Henning Henningsen: Rejs ud til Vagt! - Handels- og Søfartsmuseet

førte bakskister (kistebænke) som fælleskister for en hel bakke. De pågældende
var kistekammerater.
Også i organisationer i land kendte man fællesskaber. F.eks. nævnes
i den norske kongshird ca. 1260 bænkefæller, som tager håndtvæt
sammen (vasker sig) og går til bords sammen.
Fællesskabet har altid spillet en betydelig rolle ombord på skibet,
hvor folk i lang tid var tvunget til at holde vagt, arbejde, skaffe, sove
sammen. Det har simpelthen været nødvendigt, ikke mindst inden
for vagtsystemet. Som man siger til søs: »En vagtkammerat er mere
end en skibskammerat, og en skibskammerat er mere end en broder«.
Eller inden for marinen: »Alle orlogsgaster er kammerater. De
skal hjælpe hinanden ved enhver lejlighed, hvor den ene kan trænge
til den andens bistand«.
Det siger sig selv, at kammeraterne inden for disse fællesskaber
samtidig var vagtkammerater, idet de oftest var sat på samme vagt­
hold.
Dette gælder naturligvis ikke kun for nordiske skibe. Grundtonen
i den middelalderlige sølov Roles d'Oléron (1200-årene), anvendt i
alle søfarende lande, er den selvfølgelige, at mandskabet ombord
danner et fællesskab, sålænge rejsen varer. Hvis f.eks. en sømand
undlader at hjælpe en nødstedt kammerat eller på anden måde svigter
kammeratskabet, må han betale erstatning til kaptajnen og
bakskammeraterne. Den der rømmer undervejs bryder fællesskabet
og skærer alle forbindelser med det over. - På de tyske hanseskibe tales
om skibsherren (skipperen) og hans »Schiffskinder«, dvs. den
menige besætning. Denne sprogbrug tyder på et patriarkalsk sammenhold
i et skibsfællesskab 16 .
Omtale af vagt i nordiske kilder
For at få et indtryk af forholdene under hvad vi kunne kalde »førvagtsystemet«
er et studium af de nordiske forhold meget oplysende,
dels fordi den norrøne søfart stod på et meget højt stade i vikingetid
og tidlig middelalder, dels fordi der i sagaer, krøniker og lovgivning
foreligger mere relevant stof end noget andet sted i samti-
78