Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

hovedgaden i Teheran her midt under
ramadanen med en flaske Jack Daniels
i den ene hånd og en plakat med et
billede af frihedsgudinden i den anden.
Da vi dog har ambitioner om at se mere
på resten af vores rejse end indersiden
af en iransk fængselscelle (og da vores
kuffert i øvrigt heller ikke ligefrem er
stopfyldt med whisky og plakater af
frihedsgudinden) nøjes vi nu med blot
at stige op i Iran Airs Fokker 100 med
kurs mod Isfahan.
”tænk engang, hvad chancen er for, at
en dansker ville standse sin i forvejen
fyldte bil på Vesterbrogade, invitere to
fremmede personer ind i sit hjem og
byde dem på et måltid, som han ikke
engang selv kunne tage del i? ”
isfahan - halvdelen af
verden i en by
Isfahan er en af hovedbyerne fra det
gamle persiske rige og måske den
smukkeste by i hele Mellemøsten.
Symboliseret om noget sted af naqsh-e
Jahan-pladsen, eller i daglig tale
blot Imam-pladsen, en enorm plads
omkranset af noget af den flotteste
bestående arkitektur i den muslimske
verden. Pladsen er over 500 meter
lang og en af verdens største pladser.
Hele vejen rundt er opført en bygning
i to etager, udsmykket med hundredvis
af karakteristiske buer. Midt på langsiderne
findes to moskeer, en portal og
et palads, alt sammen opført i 1600tallet.
om aftenen oplyses de mange
bygninger og det store springvand i
midten, og pladsen funkler som i 1001
nats eventyr. Mange lokale iranere
sidder på tæpper og drikker te, og de
lokale drenge arrangerer fodboldkampe
rundt omkring på den kæmpe plads.
Isfahan, der i gamle dage blev kaldt
for ”halvdelen af verden i én by”, er
desuden spækket med gamle smukke
broer, grønne parker og historiske
paladser. Her er hyggelige tehuse, hvor
mænd i timevis snakker, drikker te og
ryger vandpibe. Moskéerne er enorme
og har mosaikker i delikate mønstre.
Inde i moskéerne messer imamer foran
bedende mænd. Tildækkede chadorklædte
damer beder i bederum kun for
kvinder. Selv her i deres allerhelligste
vinker de os frem og lader os tage
billeder. Gæstfriheden er dybt indgroet,
og vi støder på den overalt.
basarerne omkring Imam-pladsen har
alt fra gammelt skrammel til krydde-
rier, sølv og bronzesmykker, miniaturemalerier
malet på kamelben, antikviteter,
silke og uld, keramiske krukker og mosaikker.
Masser af fremragende kunsthåndværk.
og selvfølgelig persiske tæpper. To
tusinde år har iranerne brugt på at perfektionere
deres berømte tæpper. et tæppe
er for en iraner ikke bare et tæppe, men
et statussymbol, og mange af verdens
bedste og dyreste tæpper kommer her
fra Isfahan. Det er
lidt af en videnskab
at se på tæpper,
finder vi ud af. Man
skal helst vide noget
om knudetæthed,
vævningsmetode,
farvningsprocessen
og sammensætningen
af uld og silke.
lige så længe som de lokale har brugt på at
perfektionere tæpperne, lige så længe har
de også brugt på at blive bedre til at sælge
dem, så selv om man ganske givet kan
gøre et tæppekup her i basaren, gælder
det i den grad om at kunne skille skæg fra
snot, hvis man skal have det rigtige tæppe
til den rigtige pris.
et lift i natten
Vi møder Hasan, da vi en aften i Isfahan
på en stor gade forsøger at praje en taxa.
en hvid privat personbil stopper, og chaufføren,
der er en sympatisk og distingveret
ældre herre, spørger på et formfuldendt
engelsk, om vi vil have et lift. I bilen
sidder desuden tre kvinder, alle iklædt
sort chador. en underlig situation at en
privat mand, der allerede har bilen fyldt
op, stopper og tilbyder os fremmede et lift.
oven i købet er de selv på vej ud af byen,
modsat os der er på ind vej mod centrum.
De sorte damer i den hvide bil smiler ud til
os. Kvinderne i bilen er Hasans kone og to
døtre. Mariam, den ene datter, flytter sig
om på forsædet, som hun deler med sin
mor. Vi sætter os ind på bagsædet med
den anden datter. Mens vi kører fortæller
Hasan, at han var professor på universitetet
og underviste amerikanske studerende
i persisk historie indtil den islamiske
revolution i 1979. Da han sætter os af ved
den berømte Si-o-Seh bro inviterer han os
til at næste dag at kigge forbi den vekselbutik,
hvor han arbejder og drikke en kop
te med ham.
besøg hos en iransk familie
Dagen efter har vi knap slubret den skoldhede
te i os, før Hasan bekendtgør, at vi
er inviteret til middag hjemme hos ham,
og at hans datter allerede er på vej i deres
bil for at hente os. Kort efter befinder vi
os derfor foran Hasans nydelige, hvide
villalejlighed. Vi tager skoene af og går
ind. Mænd må ikke give hånd eller røre
kvinderne, så jeg smiler og nikker blot
til Hasans kone og døtre. De tre kvinder
beholder selv her i deres eget hjem deres
tildækning på under hele besøget.
