende funktioner bliver
videnscentret det mest omfangsrige, rent ressourcemæssigt,
og vil kræve en betydelig centralisering
af de midler, der i dag finansierer forskellige,
separate videnscentre. Koordinationsopgaven
bliver dermed mindre, men der vil fortsat være
behov for at koordinere og danne netværk i forhold
til private og delvist offentligt finansierede
videnscentre.
Som den anden model etableres et nationalt videnscenter
og helpdesk-funktion med fokus på
koordination, indsamling og formidling.
Formålet med et sådant videnscenter er målrettet
indsamling og formidling af viden, herunder at
udnytte potentielle stordriftsfordele samt i højere
grad at udnytte synergier mellem forskellige enheder.
Modellen tager afsæt i en forudsætning om, at der
reelt er meget relevant viden inden for integrationsområdet,
men at der er behov for en forbedret
indsat i forhold til indsamling og formidling samt
koordination mellem de mange forskellige og forskelligartede
aktører.
Det nationale videnscenter skal derimod i modsætning
til model 1 ikke selv i større omfang producere
viden og vil derfor være mindre omfattende
i forhold til ressourcer på forsknings-/produktionssiden.
• Produktion af
viden/forskning
• Indsamling af
viden
• Overblik over
viden
• Helpdesk for
praktikere
• Formidling af
kontakt
• Koordination og
netværksdannelse
• Indsamling af
viden
• Overblik over
viden
• Helpdesk for
praktikere
• Formidling af
kontakt
• Koordination og
netværksdannelse
75

Model Beskrivelse Stikord
3) National kontaktformidling
og
helpdesk
4) Nationalt center
for evidensbaseret
viden
Viden om integration
Med modellen samles en del af de nuværende
statsligt finansierede videnscentre i én enhed med
ovenstående formål. Det nationale videnscenter
får til opgave at skabe større koordination og netværksdannelse
mellem de tilbageværende videnscentre,
herunder den gruppe der ikke er offentligt
finansieret.
Videnscentret skal til enhver tid have overblik
over, hvad øvrige videnscentre laver – og skal
kunne fungere som indgang/henviser til den herværende
ekspertise.
Det bliver centralt for videnscentret at være synligt,
hvorfor medarbejderne i væsentligt omfang
skal ud til praktikerne.
Som den tredje model etableres en national kontaktformidling
og helpdesk som overbygning til
den eksisterende struktur.
Med et sådant videnscenter sættes fokus på at
lette adgangen til allerede indsamlet viden.
Modellen tager afsæt i en forudsætning om, at der
i store træk produceres og indsamles relevant
viden på hovedparten af integrationsområderne,
men at den ikke når ud til brugerne. Fokus fremadrettet
bør derfor først og fremmest være på
adgangen hertil.
På den baggrund etableres én national indgang,
som brugerne kan ringe ind til. I den nationale
kontaktformidling og helpdesk har man overblik
over de forskellige videnscentre og kan derfor
rådgive i forhold til, hvor den relevante viden er
tilgængelig.
Den nationale kontaktformidling er i modsætning
til det samlede nationale videnscenter ikke tænkt
selv at skulle producere viden. Det er heller ikke –
som både det samlede nationale videnscenter og
den nationale vidensindsamling – tænkt i større
omfang at indsamle viden. Den nationale kontaktformidling
skal heller ikke arbejde målrettet for
etablering af netværk mellem eksisterende videnscentre,
men vil i sagens natur reelt komme til
at indsamle en vis mængde viden samt etablere
et eget netværk som en forudsætning for at have
det nødvendige overblik.
Den nationale kontaktformidling vil spille en rolle i
forhold til at levere input til prioritering af ressourceanvendelsen:
Hvor er der behov for viden?
Som den fjerde model etableres et nationalt center
for indsamling og delvis produktion af evidensbaseret
viden på integrationsområdet.
Med et sådant videnscenter sættes fokus på at
sikre størst mulig validitet i den viden, der formidles.
Videnscentret vil have til opgave at indsamle og
vurdere viden fra andre videnscentre, konkrete
• Overblik over
viden
• Helpdesk for
praktikere
• Formidling af
kontakt
• Prioritering af
ressourcer
• Indsamling af
viden
• Produktion af
evidensbaseret
viden
• Formidling af
evidensbaseret
viden
76

Model Beskrivelse Stikord
5) De ressortbaseredevidensindgange
Viden om integration
projekter osv., og på denne baggrund producere
og formidle viden til brugere på både praktisk og
politisk niveau. Videnscentret vil have til opgave
at inddrage internationalt anerkendt viden, hvor
dette vurderes relevant.
Viden til praktikerne skal være målrettet disses
behov, men skabe større klarhed over, hvad der
reelt virker – og hvad der ikke virker, set i forhold
til den nuværende situation.
Viden til det politiske niveau vil både kunne have
en policy-rekommanderende karakter samt indeholde
anbefalinger til områder, hvor videnscentrets
dataindsamling viser, at der er huller i
den eksisterende viden.
Videnscentret vil også i et vist omfang have til
opgave selv at igangsætte undersøgelser, der kan
supplere andres undersøgelser. Videnscentret har
på den måde en bredere opgave end eks. NC2,
der alene anvender eksterne forskere i sine reviews.
I forhold til det samlede nationale center er dette
center således karakteriseret ved at have fokus på
den viden, der kan karakteriseres som evidensbaseret.
Her foretages både produktion (i et vist
omfang), indsamling og formidling.
Den femte model bygger på etablering af ressortbaserede
vidensindgange, dvs. i regi af de relevante
ministerier: Integrationsministeriet 20 , Beskæftigelsesministeriet,
Undervisningsministeriet,
Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet,
Erhvervsministeriet, Finansministeriet (Personalestyrelsen)
m.fl.
Modellen sætter fokus på, at der inden for de enkelte
sektorer vil være mulighed for at skabe
overblik samt at give brugerne oplevelsen af én
indgang til viden om integration på deres område.
Modellen tager afsæt i en forudsætning om, at der
på de enkelte ressortområder reelt er meget relevant
viden om integration, men at der er behov
for yderligere fokus på indsamling og formidling.
Modellen er videre baseret på en forventning om,
at dette mest enkelt kan organiseres sektorbaseret,
da et sådant mere begrænset fokus vil give
bedre mulighed for at skabe overblik.
Opgaverne i de enkelte enheder vil kunne svare til
opgaverne for den nationale vidensindsamling og
helpdesk (inklusive indsamling af viden) – eller de
vil kunne svare til opgaverne for den nationale
kontaktformidling beskrevet nedenunder, afhængigt
af behovet inden for den enkelte sektor.
20 Er ikke et ressortministerium, men indgår selvsagt uanset.
• Initiativ til produktion
af evidensbaseretviden
• Overblik over
evidensbaseret
viden
• Overblik over
viden inden for
sektorer
• Én indgang via
fælles profil
m.m.
• Formidling af
kontakt
• Plads til tilpasning
til særlige
forhold i sektorer,
herunder
evt.:
- Indsamling af
viden
- Helpdesk for
praktikere
- Koordination
og netværksdannelse
77

Model Beskrivelse Stikord
6) Udvikling af
status quo
Viden om integration
Den sjette model tager afsæt i den nuværende
situation, men indebærer en tilpasning på baggrund
af analysens påpegning af særlige udfordringer.
Der lægges her særligt vægt på udfordringerne
i relation til etablering af større overblik
over centrenes viden og ydelser. Desuden iværksættes
en indsats for øget tværministerielt samarbejde/koordination
samt mere målrettet formidling
af erfaringer fra forskning og projekter.
Modellen er således den ”mindste indgribende”.
Modellerne kan være vanskelige at skelne fra hinanden, da der er visse overlap,
hvad angår dele af deres opgaver og fokus. Det følger logisk af det forhold,
at det er den samme gruppe af udfordringer, som danner baggrund for
at opstille modellerne. Heraf følger samtidig forskellene: Hver enkelt model
har samlet set et fokus i forhold til forandringsteorien, som er anderledes
end de øvrige.
Vi har illustreret dette i følgende figur, hvor de stiplede røde linjer markerer
overgang fra produktion til indsamling til formidlingsdelen.
Startende fra venstre ses det, at det nationale center for evidensbaseret
viden (model 4) har fokus på dataindsamling og produktion. Det samlede
nationale videnscenter (model 1) har fokus på hele kæden af aktiviteter.
Den nationale vidensindsamling og helpdesk (model 2) inkluderer vidensindsamling
og formidling, men ikke produktion, mens den nationale kontaktformidling
og helpdesk (model 3) også har fravalgt vidensindsamlingen.
Endelig kan modellen med de ressortbaserede vidensindsgange (model 5)
indrettes med og uden vidensindsamling, hvorfor den indgår to steder;
sammen med henholdsvis model 2 og 3.
Model 6 (status quo) indgår ikke i figuren, da den ikke har et specifikt fokus,
men inden for rammerne af status quo forsøger at håndtere udfordringerne
på tværs.
• Mange, forskelligartedevidenscentre
• Øget fokus på
overblik, koordination
og
samarbejde
• Øget fokus på
helpdeskfunktioner
78

