Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

På vejen til Addis landede flyet i at udvide Italiensk Østafrika. landet var
Khartoum, hovedstaden i Sudan, hvor en derefter besat indtil 1941, hvor krigs-
del af passagererne stod af. Jeg havde lykken vendte for Mussolini. Herefter
forsøgt at arrangere et stopover på et blev eritrea et britisk protektorat, og
par dage i Khartoum, men det viste sig tyve år senere overdraget til etiopien,
at præsidenten havde besluttet, at så indtil eritrea, efter tredve års friheds-
længe han var præsident, kunne ingen krig, blev selvstændig i 1993. Ved
danskere, på grund af Mohammed- valget i 2005 blev tusindvis arresteret,
tegningerne, få udstedt visum til Sudan. og toogtyve civile ubevæbnede dræbt.
Det var første forhindring, men der skulle etiopien er et yderst tvivlsomt demo-
komme mange flere. Det viste sig, at der krati. Samtidig begyndte nye grænse-
også var problemer i etiopien. Der var stridigheder med eritrea, som stadig
igen udbrudt grænsestridigheder med
eritrea, grænseovergangen var lukket,
ikke er løst.
der var ingen ambassade hvor man addis abeba havde det
kunne få visum til eritrea, og der var hele, på nær en eritrea-
heller ingen fly mellem de to lande. Via ambassade
Sudan var det, på grund af præsidenten Der var luddere, lommetyve og tiggere,
vrede mod Danmark, umuligt, men via og der var masser af fattige, der sov på
Djibouti skulle der være en chance, fik gaden. Der var æsel- og kameltransport
jeg at vide. Der skete bare det, at få i gaderne mellem ladaerne, og der var
dage efter jeg var landet i Addis, udbrød masser af billige hoteller. Addis Abeba
der grænsestridigheder mellem Djibouti havde det hele. Jeg boede i Piazza, på
og eritrea. Så nu kunne man heller ikke hotel Wutma i dobbeltværelse med
komme videre fra Djibouti til eritrea. bad, til en halvtredser per nat, mini-
Ups!
busser rundt i byen kostede en krone
og gik hele vejen ud til lufthavnen. en
kop the på en restaurant
”i Harar fodrede jeg vilde
kostede halvtreds øre,
hyæner med slagteriaffald,
fra mund til mund. jeg havde
en lille pind i munden med et
så priserne passede mig
fint. Men der var koldt om
natten, Addis Abeba ligger
2.400 meter over havet.
stykke kød og hyænerne kom så Til gengæld var solen om
og snuppede kødet.”
dagen ualmindelig skarp.
Den var så skarp, at jeg
blev solskoldet i panden,
this is afrika
på næsen og på øreflipperne, så den
Ud over lukkede grænser og mang- første uge måtte jeg gå rundt med
lende ambassader, hvor man kunne få min vinter-ski-hue, som jeg heldigvis
visum, var det bestemt heller ikke let havde med. Folk var meget religiøse, de
at rejse rundt i landene på Afrikas horn. fleste ortodokse koptere. Præsterne gik
Vejene var nogle steder så dårlige, at rundt i deres fine præstetøj med store
jeg i timevis sad og hoppede op og ned messingkors og tiggede penge, som de
i busserne, først hovedet op i taget, senere på aftenen brugte til honningvin
så røven ned på sædet, så jeg havde på de små ydmyge udskænkningssteder.
konstant ondt i hoved og røv. Selv på de
få gode veje var vi så mange i busserne,
Jeg ved det, for jeg var der selv.
og sæderne var så dårlige, at det På Hotel Wutma mødte jeg Hyo, som
bestemt ikke gav en pause i lidelserne. var født i Korea, men vokset op i
når jeg engang imellem kommenterede Holland. Han fortalte, at han var på vej
tingene, sagde folk grinende med deres til Somaliland og lige havde fået visum.
store, flotte hvide negertænder: ”Man, Jeg havde ikke regnet med, at man
this is Afrika!”
fortiden kunne få visum til Somalia, så
det var en glædelig overraskelse. nu
etiopien - et tvivlsomt
havde jeg altså valget mellem at komme
demokrati
sydpå og se tallerken-negrene eller at
etiopien er det eneste land i Afrika, der rejse østpå til Somaliland og forsøge at
aldrig har været koloni. Men i 1933 blev komme videre mod eritrea. Jeg valgte
landet besat af Italien, som før anden
verdenskrig havde magten i de to nabolande,
Somalia og eritrea, og ønskede
Somaliland.
