Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

Solen steger nådesløst, da vi trasker af
sted ad en støvet jordvej fra den lille
by Djiquibombo. et vildt afsvedet landskab
ligger forude, og ude i horisonten
fornemmer man den flade sandslette
udover en flere hundrede meter dyb
klippeslugt.
Forventningsfulde er vi er på vej mod
første stop, landsbyen Kanikombolé.
Først har vi været rundt og se
Djiquibombo og er blevet fulgt af nysgerrige
børn. Vi har fået en lille forsmag
på, hvad der venter os de næste dage.
Forunderlige små byer, hvor tiden synes
at have stået stille i århundreder. Vores
unge guide Zakari er selv dogon og født
i landsbyen ningari på højplateauet
længere mod nord. Udover Zacarie,
er Andrea fra Italien med på turen –
et godt lille team, der bliver grundigt
sammentømret i løbet af dagene.
Vi bevæger os tættere på klippeafgrunden
og står pludselig ansigt til
ansigt med dybet, efter at have vandret
over et goldt stenet landskab. Slugten
er frygtindgydende, fyldt med store
løse sten og minder mest af alt om en
dramatisk scene fra en Steven Spielberg
film. Læggene ryster, fødderne er ømme
under vægten af den tunge rygsæk,
og sveden springer frem på panden i
middagsheden.
Med bankende hjerte når vi ned fra
klippen, og et fantastisk smukt syn
kommer os i møde: Gamle skyggefulde
baobab-træer indrammer et fuldendt
billede med den arrede gulbrune klippevæg
på den ene side og den uendelige
ørkenslette på den anden.
Det er tid til frokost i den lille by
Kanikombolé. Under et halvtag af strå
i en af byens lerstenshuse puster vi
ud efter trekkets første krævende del.
Menuen er forholdsvis enkel her ude
på landet - kylling og ris - men vi er så
sultne efter formiddagens anstrengelser,
at vi kan fortære hvad som helst.
Det er en fredfyldt lille by, helt i pagt
med naturen og en lise for sjælen, når
man lige kommer fra bamakos pulserende
storbyliv. Centrum i byen er en
idyllisk lille sø med en kvæghjord – lige
en scene til et klassisk maleri, som de
står der ved bredden og slubrer veltilfredse
i det mudrede vand.
Man tager sig meget god tid i Mali. Alt
foregår i et anstændigt tempo, og vi
får da også lov til at slå mave, inden vi
begiver os på eftermiddagens etape til
næste by, der hedder Teli.
På vejen kan vi virkelig mærke suset
fra de store vidder. Klippevæggen syner
stor og ærefrygtindgydende, som den
ligger der som en massiv fæstning badet
i et spøgelsesagtigt lys. Vi kan skimte
Teli langt inden, vi når byporten.
Da vi kommer tættere på, kan man ane,
at hele klippen er oversået med små
huse: lerklinede hytter med stråtag,
ikke til beboelse, men til opbevaring af
korn, får vi senere at vide af Zacarie.
Der hersker en næsten magisk stilhed,
da vi senere går rundt oppe blandt
husene. en helt speciel følelse rammer
én, når man bevæger sig rundt under
den dramatisk skrånende klippevæg.
noget urgammelt, et strejf fra en
svunden tid, og ikke helt enkelt at definere.
Væggene er sortstribede af sod og
røg fra tidligere tiders madlavning over
åben ild.
om natten sover vi under et halvtag
på loftet af et adobestenshus, med en
blid kølig vind der finder vej ind mellem
lerstenene og et æsel skrydende i det
fjerne.
efter et solidt måltid næste morgen,
med kaffe og dejklumper stegt i olie,
begiver vi os igen på vej ud i det knas-
tørre, næsten uendelige terræn. Vores
dagsmarch er på 15 km, og morgenen
vil gå med at nå til bosættelsen ende,
hvor de lokale venter os med te.
Herefter vil vi bruge eftermiddagen på
at nå landsbyen Yaba-Tulu. Undervejs
kommer vi pludselig til et marked, hvor
de lokale kvinder faldbyder deres kunsthåndværk.
De sælger vævede tasker,
tæpper og tøj, og alt hænger dekorativt
til skue i træerne og vifter i vinden.
Hen ad det simple hjulspor møder vi et
menneske hist og her. Skolebørn er på
vej hjem i eftermiddagssolen, og alle ler
og hilser venligt.
Til slut står vi foran klippekarmen, som
vi skal forcere. Vi arbejder os sveddryppende
og pustende opad, og anstrengelserne
belønnes da også til fulde, da
vi til sidst når op i en lille smuk dal med
løg- og tobaksmarker, omgivet af fantasifulde
klippeformationer. Stedet minder
mig øjeblikkeligt om dalen i min barn-
Billede til venstre: Landsbyen Begnimato ligger
skjult oppe på klippeplateauet med en storslået
udsigt over sandsletten flere hundrede meter
nedenfor.
Stort billede: Lige til et klassisk maleri. Køerne
slubrer veltilfredse det mudrede vand i sig. Her i
landsbyen Kanikombolé.
Lille billede øverst: De små landsbyer i Dogon land
er også kendt for deres farverige markeder. Her
er det byen Nombori der afholder det ugentlige
marked.
Lille biillede nederst: Børn i Dogon land vokser
op i fattige, men storslåede omgivelser. Mange
udenlandske organisationer har sørget for
skolebygninger i området.
doms bog, ”De glemte hestes ø”, i serien
om Den sorte Hingst. et malerisk lille
edens have med landsbyen begnimato
balancerende på toppen af klippen med
et guddommeligt udsyn over sletten.
Inden mørket falder på, inviterer Zacarie
os på et trek hen til udkigspunktet. Det
er en fortryllende aften med en blød
gylden solnedgang ud over den nøgne
klippevæg. Det føles næsten som om,
man er tættere på universet og evigheden
her oppe.
Menneskeofringer og fallossymboler
Den tredje dag på trekket foregår fra
begnimato til nombori - i alt 13 km
ovenpå klippen. Den golde klippe ligger
hen i et tågeagtigt slør, det blæser voldsomt
og vi får sand og støv i øjnene.
For at komme ned igen skal vi igennem
en meget stejl og smal klippepassage
– med et lodret fald på flere hundrede
meter, der virkelig sætter min højdeskræk
på prøve.
efter en lidt farefuld færd ned, hvor det
er med at holde tungen lige i munden
og hovedet iskoldt, står vi igen i det
flade slettelandskab og nærmer os byen
nombori. Det er markedsdag, da vi
ankommer, og Zacarie viser os rundt og
forklarer om de forskellige varer, som
udbydes til salg. Det er hovedsageligt
grøntsager, madvarer og husgeråd – alt
i ét stort farvestrålende orgie og skønt
kaos.
Inden afgang næste morgen bliver vi
præsenteret for en række Fetish-sten,
og Shamanens (den såkaldte Hogons)
hus. Vi får fortalt, at Fetish før i tiden
hang sammen med menneskeofringer
for en god regntid. Det sluttede officielt
for lang tid siden, men nogle steder
foregår det stadig til stor skræk og
advarsel for turisterne.
32 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 33