Prioritering/
bevillinger
Viden om integration
Dataindsamling
Model 4
Model 1
Produktion
Vurdering og
produktion af
viden
5.4 Vurdering af modellerne
Indsamling af
viden
Feedback om
kvalitet af viden
Indsamling
Model 2 (og evt. 5)
Model 3 (og evt. 5)
Tilgængelig
Viden
(passiv strategi)
Formidling af
Viden
(aktiv strategi)
Brugere opsøger
viden
Øget
vidensniveau
hos brugere
Formidling /kontakt
Vi har ovenfor skitseret en række organisatoriske modeller.
Der er fire forskellige organisatoriske udgaver af et nationalt videnscenter:
• Samlet nationalt videnscenter (model 1)
• National vidensindsamling og helpdesk (model 2)
• National kontaktformidling og helpdesk (model 3)
• Nationalt center for evidensbaseret viden på integrationsområdet
(model 4).
Vi har dog også beskrevet to alternativer, der ikke er baseret på et nationalt
center, nemlig:
• Ressortbaserede vidensindgange
• Udvikling af status quo.
Øget brug af
Dette understreger, at der ikke er nogle af de beskrevne modeller, der er
uden ulemper, heller ikke i relation til spørgsmålet om nationalt videnscenter
eller ej.
Der resterer på den baggrund to grundlæggende spørgsmål:
• Hvad er modellernes potentiale?
• Hvad betyder dette for etablering af nationalt videnscenter på integrationsområdet?
Nedenstående skema opsummerer Rambøll Managements vurderinger af de
enkelte modellers potentiale. Der argumenteres efterfølgende for vurderingen
i relation til hver enkelt model. Efterfølgende beskrives de tre mest anvendelige
modeller mere uddybende i afsnit 5.5.
viden
Bedre
integration
79

Potentielt anvendelige modeller Modeller med mindre potentiale
Udvikling af status quo (model 6) Samlet nationalt videnscenter
(model 1)
Den nationale kontaktformidling og
helpdesk (model 3)
De ressortbaserede vidensindgange
(model 5)
5.4.1 Udvikling af status quo
Viden om integration
National vidensindsamling og helpdesk
(model 2)
Nationalt center for evidensbaseret
viden på integrationsområdet
(model 4)
Udvikling af status quo (model 6) er afgjort en potentielt anvendelig model.
Vi beskriver nedenfor i den uddybende præsentation, hvordan der kan arbejdes
for at skabe større koordination, mere hensigtsmæssig anvendelse af
formidlingskanaler samt en bedre kobling mellem forskellige former for viden.
Modellen er også realistisk, da den er den mindst indgribende og vil
skabe mindre modstand. Når det er sagt, er det naturligvis spørgsmålet, om
den er realistisk i forhold til at løse den nuværende strukturs problemer.
Rambøll Management vurderer her forsigtigt, at det trods alt vil være vanskeligt
at skabe et samlet tilbud, der lever op til brugernes ønsker om overblik
og tilgængelighed inden for rammerne af denne model, hvilket styrer
fokus til de fem resterende modeller. Når modellen alligevel er taget med i
gennemgangen nedenfor, er det således først og fremmest begrundet i, at
den er realistisk, fordi den fordrer de færreste ændringer.
5.4.2 National kontaktformidling og helpdesk
Vender vi os dernæst mod de øvrige modeller, er det Rambøll Managements
vurdering, at den nationale kontaktformidling og helpdesk (model 3) er den
potentielt mest anvendelige model blandt de 4 modeller, der udgør et bud på
et nationalt videnscenter. Vurderingen uddybes i det følgende, hvorefter vi til
sidst diskuterer modellen med de ressortbaserede vidensindgange (model
5).
Der etableres altså én national indgang, som brugerne kan ringe til. I den
nationale kontaktformidling og helpdesk har man overblik over de forskellige
videnscentre og kan derfor rådgive i forhold til, hvor den relevante viden er
tilgængelig.
Formuleret positivt indeholder modellen et svar på de hovedudfordringer,
som analysen har afdækket i den nuværende struktur: At sikre overblik,
koordination og helpdesk-funktion, hvilket gør den potentielt anvendelig.
Den indeholder også en systematisk feedback i forhold til ressourceanvendelse
og prioritering i vidensindsamlingen.
Der er samtidig ikke tale om et voldsomt stort center, sammenlignet med de
to øvrige nationale videnscentre (her fraregnet det nationale center for evidensbaseret
viden om integration, der heller ikke vil være så stort). Tværtimod
er der tale om en afgrænset enhed med et meget klart og entydigt organisatorisk
fokus, hvilket vil gøre det enklere at markere sig og følge sin
strategi – der er ganske enkelt mindre risiko for at fokus forskydes til andre
dele af opgaven, sammenlignet med de to øvrige nationale centre.
Modellens største udfordring følger samtidig heraf: Vil kontaktformidlingen
blive opfattet som en hjælp af brugerne eller som unødvendigt mellemled,
80

qua det forhold, at man ikke i større omfang producerer eller indsamler viden
og derfor ikke selv kan svare på mere detaljerede spørgsmål, men først
og fremmest har til opgave at guide brugerne til det rigtige center?
5.4.3 De øvrige nationale videnscentre
Med hensyn til de øvrige nationale videnscentre er det for det første vores
vurdering, at et samlet nationalt videnscenter (model 1), som integrerer
produktion, koordination, indsamling og formidling, ganske enkelt bliver for
omfattende, jf. også det meget store antal videnscentre, hvoraf store dele af
aktiviteterne er offentligt finansieret, er der tale om et endog meget omfattende
aktivitetsniveau, hvis alle faser fra produktion til formidling skal være
dækket. Også selvom der naturligvis fortsat vil være andre videnscentre.
Som ét samlet center vil der herunder være en risiko for en uhensigtsmæssig
politisk styring, også på produktionssiden, som vil være undergravende
for centrets legitimitet. Blot risikoen – som er nævnt af rigtig mange brugere
– er i sig selv et problem. Denne risiko understreges af erfaringerne fra Sverige,
hvor interviewpersonerne pegede på, at en af ulemperne ved det samlede
nationale videnscenter netop var en fare for politisk styring af vidensindsamlingen
og formidlingen, som kan kompromittere centrets legitimitet.
Endelig må det understreges, at integrationsområdet – i modsætning til erfaringerne
fra uddannelsesområdet (EVA) – er et tværgående område. Dermed
kan centret få vanskeligt ved fagligt at matche de respektive sektorområders
faglige forventninger og dermed kan mangle gennemslagskraft over for
stærke sektorområder. Det kan også virke mindre relevant at samle aktiviteterne
i det hele taget, i stedet for at lade disse være forankret inden for de
respektive fagområder, hvor man vil have et naturligt samspil, og hvor en
betydelig del af finansieringen reelt kommer fra.
Tilsvarende er det vores vurdering, at national vidensindsamling og helpdesk
(model 2) har et mere begrænset potentiale. I denne model fravælges produktionen,
set i forhold til det samlede nationale videnscenter, jf. ovenfor.
Modellen har dermed den store, teoretiske styrke, at den fokuserer skarpt på
indsamlingen af viden samt på efterfølgende at bringe denne viden i spil
over for brugerne. Men heri ligger også problemet.
Matchningsanalyserne har klart vist, at en meget stor del af vidensproduktion,
-indsamling og -formidling foregår i centrene, da disse for størstedelens
vedkommende har en væsentlig egenproduktion. Dvs. snittet (modellens
opgavemæssige afgrænsning) harmonerer ganske enkelt ikke med virkeligheden.
Der er reelt ikke et større antal videnscentre i dag, som indsamler og
formidler samt sikrer tilgængelighed, hvor indsatsen med fordel kan samles
ét sted og derved sikre én portal.
Etablering af en national vidensindsamling og helpdesk vil derfor fordre en
radikal omlægning af arbejdsgange og rollefordeling. En omlægning, der ikke
efter Rambøll Managements vurdering kan forsvares ud fra de udfordringer,
som karakteriserer den nuværende struktur, hvor det først og fremmest er
overblik, koordinering og hotline, der efterspørges af brugerne.
Som det sidste alternativ er det vores vurdering, at et videnscenter for evidensbaseret
viden på integrationsområde (model 4) ikke er en potentielt
anvendelig model pga. det helt enkle forhold, at modellen er meget langt fra
dels brugernes efterspørgsel, dels de hovedproblemer som analysen har
identificeret.
Viden om integration
81

