Lokal Historie - HSSO.dk

”De kan nok lede tanken hen på, om man her har anvendt gamle tingsten fra
Lars Sørensens toft”, kan man læse i en lokalhistorisk bog. 6 Var de ”tingsten”
oprindelig fra skibssætningen?
Glemsel synes at være Jellingmonumenternes skæbne i datiden. Og Harald
Blåtands var et ringe eftermæle. Begge dele må undre. Når man ser skoven
af sagn om Lejres skjoldungekongeslægt og helte som Rolf Krake, Roar
og Helge, så er Jellingfortællingerne en ørken. De synlige mindesmærker lå
i Jelling. Lejres status hvilede i mange år i fri luft. Først i det sidste par årtier
har det vist sig, at Lejre ikke kun var et sagn. Foreløbig syv op til 60 meter
lange bygninger fortæller, at et eller andet magtcenter har der været i Lejre.
Det har der jo også været i Jelling, bedømt ud fra monumenterne.
Tavsheden om Jelling og Haralds andre storværker
Men det eneste storslåede ved Jellings plads i historien er tavsheden. Heller
ikke ringborgene eller Ravningbroen har sat sig direkte spor i beretningerne.
Den første ringborg blev først erkendt i 1936, og Ravningbroen i 1953.
Den helt jordnære forklaring kunne være, at det var i et sjællændsk miljø,
historierne blev til. Men Sven Aggesen havde dybe jyske rødder. Og så er
Jelling altså heller ikke længere ude på landet! Ellers giver placeringen af
monumenterne her ingen mening.
Blot et par generationer før Saxo og Aggesen blev Jelling udstyret med en
temmelig fornem stenkirke. Den rummede bl.a. kalkmalerier af den samme
mester, som lavede udsmykningen i den storslåede kirke i Tamdrup. Det er
herfra, de bekendte guldbelagte billedplader af Poppos jernbyrd og Haralds
dåb stammer. Jellings frådstenskirke dateres til kort efter år 1100. Da var der
altså endnu royal bevågenhed om stedet.
Den smule, der fortælles om persongalleriet fra Jelling, har den forkerte
hovedperson (Thyra), eller er folkelig overtro med hedenske undertoner
(sorte hunde, der vogter skatte i højen). Hvad der siges om Harald, kristendommens
stolte foregangsmand i Danmark, er enestående negativt. Saxos
afsnit om ham, handler næsten demonstrativt om alle mulige andre. Harald
føres kun ind på scenen for at blive sværtet med beretninger om svig, urimelige
krav om at en betroet mand skal skyde til måls efter sin søns hoved i
Wilhelm Tell-stil, og undertrykkelse. Det sidste handler om, at kvæg og folk
lægges under åget for at slæbe en sten til hans mors grav. Det er måske en
skjult hentydning til Haralds mange byrdefulde byggerier, heriblandt Jelling.
138