Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

først kiosken og derefter baren, med
samme resultat, de tog kun imod pula.
Så prøvede jeg at spørge vores medpassagerer,
om der var en eller anden, der
kunne veksle en dollar eller to. Det var
der ingen, der havde lyst til. I de andre
lande, vi hidtil havde besøgt på vores
Afrikarejse, havde folk været ualmindeligt
flinke og hjælpsomme, og alle havde
været endog meget interesseret i at
veksle dollar. Så her sad vi på førsteklasse
i vores luksus-kupe og drak vand
og røvekedede os, mens resten af togets
passagerer festede. Øv!
Klokken fem næste morgen vågnede
vi, dødsultne og kaffetørstige. Uden
for vores kupé kunne vi lugte frisklavet
kaffe. Vi kom til at grine, mens vi sad og
drak vand. ”Det her er lige som at være i
spjældet”, sagde Preben, der mangler kun
brødet. nu var det efterhånden svært at
se det sjove i situationen. ”bare vi snart
er fremme”, sagde jeg for at stoppe hans
madsnak. ”Det er ikke sikkert, at det
hjælper meget”, sagde Preben, ”det er
lørdag i dag, så bankerne har garanteret
lukket”. ”Åh nej, sagde jeg” og tabte fuldstændigt
modet.
Klokken ni stoppede toget i Gaborone.
Vi tog rygsækkene på og skyndte os ud
for at finde en bank. ”Undskyld, Mister”,
spurgte jeg den første mand jeg mødte,
men han svarede mig slet ikke, kikkede
blot lige ud og gik videre. Det gentog sig
flere gange. Hvor var folk dog sure her i
landet. Vi følte os bestemt ikke særligt
velkomne.
endelig fandt vi en bank der var åben.
Gu’ske lov. Vi vekslede nogle dollars og
skyndte os hen på den nærmeste cafe
for at få noget morgenmad og en kop
kaffe. Vi fik et spisekort hver. ”Har du
set priserne”, spurgte jeg Preben. ”Ja,
det kan du tro jeg har”, svarede han,
”hold da kæft, hvor er her dyrt”. ”Skal
vi finde et andet sted?”. ”Nej, koste hvad
det koste vil, sagde jeg, nu skal vi fan’me
have noget at spise”.
Vi brugte en mindre formue på morgenmaden,
som ikke engang smagte godt.
Men vi blev da mætte. bagefter gik vi en
tur rundt i byen. Da vi havde set lidt på
priserne, fandt vi ud af, at det var lige dyrt
alle vegne. og folk var ikke til at komme i
kontakt med. Alle syntes at have nok i sig
selv. Vi blev enige om, at her i landet ville
vi slet ikke være, så vi gik hen til busstationen
for at høre, hvornår der gik en
bus sydpå til grænsen til Sydafrika. Det
gjorde der et par timer senere. Vi købte
to billetter og satte os til at vente i det
trods alt dejlige solskinsvejr. om nogle
timer ville vi være på vej væk fra det her
forrykte land. ”Goodbye botswana, og
jeres forpulede pula. Hasta la nunca”.
Sent på eftermiddagen, lørdag, ankom
vi til grænsen til Sydafrika. ”De forlader
nu botswana”, stod der på et stort
skilt. og det gjorde vi så. Heldigvis.
Udrejsepapirerne var hurtigt udfyldt og
så igennem ingenmandsland. Der var vel
omkring en kilometer at spadsere. Vi
gik som to soldater. en to, en to, mens
vi sang: "er du dus med himlens fugle
og skovens grønne træer". Vi var helt
opstemte, da vi gik ind til pas-politiet på
den sydafrikanske del af grænsen.
”Good afternoon”, sagde den smukke
unge kvindelige pasbetjent, smilende.
”Welcome to South Africa”. ”Mange
tak”, sagde vi og smilede tilbage. Hun
bladede vores pas igennem, og så kom
chokket. ”I har ingen visa”, sagde hun.