I den perspektiverende del af analysen er dette blevet undersøgt ved casestudiet
på NC2, som viser en række udfordringer for et sådant center, som –
givet de behov, som analysen her peger på – ikke peger i retning af etablering
af et videnscenter for evidensbaseret viden på integrationsområdet. Det
drejer sig om mængden af analyser (for begrænset), om timingen (der går
relativt lang tid, før der er indhentet evidensbaseret viden) samt om muligheden
for at fokusere indsatsen (NC2 har måttet tager mere afsæt i eksterne
forskeres interesseområder end oprindeligt ønsket).
Det skal understreges, at dette ikke indebærer en afvisning af behovet for
evidensbaseret viden som sådan, men tager afsæt i den konkrete situation
og de konkrete behov. Det skal ligeledes understreges, at dette ikke på nogen
måde indeholder en kritik af NC2s arbejde eller strategien bag NC2, men
udelukkende vedrører en vurdering af overførbarheden af en lignende model
til integrationsområdet i dets nuværende konstitution.
5.4.4 De ressortbaserede vidensindgange
Endelig er der muligheden for at oprette de ressortbaserede vidensindgange
(model 5), der efter Rambøll Managements vurdering også er potentielt anvendelig.
Modellen har den klare styrke, at den kan implementeres direkte i
eksisterende strukturer og ikke indebærer oprettelsen af nye enheder.
Set fra en brugervinkel indeholder modellen med sin fælles indgang en klar
forbedring, der kan understøttes af fælles grafisk linje. Modellen er også –
inden for de enkelte ressortområder – et bud på håndtering af de mest centrale
udfordringer, nemlig overblik, koordination og hotline.
Udfordringerne for modellen er for det første, at der er rigtig mange interessenter,
der skal blive enige. I første omgang om konstruktionens nærmere
design og omfang, og i forbindelse med den praktiske implementering, også
om håndtering af snitflader og tværgående problemstillinger. I modellen er
Integrationsministeriet ”udnævnt” til at spille en central koordinerende rolle,
men det er klart, at det er en forudsætning for en velfungerende model med
ressortbaserede vidensindgange, at samtlige ministerier bakker op og arbejder
for et fælles fokus. Herunder også at der i de enkelte ministerier findes
den nødvendige viden om integrationsrelaterede problemstillinger.
Dette – og risikoen for at få et mere snævert sektorfokus på bekostning af
de tværgående integrationstemaer – er de største udfordringer for modellen.
Modellen bygger også på en antagelse om, at brugerne har en naturlig indgang
til de relevante ministerier og dermed vil finde det naturligt at bruge
disse vidensindgange til at få øget overblik og kontaktformidling, hvilket kan
være en udfordring.
5.4.5 Samlet vurdering
Rambøll Management har forholdt sig til fire forskellige organisatoriske udgaver
af et nationalt videnscenter. Dette vidner om, at et nationalt center
efter vores vurdering på en række områder vil kunne imødegå flere af de
udfordringer, der kendetegner den eksisterede vidensformidling:
• Højere grad af koordinering
• Anvendelse af relevante formidlingskanaler i et brugerperspektiv,
herunder den personlige rådgivning
• Højere grad af kobling mellem forskningsbaseret og anvendelsesorienteret
viden.
Viden om integration
82

Der er dog ikke nogen af de beskrevne modeller, som er uden ulemper. Vi
har også drøftet muligheden for en tilpasning af den eksisterende struktur
samt en nyskabelse i form af de ressortbaserede vidensindgange. Samlet er
det vores vurdering, at valget står mellem én af disse to muligheder, eller
den version af de nationale videnscentre, som er omtalt som national kontaktformidling
og helpdesk (model 3).
5.5 Uddybende præsentation af udvalgte modeller
I det følgende afsnit beskrives de modeller, som vi har vurderet potentielt
mest relevante, mere detaljeret.
Model 3 (national kontaktformidling og helpdesk) og model 5 (de ressortbaserede
vidensindgange) beskrives efter følgende skabelon:
• Formål
• Opgaver
• Brugere
• Kompetencer
• Styrker og udfordringer.
Der indgår desuden for hver model en diskussion af behovet for/hensigtsmæssigheden
af regionalisering, dvs. oprettelse af regionale enheder i stedet
for etablering af én national enhed. Punktet er placeret umiddelbart inden
vurderingen af styrker og udfordringer.
Model 6 beskrives ikke i form af disse seks dimensioner, men i stedet i form
af en drøftelse af, hvordan det vil være muligt at håndtere de forskellige
udfordringer, som den nuværende situationer er karakteriseret ved.
Det bemærkes, at der ikke indgår en vurdering af den konkrete bemanding i
form af antal medarbejdere, af budgetter eller af den konkrete finansiering.
Der indgår alene overvejelser vedrørende kompetencebehov samt – i forhold
til budgetter – om konsekvenser i forhold den samlede masse af videnscentre.
Det indgår ikke i opgaven at evaluere de eksisterende videnscentre
konkret og herunder at pege på, om enkelte eller flere af disse skal indgå
som fremtidigt finansieringsgrundlag.
5.5.1 Model 3 – Etablering af national kontaktformidling og helpdesk
Model 3 indebærer, at der etableres en national kontaktformidling og helpdesk
for praktikere som overbygning til den eksisterende struktur. Modellen
er illustreret her:
Viden om integration
83

Høj
Grad af evidedns
Lav Beskæftigelse Uddannelse Boligforhold Etc.
Viden om integration
Kontaktformidling og helpdesk Brugere
Integrationsområder
Formål
Matchningsanalyserne viser, at der produceres viden, der ikke i fuldt omfang
når ud til brugerne. De viser også, at brugerne efterspørger overblik – og et
sted at henvende sig, når de har et konkret behov for viden. Et sted, hvor de
kan få kvalificeret personlig vejledning.
Den nationale kontaktformidling og helpdesk skal tage hånd om denne udfordring.
Med en national kontaktformidling og helpdesk sættes fokus på at
sikre den bedst mulige adgang til allerede indsamlet viden.
Opgaver
Den nationale kontaktformidling tager afsæt i den eksisterende vidensproduktion
og -indsamling i regi af videnscentre og andre aktører på integrationsområdet.
Baggrunden er, at der i dag produceres og indsamles viden,
men at denne viden ikke når ud til brugerne.
Enheden får til opgave at skabe sig et overblik over de forskellige videnscentre:
• Hvilke integrationsområder dækker deres indsats?
• Hvad har de viden om?
• Hvem er deres målgruppe?
• Hvilke ydelser tilbyder de?
• Hvordan kommer man i kontakt med dem?
• Osv.
Med afsæt i dette overblik skal kontaktformidlingen fungere som én national
indgang for brugerne, hvor man hurtigt og effektivt kan få at vide, om og
hvor der findes relevant viden om det ønskede emne. Enheden skal således
også fungere som en helpdesk-funktion.
Helpdesk-funktionen er i den forbindelse central. Det er vurderingen, at det
er via helpdesk (eller hotline), at brugerne kan få en oplevelse af, at der i
fremtiden er ét sted, man kan henvende sig, hvis man er i tvivl om, hvor
man kan få et godt råd. Synlighed og anvendelighed som helpdesk er en
forudsætning for, at brugerne vil anvende kontaktformidlingen.
Brugerne efterspørger i den forbindelse klart en personlig kontakt, dvs. der
skal være mulighed for telefonisk kontakt i almindelig arbejdstid. Kontakt-
Uændret
struktur,
men øget
netværk
m.m.
84

formidlingen skal på sigt markere sig, så dens medarbejdere indgår naturligt
i praktikernes netværk.
Den personlige kontaktmulighed har førsteprioritet, men centret bør også
anvende hjemmeside, databaseløsninger osv. til at skabe overblik for brugere,
der ønsker at anvende en sådan indgang. Eksempelvis en simpel database
over eksisterende videnscentre, hvor disse er kategoriseret i forhold til
spørgsmål som ovenstående, og hvor der er adgang til kontaktoplysninger.
Databaser og lignende bør dog ikke erstattet den personlige kontakt.
Enheden skal som udgangspunkt ikke ”opleves” af videnscentrene på anden
måde, end at de mærker en øget kontakt til deres brugere, der via kontaktformidlingens
mellemkomst oplever centrenes tilbud mere tilgængelige og
dermed værdifulde. Det er således vigtigt, at kontaktformidlingen ikke opfattes
som en konkurrent – den er en overbygning eller et fundament, som skal
fremme anvendelsen af videnscentrene og deres viden.
Det er imidlertid klart, at opgaven med at skabe overblik nødvendiggør en
vis kontakt til videnscentrene. Kontaktformidlingen bør også synliggøre sig
over for videnscentrene, så de kan se værdien af, at enheden har et solidt
kendskab til dem – og således at den løbende opdatering af informationer
mv. bliver et fælles anliggende, som videnscentrene ser en værdi i at bidrage
til.
Det er ikke afgørende, men vurderes at være en fordel, hvis den nationale
kontaktformidling også får til opgave – som model 1 også har det – at arbejde
for etablering af netværk mellem eksisterende videnscentre. Dvs. at kontaktformidlingen
rækker udover at formidle kontakt mellem brugere og videnscentre,
så det også omfatter at bidrage til et bredt kendskab mellem
videnscentrene.
Det er klart, at enheden i forhold til hovedparten af videnscentrene ingen
reel kompetence vil have. Dette forhindrer dog ikke, at der kan opleves en
fælles gevinst ved at udnytte det overblik, som enheden opnår. I det omfang
videnscentrene ønsker det, bør dette overblik naturligvis anvendes.
Formidlingsenheden skal ikke beskæftige sig med produktion af viden. Som
led i formidlingsopgaven kan det dog være relevant at videreformidle eventuelle
ønsker fra brugerne til eksisterende videnscentre i forhold til viden,
formidlingsstrategi, tilgængelighed osv.
Brugere
Brugerne er primært praktikere på alle niveauer. Brugerne bør tilknyttes tæt
til centret for at sikre, at helpdesk-funktionen opleves relevant. Fx gennem
brugerinddragelse i følgegruppe eller lignende.
I en lidt bredere forståelse vil de forskellige videnscentre også være brugere
eller samarbejdspartnere. Det gælder særligt, hvis kontaktformidlingen også
omfatter etablering af netværk mellem videnscentrene.
Kompetencer
Kontaktformidlingen vil have behov for en betydelig analytisk kompetence i
forhold til at skabe og opretholde et overblik over det betydelige antal videnscentre,
som analysen viser, der allerede er i dag.
Kontaktformidlingen vil videre have behov for en vis mængde praktisk erfaring,
så brugerne oplever, at medarbejderne har et reelt kendskab til deres
virkelighed og problemstillinger.
Viden om integration
85

