Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

Med bæltetraktor til Uruguay´s Artigas-station.
Ardley Island – Gentoopingviner
mader ungerne.
Ankomst: Elka fra Sydney, Knud fra Danmark (forfatteren), Vera
og Alexandro fra Moskva, Patricia og John (på vej ud af flyet)
fra Cambridge, Francois Delors fra Paris og Tadeus fra Warsava
(ikke med i billedet).
Antarktis
- Antarctic Peninsula, King George Island, januar 2008
Te k s T o g f o T o : kn u d b. ba c h
Alle gode gange tre: I januar lykkedes
det mig efter tredje forsøg at besøge
Antarktis, det foregik med et lille
Aerovías DAP fly fra Punta Arenas,
Patagonien, i Chile. Første gang i 2003
kom jeg fra Ushuaia i Argentina, men
efter at have ventet i to dage, blev flyet
aflyst. Anden gang - i 2006 - blev flyet
aflyst, inden jeg nåede frem.
Antarktis er fantastisk. Det udgør kontinentet
syd for 60. breddegrad og har et
areal på 14.000.000 km². På grund af
dets mange bjergplateauer er det det
højeste af alle kontinenter, men er alligevel
næsten helt tildækket med is. Det
er også det koldeste, men kystområderne
specielt rundt om halvøen har en
meget rig fauna.
King George-øen, som er en af
Sydshetland-øerne, ligger relativt tæt
ved Sydamerikas sydspids. Den har otte
internationale stationer, som er beboet
året rundt. Chile, Argentina, brasilien,
Kina, Sydkorea, Polen, Rusland og
Uruguay har alle permanente baser her,
som de primært opretholder af storpolitiske
årsager, men alle påberåber
sig først og fremmest, at de udfører
vigtige opgaver indenfor meteorologi og
antarktisk forskning.
Vi ankom til den chilenske Frei-base
efter knap fire timers flyvning i et lille
otte-personers fly, presset pga. meget
lidt plads og intet toilet ombord, men
vi landede i højt humør og strålende
solskin. Vores chilenske guide, Alejo
Contreras, stod allerede klar og bød os
velkommen på landingsbanen.
Vi startede med at gå én kilometer til
et lille skur på Frei-basen, som DAP
havde lejet. Vi var alle skrupsultne,
men i DAP-skuret vanker der kun te og
kaffe. Alejo giver os en orientering om
Antarktis og skitserer vores to-dages
program på King George Island. Alejo
har boet over 15 år på Antarktis, og han
var i 1991 skiguide for en britisk ekspedition
til Sydpolen.
Vi går en interessant rundtur på Freibasen,
der er en af de største på
halvøen med ca. 150 beboere og den
eneste station med fastboende civile.
Alejo forklarer, at præsident Pinochet
besøgte stationen i 1984, hvor han
deklarerede, at Chiles territorium skulle
strække helt til Sydpolen og erklærede
basen åben for familiebeboelse. For
4 Chinstrap-pingviner på stranden.
yderligere at fastslå Chiles territorialkrav,
blev bydelen las estrellas anlagt
med skoler og civile faciliteter, og der
blev givet tilskud til tilflytning. Allerede
i 1984 blev de første chilenske børn født
her.
Alejo er meget uenig i denne politik og
fremhæver Antarktis-konventionen, der
bl.a. siger, at ingen kan eje Antarktis.
Desuden er han fortørnet over Pinochet
krav om, at de ikke måtte være venner
med deres russiske naboer. efter Alejos
mening er alle nationer venner på
Antarktis og hjælper hinanden.
Vi vader til Ardley-øen, og allerede på
stranden møder vi de første pingviner,
en gruppe Chinstrap-pingviner. De er
sjove og forsøger at nappe efter vores
støvler, men Alejo formaner, at vi må
holde en afstand på 5 m, en generel
regel for ikke at stresse dyrelivet.
længere fremme myldrer det med
Gentoo-pingviner. Rugetiden er forbi,
ungerne er fremme og pipper efter
mad, som forældrene må gylpe op. Det
er et herligt skue, tilsyneladende ånder
alt fred og idyl, men sådan er det ikke,
for forældrene må hele tiden være på
vagt overfor de grådige Skua-fugle, som
lusker rundt og forsøger at snuppe de
små, søde unger. Skuaen er en rovfugl,
der er lidt større end en stor havmåge. I
strandkanten ligger en stor Weddell-sæl
og soler sig, den ser utroligt doven og
dvask ud, og man får lyst til at klappe
den på maven.
Turen går videre, vi kravler alle op i
gummibåden og krydser over bugten
til isbræen. Den er høj og fødes af en
stor gletsher, som strækker sig langt ind
over øen. Sejlturen tager en lille time,
og selvom temperaturen kun er minus
to grader, føles det meget koldere pga.
den kraftige vind. Turen er dog ikke
ufarlig, der er isskosser i vandet, som
kan beskadige båden, og man kan kun
overleve fire minutter i dette iskolde
vand (0 grader celsius).
Vi aflægger et kort besøg på den kinesiske
Chang Cheng - Great Wall of China
Station. Den er nyere og mere farvestrålende
end de andre. Det er også den
eneste sted, hvor vi ser folk arbejde og
bygge, som jo kineserne gør, mens vi
vesterlandske turister ser på og nyder
livet med eksotiske oplevelser. en af
Antarktis’ mærkeligste ceremonier fandt
sted under indvielsen i 1988. Kineserne
befriede hundredevis af zoo-pingviner
GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 29