Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Tilblivelsen
Buch nie inhärent, sondern hängen von seinen Verbindungen mit diesem oder jenem Aussen ab. Ja, nehmt was ihr
wollt.” 109
Der rettes således en kraftig opfordring til læseren om at tage, hvad hun eller han kan bruge og lade
resten ligge for at undgå at nå frem til et kunstværk eller en fortolkning, der danner skole og sætter
absolutter. Det gælder om at være på vej og aldrig nå frem – altid at være imellem. En bog skal ikke
spejle verden, men gå i forbindelse med denne på utallige måder, lige så vel som verdens
mangfoldigheder går i forbindelse med bogens; begge dele skal opløse sig ”gøre rhizom” med
hinanden i en gensidig ”bliven-imperceptibel”. Som citatet udtrykker det, gælder det ikke om at
fortolke eller finde betydning, men om at eksperimentere! Egentlig giver det slet ikke mening inden
for Deleuzes optik at tale om bogen over for verden og omvendt, idet begge dele altid allerede vil
være i færd med at bevæge sig og indgå forbindelser med dette og hint uden på noget tidspunkt at
træde i en fast form som subjekt over for objekt. Således er bogen ej heller et statisk kunstværk,
som det er læserens opgave i fortolkningsarbejdet at finde en dybere mening med. I stedet
fremhæves den som værktøjskiste eller brille, hvor læseren opfordres til kun at gøre brug af det,
som kan give anledning til bevægelse og kreativitet. I en bog er der intet at forstå, men meget at
betjene sig af, og hvis man som læser ikke finder noget brugbart, må man skynde sig videre: ”Seid
schnell, auch im Stillstand!Glükslinie, Hüftlinie, Fluchtlinie” 110 påbyder skriftet til allersidst,
hvilket får mig til atter at henvise til Kierkegaards ”Vexeldriften”, der ansporer til en lignende
eksistensmodus: ”Det, man skal passe paa, er, aldrig at løbe fast, og til den Ende altid at have
Glemselen bag øret” 111 , ”-saaledes maa man ogsaa bestandigt variere sig selv, […]” 112 , ”Man nyder
ikke umiddelbart, men noget ganske Andet, som man selv vilkaarligt lægger ind. Man seer Midten
af et Theater-Stykke, læser tredje Deel af en Bog” 113 . Deleuze prioriterer således i lighed med
Kierkegaards bemestringsstrategi bevægelsen, det tilfældige og fragmentariske, og den metode,
Kierkegaard anviser til parering af kedsomheden, kunne minde om rhizomatikken, idet den går ud
på, at man opøver en evne til at forbinde sig med eller falde i staver over hvad som helst ganske
tilfældigt og vilkårligt: ”Med Vilkaarligheden i En selv corresponderer Tilfældigheden udenfor
En” 114 . Dog er det væsentligt at holde sig for øje, at Kierkegaard i sit skrift taler om at gøre det
109 Ibid. p. 40-41
110 Ibid. p. 41
111 Kierkegaard, 1988, p. 273
112 Ibid. p. 275
113 Ibid. p. 276
114 Ibid. p. 277
89