Link til skolens indholdsplan som PDF (2,5MB.) - Vesterdal Efterskole

Skrift 2001
En brik til livets historie
Af Tage Krogh Nielsen, forstander
Du og jeg har hver vores livshistorie, eller rettere, vi har et væld af historier. For vores
livshistorie er ikke et resumé af livet, men det bliver en måde at forstå vores nutid på.
Livet er en kaskade af øjeblikke. Tanker, følelser og sanser. Et virvar af tråde, der fletter sig
ind i og ud af hinanden, og vi må rede dem ud én for én, hvis vi skal gøre os håb om at få
sammenhæng, om at se en udvikling eller måske ligefrem en mening.
Derfor fortæller vi historier om vores liv. Til kærester, venner og familie. Men først og fremmest
fortæller vi til os selv. Når vi fortæller vores livshistorie, så gør vi et forsøg på at se nogle af de
linjer, der løber gennem tilværelsens mangfoldighed. En retning som vi måske også kan holde
os til på den videre rejse.
For ti måneder siden begyndte vi på et nyt væveri sammen. Et nyt afsnit af dit og mit liv.
Væven var sat op. Trendtrådene var trukket. Rammen for vores fælles projekt på Vesterdal
var fastlagt. Det handlede om at få mosaikken lagt - at få puslespillets brikker flettet sammen -
at få hver vores livstråde vævet ind i hinanden. Og for at give billedet helhed, så må både du
og jeg kunne se den enkelte briks særkende. Og for at få øje på den, så må vi fortælle for
hinanden - vi må lade andre få del i hver vores livshistorie – blive en del af hinandens
livshistorie. For skal vi finde ud af, hvordan vi kommer videre, må vi først finde ud af, hvem vi
er, og hvordan vi kom hertil.
Der er ikke nogen livshistorie, der kun består af, hvad der bliver skrevet på bladene i hver
vores kalender.
Eller som Marianne Horsdal, der er forsker i ”livshistorier”, udtrykker det: »Vi bærer ikke vores
fortid med os som sådan nogle enklaver af erindring. Vi tolker hele vores liv ud fra det sted,
hvor vi befinder os lige nu«.
Når alting er, som det plejer at være, kan vi godt finde vej i livet. Så gør vi bare, som vi plejer.
Det er, når der pludselig sker forandringer, at man spørger sig selv: 'Hvor er jeg nu? Og
hvordan skal jeg komme videre?' Og for at finde et svar, må man lave en fortælling.
Vi bærer altid fortællinger med os, og vi orienterer os efter dem. Men de bliver hele tiden
udfordret af vores nye møder med verden og andre mennesker, så der kommer uro i vores
forståelse. Og så bliver vi nødt til at finde ny mening. Og fortælle historien forfra.
Livet forstås altså ikke bare baglæns, som Søren Kierkegaard sagde. Det fortælles også
bagfra.
Et liv i fragmenter
Egentlig oplever vi alt som brikker til et puslespil - som fragmenter. Det er først i fortællingen,
at vi giver dem form. Første gang når man som lille tænker: Aha! Jeg kravlede hérfra og hen til
den gule bamse. Når vi har lært at gentage kravleturen, har vi også lært at fortælle.
Og derefter bruger vi altid fortællingen, når vi tænker i forløb.
Når man står i en bestemt situation, hvor der opstår et problem, begynder man at fortælle
historier om tidligere situationer, og om hvordan man dengang håndterede de samme
vanskeligheder.
Du kender sikkert de dér tegneopgaver for børn, hvor der er en række tal - 1, 2, 3, 4, 5 - og så
skal man forbinde talrækken med en blyantstreg. Så kommer der en figur - en elefant eller
Anders And.
Indholdsplan 07 08
Udskrevet: 27-09-07
Side 11 af 151