Tema: Nordkorea Japan Marokko - De Berejstes Klub

t e m a sly n g e l s tat e r
I kort snor i
Arbejdernes Paradis
i august 2007 besøgte
jeg nordkorea,
eller demokratisk
folkerepublik
nordkorea, som landet
egentlig hedder, og
allerede her går det
galt, for lande der lader
"demokratisk" indgå i
navnet, er det aldrig.
Workers' Paradise,
som man også kalder
sig, er næppe heller
dækkende, fx holdes
hundredtusinder fanget
i frygtelige arbejdslejre.
derimod gav en stribe
tankevækkende
oplevelser mig indtryk
af, at begrebet
”slyngelstat” faktisk
beskriver landet ganske
godt.
Te k s T o g f o T o s : Pe T e r go l T e r m a n n
Billede ovenfor: Typisk bybillede, her Kaesong:
ingen biltrafik, ingen reklamer og blot en
enkelt lille butik
overvåget
Straks efter landing i lufthavnen med
dagens eneste ankommende fly blev vi
modtaget af hele tre mere eller mindre
engelsktalende vagter, der kaldte sig
guider, og som under hele vores ophold
skulle holde øje med os og hinanden.
Én af dem havde fast plads bagerst i
bussen og lavede ikke meget andet end
at kontrollere, hvilke billeder vi tog,
forhindre os i at fotografere og indimellem
kræve at se de fotos vi havde
taget. Som turist bør man, ifølge flere
bøger jeg har læst, regne med, at man
er overvåget konstant, og på hotelværelserne
er der sandsynligvis skjulte
mikrofoner, som lonely Planet skriver
i sin Korea-guide i det ganske tynde
afsnit om nordkorea.
Heldigvis var vi en god gruppe på ti europæere,
der var indstillet på at afsøge
grænserne lidt. På skift stod vi fx tidligt
op for at forsøge bare at gå en kort tur i
byen inden vagterne, øh... guiderne var
der, men så var der andre, der holdt øje
med os og stoppede os, inden vi kunne
forlade hotellet. Den sidste morgen
lykkedes det dog min værelseskammerat
fra Polen at gå nogle få hundrede
meter ud blandt de lokale og tage nogle
billeder. en times tid senere kom en af
vores guider og sagde, at "nogle" havde
rapporteret, at han gik udenfor og tog
billeder, og guiden krævede at se billederne.
Alligevel blev en betragtelig del
af vores fotos tjekket og nogle også
slettet under en meget omfattende
bagagekontrol, da vi efter en uge forlod
landet med toget, og en bog jeg havde
om nordkorea blev bladret grundigt
igennem, en stribe sider blev foldet, så
man kunne finde tilbage til dem, og så
blev en overordnet tilkaldt for at besigtige
siderne og stille mig spørgsmål.
umuligheder og løgne
Stort set alt var umuligt i nordkorea. Vi
spurgte om vi kunne komme i zoologisk
have, cirkus, teater, biografen, besøge
en almindelig butik for lokale, om vi
kunne stoppe og tage et billede af det
ene eller det andet, men stort set intet
var muligt, og forklaringerne var ofte
det pure opspind. Da jeg fx spurgte, om
vi kunne holde og fotografere nogle af
de utallige militaristiske plakater, der
hænger overalt, begrundedes afslaget
med, at der ikke var en parkeringsplads
i nærheden, og det ville så tage 40
minutter at gå. Da hele gruppen indvilligede
i at stå tre kvarter tidligere op
næste dag, fik vi lov til at fotografere
plakaterne fra den langsomt kørende
bus - hvorfra vi også kunne se en parkeringsplads
ganske kort derfra.
Pyongyang, hvor kun borgere som diktaturet anser for særligt
loyale, får lov at bosætte sig, er fuld af monumenter og statuer, her
Monumentet for Grundlæggelsen af Arbejderpartiet.
