Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Formen
strækker dem endelangs paa sin Skal. Faa kun Hul et Sted paa dig, og dine Sideben skal svuppe mod Jorden, du skal
smække mod Grunden som en Stolpe, hvis Rod er raadnet hen.” 10
Der synes ikke at være langt fra denne strategi til Nietzsches motto: ”Bleibt der Erde treu!” 11 , men
der er dog den afgørende forskel, at hvor Jensen, i hvert fald i de passager, der holder sig inden for
romanens bærende narrative logik, anstiller en negativ og negerende holdning over for den ny
erkendelse af jorden som centrum, er Nietzsches optik fuld af sprudlende, affirmerende energi. For
Jensen sker prioriteringen af jorden i bogstaveligste forstand i mangel af bedre – når, som det
hedder i Einar Elkær, ”Himlen lamstirrede ham som Blikket fra et udslukt Øje” (177), imploderer
det spatium, der før eksisterede mellem transcendens og immanens, og mennesket forvises til et
vakuum af tomhed og meningsløshed. Netop denne erfaring accentueres og forvandles til en litterær
strategi hos den unge Johannes V. Jensen, der optændt af vrede kaster sig mod jorden i et desperat
forsøg på at skabe en ny mening i fortvivlelsen over tabet af den gamle. Det er ikke en jord, hvorfra
man kan stige op, således som det hedder i bibelens ”af jord skal du igen opstå”, men en jord, der
suger alt til sig og holder det fast i et uløseligt greb. Hvorledes denne litterære strategi mere konkret
manifesterer sig i Einar Elkær skal vi se nærmere på i denne fremstillings andet kapitel.
Som protagonist fremstår Einar Elkær som et broddent kar i lighed med det, der omtales i
ovenstående citat fra Kongens Fald, og som vi ligeledes skal vende tilbage til senere, ender også
han med at gå til grunde i den auraløse fysik. Han får nok lov til en tid at hoppe omkring og via sine
akrobatiske spring søge at hæve sig op over den altomfattende tyngdekraft. Men også han er
underlagt faldets lovmæssigheder, og romanen viser ham slutteligt tilbage til den kvalitetsløse
immanens, idet han i romanens to slutkapitler føres ind i den altopslugende kvinde-kattemund.
Således sluttes ringen på dette formelle niveau, og der har snarere fundet en afvikling end en
udvikling sted. Einar når ikke til nogen forsonende eller for den sags skyld resignerende erkendelse,
men drejer blot evindeligt rundt om sig selv dels i sine tankespind og dels i livet som akrobat, og
disse cirkulære bevægelser eftergøres på et overordnet niveau i romanen, der så at sige ender der,
hvor den begyndte i et inferno af død. Her er vi på lang afstand af Niels Lyhne, og titlen
10 Jensen, 1995, p. 32
11 I den danske oversættelse af Also Sprach Zarathustra (1892) Således talte Zarathustra (1996 (1911)) hedder det: ”Jeg
besværger jer, brødre, vær jorden tro og lyt ikke til dem, der taler til jer om overjordiske håb! Giftblandere er de, om de
vide det eller ej. […] Engang var synden mod Gud den værste synd, men Gud døde, og dermed døde også den slags
syndere. At forsynde sig mod jorden er nu det forfærdeligste – og at agte det uudgrundeliges inderste højere end jordens
mål!”, Nietzsche, 1996, p. 10
12