Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Afslutningen – eller en ny begyndelse…
7. Afslutningen - eller en ny begyndelse…
Denne fremstilling har primært været struktureret omkring to spor dels det, der har haft til hensigt at
følge Einar Elkærs narrative hovedlinje, der i høj grad er styret af negativiteten og fraværet af en
absolut verdensorden og dels det, som har søgt at kaste lys over de mellemrum, der til trods for
hovedsporets markante greb om narrationen alligevel opstår momentant i visse områder af romanen.
Ønsket om at kaste lys over sidstnævnte områder opstod, som nævnt i begyndelsen, som en reaktion
mod Per Højholts noget ensidige bedømmelse af Johannes V. Jensens tekster som sfinksforladte.
Selvom Einar Elkær i et overordnet formelt perspektiv skriver sig direkte ind i den europæiske finde-siècles
intention om at gøre op med det udbrændte og introspektive menneske, synes den nemlig
tillige, hvilket denne fremstilling gerne skulle have kastet lys over, momentant at fremskrive andet
og mere end dette rent samtidssymptomatiske. Vi har i det foregående kapitel søgt at bringe en del
af Deleuzes tænkning i spil med dette andet i romanen. Alligevel er det som om, at disse områder i
sidste instans unddrager sig en læsning, der alt for entydigt søger at sætte dem i forbindelse med en
senere modernisme; som om romanen placerer sig i et dirrende spændingsfelt mellem samtidens
litterære horisont og noget nyt, der dukker op som akutte erfaringer af en talen fra intet, men som
gestalter sig som en art ubestemt flyden, der med de forskellige læsninger, denne fremstilling har
udfoldet, alligevel ikke helt lader sig indfange. Derfor munder læsningerne også ud i, at romanen i
sidste instans overordnet set må placeres under en optik, der er Trævlerodsbogens, for nok fremstår
Einar Elkær som et fragmentarisk værk, men det fragmentariske radikaliseres ikke, så der kan
fremskrives et konsekvent antimimetisk værk, men fremtræder i stedet som et fortvivlet udslag af,
at verden ikke længere er overskuelig og homogen, og som alternativ til dette tabte transcendente
udgangspunkt, må den opfinde en ny metafysisk akse, som i dette tilfælde udfolder sig som en
bekendelse til jorden og dennes klaustrofobiske immanens. Romanen synes således på sin vis at
blive stående ved at omsætte erfaringen af splittelse til en præfiguration af noget, som først finder et
radikalt udtryk i det 20. århundredes filosofiske og litterære eksperimenter, som blandt andet Gilles
Deleuzes tænkning giver udtryk for, eller som man finder den i en senere prosamodernisme som
eksempelvis hos Franz Kafka, hvor jeg-løsheden synes at være blevet til en permanent tilstand, der i
høj grad er betinget af skriften.
95