Jeg fik uden problemer visum til Etiopien,
da jeg landede i lufthavnen, men så let
var det ikke i eritrea, hvor man skulle
have visum på forhånd. Så selv om det
lykkedes at finde et fly, skulle jeg først
have et visum, så det gjaldt altså også
om at finde en Eritrea-ambassade. Jeg
fik mine Djibouti- og Somaliavisa i Addis
Abeba, men der fandtes ingen eritreaambassader,
hverken i etiopien eller
Somaliland, fandt jeg ud af. Til gengæld
fandtes der en ambassade i Djibouti,
hvis den da ikke var blevet lukket på
grund af den politiske situation. Jeg
kunne jo ikke rigtig gøre mere her i
etiopien, så efter fem dage rejste jeg
østpå mod grænsen til Somaliland. På
vejen stoppede jeg i Harar.
Vilde hyæner, khat og
hjemmelavet honningvin
Folk i byen Harar, i det østlige etiopien,
havde lavet en aftale med de vilde
hyæner, som før i tiden kom ind i byen
og spiste katte, hunde og æsler om
natten, mens folk sov. Hvis de stoppede
med det, havde man fortalt dem,
ville de blive fodret af byens indbyggere.
Så hver aften, lige efter solnedgang,
ventede alle hyænerne uden for
byporten. De blev så, ved navne som
man havde givet dem, kaldt hen til
manden, som fodrede dem med slagteriaffald.
Min ven Abdee tog mig med
derhen, hvor jeg også fik lov at fodre
dem. Fra mund til mund. Jeg havde en
lille pind i munden med et stykke kød
på, og hyænerne kom så og snuppede
kødet. De så meget farlige ud, men alt
gik heldigvis godt, og jeg har stadig min
næse i behold. ”When in Rome, do as
the Romans”, som man siger, så jeg
tyggede khat med de lokale hver eneste
dag, men mærkede aldrig nogen virkning.
Jeg tror ikke virkningen af khat er
stærkere end virkningen af koffeinen i
kaffe eller Coca Cola. Men ud over khat
havde de en hjemmelavet honningvin,
som de kaldte Tej, der naturligvis også
skulle prøves. Den smagte udmærket,
og her var der til gengæld ikke noget i
vejen med virkningen. når jeg gik rundt
i byen, havde jeg hele tiden en snes
små børn i røven, og de vil alle sammen
holde mig i hånden, især de små piger.
Så jeg følte mig som en blanding af en
pædofil og ny Messias, når jeg gik rundt
i byen med en flok børn. Når jeg gik, gik
børnene, og når jeg stoppede, stoppede
børnene, og når jeg satte mig ned og
tændte min pibe, var øjnene ved at trille
ud af hovedet på dem.
somalia - verdens farligste
land
Somaliland, den nordlige provins af
landet Somalia, som lonely Planet
kalder verdens farligste land, har - de
facto - fungeret som en uafhængig stat
løsrevet fra resten af Somalia siden
1991, men er endnu ikke anerkendt af
Fn. Arbejdsarbejdsløsheden er enorm,
flere steder op til firs procent. Der var
ingen eritrea-ambassade, og den etiopiske
ambassade blev selvmordsbombet
få måneder forinden, fik jeg at vide,
så man kunne heller ikke få visum og
komme tilbage til etiopien. Der var kun
en vej, nordpå til Djibouti.
Den største pengeseddel i Somaliland
var på 500 shilling. Den var fyrre ører
værd i danske penge. Der var pengevekslere
over alt i centrum. Hvis man
vekslede hundrede dollars, fik man tolvhundrede
og firs pengesedler. Så jeg
vekslede kun ti dollars af gangen. Jeg
boede på det lille hotel Ceel Sheeck, til
to en halv dollar per nat. Det var min
nye rejse kammerat Yoshi, en Japaner
fra osaka som lignede bin laden, med
langt sort skæg, som kunne det der
med at finde billige hoteller. Der var
fuldt af løsgående geder og får. Jeg
fodrede dem med brød, man skal jo
være god ved dyrene, mens de lokale
kastede sten efter dem. Gederne levede
af alt, hvad de kunne finde. Khatblade,
bananskræller og papkasser. ligesom
i etiopien var der æsel og kameltransporter
på gaderne mellem de få biler.
De fleste forretninger i centrum var
tehuse, khatbutikker og pengevekslere.
Det måtte være de lokale, der brugte
pengevekslere, for mig og Yoshi var de
eneste udlændinge i byen. Den sidste
dag kom der dog en canadisk backpacker,
der hed Mike. Han ville besøge
nogle huler, sagde han, og bagefter tage
til Djibouti, ligesom mig. Jeg lovede at
maile informationer.
Politichefen lignede Peter
schønsted
Jeg boede lige overfor The grand Mosque
og blev vækket hver morgen klokken
halv fem, når moskeen ved siden af gik
i gang med at råbe, at Allah er stor, ud
af en kæmpe højttaler fra minareten.
Somaliland var et meget muslimsk
land. Folk var meget fattige, der var
firs procent arbejdsløse i Hargeisa, og
der var endnu billigere end i etiopien.
