en bevægende pædagogik - Forside - slbupl-fond.dk

Pædagogisk Idræt
– en bevægende pædagogik af Grethe Sandholm & Hanne Værum Sørensen ©
For at få indsigt i hvordan Idræt & Friluft arbejder med Pædagogisk Idræt i hverdagen med
elevernes livskvalitet og selvbestemmelse som mål, bad vi pædagogen give eksempler på,
hvad de gjorde og hvorfor.
”I år har vi haft en fantastisk dansesektion, Pers danseskole har de kaldt den, og det har
været så underholdende. Vi har lært fire danse, og så har vi selv lavet en dans. Og de har
lavet indmarch, hvor de står på række og holder rigtig håndfatning, og du skal se deres
smil.”
Dans er en idrætsaktivitet, med regler og rammer for hvordan det foregår, og samtidig er
det en social aktivitet, som lykkes bedst når alle går op i dansen og gør sig umage. Når der
arrangeres opvisning med indmarch og indbudt publikum, så er de glade smil og
optagetheden af at gøre det godt, tegn på at dansen er en succesoplevelse for eleverne, og
opfylder de førnævnte parametre for livskvalitet. Det er en social aktivitet, hvor
deltagernes færdigheder er i spil, det giver følelser af samhørighed på danseholdet, og
medfører følelser af glæde og selvtillid. Når pædagogen fortæller om danseskolen, kommer
det personlige engagement i arbejdet tydeligt frem, og stoltheden på elevernes vegne over
de mål, de når gennem dansen, er til at få øje på.
At det virker at bruge idrætten i arbejdet, ser personalet, når de oplever elevernes stolthed
og glæde ved at fornemme, at de kan noget, ved at se at eleverne tilegner sig nye
handlemåder og kommer til at indgå i nogle anderledes samspilsmønstre, både med de
andre elever, og med personalet. Hygiejnen forbedres, kosten forbedres, og eleverne opnår
en forståelse for egen krop, fornemmelse af egen krop - hvem man er på knus med og
hvem man ikke er på knus med.
”Det er ikke bare idræt, det er også samvær og kammerater, fortsætter pædagogen, vi får
jo et hold elever, og mange af dem kender hinanden andre steder fra, så der er også
kærestedramaer og jalousidramaer.”
Personalet tager ikke konkret fat i disse ’dramaer’, men taler med eleverne, når der er
konflikter, og de søger at støtte eleverne i at finde ud af at fungere sammen og tage vare på
sig selv og hinanden.
Pædagogen fortæller om hvordan der har været en fast fredagstradition, hvor alle eleverne
tog ind til byen og spiste på Jensens Bøfhus, til sidst var hele gruppen med, også de
sværeste. Personalet var bevidst om at det var elevernes egne beslutninger, når de tog i
byen for at spise, og selvom personalet kunne være bekymret for hvordan det ville gå, om
alle elever ville få en god oplevelse, så var det ikke noget, de skulle eller kunne blande sig
i. ”Det kan ikke nytte vi altid siger tænk hvis der skete noget. Når de kan klare sig frem og
tilbage, så kan de vel også klare sig selv, når de tager ned i byen for at spise.”
43