Endelig vil det være vigtigt at have de nødvendige sociale/personlige kompetencer
i relation til etablering af kontakt til de forskellige videnscentre.
Regionalisering
Det er Rambøll Managements vurdering, at en enhed med fokus på formidlingsaspektet
bør bestå af én national enhed. Dette er begrundet i flere forhold:
• Én enhed giver den bedste garanti for, at der formidles den samme
viden i hele landet.
• Omfangsmæssigt vil enheden næppe kunne bære at være splittet op
i 4-5 regionale satellitter.
• Der er primært tale om en hotline og helpdesk, dvs. ikke en fysisk
tilstedeværelse hos brugerne.
• Enheden skal henvise til andre videnscentre, hvor spørgsmålet om
regionalisering er mere aktuelt.
Når det er sagt, er der på den anden siden erfaringer – herunder matchningsanalyse
2 – som peger i retning af at overveje en mellemløsning.
Det kan ikke udelukkes, at det vil fremme anvendelsen af en national kontaktformidling,
hvis der etableres regionale indgange i form af en arbejdsdeling
eller lignende internt i enheden. Det kan gøre helpdesk-funktionen mere
synlig og relevant i brugernes øjne.
Dette kan bidrage til at fremme oplevelsen af, at medarbejderne i kontaktformidlingen
indgår i praktikernes netværk, samt at medarbejderne udvikler
en forståelse af særlige regionale forhold, der har betydning for den viden,
der efterspørges. Om det er muligt afhænger naturligvis af det faktiske antal
ansatte.
Ovenstående bør dog afvejes i forhold til organisering af enheden ud fra en
sektorfaglig vinkel, hvor konkrete medarbejdere får et særligt ansvar for
eksempelvis at have overblik over de centre, der dækker beskæftigelsesområdet,
uddannelsesområdet osv.
Styrker og udfordringer
Viden om integration
Styrker Udfordringer
Kontaktformidlingen er en hjælp til
eksisterende videnscentre
Kontaktformidlingen giver brugerne en
personlig adgang
Modellen er ikke voldsomt ressourcekrævende
Enheden har et klart fokus: At sikre
den bedst mulige adgang til den allerede
eksisterende viden, baseret på en
naturlig indgang i form af helpdesk.
Vil videnscentrene se kontaktformidlingens
helpdesk-funktion som en hjælp
eller en konkurrent?
Uanset helpdesk er der ikke i enheden
den viden, brugerne efterspørger – der
er derfor en risiko for at blive opfattet
som et tungt mellemled.
Vil den kunne gøre en reel forskel?
Oprettelsen ændrer ikke på produktion
og indsamling af viden eller på videnscentrenes
formidlings- og tilgængelighedsstrategier.
Analysen har vist en
række udfordringer på disse områder,
som ikke vil blive håndteret anderledes.
86

5.5.2 Model 5 – Ressortbaserede vidensindgange
Model 5 indebærer, at der etableres ressortbaserede vidensindgange i regi af
de relevante ministerier: Beskæftigelsesministeriet, Undervisningsministeriet,
Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Erhvervsministeriet,
Finansministeriet (Personalestyrelsen) mv.
Høj
Grad af evidedns
Lav
Vidensindgang
Beskæftigelsesministeriet
Beskæftigelse Uddannelse Sociale forhold Etc.
Viden om integration
Vidensindgang
Undervisningsministeriet
Brugere
Integrationsområder
Vidensindgang
Socialministeriet
Formål
Formålet med etablering af ressortbaserede vidensindgange er at placere
opgaven med at sikre et øget vidensniveau i regi af de ministerier, som brugerne
oplever at høre ind under og hermed bidrage til oplevelsen af én indgang
til viden om integration på deres område. Oprettes de ressortbaserede
vidensindgange ud fra en fælles platform, vil der også være mulighed for at
gå efter oplevelsen af én indgang med flere ”kontorer”.
Opgaver
Modellen tager afsæt i en forudsætning om, at der på de enkelte ressortområder
reelt er meget relevant viden om integration, men at denne ikke når
ud til brugerne. Ressortopdelingen giver mulighed for at differentiere mellem
de enkelte sektorer i forhold til, om der først og fremmest er en udfordring i
at skabe overblik og formidle kontakt, eller også om der er en udfordring i at
indsamle viden. Dette afspejles i opgavegennemgangen nedenfor.
Modellen baserer sig på, at man i hvert af de nævnte ministerier opretter en
”Integrationsformidling”. Integrationsformidlingen oprettes derfor som en
selvstændig enhed med nedenstående opgaver.
Den skal for det første have overblik over de forskellige videnscentre inden
for egen ressort:
• Hvilke specifikke integrationsområder dækker deres indsats?
• Hvad har de viden om?
• Hvem er deres målgruppe?
• Hvilke ydelser tilbyder de?
• Hvordan kommer man i kontakt med dem?
• Osv.
Vidensindgange
Øvrige
ressortområder
87

Med afsæt i dette overblik skal integrationsformidlingerne fungere som indgang
for brugerne, hvor man hurtigt og effektivt kan få at vide, om og hvor
der findes relevant viden om det ønskede emne. Modellen fordrer på den
måde, at der i de enkelte ministerier er – eller ansættes – medarbejdere
med den nødvendige viden om integration. Modellen hviler således på sektoransvarsprincippet
i tråd med den norske model. Modellen går endog
skridtet videre end den norske model, idet den hviler på et mere rendyrket
sektoransvar, uden et samlet nationalt kompetencecenter som IMDI.
En særlig fordel i den forbindelse vil være, at integrationsformidlingerne
desuden vil kunne formidle kontakt til relevante medarbejdere i ministerierne
vedrørende lovstof m.m.
Brugerne efterspørger i den forbindelse klart en personlig kontakt, dvs. der
skal være mulighed for telefonisk kontakt i almindelig arbejdstid; en egentlig
helpdesk, svarende til model 3. Integrationsformidlingerne skal på sigt markere
sig, så deres medarbejdere indgår naturligt i praktikernes netværk.
Modellen fordrer, at brugerne har – eller får – et naturligt tilhørsforhold til de
enkelte ministerier.
Den personlige kontaktmulighed har førsteprioritet, men integrationsformidlingerne
bør også anvende hjemmeside, databaseløsninger osv. til at skabe
overblik for brugere, der ønsker at anvende en sådan indgang. Eksempelvis
en simpel database over eksisterende videnscentre, hvor disse er kategoriseret
i forhold til spørgsmål som ovenstående, og hvor der er adgang til kontaktoplysninger.
Databaser og lignende bør dog ikke erstattet den personlige
kontakt.
Integrationsformidlingen kan for det andet have til opgave at indgå mere
aktivt i indsamlingen af viden inden for det konkrete ressortområde. Principielt
med samme type opgaver som er tænkt i samlet form i den nationale
vidensindsamling og helpdesk, jf. model 2. Dvs. en enhed, der bygger bro
mellem vidensproduktion, videnscentre og brugerne.
I modellen er der på den måde mulighed for at ”brede” funktionerne mere
ud end i den nationale kontaktformidling og helpdesk, som beskrevet under
model 3 ovenfor, der ikke omfatter vidensindsamling.
Principielt kan ét ministerium vælge at fokusere på helpdesk og kontaktformidlingen
alene, mens et eller flere andre kan vælge også at inddrage indsamlingen
af viden. Det afhænger af behovene i den enkelte sektor.
Vælger ét eller flere ministerier at inkludere vidensindsamling, opnår de en
betydelig egenviden og vil kunne positionere sig som den naturlige indgang
for brugerne, da man omfangs- og vidensmæssigt vil være langt den største
offentligt finansierede enhed inden for det pågældende område. Alene dette
vil bidrage til synlighed og tilgængelighed af viden. Integrationsformidlilngerne
vil have et særligt ansvar for at indhente relevant international viden.
Det følger også heraf, at opgaverne i forhold til videnscentrene først og
fremmest afhænger af, om der bliver tale om en helpdesk- og kontaktformidlingsopgave
eller også om indsamling af viden.
Ressortbaserede vidensindgange fordrer i sagens natur koordination mellem
ministerierne, så brugerne i videst muligt omfang oplever, at der er én integrationsformidling
med forskellige specialister.
Viden om integration
88