Da jeg et par dage senere anmodede
om tilladelse til at fotografere et prisskilt
på en isbod, sagde guiden, at det
ville indehaveren ikke have. Jeg spurgte,
hvordan han kunne vide det, og om vi
ikke skulle gå hen og spørge (man bør
ikke selv henvende sig til en lokal, hvis
man undtagelsesvis skulle få mulighed
for det, for straffen for, som nordkoreaner
at have kontakt til udlændinge
er, voldsom). På god afstand og ikke
entydigt henvendt til den kvindelige
issælger sagde han noget på koreansk
og fortalte så mig, at hun ikke ville have
sit skilt fotograferet. Jeg pointerede, at
hun hverken havde svaret verbalt eller
ved at bevæge hovedet, hvortil guiden
blot svarede, at jeg ikke måtte fotografere
skiltet. Diskussion slut! et par
minutter senere var skiltet fjernet, og
da jeg spurgte guiden hvorfor, svarede
han, at han havde bedt issælgeren tage
det ned, fordi jeg måske ville forsøge at
fotografere det! lad mig lige repetere,
at det altså var et stykke karton med
nogle priser og smukt tegnede ispinde,
jeg ønskede at fotografere - hverken
raketaffyringsramper eller uranberigelsesanlæg.
Formentlig er jeg aldrig blevet løjet så
meget for som i nordkorea; ofte vidste
man, at det var løgn, men andre gange
kunne man blot antage, at det nok ikke
passede. også mht. simple facts blev
der løjet. Her var det genialt i gruppen
Mansudae Grand Monument, den mest kendte af angiveligt ca. 800 statuer i hele
landet af den nordkoreanske Gud.
at have James, der studerer Korea på
universitetet i oxford. Så når guiderne
fx fortalte, at der er tre års værnepligt,
kunne James efterfølgende meddele, at
langt de fleste tilgængelige og pålidelige
kilder siger syv års værnepligt.
shopping i Pyongyang
Den eneste væsentlige anmodning, der
kunne imødekommes, var en helt almindelig
spadseretur på gaden i hovedstaden
Pyongyang, og kun på betingelse af, at
alle kameraer blev i bussen. Selvfølgelig
valgte guiderne en af de store boulevarder,
men det var absolut et højdepunkt
bare at kunne gå en tur blandt
de lokale. Det var også her, vi en enkelt
gang fik lov at smage et lokalt produkt
(det er ikke tilladt udlændinge at benytte
den nordkoreanske valuta, won): en af
guiderne gav is. Ikke noget, der ville
kunne sælges i europa, men bestemt
spiselig. Vi måtte desværre ikke gå ind
i nogen forretninger, og når vi stoppede
for at kigge ind, blev vi hurtigt gennet
videre. Faktisk var der en del butikker
i Pyongyang, og de havde et vist sortiment.
Ved første øjekast undrede det
imidlertid, at der var så få kunder, men
når man ved, at en typisk månedsløn
er 3.000-5.000 won (militæret, partiet
og andre særligt betroede og udvalgte
dog 10.000-20.000 won - én af guiderne
svarede på mit spørgsmål at hendes
månedsløn var 12.000 won), så er det
ikke så uforståeligt, når fx ris koster ca.
1.000 pr. kg, æbler, som vi kun så i ét
tilfælde, 1.200 pr. kg, en kylling 3.000-
4.000 og et sort-hvidt tv 50.000-60.000
won. De butikker, hvor man med rationeringskort
betaler priser, der står i
rimeligt forhold til lønnen, er gemt langt
væk fra, hvor turister får lov at komme.
lukket og slukket
ligesom andre lande, der lader hånt om
internationale konventioner (menneskerettigheder
osv.), eksempelvis Cuba,
burma, Zimbabwe og USA, kan det i høj
grad diskuteres, om man bør besøge
nordkorea. Faktisk er dette lukkede
land det første jeg nogensinde har
besøgt, hvor enhver kontakt med den
almindelige borger er aldeles umulig,
og hver eneste krone man betaler, går
i styrets lommer - direkte eller indirekte.
Det eneste formildende er vel,
at turismen er så begrænset, at det
ikke er den, der holder diktaturet i live.
Hovedindtægtskilderne er efter sigende
narkotikahandel, falskmøntneri (nordkoreanerne
har lavet nogle af de mest
vellignende dollarkopier, der nogensinde
er fremstillet), illegal våbenhandel
og afpresning af det internationale
samfund med atomvåben.
Stort set al industri er angiveligt gået
i stå, og vi så ikke en eneste lastbil
transportere nogen form for varer. I
Pyongyang var der lidt biltrafik, men
ellers var de op til tisporede motorveje
6 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 GLOBEN nr. 36 / Juni 2009 7