Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

pengepose, så den ikke er ret hemmelig
mere. Derefter min skuldertaske samt
alle lommerne med de næsten 3 millioner
og trøster mig med, at Zimbabwe
er et helt andet og mere sikkert land end
det Sydafrika, jeg lige har forladt, især
om dagen. og så oplevede jeg, da jeg
krydsede Limpopo-floden, (sjovt navn,
ikke?), da krydsede jeg også grænsen
til det rigtige Afrika, som vi kender det
fra de to tidligere rejser. Mere simpelt og
uciviliseret.
Zimbabwe har i øvrigt et elefantproblem.
Her er ca. 70.000 elefanter, og
de nedlægger en del afgrøder. Det er
let nok for os i den rige verden at ville
frelse elefanter. Det er jo ikke vores
pengepung, det går ud over. Man overvejer
faktisk at intensivere jagten igen
og lovliggøre elfenbenssalget. nogle
mener, det vil øge krybskytteriet. Retten
til lovligt at skyde en elefanttyr koster i
dag 20.000 US dollars. Så må man håbe,
de går til bønderne, ikke til slynglen, Mr.
Mugabe & Co.
”allerførst hører jeg en
ganske svag susen, eller er det
en syden? den tager langsomt til
i styrke, ganske langsomt, som
en gammeldags fløjtekedel over
min mormors brændekomfur ude i
kolonihaven, efterhånden som jeg
kommer nærmere.”
bavian river leopard i
stumper og stykker
Jeg fortæller de hvide boere (afrikaans)
om de store bavianer, der render rundt
nede ved jernbanestationen, og de
advarer mig skarpt mod at nærme mig
dem. en gammel boer fortæller mig, at
han personligt har set en bavian flå en
levende leopard i stumper og stykker
med de bare næver. en lokal afrikaner
bekræfter det senere. Han fortæller,
at leoparderne jager bavianer, så de
forsvarer sig naturligvis. Han hævder, at
de store bavianer kan gøre det samme
med mennesker.
Vi hørte jo i Uganda, at chimpanserne her
havde dræbt et barn. Jo, de er bomstærke
de forskellige større abearter.
På vej til jernbanestationen er jeg for
resten lige ved at træde på en lille slange,
der snor sig væk lige foran mine støvlesnuder.
Jeg tager toget til bulawayo og
går i en stor bue udenom bavianerne.
Her kan jeg kun få en firesengs sleeper
cabin, men får til gengæld tre nye venner.
Den ene - en ung geografistuderende -
ved en masse om Danmark, og for en
gangs skyld er det ikke bare laudrup
og Schmeichel, men ost, bacon, mælk,
vindmøller og hvordan vores flag ser ud
og at hovedstaden hedder Copenhagen.
Vi har ikke kørt mere end ti minutter, før
toget stopper - og det holder der længe -
meget længe. Det er nu ikke en elefant,
men et menneske, lokomotivet har
smadret. Vi venter og venter, medens de
fisker stumperne ud mellem lokomotivet
og får dem samlet sammen. Så, efter et
par timer, bakker vi, og de får ordnet det
sidste, derefter endelig af sted. Himlen
er blevet klar, og jeg finder Sydkorset og
orion - minsandten, men han ligger ned,
han må være blevet træt af at stå op som
i Danmark. Skorpionen er der også og ja,
hele Mælkevejen ligger strøet ud for mit
nattesyn. Hvilket fyrværkeri, medens
vi skrumler tilbage gennem Hwangenationalparken,
den med
de 30.000 elefanter. Vi
rammer heldigvis ingen
af dem, kun et enkelt
menneskeliv gik tabt på
rejsen tilbage igen.
I Bulawayo finder jeg
caféen med danish
pastry og ekspressomaskine,
som kan
lave både udmærkede
cappuccinoer og café latte.
skyd først, spørg bagefter
Slapper af et par dage og beslutter mig
til at vove rejsen til landets hovedstad,
Harare. lonely Planet advarer mod
at nærme sig regeringsbygningerne.
