Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Poetikken
uskyldighed, der ligger hinsides en tale om subjekt og objekt, og som finder sit udtryk i de direkte
udråb, der rummer en ikke stivnet forventning om en umiddelbarhed hinsides. Der er her et
eksempel på et mellemrum i teksten, hvor den i et forsvindende øjeblik glemmer sit projekt, der i så
høj grad har protagonisten og dennes uophørlige forsøg på at fremstille et sammenhængende jeg i
fokus. I stedet formuleres drømmen om den barnlige umiddelbarhed i et sprog, der momentant er
det, som det taler om – umiddelbare, ukomplicerede udtryk, der ikke følger en streng og
kompliceret syntaks, men som i stedet skaber et kortvarigt nærvær – en tidsmæssig stase i stil med
den, der fremskrives i forbindelse med det første fjordscenarium, hvor Einar og Betty udlever deres
fælles kærlighed. Teksten opholder sig imidlertid kun ganske kortvarigt i denne tidslomme, og den
finder således i det efterfølgende atter fodfæste, idet den vender tilbage til protagonisten for at lade
denne påbegynde sin monolog: ”Einar tav lidt og stirrede ud i det store Rum af dunkel Luft over
Fjorden. Langsomt og tankefuldt begyndte han at tale. Thomsens Ord fik ham til at huske det, han
havde tænkt saa meget over, […]” (140).
Således inspireret af Thomsens udsagn samt sin spatiale placering på grænsen mellem land og vand
former Einar sine ord, idet hans blik er rettet mod rummet over vandet. Han befinder sig så at sige i
grænsefeltet mellem det endelige og det uendelige og synes at hente sine ord fra det uendelige
mulighedsfelt repræsenteret ved vandets amorfe fremtrædelse. Men ligesom vandet ikke er noget
hav, som strækker sig så langt øjet rækker, men blot en fjord med land på den anden side, er Einars
ord heller ikke en endeløs bevidsthedsstrøm, men fremstår i stedet som fragmenter af en sådan, der,
bedst som de er ved at tage fart ud over det åbne hav, atter hives ind på fast grund af den markante
styrende fortællerstemme, vi opholdt os ved i det andet afsnit i denne fremstilling. Med
bemærkninger som: ”Einar rejste Hovedet, Taletrangen kom hæftigt over ham” (141) eller ”Einar
tav lidt” (143) maner denne markante fortæller gentagne gange til besindelse og lader de oppiskede
ordstrømme tage land, så de på intet tidspunkt fuldstændig kommer til at leve deres eget liv med
den udefinerbare stemme, der fører ordet i monologen.
Talen
Det er tydeligvis den larmende og påtrængende fortællerinstans´ hensigt at henføre den direkte tale
til protagonisten Einar for muligvis derved at gestalte en illusion om, at udsagnene kan henføres til
en eller anden form for subjektsinstans. Alligevel kan man med rette spørge, om det i virkeligheden
er en sådan subjektsinstans, der taler ud af teksten i denne passage. Den direkte tale med de mange
62