Der er røde persiske væg-til-væg
tæpper i alle rum, store lysekroner, og
to siddegrupper med mahognistole og
lave sofaborde. Middagen indtager vi
siddende på gulvet. Moren dækker op
med en dug, som hun lægger direkte på
tæppet, hvorpå hun stiller et utal af små
skåle med koresht - en tyk stuvning
med spinat - urter, kylling og hakkede
nødder samt mast (yoghurt), ris og
brød, som vi velfornøjede slubrer i os.
Det er eftermiddag. Resten af familien
må først spise ved solnedgang, så de
nøjes med at se på.
Det er en syret situation, og vi føler os
uendeligt langt væk fra det kolde, reserverede
Skandinavien. Tænk engang,
hvad chancen er for, at en dansker
ville standse sin i forvejen fyldte bil på
Vesterbrogade, invitere to fremmede
personer ind i sit hjem og byde dem på et
måltid, som han ikke engang selv kunne
tage del i? Men her sidder vi ved den
dækkede dug midt under ramadanen og
føler os nærmest pinligt berørt over deres
enorme gæstfrihed. Det er paradoksalt,
at et af verdens, ifølge medierne, mest
frygtede lande, har en af verdens mest
imødekommende befolkninger.
efter maden kører vi en tur i familiens bil
nummer to, en Peugeot 306, som vi har
på fornemmelsen mest bliver anvendt til
lidt finere formål. Hasan viser os blandt
andet Manor Jomban, som er et gravkammer
i udkanten af byen bestående
af en firkantet kasse, på hvis tag der er
konstrueret to fritstående minareter,
der pga. en mærkværdig konstruktionsfejl
kan sættes i svingninger.
et par dage i Kashan
»I love you so much«, siger vores taxachauffør
med et kæmpegrin. Det er stort
set det eneste, han kan sige på engelsk,
og han gentager det i en uendelighed.
Da det eneste, vi kan sige på farsi er
»merci«, der ligesom på fransk betyder
tak, samt »salam aleikum, agha« og
»salam aleikum, khonum«, der betyder
henholdsvis vær hilset, Hr. og Fru, er
vores samtalemuligheder begrænsede,
men det er nu meget hyggeligt i hans
taxa alligevel. Vi har prajet ham på
gaden og har lejet ham en halv dag til at
køre os rundt for at se forskellige steder
omkring den lille by Kashan. Det er i
hvert fald det, vi har forsøgt at aftale.
Vi ser et par moskéer og nogle berømte,
rekonstruerede historiske huse, som
rige handelsmænd fra byens berømte
basar byggede for snart 1000 år siden.
byens gamle huse er sindrigt konstruerede
med to dørhammere, en rund til
mændene og en aflang til kvinderne,
der afgiver hver sin karakteristiske
bankelyd. Snedigt designet således,
at beboerne kan høre, om det er en
mand eller en kvinde, der kommer på
besøg, således at kvinderne i huset kan
tildække sig derefter. Vores smilende
taxachauffør kæmper og kæmper for at
komme i tanke om nogle engelske ord.
Pludselig lyser han op i et smil: »Iran no
good!« proklamerer han, og peger på en
flok tildækkede damer på gaden.
Kashan er en mindre by og i løbet af de par
dage, vi opholder os der, lykkes det os aldrig
at finde en restaurant, der må servere mad
midt på dagen. I stedet må vi proviantere
og indtage vores frokost i smug gemt af
vejen på vores hotelværelse.
tilbage i teheran
Rejsen rundt i Iran ender, hvor den
begyndte. Tilbage i Teheran tager vi
metroen rundt for at se et par af byens
attraktioner. Hinanden ser vi dog ikke
så meget til undervejs på vores sightseeingtur,
for kvinder og mænd må ikke
sidde i samme vogn i metroen. Sammen
tillades vi dog adgang til Ayatollah
Khomeinis gigantiske mausoleum, hvis
indre ligner en flyhangar, hvor hele
gulvet er blevet dækket med tæpper.
Midt i dette kolossale, tomme rum syner
den gamle overpræsts ensomme kiste
ikke af meget.
Billede øverst: Aftenvandpiben tændes, og snakken
går foran udendørs tehus ved Si-o-seh broen.
Mange af Isfahans ældgamle tehuse ligger ved eller
under byens berømte broer.
Billede midten: Isfahans mest berømte bro hedder
Si-o-Seh, der betyder 33 på persisk. Navnet
hentyder til de 33 buer, broen består af.
Billede nederst:En mand med bedekrans byder
velkommen til Jameh-moskéen i Isfahan. Selv på de
allerhelligste steder inviteres udlændinge indenfor
af de gæstfrie Iranere.
54 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 55