Modellen er derfor baseret på, at der elektronisk er én indgang til en fælles
hjemmeside, hvorfra man kan gå videre til de enkelte integrationsformidlinger.
Den fælles indgang skal klart og entydigt over for brugerne signalere,
hvor man finder information om grænsetilfælde, dvs. områder, der hører
under mere end ét ressortområde.
Tilsvarende er der på de enkelte ressortministerier et fælles ikon (fx IFDK –
Integrationsformidling i Danmark – IDS: Integration i Danmark – Sådan),
som giver adgang til de enkelte integrationsformidlinger på nettet. De lokale
hjemmesider skal have fælles grafisk linje, opbygning med overskrifter,
links, adgang til lovgivning, redskaber m.m.
Modellen fordrer desuden koordination i forhold en række grænseområder.
Eks. kan mangfoldighedsledelse både være et anliggende for Integrationsministeriet
og Beskæftigelsesministeriet (Arbejdsmarkedsstyrelsen). Det forudsættes,
at der i sådanne tilfælde aftales en klar rollefordeling med afsæt i, at
brugerne har behov for én indgang i så vid udstrækning som muligt.
Tilsvarende vil der være behov for at placere ansvaret for tværgående temaer,
som eksempelvis kultur og værdier – som brugerne i dag klart efterspørger
viden om.
Endelig kan der være behov for koordination og ansvar for at drive udviklingen
frem generelt. En sådan rolle er i modellen placeret uden for de sektorfaglige
ministerier, i Integrationsministeriet.
Brugere
Brugerne er primært praktikere på alle niveauer.
Det er samtidig klart, at de respektive integrationsformidlinger i de enkelte
ministerier også hensigtsmæssigt vil kunne bruges på samme måde, som
Integrationsservice i dag har en rolle i Integrationsministeriet, nemlig som et
forbindelsesled mellem policy-niveauet i ministeriet og det praktiske niveau i
kommunerne. Formidlingerne vil således løbende blive konfronteret med
brugernes ønsker og behov og vil på den baggrund få et godt og præcist
billede af de integrationsmæssige udfordringer på netop deres område.
Videnscentrene vil også være brugere eller samarbejdspartnere.
Kompetencer
Kompetencebehovet i de enkelte integrationsformidlinger afhænger grundlæggende
af, om man vælger kun at lade formidlinerne have opgaver som i
den nationale kontaktformidling eller om de også skal have opgaver i relation
til indsamling af viden, jf. diskussionen ovenfor.
Er der tale om førstnævnte, vil kompetencebehovene svare til behovene beskrevet
i model 3 ovenfor.
Er der også tale om vidensindsamling, vil de enkelte ressortbaserede vidensindgange
også have behov for betydelige strategiske kompetencer i relation
til at udnytte deres position som det største offentligt finansierede videnscenter
på deres specifikke integrationsområde på en måde, der skaber størst
mulig synergi i forhold til de øvrige videnscentre.
Der vil herudover opstå et behov for en betydelig analytisk kompetence i
forhold til at skabe og opretholde et overblik over det betydelige antal videnscentre,
som analysen viser, der allerede er i dag.
Viden om integration
89

Der vil også være behov for en vis mængde praktisk erfaring og evne til at
gennemføre konferencer m.m., så brugerne oplever, at medarbejderne har
et reelt kendskab til deres virkelighed og problemstillinger.
I tillæg til disse kompetencer vil der være behov for at kunne arbejde i
krydsfeltet mellem det politiske og det praktiske, som integrationsformidlingernes
placering naturligt giver anledning til.
Regionalisering
Det vil ikke være relevant i forbindelse med etablering af ressortbaserede
vidensindgange at overveje regionalisering, da modellen netop er baseret
på, at man henvender sig ét sted pr. sektor.
Styrker og udfordringer
Viden om integration
Styrker Udfordringer
Med afsæt i de enkelte sektorer får
integrationsformidlingerne det mest
entydige fokus, der modsvarer brugernes
situationsbestemte behov
Modellen giver – inden for fælles rammer
– mulighed for at tilpasse sig de
enkelte sektorers behov
Integrationsformidlingerne giver brugerne
den ønskede, personlige indgang
Modellen afspejler en klar arbejdsdeling
mellem de enkelte ministerier og
en koordineret strategi
Sektorstrategien indebærer en risiko
for manglende fokus på, dels de områder
der falder ind under mere end én
sektor, dels de områder der ikke er
sektorspecifikke, eks. politisk inddragelse
og medborgerskab eller kultur og
værdier
Forskellene bør ikke opleves af brugerne
som værende udtryk for, at der er
mere end én indgang.
Oprettes integrationsformidlingerne
alene med fokus på formidling, men
uden ansvar for indsamling af viden,
får de ikke selv den viden, brugerne
efterspørger – der er derfor en risiko
for at blive opfattet som et tungt mellemled.
Tilsvarende vil denne løsning ikke ændre
på produktion og indsamling af viden
eller på videnscentrenes formidlings-
og tilgængelighedsstrategier.
Analysen har vist en række udfordringer
på disse områder, som ikke vil
blive håndteret anderledes.
Endelig er det et åbent spørgsmål, om
brugerne har et naturligt tilhørsforhold
til ressortministerierne, eller om dette
først skal etableres.
Modellen skal først forhandles på plads
og vil til stadighed medføre snitfladediskussioner
90

Viden om integration
Styrker Udfordringer
Integrationsformidlingerne vil have et
godt kendskab til alle videnscentre og
deres medarbejdere, også de enheder,
hvor integration kun indgår som et
ikke-hovedprodukt
Med det centrale overblik i hvert enkelt
ministerium forøges muligheden for at
koordinere, om videnscentrene laver
det samme – og i givet fald flytte ressourcerne
og dermed indsatsen
5.5.3 Model 6 – Udvikling af status quo
Er der denne viden i de enkelte ressortministerier
i dag, eller vil der være
et opkvalificeringsbehov?
Som det fremgår, er der ingen modeller, som løser problemerne uden potentielt
at skabe nye udfordringer. Derfor er det også relevant at overveje, om
det er muligt at beholde den grundlæggende organisering, men tilpasse den
de uhensigtsmæssigheder, som vi har beskrevet tidligere i rapporten. Figuren
herunder viser, hvordan organiseringen af vidensindsamling og formidling
i dag er skruet sammen.
Figur 5.3: Organisering af vidensindsamling og formidling i dag
Høj
Grad af evidedns
Lav
Beskæftigelse Uddannelse Boligforhold Etc.
Integrationsområder
Konsekvensen af denne tænkning vil altså være, at der skal drejes på andre
håndtag end de snævert organisatoriske med det formål at øge koordinering,
brugertilpasning af formidlingen etc.
• I forlængelse af denne rapport kan brugernes forventninger til vidensformidling
kommunikeres ud til de eksisterende videnscentre. I
den forbindelse kan forandringslogikken stilles til rådighed for centrene,
som kan bruge den til at identificere og overveje eventuelle
udfordringer i formidlingsindsatsen.
• Centrene kan lade sig inspirere af den brugerrepræsentation i bestyrelserne,
som kendes fra EVA. En sådan institutionalisering af brugerperspektivet
kunne sikre, at centrenes formidlingsaktiviteter støbes
og implementeres i et tæt samspil med brugerinteresserne.
91

• Integrationsministeriets hjemmeside kan i endnu større udstrækning
udgøre en fælles indgang til erfaringer om integration. Emnerne under
punktet ”integration” på hjemmesiden kunne således udvides, så
de fx også omfattede fx socialområdet og sundhedsområdet.
• Samtlige centres aktiviteter og hjemmesider kunne præsenteres på
Integrationsministeriets hjemmeside og derved lette overblikket over
centrene samt profilere centrenes ydelser.
• Formidlingen af erfaringer fra både forskning og projekter kunne i
højere grad formidles på en måde, som bringer vidensproducenterne
i kontakt med brugerne af viden. Det kunne overvejes at stille krav
om øget anvendelse af kanaler, som matcher brugernes behov, i forbindelse
med udbud af opgaver på integrationsområdet.
• Der kunne iværksættes et tættere tværministerielt samarbejde med
det formål at styrke koordineringen af de aktiviteter, der sættes i
gang og formidlingen af dem.
• Endelig kunne det i forlængelse af denne rapport undersøges, om
der vil være fordele at hente ved at se på uhensigtsmæssige overlap
mellem eksisterende videnscentre med henblik på at identificere
specialiseringsgevinster eller andre tilpasningsmuligheder.
Viden om integration
92

