Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

lide under sparsom tilførsel af penge fra
de mere velstående nationer
Det var nabostaten Vietnam, som invaderede
Cambodia i 1979, fordi De Røde
Khmerer nu også i stor stil vendte sig
mod den vietnamesiske befolkningsgruppe
i landet. Disse befriere blev af
en del cambodianerne modtaget med
blandede følelser, eftersom vietnameserne
af mange traditionelt opfattedes
som naboer, der i mange henseender
var mere dynamiske og dygtigere end
cambodianerne selv. Først ti år efter
rykkede det vietnamesiske militær ud.
Den kraftige åreladning af denne befolkningsgruppe
under De Røde Khmerers
nedslagtninger reducerede antallet af
vietnamesere fra omkr. 275.000 i 1969
til ca. 56.000 i 1984.
Hvordan retsopgøret så slæber sig af
sted med nogle få sygdoms- og alderdomssvækkede
tiltalte kan turisterne så
eventuelt glimtvis følge i den engelsksprogede
avis Cambodia Daily. I de
store luksushotellers airconditionerede
lounger og værelser er tilværelsen
ubekymret sammenlignet med, hvad
der er beskåret cambodianeren, som
næppe meget optaget af retsopgøret,
måske skal hente sit vand fra en brønd
i gården, samtidig med at han må
døje med vældige oversvømmelser
i gaderne. Hele kvarterer i Phnom
Penh står i månedsvis under vand
med alskens gener og sygdomme til
følge. Jeg kørte selv gennem nogle af
disse gader.
Cambodiansk identitet og
lidt vestlig påvirkning
Men trafikken er livlig! Dvs. den individuelle
trafik. For her er ingen busser,
knapt en jernbane. Sidstnævnte var
også noget, De Røde Khmerer ødelagde.
Større bygningsværker forgreb de sig
mindre på, dog røg nationalbanken sig
en tur, den blev sprængt i luften – idet
penge ikke var noget man havde brug
for i den vaskeægte kommunistiske
bondestat, de ville opbygge.
nuvel, man snupper i dag en tuk-tuk,
dvs. en slags servicetaxi, hvis fører
sidder foran som på en motorcykel og
passagererne på bekvemme sæder
bagved. eller man springer op på
bagsædet af en motorcykel – det er
en udbredt og let måde at tjene penge
på for unge cambodianere. Men det er
svært at komme over gaden – der er få
trafiklys. Dollaren har vundet indpas, så
det er ikke nødvendigt at veksle til den
indfødte riel. og det er svært uformelt
det hele. Man handler og prutter om
prisen i et væk.
De Røde Khmerer byggede videre på
nationalistiske følelser, som var vakt
til live i en malstrøm af politisk uro,
hvor det ellers gode forhold til USA var
blevet spoleret af mange amerikanske
bombardementer, da Vietnam-krigen
skyllede ind over naboen Cambodia. og
så syntes de lige så godt, at de kunne
tage skridtet fuldt ud og lave en slags
kulturrevolution, en foreteelse, der som
eksempler før og siden i hhv. Kina og
Afghanistan har vist, er lig med kulturdestruktion.
De dræbte sågar kunstnere,
forfattere og dansere.
Med stort besvær lykkedes det efter
det, der nær var blevet et ragnarok, at
opspore nogle få mennesker i flygtningelejre
uden for Cambodia, der efter
mareridtets afslutning i 1980’erne
kunne begynde en form for rekonstruktion
af de kulturelt så vigtige nationaldanse.
Jeg ser selv forældreløse børn
give prøver på deres kunnen i en skole
i Phnom Penh, og senere i Seam Reap
en rigtig forestilling. På sådanne vigtige
”10.000 mennesker
blev torteret til døde
her i løbet af fire år.
tilfældigheder afgjorde
ofte ens skæbne.”
kulturgoder genskabes den cambodi-
anske identitet. Af den franske protek-
toratstid spores så at sige intet, ingen
taler fransk mere. en statue af Kong
norodom Sihanouk I har lige akkurat en
fransk inskription. Det er alt.
Inden jeg forlader Phnom Penh mindes
jeg lige om, at europa dog stikker
hovedet frem i form af andet end turister.
Cambodia goes baroque forkynder
en plakat på nationalmuseet, et nydeligt
genoppudset museum med talrige skulpturer,
som led under tyverier og grov
forsømmelse i Khmer Rouge-perioden.
Det er såmænd det 5. Internationale
Musikfestival i Phnom Penh, her bl.a.
drevet frem af den energiske tyske fløjtenist
Anton Isselhardt, som siden 2003
har boet i Phnom Penh og som har gjort
en stor indsats for ’genplante’ vestlig
musik i Cambodia.
