Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Poetikken
største skæbnekærlighed ”amor fati” – at ville alt igen og igen. Det menneske, der magter denne
indsigt, er det nye menneske – overmennesket - det menneske, der har overvundet det
menneskelige, alt for menneskelige og som ikke kan blive færdig med livet og dets oplevelser, fordi
de er fuldkomne. Overmennesket er således det menneske, der evner at sige et stort Ja til livet med
alt, hvad det rummer for derved at tage afsked med den svagere type – ressentimentsmennesket –
der netop ikke tør bekende sig til livets blinde grusomhed og uforbeholdent udlevere sig til
instinkternes sikkerhed og leve med lidelsen, ensomheden og smerten i en jublende triumferende
bekræftelse af livet. Nietzsche nøjes således ikke med at blive stående ved en kritik af det
bestående, men introducerer i stedet en Viljesmetafysik, hvorfor han altså ikke fuldstændig forlader
tanken om noget evigt og uforanderligt, hvilket Deleuze, som vi skal se senere, finder anledning til
at kritisere.
I Einar Elkær finder vi en lettere stereotypiseret aftapning af disse ideer slået an i det just omtalte
tankeeksperiment af en monolog. Som nævnt udfoldes tematikken yderligere i fjordmonologen,
som vi nu skal vende os imod for i en og samme bevægelse at belyse romanen tillige med
Nietzsches filosofi fra andre vinkler.
Ved Fjorden
Fjordmonologen udgør størstedelen af romanens tolvte kapitel, hvor Betty og Einar får besøg af
Helene Zimmermann og Aksel Thomsen. Som tidligere beskrevet fremstilles Bettys og Helenes
venindeforhold som en art farlig sammensværgelse, hvor de to kvinder i den dekadente mands optik
udfolder sig som utilregnelige dansende Salomer. Einar og Thomsen fungerer ligeledes som
hinandens spejlinger, og Einar lever sig følgelig ind i Thomsens stemninger: ”- Hvor jeg ved nu,
hvordan du har det, sagde Einar, jeg kan se det paa dine Øjne og føle din Stemning – dit første
Indtryk af et fremmed Sted. Jeg kender det…” (135). Det er da tilsyneladende også denne
beslægtethed mellem de to mænd, der ansporer Einar til at påbegynde sin lange monolog, hvis
initialscene sættes umiddelbart efter, at de to kvinder har optrådt med deres dans, og parrene
begiver sig ned til fjorden. Her mødes de af en natur, der ligesom det er tilfældet i utallige andre
passager i romanen, oplades symbolsk efterhånden, som den fremskrives. ”Det var en sval og
dunkel Aften, Fuldmaanen var oppe. Nedenunder Brinken laa Vandet mørkt og svagt tonende.
Maanestriben glitrede derude” (139). Dette scenarium forekommer Einar at være som ”en Regn af
smaa Sølvspyd, der falder ned i Vandet” (139). Efter en stund at have siddet i denne næsten
60