6. Datakilder og metode
Dette kapitel indeholder for det første en række metodiske afgrænsninger og
gennemgår de datakilder, som vi har anvendt i undersøgelsen.
6.1 Metodisk afgrænsning af videnscentre
Følgende kriterier har dannet baggrund for afgrænsningen af videnscentre i
undersøgelsen:
1. Et videnscenter arbejder professionelt og kontinuerligt med indsamling
eller dokumentation af viden om eller erfaringer med integration
2. En af centrets væsentlige aktiviteter består i at formidle viden eller
erfaringer videre til primære og sekundære brugere.
Som det fremgår af det første kriterium, er institutioner, der henviser til relevant
viden produceret af andre, men som ikke selv foretager vidensindsamling
eller dokumentation på integrationsområdet, ikke inkluderet som
egentligt videnscenter. Det gælder fx en organisation som Horesta.
Som det fremgår af det andet kriterium, falder videnscentre, som udelukkende
formidler viden til slutbrugere, dvs. de etniske minoriteter, som i sidste
ende skal have gavn af den viden, der produceres, ikke ind under definitionen.
Det gælder fx Unge- og forældrerådgivning om uddannelse (VCUA),
idet dette center ikke målretter deres formidling mod praktikere, men i stedet
indgår i direkte dialog med slutbrugerne. Af samme grund indgår Indvandrerbiblioteket
heller ikke direkte i undersøgelsen. Centre, som både
formidler viden til slutbrugere og praktikere, er derimod inkluderet i undersøgelsen.
Det gælder fx for Center for Traume- og Torturoverlevere.
Derudover gør følgende afgrænsninger sig gældende i definitionen af videnscentre:
• Diverse netværk for professionelle, hvor der fx udveksles erfaringer
under møder i en afgrænset netværksgruppe, er ikke inkluderet, idet
det som hovedregel ikke er en væsentlig aktivitet for sådanne netværk
at formidle viden til centrale brugere ud over netværkskredsen.
• Det ligger i betegnelsen ”videnscenter”, at enkeltpersoner, som formidler
viden om integration, ikke er inkluderet i undersøgelsen.
• Private virksomheder, der indtager en rolle som leverandør i forhold
til offentlige myndigheder, og som ikke kontinuerligt formidler viden
om integration, er ikke at betragte som videnscentre i undersøgelsens
forstand. Det gælder fx konsulentfirmaer, der indsamler viden
for en myndighed, hvorefter myndigheden er ansvarlig for formidlingen
af den indsamlede viden.
• Institutioner, som gennemfører uddannelsesaktiviteter for centrale
brugere, er kun inkluderet i undersøgelsen i de tilfælde, hvor disse
også indsamler eller dokumenterer viden om integration (jf. det første
af ovenstående kriterier). Derfor er et center som COK (Center
for Offentlig Kompetenceudvikling) ikke at opfatte som et videnscenter.
• Diverse lokale videnscentre i kommunalt regi mv. er som udgangspunkt
ikke inkluderet i undersøgelsen, idet disse videnscentres rækkevidde
generelt set må vurderes at være begrænset, ligesom den
indsamlede viden ofte vil være målrettet kommunens personale eller
borgere.
• Ministerier og styrelser er ikke i sig selv at betragte som videnscentre
i undersøgelsens forstand. Kun i det omfang, at ministerier og
styrelser har etableret institutioner eller aktører, der lever op til de
Viden om integration
93

to ovennævnte kriterier, er disse med. Dette gælder fx Integration i
staten under Personalestyrelsen og Integrationsservice under Integrationsministeriet.
I forbindelse med afgrænsningen af videnscentre er det generelt set vigtigt
at påpege, at der eksisterer en række institutioner, som lejlighedsvist formidler
viden om integration, men som generelt set ikke kan betragtes som
centre, der har til formål at formidle viden om integration til praktikere.
Selvom en del centre på denne vis befinder sig i en gråzone i forhold til, om
de kan betragtes som et videnscenter på integrationsområdet, er sådanne
centre som hovedregel ikke inkluderet i undersøgelsen.
6.2 Øvrig relevant viden, der ikke er i regi af videnscentre
Som det fremgår af ovenstående repræsenterer videnscentrene kun en del
(om end en væsentlig del) af den samlede tilgængelige viden, der er om
integration. Undersøgelsen forholder sig altså ikke systematisk til al indsamling
og formidling af viden om integration i Danmark.
Relevant viden, der er forankret i andre regi end videnscentre, er dog inddraget
løbende i analyserne som perspektivering af undersøgelsens konklusioner.
Det er sket med udgangspunkt i nedenstående (ikke udtømmende)
liste over øvrig viden om integration. Listen er udarbejdet på baggrund af
både input fra Integrationsministeriet, tilkendegivelser fra brugere (især fokusgrupper)
samt vores egen research.
Tabel 6.1 Øvrig relevant viden om integration
Koordination af indsatser for etniske minoriteter (Sundhedsstyrelsen)
Traume.dk
Etnisk specialfunktion i jobcentrene
Biblioteksstyrelsen
Videnscentret i Århus Kommune, ældreområdet
Programbestyrelsen
Indvandrerbiblioteket
Integrationsministeriet hjemmeside
Undervisningsministeriets hjemmeside
Center for Offentlig Kompetenceudvikling
DI
Horesta
LO
DA
Integrationsforum Fyn
Dansk Byggeri
HTSI
Jobintegration.dk
www.jobsamtalen.dk
Altinget/integration.dk
PSgruppen (tidligere Projektsekretariatet).
KL: Database over ældre etniske minoriteter
Viden om integration
94

Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme (KU)
Center for Bystudier
Kirkernes Integrationstjeneste
Finfo.dk
6.3 Dataindsamlingsaktiviteter i forbindelse med kortlægning af
eksisterende videnscentre
Vi har på baggrund af de ovenfor nævnte kriterier for videnscentre på integrationsområdet
identificeret 33 institutioner i Danmark, der lever op til definitionen.
Den vidensindsamling og formidling, der foregår i regi af disse
institutioner, er analyseret på baggrund af følgende dataindsamlingsaktiviteter:
• Internetbaseret screening af samtlige centre, herunder udarbejdelse
af caseprofiler.
• Casestudier på 8 centre.
Nedenfor uddybes processen omkring de to dataindsamlingsaktiviteter, og
styrker og svagheder ved de anvendte metoder overvejes.
Internetbaseret screening af samtlige centre
Som udgangspunkt for den internetbaserede screening udarbejdede vi en
skabelon for caseprofilerne, der sikrer, at alle relevante karakteristika belyses
i profilen, herunder hvilke integrationsområder centret arbejder med,
hvilke målgrupper de henvender sig til, formidlingsstrategier m.m.
De informationer, der herefter blev indhentet via institutionernes hjemmesider,
blev indsat i den fælles skabelon, på baggrund af hvilken sammenlignelige
profilbeskrivelser for de enkelte centre blev udarbejdet.
I de tilfælde hvor helt centrale oplysninger ikke kunne identificeres gennem
hjemmesiden, tog vi telefonisk kontakt til centrene med opklarende spørgsmål,
således at centrenes profiler har samme detaljeringsniveau. Det fremgår
af caseprofilerne, hvis et center er kontaktet telefonisk for at indhente
uddybende oplysninger.
Begrundelsen for at kortlægge den eksisterende vidensindsamling via internetbaseret
screening er, dels at det er en hurtig måde at skabe overblik over
en meget stor mængde information, og dels at metoden giver en god fornemmelse
af tilgængeligheden af den eksisterende viden.
Screeningen giver således et indblik i, hvordan det kan opleves fra et brugerperspektiv
at navigere rundt blandt de eksisterende videnscentre.
Svagheden ved den valgte tilgang er blandt andet, at der kan opstå usikkerhed
omkring rent faktuelle ting som fx centrets finansiering og antallet af
medarbejdere, der arbejder med integration. I forhold til antal medarbejdere
er en række faktorer medvirkende til, at det kan være vanskeligt at opgøre
tallet nøjagtigt:
• På centre, der både henvender sig praktikere og slutbrugere (dvs.
etniske minoriteter), kan det være vanskeligt at fastslå, hvor mange
medarbejdere, der har opgaver relateret til praktikere, og hvor mange
der fx udelukkende er behandlere. Kun medarbejdere med opgaver
relateret til praktikere er principielt relevante i denne sammenhæng.
Viden om integration
95

• Hos centre, der beskæftiger sig med flere forskellige integrationsområder,
kan det ikke udledes, hvilke medarbejdere der beskæftiger sig
med hvilke integrationsområder. Det betyder, at det ikke er muligt
at sige præcist, hvor mange medarbejdere der samlet set (dvs. på
tværs af de 33 centre) arbejder med et givet integrationsområde.
• Endelig besværliggør en opgørelse af antal medarbejdere, at nogle
medarbejdere arbejder fuldtids med integration, mens andre kun arbejder
deltids eller lejlighedsvist kommer i berøring med det.
Disse forbehold er baggrunden for, at der i analyserne kun drages brede
konklusioner om antallet af medarbejdere, der beskæftiger sig med de forskellige
integrationsområder.
Et andet forhold der skal tages højde for er, at caseprofilerne ikke er en fuldstændig
kortlægning af centrenes nuværende og tidligere aktiviteter. Caseprofilerne
tegner et billede af, hvilke integrationsområder, særlige satsningsområder,
målgrupper mv. centret beskæftiger sig med. Men da caseprofilerne
ikke bygger på gennemlæsning af samtlige publikationer, nyhedsbreve,
pjecer og lignende, som centret har udgivet, vil der nødvendigvis være nuancer
af centrets arbejde, der ikke indfanges i profilerne.
I forhold til analysen betyder dette, at det ikke kan konkluderes entydigt, om
der findes viden om alle specifikke integrationsområde, ligesom der kan være
usikkerhed forbundet med, hvor mange centre der beskæftiger sig med
en bestemt målgruppe inden for de forskellige områder. Vi vurderer dog, at
usikkerhederne er begrænsede, og at der derfor med fuldt belæg fx kan drages
konklusioner om, hvorvidt der er meget eller lidt viden tilgængelig om
generelle og specifikke integrationsområder og forskellige målgrupper.
Ud over den internetbaserede screening har vi gennemført casestudier på 8
udvalgte centre. Formålet med disse casebesøg har været at gå bag om det
billede centrene præsenterer af sig selv på hjemmesiden og undersøge, hvilke
overvejelser, erfaringer, konflikter og interesser der ligger bag centrets
nuværende profil.
På casebesøgene er ledere, vidensproducenter og vidensformidlere derfor
blevet interviewet om emner som strategi, metode, kompetencer, samarbejdsrelationer,
målgrupper, styringsforhold m.m. Forud for casestudierne
udarbejdede vi semi-strukturerede interviewguides for at sikre, at alle relevante
temaer bliver belyst på samtlige 8 centre.
Følgende kriterier har ligget til grund for udvælgelsen af videnscentre til casestudierne:
1) Spredning i integrationsområder
2) Variation i forhold til om integration er hovedprodukt eller ikkehovedprodukt
3) Geografisk spredning
4) Variation i evidensniveauer
5) Variation i centrenes størrelse
Viden om integration
96

