Indholdsfortegnelse

More documents

Recommendations

Info

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Poetikken dionysiske som et ikon eller emblem for livskraft og vilje helt i analogi med det, som også Zarathustra iscenesætter. Problemet mod slutningen af 1800 tallet er imidlertid, som monologen tillige påpeger, at denne vitalitet og livskraft er gået tabt, hvorfor kunstneren og dermed kunsten forekommer træt og dekadent. Det hedder bl.a. ”Livet agtes ikke” (147) og ”Der er ingen oprindelig Livslyst mere, ingen ler uden i Fuldskab!” (143). Den dionysisk inspirerede kunstner er imidlertid beruset uden hjælp fra euforiserende stoffer og skaber ud af en spontan glæde og rus. Evnen til at skabe kunst fordrer således en hengivelse til den dionysiske rus – en overgivelse til kaos – i hvis uudtømmelige mulighedsfelt materialet til kunsten hentes. Splittelsen, det amorfe, bliver da en forudsætning for skabelsen, og det er netop denne affirmerende holdning til kunsten, fjordmonologen sætter i spil, når den taler om at lade degeneration være lig regeneration, eller når den som i det følgende citat taler om at samle en helhed af stumperne: ”Jeg tror, at vi i vor Tid har Betingelser for at kunne samle en Helhed af Stumperne…som Drenge lavede vi Bolde af Kohaar, men de lod sig ikke rulle til Kugle, før Haarene var omhyggeligt pillede fra hinanden næsten et for et – tesede som det hed.” (146) Den fuldstændige splittelse, hvor elementerne er bredt ud i et amorft kaos, er det udgangspunkt, som kunsten må have, og heraf kan der samles eller formgives noget nyt. Fjordmonologen sætter dermed en omvending af begreberne i spil og fremstår som sådan som et æstetisk åndehul i en roman, der trods sin egen ambivalens i det store hele ender med at begræde og rase over den gryende modernitets heterogenitet. I fjordmonologen italesættes imidlertid et brugbart og nyt alternativ til den nervesvækkede, dekadente kunstneriske hjernehelt, idet den betragter opløsningen og splittelsen i en positiv optik. Set i lyset af de ovenstående overvejelser kan talen opfattes som en slags poetik, idet den i høj grad kredser om at udstikke nogle i dette tilfælde sågar særdeles innovative retningslinjer for kunsten og den kunstneriske produktion. 86 Den fremsætter således en række ideer til en ny litteratur og mennesketype, der står i dyb gæld til Nietzsches tænkning. Men det er en poetik, der, selvom den synes at genereres af en fri tænkning, som løber over i en lind talestrøm uden nogen binding til en 86 Konsulterer man Ordbog Over Det Danske Sprog/ODS står der her bl.a. om definitionen på en poetik: ”Læren om, reglerne for digtekunsten; ogs. om en vis opfattelse af digtningens væsen, digterens kald og stilling osv.” 78
Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Poetikken individueret udsigelsesinstans, ikke får lov fuldstændigt at give sig hen til en skriftform, der så at sige tager sig selv på ordet og konsekvent ophæver repræsentationslogikken. Dertil er fortællerens indgribende kommentarer alt for synlige. Talen er således i sidste instans overladt til en tilblivelse i grænsefeltet mellem den faste jord og det amorfe vand uden dog på noget tidspunkt helt at forlade jordens stabile underlag. Alligevel sætter den et vægtigt alternativ til den litterære strategi, der, som vi har set, synes at være bærende for romanens narrative fremadskriden – en strategi, der i afmagt begræder modernitetens heterogenitet og desperat søger en ny form for metafysisk forankring ved tabet af den gamle, og som derfor er syntesesøgende og helhedsorienteret. Alternativet går imidlertid i vid udstrækning ind i selve splittelsen og anvender denne i en litterær produktivitet i stil med den, vi ser videreført i dele af det 20. århundredes litterære modernisme. Efter således gensidigt at have belyst Nietzsche og Johannes V. Jensens tekster og de ideer, der træder frem heraf, kunne det være interessant at gå ind i en mere kritisk vurdering af disse, eftersom de langtfra forekommer uproblematiske. Herunder kunne man med rette spørge, om ikke Nietzsche ender i samme blindgyde, som han søger at gøre op med, når hans meget patetiske og bombastiske retorik for alvor folder sig ud, og han derved selv kommer til at fremstå som en sandhedsapostel, der uafhjælpeligt kommer til at indføre en ny form for metafysik. Af pladshensyn har jeg imidlertid valgt at lade det ligge uden for denne fremstillings rammer at gå nærmere ind i en kritisk læsning af Nietzsche ideer. Derimod vil jeg prioritere en læsning, der søger at forfølge ideernes betydning for eftertiden. Hvorledes Nietzsches tanker og den formulering, de finder hos Johannes V. Jensen, kan spores i det 20. årh. skal således i det følgende og afrundende afsnit belyses, idet jeg har valgt at begrænse mig til at fremstille aspekter af Gilles Deleuzes tænkning, der kan bringes i spil med det, vi finder ansatser til i Einar Elkær. Der vil primært blive tale om en fremstilling af hans Rhizomteori, idet den netop aktualiserer det forskelsløse, amorfe kaos´ skabende muligheder. 79
Page 1 and 2:
Indholdsfortegnelse 1. Begyndelsen
Page 3 and 4:
Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 5 and 6:
Page 7 and 8:
Page 9 and 10:
Page 11 and 12:
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
Page 17 and 18:
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Page 23 and 24:
Page 25 and 26:
Page 27 and 28:
Page 29 and 30:
Page 31 and 32:
Page 33 and 34: Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 83: Saltomortaler. Læsninger i Johanne
Page 107 and 108: 8. Litteratur - Jensen, Johannes V.
Page 109 and 110: : ”Die Geburt der Tragödie aus d
Page 111 and 112: 8. Litteratur......................
Page 113 and 114: In the third chapter of the thesis,
show all

Indholdsfortegnelse

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?