Vagten der har ordre til at skyde først og
spørge bagefter.
Verdens slyngler er sædvanligvis paranoide,
det gælder åbenbart også Mr.
Mugabe. når hans kortege kører gennem
byen, er det samme skydeordre, og så er
det ind i nærmeste forretning eller hus og
dukke sig. byen viser sig at være meget
vestligt orienteret, med mange store
supermarkeder, eksklusive modebutikker
og fashionable stormagasiner med
et righoldigt vareudbud. De eneste, som
ingen varer har på "hylderne", er tankstationerne.
Alt er helt tørlagt. landet
har ingen hård valuta. Her er dog en del
trafik, men alle kører på brændstof fra
I klart vejr kan vandstøvet ses mange kilometer væk i faldets fulde bredde på 1.700 meter.
det sorte marked til ca. tolv kr. literen i
dette forarmede land.
Fra Harare går vejen til
Victoriavandfaldene, rejsens mål, og
efter en overnatning begiver jeg mig til
fods ud til verdens største af slagsen.
Allerførst hører jeg en ganske svag
susen, eller er det en syden? Den tager
langsomt til i styrke, ganske langsomt,
som en gammeldags fløjtekedel over
min mormors brændekomfur ude i kolonihaven,
efterhånden som jeg kommer
nærmere. Så kommer den svale brise,
dejlig sval, jeg går videre gennem regnskoven
og lyden stiger, medens brisen
skifter fra sval til kølig, her midt på
dagen i ca. 30 grader Celcius.
1 million liter vand i
sekundet
nu er det en tydelig brusen, og køligheden
er vederkvægende. lyden fortsætter i
et stigende creciendo og dér - lige dér
i hullet i skoven, slutter fortryllelsen, og
synet begynder. Duften er nu også med,
det friskeste klare vand, styrtende ned -
108 meter oppefra - vandfaldet, Victoria
Falls, verdens højeste og største, i en vild
buldren nedad, nedad. Hvor betagende,
hvor mægtigt, hvor voldsomt. I gennemsnit
1 million liter vand i sekundet i en
bredde af 1700 meter.
Derfor kalder de indfødte det også for:
Mosi-oaTuna, frit oversat: Røgen der
tordner. Jeg vender mig om, tror mig helt
alene her i skoven, farer sammen, ser jeg
syner? nej, der står han jo, livingstone,
den første hvide mand, som så faldene
i 1855, og navngav dem efter sin dronning.
Han skrev i sin dagbog: "on sights
as beautiful as this, angels in their flight
must have gazed".
I sandhed ja, på en klar dag kan 'vand-
støvet' ses 50 kilometer væk. Ikke under-
ligt, at det betegnes som et af verdens
syv nye undere.
nå ja, det var så hans statue, som stod
der bag mig. Jeg er efterhånden stødt på
ham nogle gange på mine rejser i Afrika,
men hidtil mere i historiske sammenhænge.
Her er han så rent fysisk -
næsten da.
Min rejses mål er fuldendt, så langt for
noget så almindeligt som faldende vand
- men det var det hele værd.
nu er én ting jo at se Victoriafaldene fra
Zimbabwe. Det bedste sted at se det
fra, siges der, men det bør også ses fra
Zambia-siden. Zambezi-floden skiller
de to lande og leverer "råvarerne" til
faldene, så der er kun én vej: støvler på,
rygsæk fat og derudad. Hyrer en taxi
ned til den berømte Victoria Falls bridge,
som danner grænsen mellem Zimbabwe
og Zambia. Så må man simpelthen gå de
1,3 kilometer over bro og ingenmandsland.
fra rå globetrotter til slap
muzungu
Jeg anmoder om gratis visum ved
grænsen. Danmark hjælper Zambia, så
vi har gratis "entré", siger rejsebogen.