På baggrund heraf er der gennemført casestudier på følgende centre:
Tabel 6.2 Casebesøg på videnscentre
Videnscentre Integrationsområder Antal interviewpersoner
Fagbevægelsens Videncenter
for Integration
Statens Institut for Folkesundhed
Integrationsservice
Statens Byggeforskningsinstitut
(SBI)
Videnscenter for Integration
(Vejle Kommune)
Dansk Flygtningehjælp –
Integration
Videnscenter for tosprogethed
og interkulturalitet
(UC2)
Akademiet for Migrationsstudier
i Danmark (AMID)
Viden om integration
Politisk deltagelse og medborgerskab
Arbejdsmarked og beskæftigelse
Social og sundhed 2
Arbejdsmarked og beskæftigelse
Uddannelse og sprogkundskaber
By- og boligforhold 4
Arbejdsmarked og beskæftigelse
Uddannelse og sprogkundskaber
Social og sundhed
Politiske deltagelse og medborgerskab
Arbejdsmarked og beskæftigelse
Uddannelse og sprogkundskaber
m.fl.
Uddannelse og sprogkundskaber 4
Kultur og værdier
Politisk deltagelse og medborgerskab
Social og sundhed
M.fl.
Informationerne fra casebesøgene er efterfølgende indarbejdet i de caseprofiler,
der er udarbejdet for centrene på baggrund af den internetbaserede
screening. Disse profiler er blevet sendt til de respektive centre til kommentering
med det formål at eliminere faktuelle fejl.
De specifikke integrationsområder, som vi anvender i analysen i kapitel 2, er
gengivet i nedenstående figur. Integrationsområderne er udvalgt og systematiseret
i samarbejde med Integrationsministeriet.
5
4
7
4
3
97

Tabel 6.3 Centrale integrationsområder
Minoritetsgruppe
Tværgående
målgrupper
Arbejdsmarked og
beskæftigelse
Uddannelse og
sprogkundskaber
Karrieremuligheder Sprogindlæring/Dansk
som andetsprog
Interkulturel pædagogik
Børn Etniske minoriteters
brug af daginstitutioner
Folkeskolens rolle i
integrationen af børn
med udenlandsk baggrund
Muslimske friskoler
Heldagsskoler
Sprogstimulering af
småbørn
Sent ankomne børn
By- og boligforhold
samt fritidsliv
Bekæmpelse af kriminalitet
Lokal og fremrykket
beskæftigelsesindsats i
udsatte boligområder
Kvarterløft og ghettobekæmpelse,
herunder
borgerdeltagelse
Boligplacering af flygtninge
og bosætning
blandt indvandrere
Social og sundhed Kultur og værdier Politisk deltagelse
og medborgerskab
Kriminalitet
Sprog- og kulturforskelle
i behandlingssystemer
Etniske minoriteters
sundhedstilstand
Rehabilitering af torturofre/traumatiserede
Psykisk syge
Handicappede og børn
med særlige behov
Tvangsfjernelser
Religiøs/kulturel diversitet
Grundlæggende demokratiske
værdier og
normer
Ligeværdighed mellem
kønnene (kønsligestilling)
Marginalisering og
radikalisering
Forældres betydning
for børns værdier,
normer og integration i
Danmark
Genopdragelsesrejser
Deltagelse i idræts- og
foreningsliv
Deltagelse i demokratiske
organer og processer
Deltagelse i bestyrelsesarbejde
og lignende
i forbindelse med
idræts- og foreningsliv
Tværgående
Etnisk ligestilling
Subjektiv og objektiv
diskrimination
Interkulturel dialog og
venskab mellem majoritet
og minoritet
Den offentlige sektors
servicedifferentiering
over for etniske minoriteter
Viden om integration 98

Minoritetsgruppe
Arbejdsmarked og
beskæftigelse
Unge Praktikpladser
Voksne Iværksætteri
Sociale netværk og
rekruttering
Økonomiske incitamenter
Kvinder i beskæftigelse
Kompetenceafklaring
og anerkendelse af
kvalifikationer
Opkvalificering, virksomhedspraktik,løntilskud,
mentorskab
Mangfoldighedsledelse
Ældre Pension
Repatriering
Uddannelse og
sprogkundskaber
Frafald og fastholdelse
på ungdomsuddannelserne
Vejledning og uddannelsesvalg
Danskundervisning
som led i introduktionsprogrammet
for
nyankomne flygtninge
og familiesammenførte
By- og boligforhold
samt fritidsliv
Konsekvenserne af og
baggrunde for bosætningsmønstre
Social og sundhed Kultur og værdier
Tvangsægteskaber
Politisk deltagelse
og medborgerskab
Vold, alkohol- og misbrugsproblemer
Sprog- og kulturforskelle
i behandlings- og
plejesystemer
Brug af plejehjem
Steder for religiøs tilbedelse/begravelsespladser
Indvandrerorganisationer
Fagbevægelsens rolle
Integrationsråd
Tværgående
Viden om integration 99

6.4 Metodisk afgrænsning af brugere af viden om integration
Undersøgelsen har sigtet mod at inddrage den bredest mulige kreds af brugere,
som det ud fra pragmatiske og faglige vurderinger giver god mening at
inkludere. På denne baggrund er det besluttet, at undersøgelsen fokuserer
på hhv. primære og sekundære brugere af viden om integration. De to grupper
er defineret på følgende vis:
• Primære brugere: Primære brugere udgøres af enkeltpersoner eller
institutioner, hvis daglige arbejde eller aktivitet har integration af etniske
minoriteter som hovedformål, fx lærere der underviser i dansk
som andetsprog, indvandrerkonsulenter, integrationsordførere,
sagsbehandlere specialiseret i integrationsloven, konsulenter i Danmarks
Idrætsforbunds Integrationstjeneste mv.
• Sekundære brugere: Sekundære brugere udgør de brugere, som i
kraft af deres arbejde eller øvrige aktiviteter jævnligt kommer i berøring
med etniske minoriteters forhold, og hvor integrationsrelaterede
spørgsmål jævnligt opstår, fx sygeplejersker, folkeskolelærere, kommunale
sagsbehandlere, studie- og erhvervsvejledere, AF-konsulenter
eller virksomhedsejere, der har etniske minoriteter ansat, tillidsrepræsentanter
med særlige integrationsopgaver mv.
Forskellen på de to ovenstående grupper er således, at integration for de
primære brugere kan betragtes som en hovedaktivitet, hvorimod integration
for de sekundære brugere er en ”sideaktivitet”. Dette skal dog ikke forstås
således, at de sekundære brugere har et perifert behov for viden om integration.
Denne gruppe er netop defineret ved, at de jævnligt konfronteres
med integrationsspørgsmål. Derimod er tertiære brugere, der kun lejlighedsvist
har behov for viden om integration, ikke inkluderet i undersøgelsen. Her
kan fx være tale om skoleelever, privatpersoner, journalister m.fl. Det afgørende
er dog ikke selve professionen, altså om man eksempelvis er journalist
eller skolelærer, men om man i sit daglige arbejde beskæftiger sig med
integrationsmæssige problemstillinger.
Telefoninterviewundersøgelsen omfatter både primære og sekundære brugere,
mens fokusgrupperne udelukkende inkluderer primære brugere.
6.5 Dataindsamlingsaktiviteter i forbindelse med afdækning af
brugernes behov
Overordnet set har brugerdelen af behovsundersøgelsen haft to formål 1) at
afdække om brugernes behov for viden om integration dækkes fuldt ud for
at varetage brugernes opgaver på integrationsområdet, og 2) at undersøge,
om relevant international viden om integrationsproblemstillinger formidles
videre til de danske aftagere. Til brug for analysen er der gennemført følgende
dataindsamlingsaktiviteter:
• Survey blandt primære og sekundære brugergrupper
• 6 fokusgruppeinterview blandt udvalgte primære brugergrupper
• 6 perspektiverende ekspertpaneler.
Surveyundersøgelse 21
Surveyundersøgelsen blev gennemført i sammenhæng med fire af de omnibusundersøgelser,
Rambøll Management gennemfører for Jyllandsposten otte
gange om året. Omnibusundersøgelserne bygger på et repræsentativt udsnit
af Danmarks befolkning, og der indgår ca. 1100 respondenter i hver under-
21 Spørgeskemaet er vedlagt i bilagsbindet.
Viden om integration
100

