Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

Han var på vej til byen Ali Sabeih
hundrede kilometer sydpå og foreslog,
at jeg tog med ham. Han vidste, at der
var et lille billigt hotel, som aldrig var
fuldt, og ringede og bookede et værelse
til mig. Vi ankom klokken elleve om
aftenen, jeg tjekkede ind og gik straks
i seng. Klokken halv fem næste morgen
stod jeg op igen og tog den første
morgenbus tilbage til Djibouti City for
at tjekke mulighederne for et visum og
en flybillet til Eritrea. Jeg afleverede mit
pas på ambassaden og fik at vide, at jeg
skulle komme tilbage søndagen efter. De
fortalte også, at det eneste fly der gik til
eritrea, var med Yemenia, via Sanaa i
Yemen. Jeg tog så hen til Yemenia, som
først ville have 600 dollars for en billet,
men da jeg fortalte dem, at jeg først
skulle rejse ugen efter, og at jeg kun
havde brug for en one-way-ticket, kom
vi ned på 260 dollars mod forevisning af
min videregående billet, fra Asmara. Jeg
slog til og fik at vide, at de ville holde
billetten til søndag eftermiddag, når jeg
havde hentet mit visum, og at de ikke
tog mod hverken euro, rejsechecks eller
kreditkort, men kun kontante grønne
amerikanske dollars. nu skulle jeg så
bare have skaffet nogle dollars, som
jeg ikke havde flere af. Det viste sig,
at der faktisk fandtes en arabisk bank
i Djibouti City, der havde en ATM, den
eneste ATM jeg så på hele rejsen, og så
gav den cash i både Djibouti Shilling og
amerikansk dollars. Pludselig virkede alt
meget lettere. Flyet jeg havde booket til
torsdag, var det sidste fly der ankom
til Asmara, før mit fly hjem afgik mod
Frankfurt. Så der var ingen plan b, det
skulle simpelthen lykkes at komme med
det fly.
Jeg blev otte dage i Ali Sabeih og fik
en halv million nye venner. Mike, fra
Canada, som jeg mødte den sidste dag
i Hargeisa, dukkede pludselig også op i
byen. Jeg havde mailet ham og fortalt
om mine erfaringer. Han havde haft de
samme hotelproblemer i Djibouti City
som mig, så derfor var han taget herned.
næste dag tog vi sammen tilbage til
Djibouti City for at prøve at ordne vores
ting. Jeg fik mit visum til Eritrea og
betalte min flybillet til Asmara i amerikansk
dollars. Det var værre for Mike,
han skulle til Yemen, men kunne kun
købe en one-way-billet mod forevisning
af en videregående billet fra Sanaa, som
han ikke havde. Han fortalte Yemenia,
at han ville gå ned på en internetcafe
og booke et fly fra Sanaa til Cairo, som
var hans bestemmelsessted. Det var nu
ikke helt rigtigt, han ville rejse overland
til Dubai og derfra flyve med Air Arabia
til Cairo. På internet-caféen konstruerede
han derfor en falsk videregående
billet fra Sanaa til Cairo, efter en original
elektronisk billet, han havde fået lov at
kopiere af en pige, han havde mødt, og
hvor han bare udskiftede hendes navn
med sit eget. Han printede billetten ud
og viste den til Yemenia. Det lykkedes,
Mike fik sin billet og fløj til Sanaa samme
aften.
abernes Planet
omgivelserne i Ali Sabeih lignede en
scene fra filmen Abernes Planet, og det
var der en meget naturlig forklaring på.
Det var nemlig her, man optog filmen.
Søen lac Abbé, hvor Charles Heston
landede i filmen, lå bare nogle få kilometer
vestpå. Det var helt oplagt at
besøge lac Abbé, de har bare et transportproblem
i Djibouti, udenfor de større
byer, ligesom de havde i Somaliland. De
få transportmuligheder, der fandtes, gik
kun en gang om ugen, og så ville jeg
ikke kunne nå tilbage til mit fly. Og at
Billede øverst til venstre: Præsterne gik
rundt i deres fine præstetøj med store
messing kors og tiggede penge, som de
senere på aftenen brugte til honningvin på
de små ydmyge udskænkningssteder.
Billede nederst til venstre: Der kører både
bus og tog fra Asmara til Massawa, men
det gamle tog kører nu kun en gang om
ugen med turister, som chartretoget, for
eksemplet til en fototur.
Billede nedenfor: Med udsigt til Katedralen
og klokketårnet var det ikke muslimernes
råben om at Allah er stor, der vækkede mig
om morgenen, men kristne kirkeklokker
og klokketårnet, som slog nogle ordentlige
slag hver hele og halve time.