”Skal man have visum, når man kommer
fra Danmark”, spurgte vi forskrækket,
”kan man så ikke bare købe et?”. ”Jo”,
sagde hun, ”det kan man sagtens, bare
ikke her”. ”I er nødt til at tage tilbage
til Gaborone. Der ligger en sydafrikansk
ambassade, der udsteder visa”. ”Hva'
med Uffemanden”, sagde jeg, ”han har jo
lige været hernede og lavet gode forhold
til præsident de Clerk, jeg har selv set
det på fjernsynet”. ”De stod og kyssede
hinanden, mens de lovede at samarbejde”.
Vi lignede to masaier, da vi langsomt
spadserede tilbage til botswanas
grænsepost, vores ører hang helt nede
på skulderen.
Det var blevet mørkt, og vi i havde
allerede indstillet os på at skulle sove i
bushen den nat, da en flot Toyota limousine
kom kørende. Han stoppede, åbnede
døren og gjorde tegn til, at vi skulle stige
ind. Humøret steg et par grader. Joseph
Matsheng hed vores redningsmand, og
han skulle til Gaborone. Det var ikke kun
for at være flink, at han tog os med, han
havde også et problem. Hans bil var ved
at løbe tør for benzin, og han havde ingen
kontanter på sig, fortalte han, så hvis vi
havde nogle pula til et par liter benzin,
var situationen reddet for os alle tre.
Preben havde gu'ske lov stadig en tyvepula-seddel
og betalte de tolv pula for
benzinen.
Køreturen tog fire timer, så vi fik en
ordentlig sludder undervejs. Han fortalte
den ene fantastiske historie efter den
anden. blandt andet fortalte han om en
bestemt stamme, der blev holdt som
kvæg, eller måske nærmere som slaver.
De havde aldrig gået i skole og kunne
hverken læse eller skrive, så de kendte
intet til deres rettigheder. De troede
simpelt hen, at de var født til det liv, og
det var der andre stammer, der levede
højt på. Regeringen forsøgte at tvinge
dem til at gå i skole, men stammen
forstod ikke, at det var for at hjælpe
dem, så de flygtede over hals og hoved,
så snart en regeringsansat nærmede
sig deres samfund.
botswana blev en selvstændig stat i
1966. Før den tid var landet et engelsk
protektorat, styret fra Sydafrika. landets
grænser var blevet sat af englænderne,
uden hensyntagen til de forskellige
stammer i landet. Så derfor var de fire
stammer, som landet består af, blevet skilt
og levede på begge sider af grænsen. Mr.
Matsheng havde således halvdelen af sin
familie boende i Sydafrika. Mr. Matsheng
kendte et baptisthus, lolwapa lodge,
som lejede værelser ud, og kørte os
derhen. ”Jeg ved ikke, hvad det koster”,
sagde han, ”men selv om det er dyrt, så
tag det endeligt”. ”The hotel prices will
kill you”.
Det kostede hundrede og tredive pula,
godt fire hundrede kroner, det var fan'me
dyrt, men hoteller var meget dyre, havde
Mr. Matsheng fortalt, og udenfor var det
regntid, så vi blev nok nødt til at bide i
det sure æble og tage imod tilbuddet.
Vi fortalte, at vi kun havde amerikanske
dollars og fik lov til at vente med at
betale, til vi havde været i banken næste
morgen.
Det var søndag. Alle forretninger var
lukket. I de andre afrikanske lande vi
havde besøgt, lukkede forretningerne
ikke, fordi det var søndag. Men botswana
havde åbenbart et velstandsproblem
ligesom Danmark. Gud, hvor kunne
sådan en søndag være kedelig. Gaderne
var mennesketomme. Men dagen skulle
jo slås ihjel. Jeg havde aldrig troet, at
jeg skulle komme ud for en dag, der
skulle slås ihjel, når jeg var ude at rejse.
normalt var hver eneste dag så spændingsfyldt,
at man sprang ud af sengen,
når man vågnede for at se, hvad den nye
dag indeholdt af glæder og oplevelser.
Men en søndag i botswana lignede en af
de arbejdsløses søndage i København,
som John Mogensen sang om. Trist. Vi
fandt en Kentucky Fried Chicken, der var
åben. Her satte vi os ind og myrdede et
par timer. Vores våben var otte pula, som
svarede til 24 danske kroner. Vi skulle
”Vi skal bo på et Youth Hostel”,
prøvede jeg. ”Hvad er et Youth
Hostel?”, spurgte han. ”det er et
slags billigt hotel”, svarede jeg.