Min tuk-tuk finder kun med besvær
ind ad den mørke smøge, hvor Sankt
Josephs Kapel befinder sig – dvs. den
katolske kirke, hvor den koncert, jeg har
udset mig, finder sted. Cambodianerne
er i mindretal, både blandt publikum og
musikere, men jeg opsporer dog blandt
de udøvende musikere én, Hikeda
bonsamnag, der spiller klarinet, et
instrument som ikke rigtig havde holdt
sit indtog i det 17. og 18. århundrede
(baroktiden), men ’fandtes’ i form af en
chalumeau (da: skalmej). og så skulle
det også times én at nyde kammermusik
af Johann Sebastian Bach og fire af hans
slægtninge i Cambodia. en af anden
uforglemmelig asiatisk koncert påhørte
jeg 26 år tidligere i Manilas domkirke,
da J.S.bachs orgelbüchlein blev givet til
bedste!
blandt nye og gamle
buddha’er
På vej ud til komplekser af templer
og tempelruiner i den cambodianske
provins den næste dag gør jeg holdt
ved et mindre marked. Her er attraktionen
friturestegte edderkopper og
biller. noget af en lækkerbisken, som
må prøves. Jeg skynder mig at skrive et
postkort til min svenske veninde barbro
i Göteborg, som lider af en inkarneret
edderkop-fobi. Som turen skrider frem
veksler nu buddhistiske og hinduistiske
templer, de nærmere omstændigheder
herfor i det tidligere mægtige cambodianske
rige lader man eksperterne holde
rede på. Helt fredeligt har disse religionsskift
og delvise ’fusioner’ næppe
været. Men ornamenterne er talrige, og
trangen til billedlig fremstilling af yndefulde
danserinder meget udtalt.
I en landsby lever næsten alle af at
fremstille buddha-statuer. De trænger
sig på ved at være opstillet i alle tænkelige
størrelser ud til landevejen. og her,
i Po-pear, får vi at vide, at det tager
seks mand tre måneder at fremstille
en middelstor buddha for en dagløn af
4 $. Stenene hentes i det nærliggende
bjerg. Rige folk fra byerne køber angivelig
disse statuer og donerer dem til
nutidige templer. I et større tempelområde,
eller rettere tempelruinområde,
kaldet Sambor Prei Kuk, følges mine
ledsagere og jeg af hærskarer af børn,
som vil sælge farverige tørklæder. Selv
venter jeg til vi har været gennem samtlige
templer, men så snart jeg linder på
min tegnebog, er jeg ikke blot totalt
’omsværmet’ men nærmest trængt op
i en krog. belejringen er ulidelig, jeg
gør mig hård og springer ind i vores
minibus, hvorefter jeg i sidste sekund
bestemmer mig for nogle tørklæder.
Få har vel været i Cambodia uden at se
hovedattraktionen, det store hinduistiske
tempelkompleks Angkor Wat, bygget i
1100-tallet til en kong Suryavarman II.
Rigt dekoreret som væggene er af 3000
danserinder, slagscener, huslige scener,
dyr og mennesker i talrige variationer,
kan man ikke undgå at blive betaget.
Sveden perler på ens pande, der er
varmt her i Cambodia, nogle dage over
30 grader! en del bryllupsselskaber er
taget ud til denne Cambodias stolthed,
som i øvrigt er omgivet af en 30 meter
bred voldgrav. Videre til den tidligere
Khmer-hovedstad Angkor Thom, der
bemærkelsesværdigt kun er i ét plan.
Vi slipper altså her for de ellers hyppige
trapper. Her er der så buddha-statuer,
et udtryk for den i øvrigt ikke ualmindelige
sammenfletning af buddhísme og
hinduisme. Dertil gigantiske træer, som
i tidernes løb er vokset ind i tempelruinerne.
efter de mange indtryk tilbringes fem
dage med at bade og foretage afslappende
bus- og bådture i Sihanoukville,
der ind imellem også benævnes ved
sit gamle navn Kampong Som. Man
fornemmer her ønsket om at opbygge
en egentlig badeby, men den er på
en måde kun i sin vorden. Der er ikke
tale om en rigtig sammenhængende
by, men om tre adskilte kvarterer af
overvejende lave, basar-lignende huse,
som vel med tiden vil smelte sammen.
Mange af restauranterne og barerne er
interimistiske, vejene eller stierne ind
til dem hullede eller fyldt med sten.
Aftenbelysningen er yderst sparsom. en
del udlændinge har slået sig ned som
værtshusholdere eller hotelbestyrere.
Det er næppe overdrevent at tale om
lidt af en nybyggerstemning.
Der er stadig masser af fattigdom i
Cambodia, hvor gennemsnitsindtægten
er 1 $ om dagen, men der er også tydelige
udtryk – som f.eks en del nybyggeri
- for og håb om en ny tilværelse blandt
verdens nationer. Med naboer som
Thailand og Vietnam, foruden Japan og
Sydkorea, som venligtsindede, investeringsvillige
partnere.
Unge cambodjanske danserinder.
Fra Buddha-værkstedet.
Buddha-hoved. En lille rod (artikelforfatteren) og en
noget større rod.
60 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 61