Men i følge loven skulle alle turister, af
sikkerhedsmæssige grunde, leje en fire-
hjulstrækker til 250 dollars per dag med
politieskorte, hvis de ville rejse udenfor
Hargeisa. og der fandtes, ligesom i
etiopien, ingen ATM'er. Men Gud ske lov
fandtes der Western Union, hvis det blev
nødvendigt. et par dage senere mødte
jeg Mr. Ramadan, hotelmanageren på
Hotel oriental, som fortalte mig, at
der var to muligheder for at komme til
Djibouti. Man kunne flyve med Daaloo
Air, som havde flybilletter til 140 dollars,
eller han kunne arrangere en transport
til Djibouti i en delt 4wd, for tredive
dollars. overland var mest spændende,
der var bare det, at jeg risikerede at
politiet stoppede os ved et checkpoint
og at jeg så blev sendt tilbage. Jeg
besluttede mig for at tage chancen.
Yoshi rejste nordpå til havnebyen
berbera samme dag i en delt taxi, med
samme risiko som mig for at blive sendt
tilbage. Hvis det lykkedes, ville han tage
en båd fra berbera til Moka i Yemen. Jeg
brugte det meste af tiden de sidste to
dage på at søge informationer, og på
lonely Planets website, The Thorn Tree,
så jeg, at en pige for nylig havde rejst
rundt i Somaliland. Hun havde fået en
tilladelse af politimesteren til at køre
rundt i delt taxi som de lokale, uden
at skulle leje en 4wd med eskorte.
Tilladelsen skulle hjælpe hende gennem
checkpoints, som der var rigtig mange
af her i landet. Fra grænsen til Hargeisa
var der otte checkpoints. Så jeg opsøgte
politichefen, en rar ældre mand med et
fint lille overskæg, som lignede Peter
Schønsted, og fik også en tilladelse. Nu
følte jeg mig lidt sikrere på, at det gik.
Folk var utrolig flinke og hjælpsomme
i Somaliland, som muslimer som regel
er, men der var et lille kedeligt problem.
Unge drengebander kastede sten efter
os. Jeg blev ramt to gange, en gang på
øret og en gang på skulderen, og min
ven Yoshi blev ramt en gang i ryggen.
De voksne var rasende på drengene og
forsøgte forgæves at fange dem. Det
gør sgu ondt at blive ramt af en knytnævestor
sten, men alligevel, det var jo
kun børn, som sikkert har set for meget
fjernsyn om problemerne i andre lande,
som for eksempel Gazastriben i Israel.
Så jeg tog det roligt, men Yoshi var
edermame sur.
djibouti - alle hoteller
optaget på grund af en
afrikansk fredskonference
Djibouti var tidligere en fransk koloni og
blev selvstændig 1977. næsten alle talte
fransk, mens meget få talte engelsk.
Djibouti har hele tiden forsøgt at holde
sig gode venner med sine naboer, men
for kort tid siden opstod der alvorlige
grænsestridigheder med eritrea.
Grænsen blev lukket, og flyruten
Djibouti-eritrea blev nedlagt. Men
ambassaden var gudskelov stadig åben.
Der var meget stor arbejdsløshed, og
alle tyggede khat, ligesom i Somaliland.
Til gengæld var der mere styr på økonomien.
en dollar var kun 175 lokale penge
værd, hvor den i Somaliland var over
sekstusinde. Så der var bedre plads i
pungen til sedlerne, og så fandt jeg den
eneste ATM på Afrikas horn, som endda
gav kontante US-dollars. en af de små
solstråler på rejsen. Men der var dyrt i
forhold til de andre tre lande på Afrikas
Horn, specielt for transport og hoteller.
og en kop te var steget fra 40 øre til to
kroner. Ups!
nu ved jeg lidt om, hvordan
burhøns har det
Jeg kom gennem Somaliland uden
politiproblemer, der var faktisk kun et
check-point, og de lod os køre igennem
uden at tjekke. Turen tog seksten timer,
og jeg sad, for en pris af tredive dollars,
i bagagerummet på en 4wd, sammen
med fem tykke neger-business-women
og alle deres plasticposer. Det var til
gengæld lidt af en prøvelse. Vi skubbede
alle sammen konstant til hinanden
for at få lidt mere plads. Vi var sytten
personer i en bil, som var beregnet til
fire plus chauffør. Det gør jeg aldrig
mere, tror jeg. Seksten timer gennem
bjerge, steppe og ørken, på veje som
vi i Danmark slet ikke ville kalde veje,
det meste af turen om natten. I Djibouti
kørte chaufføren alle passagererne til
deres bestemmelsessted og forsøgte
at finde et hotel til mig. Men alt var
optaget, på grund af en afrikansk fredskonference,
der fortiden blev holdt her
i Djibouti City, så til sidst gav han op
og der stod jeg så, pisse træt, med
håret i postkassen i en fremmed by i
et fremmed land, uden lokale penge og
uden noget sted at sove.
når nøden er størst er
hjælpen nærmest
Jeg gik ind på et tehus, hvor jeg mødte
Hussein, en pensioneret militærmand.
24 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 25