Billede øverst til højre: Turen gennem
Somaliland tog seksten timer, og jeg sad
i bagagerummet sammen med fem tykke
neger-business-women og alle deres
plasticposer. Vi var sytten personer i
4wd, bilen som var beregnet til fire plus
chauffør. Det gør jeg aldrig mere, tror jeg.
Billede nederst til højre: Omgivelserne i Ali
Sabeih lignede en scene fra filmen Abernes
Planet, og det var der en meget naturlig
forklaring på. Det var nemlig her man
optog filmen.
Billede yderst til højre: Kejser Haile
Selassies flotte gamle palads står forladt
og fuldstændig gennembombet og statuen
af kejseren er, ligesom Lenin statuerne i
Østeuropa, væltet og smadret.
tage turen på tommelfingeren turde jeg
slet ikke tænke på. Det ville være en
katastrofe ikke at nå flyet.
eritrea - afrikas nordkorea
Da eritrea i 1993, efter 30 års frihedskrig,
igen blev et selvstændigt land, kom det
dermed også tilbage på verdenskortet.
Men kun fem år senere blussede krigen
med etiopien op igen, og der er stadig
jævnligt problemer de to lande imellem.
Præsidenten siges at have paranoia, og
alle unge mænd, og kvinder uden børn,
var soldater seks timer hver dag. eritrea
er i dag et kommunistisk diktatur, og
staten har taget kontrol over alle tidligere
private firmaer. Der er absolut
ingen ytringsfrihed, og ingen lande i
verden har så mange fængslede journalister.
Alligevel virkede landet på mange
måder som langt foran nabolandene på
Afrikas Horn. Jeg mødte ingen tiggere,
der var ingen arbejdsløse, ingen der sov
på gaden og det var forbudt at tygge
khat. Alt virkede velorganiseret. Helt
anderledes end de andre tre andre lande
jeg besøgte på denne tur. og som er et
kommunistisk land, havde eritrea ikke
de samme AIDS-problemer som resten
af det religiøse Afrika. På værelset i
Pensione Pisa hang der en brugsanvisning
med fotos, der viste, hvordan
man placerer et kondom på en stor sort
negerpik.
Der var statsejede supermarkeder,
der mindede en del om det gamle
Sovjetunionen, store butikker med
meget lille udvalg. Asmara lignede en
blanding af Sovjet, Cuba og Italien.
Italien, fordi eritrea var en italiensk
koloni i mange år, og rigtig mange talte
stadig italiensk. Jeg havde et stort
dobbeltværelse på Pensione Pisa, lige
over for Katedralen midt i centrum, med
udsigt til Katedralen og klokketårnet, til
tredive kroner per nat. og her var det
ikke muslimernes råben om, at Allah er
stor, der vækkede mig om morgenen,
men kristne kirkeklokker, og klokketårnet
som slog nogle ordentlige slag
hver hele og halve time. Jeg ved sgu
snart ikke, hvad der var værst.
Man skal have en speciel rejsetilladelse,
hvis man vil rejse rundt i eritrea. Så
den næste morgen gik jeg op på turistkontoret
og bad om en tilladelse til at
tage bussen til Massawa. Jeg betalte
otte kroner i gebyr og fik tilladelsen få
timer senere, så ved middagstid tog
jeg bussen til havnebyen Massawa ved
kysten til Det Røde Hav. Massawa, som
engang var den vigtigste havneby ved
Det Røde Hav, er i dag en udbombet
og næsten forladt spøgelsesby. Folk
forsvinder fra byen, og alt forfalder.
Det lignede stadig en krigszone. Kejser
Haile Selassies flotte, gamle palads stod
forladt og fuldstændig gennembombet,
og statuen af kejseren var, ligesom
lenin-statuerne i Østeuropa, væltet og
smadret. en trøstesløs spøgelsesby. Men
mens jeg gik og fotograferede, mødte
jeg nicole, en fransk sygeplejerske. Hun
havde rejst meget, blandt andet med
læger uden Grænser, og havde denne
gang, valgt at besøge og bo i Massawa
to uger. Hun var vildt begejstret for byen
og inviterede mig på mad samme aften
for at vise mig, hvor smuk havnefronten
var, når den var oplyst. Hun viste mig
hele byen, og så var hun rigtig god til at
fortælle små gode historier om de ting,
vi så. Jeg elsker franske sygeplejersker.
og selvfølgelig var jeg rejseklar onsdag
morgen, længe før bussen gik tilbage
til Asmara, og jeg nåede flyet, selv om
bussen punkterede to gange på vejen.