Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Projektet
spillet. Ved rottens tilsynekomst træder de begge ned på et lavere udviklingsstadie og det dyriske
potentiale i mennesket aktualiseres i den erotiske udladning af de ophobede idiosynkratiske
fornemmelser. Imidlertid er episoden med Elise ikke romanens eneste eksempel på, at Einar
undergår en forvandling i en atavistisk bevægelse mod sin egen dyriskhed. Således kan den passage,
hvor Einar under sit ophold i New York træffer en trup indianere, betragtes under en lignende optik.
Indianerne, der fremstiller en art menneske-(dyr), repræsenterer således en primitivitet, der står i
skarp kontrast til den civilisation, der i skikkelse af byen omgiver dem. Ved synet af dem fyldes
Einar på ny af hadske fornemmelser:
”Det faldt ham ind, at der maaske kunde komme noget ejendommeligt op i ham ved at være sammen med disse Bæster
– ved en slags Induktion. – Han tænkte paa, at han godt kunde skære dem ihjel en for en, mens de var bedøvede af deres
Forædthed. Denne tanke var bestialsk nok. […] Han var gaaet op i deres lunefulde, hastige Liv og havde virkelig faaet
fat i et Par Fornemmelser – noget underligt som Abelivsfølelse.” (71-72)
Einars labile psykiske tilstand sætter ham i stand til i bogstaveligste forstand at ind-leve sig i sine
omgivelser. Synet af de primitive indianere går således direkte i kødet på ham, og som ”ved en
slags induktion” afsætter det sig som en ”abelivsfølelse” samtidig med, at han optændes af
rovdyrets utæmmede dræberinstinkt, der får ham til at fantasere om at skære de sovende indianere
ihjel. 54 Men det kommer ikke til nogen idiosynkratisk eksplosion under dette møde, og dermed
forbliver kvinden den ultimative dæmoni, der via sit ustyrlige begær alene formår at forføre manden
ned på et udviklingsmæssigt lavere stadium, hvor refleksionen sættes ud af spillet. I denne
54 Modernitetens fremvækst medfører en øget opmærksomhed omkring mennesket – det humane. Men samtidig fødes
også det, man kan kalde ikke-mennesket: objekter og dyr, hvis eksistens kan siges at være betinget af modernitetens
massekulturelle horisont, der virker afstumpende og barbariserende på det menneskelige følelsesliv. Personerne hos
Zola eksempelvis skildres som fysiologiske tilfælde, som menneskedyr, jf. Menneskedyret (1890), uden fri vilje og sjæl.
Dette dyriske elements tilsynekomst sætter spor langt ind i det 20. årh.s litteratur, hvor man for eksempel 100 år efter
Zola hos Bret Easton Ellis i American Psycho (1992) finder noget lignende hos protagonisten Patrick Bateman, der
fuldstændig blottet for menneskelig psykologi rager massemyrdende rundt som et bæst i Yuppie-forklædning i
storbyjunglen New York. Han siger bl.a. om sig selv: ”Jeg har alle de karakteristika, der tilhører et menneske: blod,
kød, hud, hår; men ikke en eneste klar identificerbar følelse med undtagelse af grådighed og væmmelse. Der sker noget
rædselsfuldt i mig, og jeg ved ikke hvorfor. Min natlige blodtørst flyder over mine dage. Jeg føler mig dødelig, på
vanviddets rand. Jeg tror min maske af normalitet er ved at opløse sig” (Thomsen, 2001, p. 283). Disse ord kunne lige
så godt stamme fra Einar Elkær, som i sine mest vanvittige øjeblikke tydeligvis har træk til fælles med Bateman og
andre figurer tilhørende den litterære generation af menneskedyr, hvis første led blev skabt i kølvandet på den gryende
modernitet. Den tematik, som Johannes V. Jensen sammen med andre af sine samtidige slår an, idet de afsøger
grænserne for det menneskelige, udvikler sig og radikaliseres op gennem det 20. årh., hvor et fænomen som Bateman
gestalter det ultimative billede på modernitetens afstumpende og barbariserende virkning.
Overvejelserne i denne note er inspireret af Bodil Marie Thomsens artikel ”Menneskedyret i det 20. århundrede” in
Jeget og ordene, 2001
49