Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

k l u b i n f o t e m a sly n g e l s tat e r
Per Allan Jensen indtræder i
det eksklusive +100 selskab:
Land nr. 100: BELARUS
af: sø r e n Pa d k J æ r o g er i k Po n T o P P i d a n
Det er et ikon i DbK, der her skal fejres -
en person, der i snart 10 af klubbens 13
års levetid har ydet en kæmpe indsats,
og som har en stor andel i DbK’s nuværende
position.
Per Allan blev formand i 2000, og med
sin velkendte metodik og systematik fik
han lagt grundlaget for flere af de ting,
der har været af stor betydning for klubbens
udvikling:
Først og fremmest var han manden bag
DbK’s medlemsblad, der første gang
udkom i september 2000. De første par
år i en fotokopieret udgave, men allerede
2 år senere i en opsætning, der
blev grundlaget for det flotte blad, vi
sidder med i hånden i dag. Det var også
i Per Allans formandstid, at begrebet
b-medlemmer og passive medlemmer
blev indført. begge dele har på hver sin
måde betydet meget for klubben.
Per Allan trak sig tilbage som formand i
2003, men er med sit fortsat store engagement
for klubben en grundig korrekturlæser
af artikler til Globen og på
hjemmesiden samt en hyppig og inspirerende
foredragsholder i Café Globen.
og han har stadig en suveræn fornemmelse
for, hvad der rører sig i DbK. Hvis
man f.eks. har brug for et godt billede
fra Angkor Wat, eller gerne vil i kontakt
med folk, som netop har besøgt Irian
Jaya, så er han en af klubbens absolutte
nøglepersoner. I øvrigt også, når det
gælder søjlediagrammer over landestatistikker
eller trends i aldersfordelingen
i vores fantastiske klub.
I sin formandstid opnåede Per Allan også
den - efter hans egen mening tvivlsomme
- ære at få tildelt en speciel indstiftet pris,
egholm-prisen. Prisen skulle gives til én,
”som har rejst i ole egholms til tider noget
rastløse og flakkende ånd”. I Kenneth
Hvolbøls nominering anføres bl.a., at Per
Allan ”.. har ræset gennem talrige lande og
ladet hånt om indtryk, fordybelse, oplevelser
og dufte ... før han måtte videre i
sin evige og åbenlyse jagt på DbK’s pensionskriterium,
de forjættede 100 lande”.
Stærkt overdrevet eller kærlig mobning,
så fordyber Per Allan sig også gerne i sine
rejsemål - selvom han ikke går af vejen
for at snuppe et ekstra land, hvis han
nu alligevel er i nabolaget. og på sine
rejser fordyber han sig altid i omhyggelig
dagbogsskrivning om dagens hæsblæsende
oplevelser. Mange af beskrivelserne
finder i øvrigt vej til spændende og inspirerende
artikler i Globen. og den overskudsenergi,
som ikke forløses gennem nye
rejsemål, bliver brændt af i form af lange
og strabadserende cykelture eller andre
former for motion i hans fædreland.
Han rejser gerne behageligt – hvorfor sidde
med oppakning bag på en motorcykel hvis
der findes en taxa? – og hvorfor i det hele
taget køre byen rundt, når der er et fint
hotel lige her? og hvorfor f.eks. nøjes med
at drikke kokosmælk og Fanta i det fattige
Senegal, når man – takket være de stolte
koloni-traditioner – stadig kan købe gode
franske rødvine til acceptable priser. Til
gengæld, når indlogeringen på et hotel
med A/C og myggesikrede vinduer er
overstået, står løbeskoene parat til en tur
på stranden.
Per Allan vil
gerne bese
de berømte
steder, hvor
lonely Planet er en trofast guide til at
lokalisere de bedste cafeer og restauranter.
Trods sporadiske, men gode
oplevelser med lækker mad ved gadekøkkener
med spinkle taburetter, så
er et ikke uvæsentligt kriterium for et
acceptabelt spisested dog immervæk
normale stole med ryglæn og tilhørende
bord samt gerne udsigt over vandet.
Per Allan rejser ofte med sin datter Anita
eller andre rejsevenner. Der er her altid
garanti for, at man hverken kommer til
at sulte eller mangle koffein, men til
gengæld har en vidende og målrettet
rejsepartner.
