Prostitutionsforståelser blandt danske og svenske politikere - Reden ...

Man kan derfor undre sig over, at disse ganske direkte annoncer for salg af seksuelle ydelser ikke
vækker offentlig forargelse eller forulemper en stor gruppe af de læsere, der ikke er potentielle
kunder men blot læser avisen, og som ikke ønsker, at de selv eller fx deres børn skal læse
prostitutionsannoncer.
Hverken politikere eller politiet griber regulerende ind overfor prostitutionsannoncerne, selvom der
i straffelovens § 233 om anstødelig markedsføring står, at
”[d]en, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en
måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, straffes med hæfte
eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde”.
En paragraf man skulle mene kunne bringes i anvendelse overfor prostitutionsannoncerne, hvis der
var politisk vilje herfor. Men igen mener vi, at det er sandsynligt, at det danske seksuelle frisinds
ideal om, at enhver skal have lov til at udleve sin seksualitet, kan tænkes at spille ind.
Da lovgivningen principielt kunne anvendes, må den manglende indgriben tolkes som om, at
prostitutionsannoncerne ikke bliver anskuet som noget, der kan vække offentlig forargelse eller
opfordre til usædelig levevis.
Da det er helt tydeligt, at fx Ekstra Bladet tjener store summer på de prostitueredes annoncer, kan
man også undre sig over, at straffelovens § 229 ikke træder i kraft. Denne paragraf siger nemlig, at
man ikke må tjene penge på andres prostitution ved fx at formidle kontakt mellem de prostituerede
og deres kunder. Tove Videbæk stiller i 1998 (F20) spørgsmålet, om ikke det, Ekstra Bladet
bedriver, er en form for mellemmandsvirksomhed, og får følgende svar:
”Med hensyn til spørgsmålet vedrørende Ekstra Bladet: Ja, det er jeg fuldstændig enig i. Jeg
kan ikke lide Ekstra Bladet, men jeg bliver jo nødt til i den sammenhæng at sige:
Jeg synes, at det ikke er særlig sympatisk. Jeg synes faktisk, det er temmelig ulækkert og
ubehageligt, men der ligger en så gammel praksis, så når jeg spørger til det område, får jeg
at vide, at det er en velerhvervet ret eller en indarbejdet praksis. Det kan jeg være lige så
forbløffet over som alle andre” (Else Marie Mortensen, S, F20 1998).
139