Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

Gøglerne laver alskens fantastiske
kunstner og slås fra morgen til aften om
alle indenfor en radius af 20 meter. De
slår behændigt og nådesløst kløerne i
forbipasserende, og hvis de ikke fanger
ens opmærksomhed med tilråb eller ved
at spærre vejen, kan både forvirrede
aber og hvæsende slanger bruges som
kasteskyts.
Har man først fået en abe smidt i
hovedet, er man fanget, for aben holder
godt fast om din hals. nu kan gøgleren
roligt trække i land. Da aben ikke kan
lide den kvælende fornemmelse fra det
stramme halsbånd klamrer den sig til
din hals. Da du har holdt den søde abe,
skylder du gøgleren 500 dirham. beløbet
kan sagtens forhandles, men selvom du
betaler tæt på 500 dirham, får du vrede
råb som afskedssalut.
De store og små slanger har ikke
halsbånd på, men slangetæmmeren
behøver heller ikke at trække folk i land.
De fleste, der griber slangen, har meget
travlt med frivilligt at komme hen til
den nærmeste flinke slangetæmmer; de
møder én med et tandløst smil. De er
parat til at betale store summer for at
komme af med dyret igen.
intet er gratis
Har man et synligt kamera, behøver man
slet ikke at købe noget hos de handlende
for at komme af med sine dirham.
Det koster selvfølgelig at tage billeder
på gader og stræder i Marrakesh.
Den nærmeste sælger forlanger først et
anseeligt beløb for at tage billeder nær
hans butik, hvorefter han efter bramfrit
forsøger at sælge alt fra tørklæder til
tæpper til fezer. De handlende i souken
får den styggeste brugtvognsforhandler
til at ligne en nonne. De skyr ingen
midler og luller på forunderlig vis offeret
ind i et spind, der ikke kan undslippes,
før man har købt og betalt.
en backpacker fra england fortalte, at
han var blevet prakket et tæppe på, han
ikke vidste, hvordan han skulle få med
hjem til england, og heller ikke vidste,
hvor han skulle have i sit lille kollegieværelse.
Han huskede ikke, hvorfor og
hvordan, men det var startet med, at
han var blevet budt på te af tæppehandleren.
Før han havde set sig om, var han
blevet et par hundrede pund fattigere
og et tæppe rigere.
Professionelle tiggere
Hvis man vil møde tiggere, er Marokko
et fortrinligt sted. Du kan møde dem
med en kop myntete i hånden, siddende
i skyggen under en parasol på en
fortovscafé.
De samme tiggere kan du senere møde
på gaden, hvor de vrider sig som i en
dødsdans i solen foran dig og skriger
deres klagesang, mens øjnene ruller.
De, der er for svage til at rejse sig,
ligger halvt henslængt op ad husmurene
og stønner svagt, men tydeligt, mens de
rækker en rystende hånd ud mod dine
sko, eller ser deres snit til at gribe fat
om dine ben.
ofte behøver man ikke gå mere end
halvtreds skridt, før man møder den
næste.
det er dyrt at stå tidligt op
en australier og jeg havde aftalt at leje en
bil, så vi kunne se lidt på Atlasbjergenes
hårnålesving. Vi ville have mest ud af
dagen, så vi tog af sted tidligt.
På vej hen til udlejningskontoret drejede
jeg søvndrukkent om et forkert hjørne
og så ikke den hustler, der sprang ind
foran mig. Han spurgte på gebrokkent
engelsk, hvor jeg var på vej hen. Jeg
svarede, i stedet for at komme med en
afvisende gestus. bingo, så havde jeg
fået mig en guide. Han viste mig de 20
skridt rundt om hjørnet og op ad trappen
til kontoret.
Han stod tålmodigt og ventede de fem
minutter, det tog at udfylde papirerne,
og fulgte mig hele vejen over parkeringspladsen
til bilen, hvorefter han
havde fortjent 500 dirham for sin 10
minutters guidetur. Måske var det fordi,
jeg var morgengnaven, men denne
gang brugte jeg temmelig lang tid på
forhandling og spiste ham af med et par
hundrede dirham, hvilket resulterede i
en svada af eder på både arabisk, fransk
og engelsk. Selv bilen fik et spark med
på vejen, da jeg drejede ud fra parkeringspladsen.
den sidste røver
Marokko er et fantastisk land. Så fremmedartet
og dog så tæt på det europæiske
fastland. Det er landet med de
fyrretyve røvere. Som myntebladene i
den lokale te presses, så presses også
turisterne for deres sidste dirham.
Det er heldigvis nemt at få dirham i
Marokko. Der er ATM-maskiner mange
steder og efter uger i Marokko, var jeg
blevet vant til at bruge dem. Jeg hæver
gerne maksimum-beløbet for at udligne
gebyret, så dagen før jeg skulle flyve,
hævede jeg en stor portion dirham.
De kunne jo bruges til toldfrie varer i
lufthavnen, og ellers er der jo tiggerne,
gøglerne og taxachaufførerne.
Men selvom jeg betalte fuld pris i taxaen
for de 4 kilomenter ud til lufthavnen,
havde jeg stadig en pæn bunke dirham
at handle for i lufthavnen, troede jeg.
Samtlige butikker i lufthavnen tager
selvfølgelig kun imod euro og dollar, så
man skal forbi det magiske kontor, der
kan trylle en enorm bunke dirham om
til en lille smule euro, hvis man vil have
sine penge med ud af landet.
Det er strengt forbudt at udføre dirham
fra Marokko, og tolderne tager gerne et
kig i din pung inden du stiger på flyet.
et ældre fransk par, der stod foran mig
i køen, fik konfiskeret alle deres sedler,
inden de gik ombord på flyet.
Making monkey jump.
t e m a sly n g e l s tat e r
Der er lang vej fra
Addis Ababa til Asmara
Etiopien er et fattigt land, og der var
mange handikappede og mange mennesker
i Addis Ababa, der sov på gaden.
Tidligt om morgenen, onsdag den 4. februar 2009, lettede Lufthansaflyet
lH6219 fra lufthavnen i København, med kurs mod addis abeba,
hovedstaden i etiopien. ombord sad dbK-medlem nummer 097, arne runge.
Han var på vej til afrika for at begynde en kort rejse fra addis ababa i
etiopien til asmara i eritrea, hvorfra han ville rejse tilbage til København
fire uger senere. Han havde ingen planer, bare at opleve livet on-the-road,
at rejse for at rejse og nyde de oplevelser, han faldt over undervejs. det
var bare at tage et par busser nordpå, step by step, så var han i asmara.
Men hvad der skulle have været en lille nem rejse, fra ét land til et andet,
endte med at blive lidt af et mareridt. Afrika er flere steder i krig, og mange
grænseovergange er simpelthen lukkede, blandt andet grænsen mellem
etiopien og eritrea. og så tager ting jo tid, og i afrika tager ting ofte lang
tid.
Te k s T o g f o T o : ar n e ru n g e
22 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 23