Men nej da, ”25 USD”, siger manden
med kasketten. Til lommerne igen, de
går nok lige i hans egne, selvom jeg får
en kvittering.
Nå, sækken på nakken, et par flinke
indfødte peger på en bil med to muzunguer
(hvide mænd), jeg ser derovre. De
vinker af mig, og jeg redder mig et gratis
lift i den brændende sol. Jo, det er som
jeg plejer at sige: "Stol på dit held, når
du har brug for det, men fråds ikke med
Velkommen til tankstationen. Her er ingen benzin - og har ikke været det længe, men man kan da hænge ud der i ly for både regn og sol.
det". Jeg finder et hummer i Livingstone
Town, Zambia, og hungrer efter et varmt
måltid. Det er fem dage siden jeg sidst
har siddet og pustet til den varme mad,
medens maven knurrede om kap med
pustet.
bider hovedet af al skam og går forbi
de lokale "huller i muren" til 1 USD for
et måltid, skifter fra rå globetrotter til
slap muzungu og styrer direkte til byens
pizzabageri. Her fik jeg så det bedste
Italy-junkfood i mands minde. For
helvede, hvor jeg åd, har nok tabt 4-5
kilo af mine 65 her på rejsen. Nå, men fik
så også set faldene fra "vrangen", altså
Zambiasiden - også ganske flot.
næste dag måtte jeg på Fawlty Towers
- jo, I læste rigtigt. Min guidebog anbefaler
et besøg der - og jeg som troede at
det lå i Sydengland! beder om et måltid
mad, uden at forvente det helt store, og
hvor er de henne allesammen? Major, de
fine, gamle damer, Basil? Nå, men jeg
skulle hilse fra Manuel, anyway.
Spøg til side, det var et backpacker
hostel, som spøgefuglene åbenbart
syntes skulle kaldes Fawlty Towers.
den største slyngel
ellers ser Zambia, om muligt, endnu
fattigere ud end Zimbabwe.
Kenneth Kaunda kørte landet i sænk med
sin forfejlede Afrika-socialisme, medens
Jan Smith i Rhodesia (nu Zimbabwe)
gjorde sit land til nr. 2 efter Sydafrika,
det må man med skam erkende.
eg må ud at se museet, som viser sig at
være en meget stor oplevelse, der skildrer
landets fortid.
Mange forskellige stammer, bl.a. zuluerne,
befolker disse mægtige områder.
og deres måde at passe på naturen,
kunne vi lære meget af. Ved træfældning
anmodes om tilladelse fra høvdingen.
normalt må kun nedfaldne grene og
kviste samles. Det samme gælder
frugter, kun det nedfaldne må tages.
På bredderne må der - af hensyn til
erosionen - absolut ikke fældes træer.
Rygning er forbudt i alle skove. Rødder og
bark skal høstes nænsomt af hensyn til
træernes fortsatte vækst. Jagtreglerne
er strenge: kun til den daglige føde og i
selvforsvar. Hunner og især gravide dyr
skånes. Massedrab er strengt forbudt.
nå, det er jo så nogle hundrede år siden,
at "de vilde" indførte disse regler. og
allerede i disse år er vi "tamme" ved at
gøre det samme - ja, så småt da.
Tilbage i Zimbabwe snolder jeg for en
lille million, men har så også både øl,
vand, brød, pølse ost og yoghurt. nå ja,
en million er knapt 10 USD = 64 kr.
Tænk, her er kun ca. 11.000 hvide i
dette store land, og de lokale forsøger
da også at fortælle mig lidt om deres ret
til landet. De har været her i næsten 400
år, flere af de nuværende stammer er
kommet hertil senere, hævder de.
Så de mener selv, de har en hvis ret til
landet, og kalder sig jo også afrikaans.
Det kan godt være, at en del af de hvide
er nogle slyngler, men den største slyngel
af dem alle i dette forarmede land er nu
Robert Mugabe.
12 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 13