søgelse. For at identificere hvilke af respondenterne i omnibusundersøgelsen,
der kunne betegnes som enten primær eller sekundær bruger af viden
om integration, blev alle respondenter stillet et screeningsspørgsmål.
Udviklingen af et præcist screeningsspørgsmål var derfor helt centralt for at
styrke validiteten af undersøgelsen. Det var helt afgørende, at vi hverken fik
stillet et for snævert spørgsmål (så vi ville få for få respondenter) eller for
bredt et spørgsmål (så vi ville få for mange respondenter med, som i praksis
ikke kunne betragtes som brugere af viden om integration).
For at imødekomme denne udfordring blev der udviklet et todelt screeningsspørgsmål.
Det første screeningsspørgsmål ser således ud:
Spørgsmål 1
Arbejder du i dit job med opgaver, der i større eller mindre omfang handler
om integration af etniske minoriteter? Det behøver ikke være dit primære
arbejdsområde (fx som lærer, sygeplejerske, personalechef, forsker eller i
andre jobfunktioner):
Ja
Nej
Er du i dine fritidsaktiviteter engageret i opgaver, der i større eller mindre
omfang handler om integration af etniske minoriteter (fx via frivilligt arbejde
i organisationer, klubber, skolebestyrelse, politisk engagement eller lignende)
Ja
Nej
[stilles kun hvis der ikke svares bekræftende til nogen af ovenstående]
Er du på andre måder involveret i integration af etniske minoriteter?
Ja
Nej
Hvis ja, angiv hvordan du er involveret i integration af etniske minoriteter
_________________________________________
Respondenter, der ikke svarede bekræftende i nogen af ovenstående
spørgsmål, blev takket for medvirken i undersøgelsen, og interviewet blev
afsluttet.
Respondenter, der svarede bekræftende til ovenstående spørgsmål,
blev herefter opdelt i primære og sekundære brugere gennem følgende
screeningsspørgsmål. Bemærk, at dette spørgsmål ud over at sortere
respondenter i primære og sekundære brugere desuden fungerer som
et ekstra filter, hvor respondenter, der alligevel ikke kan betragtes som
brugere af viden om integration, sorteres fra.
Viden om integration
101

Spørgsmål 2
Hvilket af følgende tre udsagn passer bedst på dig (sæt kun et kryds)?
a) Jeg arbejder i mit job med integration af etniske minoriteter,
og et af hovedformålene med mit arbejde er at forbedre
integrationen af etniske minoriteter.
b) I forbindelse med mit arbejde eller mine fritidsaktiviteter
forholder jeg mig ofte til situationer, der handler om integration
af etniske minoriteter.
c) Ingen af ovenstående passer på mig
Respondenter, der har svaret bekræftende til første spørgsmål, er blevet
kategoriseret som primære brugere, og respondenter, der har svaret bekræftende
til andet spørgsmål, er blevet kategoriseret som sekundære brugere.
Det samlede antal respondenter i de fire omnibusundersøgelser er 4165.
Heraf er 124 primære brugere af viden om integration (3%), mens 321 er
sekundære brugere (7,7%). Der indgår altså i alt 445 brugere af viden om
integration i surveyundersøgelsen. Som nævnt er det kun de 264 brugere,
som har svaret, at de har behov for viden om integration, som har fået stillet
samtlige spørgsmål i spørgeskemaet. Analyserne i kapitel 3 baserer sig dermed
primært på svar fra 264 brugere.
De fire omnibusundersøgelser havde alle en svarprocent, som lå omkring 50
%. Umiddelbart må man konstatere, at en sådan svarprocent er fornuftig for
undersøgelser af denne karakter, selvom man naturligvis altid kan ønske sig
en større tilslutning. Imidlertid er det klart, at repræsentativiteten i undersøgelserne
kan blive upålidelig, såfremt personer med bestemte karakteristika
er over- eller underrepræsenterede. Af denne grund er datamaterialet vægtet
ud fra demografiske oplysninger; køn, alder og geografi. Herigennem
sikres det, at undersøgelsen vil være repræsentativ på disse nævnte parametre.
Fokusgruppeinterview med primære brugere
Formålet med fokusgrupperne var at dykke dybere ned i de primære brugeres
vurdering af emner som; kvaliteten af den viden der produceres, tilgængelighed
og deres behov for international viden.
Der blev gennemført en fokusgruppe for hvert integrationsområde, dvs. seks
fokusgrupper i alt. Deltagere blev dels rekrutteret gennem surveyundersøgelsen
(primære brugere der havde sagt ja til, at vi måtte kontakte dem
angående deltagelse i en fokusgruppe), dels gennem netværk og internetbaseret
research. Fokusgrupperne blev tilstræbt sammensat ud fra følgende
kriterier:
1. Både praktikere og beslutningstagere skal være repræsenteret
2. Der skal blandt deltagerne være variation i forhold til, om de efterspørger
viden om børn, unge, voksne eller ældre etniske minoriteter.
Tabellen nedenfor summerer geografisk placering og antal deltagere i de
forskellige fokusgrupper.
Viden om integration
102

Integrationsområde Geografisk placering Antal deltagere
Arbejdsmarked og beskæftigelse Viborg 12
Uddannelse og sprogkundskaber Århus 6
By- og boligforhold København 6
Social og sundhed Århus 6*
Kultur og værdier København 7
Politisk deltagelse og medborgerskab
Viden om integration
København 7
*Grundet problemer med at samle deltagerne på social- og sundhedsområdet til et
samlet fokusgruppeinterview, er 4 af de 6 deltagere interviewet individuelt via telefon.
Perspektiverende ekspertpaneler
Formålet med gennemførelsen af panelerne var at perspektivere brugernes
tilkendegivelser på en række områder, som fx brugen af international viden
og vurdering af fremtidigt vidensbehov. Begrundelsen var, at der på disse
områder er en risiko for, at brugernes besvarelser ikke er udtryk for det faktiske
behov, da brugerne ikke nødvendigvis har kendskab til fx den nyeste
internationale forskning.
Deltagere til ekspertpanelerne blev derfor udvalgt efter, at de skulle have
enten et meget bredt eller meget indgående kendskab til det pågældende
felt. Der blev i lighed med fokusgruppeinterviewene afviklet et ekspertpanel
for hvert integrationsområde. Dagsordenen for panelerne var struktureret
efter de foreløbige konklusioner om det pågældende integrationsområde.
Eksperterne blev så bedt om at kommentere og nuancere disse konklusioner
ud fra deres kendskab til området.
Af praktiske hensyn blev alle ekspertpanelerne afholdt i København.
Nedenfor er antallet af deltagere summeret.
Integrationsområde Antal deltagere
Arbejdsmarked og beskæftigelse 4
Uddannelse og sprogkundskaber 3
By- og boligforhold 2
Social og sundhed 3
Kultur og værdier 2
Politisk deltagelse og medborgerskab 3
I forbindelse med rekrutteringen af deltagere til ekspertpanelerne var det
nødvendigt at overveje, om personer fra de medvirkende videnscentre skulle
udelukkes pga. inhabilitet. Spørgsmålet blev aktuelt, da mange af de personer,
der kan betegnes som eksperter på integrationsområdet, netop er tilknyttet
disse centre i kraft af en stilling som forsker, praktiker, leder eller
andet.
Det blev vurderet, at fordelene ved at lade personer fra videnscentrene indgå
var større end ulemperne. Først og fremmest fordi formålet med panelerne
ikke var at diskutere det enkelte centers præstationer, men derimod at få
et mere overordnet blik på et givet integrationsområde og de foreløbige resultater.
Derudover blev det vurderet, at der ville være store faglige ulemper
forbundet med at gennemføre ekspertpanelerne uden deltagelse af disse
103

videnspersoner. Netop forankringen i diverse videnscentre medvirker til, at
disse personer har et meget bredt kendskab eller et indgående kendskab til
integrationsområdet. At gennemføre ekspertpaneler uden deltagelse af personer
fra videnscentre ville således betyde, at værdifuld viden på integrationsområdet
ikke kom med i undersøgelsen.
Omvendt var vi bevidste om, at det var vanskeligt at undgå, at eksperternes
baggrund i et videnscenter alligevel ville få indflydelse på deres bidrag til
undersøgelsen. Denne bias forsøgte vi at reducere ved at fastlægge en række
spilleregler i forbindelse med afviklingen af ekspertpanelerne, som klart
afgrænsede eksperternes funktion i undersøgelsen. Fx blev det understreget,
at eksperterne deltog som videnspersoner, dvs. at de blev bedt om at hæve
sig op over deres eget videnscenter og forholde sig til viden generelt på et
specifikt integrationsområde.
6.6 Metodiske overvejelser: Vidensindsamling og -formidling i perspektiv
De dataindsamlingsaktiviteter, der er beskrevet i det foregående, har alle
haft til hensigt at afdække matchet mellem den viden der produceres på
integrationsområdet i Danmark og brugernes behov.
Undersøgelsen indeholder imidlertid også en mere perspektiverende del,
hvor formålet har været at se den eksisterende vidensindsamlingsstruktur i
lyset af erfaringer fra andre sektorområder og lande. Casestudierne blandt
EVA og NC2 er gennemført ud fra samme principper som casestudierne på
de otte videnscentre. Dog har vi tilpasset spørgeguiderne disse to institutioner.
Casestudierne i Norge og Sverige er gennemført af henholdsvis norske og
svenske konsulenter fra Rambøll Management. Datakilderne baserer sig dels
på research, dels på interview med repræsentanter for myndigheder, organisationer
og videnscentre i de to lande.
Viden om integration
104

7. Bilag
Følgende bilag er vedlagt rapporten i et selvstændigt bilagsbind:
• Caseprofiler for de 33 videnscentre
• Caseprofiler fra Campbell og EVA
• Casestudier fra Norge og Sverige
• Spørgeskema fra brugerundersøgelsen
Viden om integration
105