Trods sine mange rejser, så er det hver
gang en kæmpe opgave for Per Allan
at forberede pakning af rygsækken.
Der laves pakkelister, prøvepakkes og
tilrettes – men til gengæld har man
heller aldrig før set nogen have alle
diverse remedier enkeltvist og sirligt
indpakket i afmærkede plastposer
omviklet med elastik. Stort set alle
nødstilfælde er forudset og klares med
et dyk ned i rygsækken.
erobringen af de 100 lande betyder
bestemt ikke, at Per Allan nedsætter sin
rejseaktivitet – tværtimod er der allerede
bestilt billetter til de næster par
ture (bl.a. togrejsen beijing-lhasa) – så
vi kan med sindsro se frem til endnu
flere foredrag, rejsebeskrivelser og
statistiske beregninger.
endelig er jeg trådt ind i de voksnes
rækker, sådan rent rejsemæssigt. Mit
land nummer 100 blev noget så eksotisk
som Hviderusland, der - meget apropos
dette nummers tema - ofte omtales
som europas sidste diktaturstat. Tæt
på Danmark, hvis man måler i geografisk
afstand, blot halvanden times flyvning,
hvis der ellers var en direkte rute.
Men meget fjernt, hvis man begynder
at sammenligne på områder som demokrati
og menneskerettigheder, der
på disse kanter - med en lidt vandet
vittighed - nærmest er en by i Rusland.
Det er jo en klassisk problemstilling,
om man overhovedet bør rejse til den
slags lande, for hvad gør mest nytte:
boykot eller tilstedeværelse? Men hvis
ens overvejelser fører til, at man kaster
sig ud i det, så er det min erfaring, at
såkaldte slyngelstater kan være fremragende
rejsemål, hvor man mødes af
venlige og nysgerrige mennesker, der
ikke er spoleret af masseturisme, hvor
prisniveauet er lavt, og hvor kriminalitet
Jubilæum i
slyngelstat
forfatteren har lige fejret sit 100-landes
jubilæum med et besøg i Hvideruslands
hovedstad Minsk, hvilket giver anledning til
lidt tanker om at rejse i ”slyngelstater” samt
en varm anbefaling om at besøge Myanmar.
Te k s T o g f o T o : Pe r al l a n Je n s e n
er nærmest ikke eksisterende. oplagte
eksempler på dette er lande som Iran,
Myanmar og Hviderusland, som jeg alle
har besøgt med stor begejstring. Iran
for mange år siden, de to andre for
ganske nylig.
Jeg har aftalt med erik Pontoppidan, at
han får fornøjelsen af at skrive om vores
nys overståede fælles ophold i den hviderussiske
hovedstad Minsk, selv om jeg
næsten ikke kan lade være med at kaste
mig ud i begejstrede beskrivelser af de
mange smukke og modebevidste unge
kvinder, gader så rene som spiseborde,
venlige og hjælpsomme mennesker og -
ikke uvæsentligt for en gammel gnierisk
drukmås - værtshuse, hvor man får en
stor fadøl eller en tredobbelt vodka for
en femmer.
I stedet vil jeg bruge resten af denne
artikel på at skrive lidt om Myanmar og
slutte af med et par generelle betragtninger
om "rejselivet som voksen".
Myanmar - ikke så farlig som
sit rygte
"Skal du virkelig til Myanmar? Tør du
godt det? er det ikke meget farligt?"
Da jeg begyndte at lufte mine rejseplaner,
blev jeg ofte konfronteret med
disse spørgsmål, som jeg nu - efter et
yderst vellykket besøg i december 2009
- kan besvare klart med "ja, ja og nej".
Myterne om landets "farlighed" bunder
naturligvis i den kendsgerning, at en
militærjunta i snart et halvt århundrede
har holdt landet i stramme tøjler
og brutalt hindret ethvert forsøg på
indførsel af demokrati og menneskerettigheder.
og så hjælper det også på det dårlige ry,
at en voldsom cyklon sidste år raserede
et hjørne af landet, mens generalerne
lod som intet og yderligere forværrede
situationen ved at forbyde de internationale
hjælpeorganisationer at komme
ind i landet. Alt det er jo slemt nok,
men det udgør intet problem for almindelige
rejsende. Cykloner kan optræde
38 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 39