”Der findes ingen billige hoteller
i botswana” svarede han, meget
uvenligt.”
faktisk ikke "bare" myrde et par timer, vi
håbede også på, at en løsning på vores
overnatningsproblem ville dukke op. Der
var kun sorte mennesker herinde og
næsten bare unge mennesker, ligesom
på en burgerbar et hvilket som helst
sted i Danmark. De havde alle nok i sig
selv, sad to og to og nød deres burgere,
pommes frites og coca colaer.
De næste par timer gik vi rundt i byen
på må og få og kiggede efter et sted at
overnatte. Vi satte os på en bænk lige
uden for en biograf og blev enige om,
at her var det rimeligt sikkert at sidde
og sove i nat. Hvis det viste sig at være
ulovligt, og politiet eller nogle vagtmænd
skulle jage os væk, kunne vi bare sige,
at vi var på vej hjem til lolwapa lodge
og begynde at gå derud af. Vi kunne så
bare gå hele natten og lade som om, vi
var på vej hjem. Hellere dét end at betale
fire hundrede kroner for at sove. Vi
skulle helst være på ambassaden præcis
klokken otte, når den åbnede, og håbede
stadig på at kunne få vores visa samme
dag.
Klokken 23 lukkede biografen. Folk gik
hurtigt hver til sit, men en gruppe på fire
unge mennesker blev stående og snakkede.
Der var kun nogle få meter hen
til vores bænk, og pludselig gik det op
for mig, at de talte dansk. Jeg skyndte
mig hen til dem og fortalte, at vi osse
var fra Danmark og om vores overnatningsproblem.
Det viste sig, at de boede
i botswana og arbejdede for Danida.
”Vi har et gæstehus, hvor vi ulandsfrivillige
kan overnatte, når vi er i Gaborone”,
fortalte de. ”Det koster fire og tyve pula
per nat”, så hvis vi havde lyst, og det
havde vi bestemt, kunne vi godt overnatte
der. Vi fortalte dem, at vi kun
havde amerikanske dollar, men at vi ville
gå i banken og på ambassaden, når de
åbnede i morgen tidligt, og så komme
ind på deres kontor i Gaborone og betale
for overnatningen. Det var helt i orden,
sagde de, og hvis der ville gå nogle dage
med vores visa, kunne vi bare
blive boende i gæstehuset.
næste morgen, præcis klokken
otte, trådte vi ind på den sydafrikanske
ambassade. ”Good
morning”, sagde vi og fortalte,
at vi ønskede at få udstedt to
visa til Sydafrika. Vi fik et par
blanketter, som vi udfyldte og
afleverede sammen med vores
pas og spurgte samtidig, om
det var muligt at få vores visa allerede
i dag. ”Vi skal normalt bruge 48 timer
til at udstede visa, men prøv at komme
op lige før vi lukker klokken tretten, så
skal jeg se, hvad jeg kan gøre”, sagde
damen, og sendte os et stort smil. Vi fløjtede
begge to hele vejen hen til banken.
Vi havde fået vores gode humør tilbage.
I banken vekslede vi nogle dollar til pula,
og bagefter gik vi hen til kontoret for
’Danish Volunteer Service’ på Mengwe
Close og betalte de 48 pula for overnatningen.
Derefter spadserede ud til lolwapa lodge,
betale vores regning og hentede vores
rygsække. og klokken tretten præcis var
vi tilbage på ambassaden, hvor passene
lå klar. Vi fortsatte hen til busstationen,
købte to billetter til grænsebyen
Ramatlabama og var for anden gang
på vej til den Sydafrikanske grænse, og
denne gang havde vi visa. Vi gik ind til
grænsevagten, som straks genkendte
os. Vi fortalte, at vi havde fået vores
visa, og udfyldte nye udrejsepapirer, og
han ønskede os god rejse. Denne gang
sang vi ikke, da vi marcherede igennem
ingenmandsland. Vi havde godt nok
visa, men på en eller anden måde var
vi stadig usikre på, om alt nu var helt i
orden. Det var det gu'ske lov. Vi fik vores
pas stemplet, og et øjeblik efter var vi i
Sydafrika. ”Goodbye botswana og jeres
forpulede pula’er og Hasta la nunca”.
46 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 47