Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Projektet
konfrontation med det blinde begær gøres idealet om forløsning og heling gennem kærligheden
mellem mand og kvinde for alvor til skamme, og romanen synes da også, efterhånden som den
skrider frem, at skrive sig længere og længere væk fra dette oprindelige projekt.
Gensyn…
Mødet med Betty begynder som en kortvarig idyl, og som sådan er hun den af romanens tre
afgørende kvindeskikkelser, der umiddelbart bringer Einar tættest på en realisering af kærligheden
som helende kraft. Episoden ved fjorden, som jeg opholdt mig ved i det indledende formafsnit,
fremskriver et nærvær og en fylde, som kommer til at kontrastere stort set hele den øvrige del af
romanen, hvor det ikke længere er sol og lys, der dominerer, men den heftigt faldende regn.
Beskrivelserne af Einar og Bettys kåde leg vidner om en umiddelbarhed, der ikke senere vender
tilbage i romanen:
“Einar vidste ikke, hvordan det gik til, at han kom til at sidde paa Knæ med Betty i Favnen...og han kyssede hende vildt
paa Kinderne og Hagen, han samlede hele hendes Person tæt ind til sig...Han sad paa sine Fødder.” (21)
Udsagnet vidner om, at Einar på dette tidspunkt faktisk er i stand til at handle uden forinden at have
tænkt forløbet igennem – han ved således ikke, hvordan det går til, at han pludselig sidder med
Betty i favnen. Refleksionstvangen er for et kort øjeblik sat ud af spillet, og dermed er der intet til at
blokere for den fysiske udfoldelse. Diskrepansen mellem indre og ydre og mellem handling og
tanke, som henviser Einar til at vandre omkring i et uforsoneligt indre eksil uden reel kontakt med
det ydre, slår da også først for alvor igennem ved kapitel fires begyndelse.
Da Einar møder Betty igen er splittelsen og selvrefleksionen i den grad blevet en del af hans
typologi, hvilket er med til på forhånd at dødsdømme deres forsøg på at genetablere fortidens lykke.
Betty er i mellemtiden også blevet en anden, og hun fremstår ved gensynet som en emanciperet,
selverhvervende kvinde, der således økonomisk har gjort sig uafhængig af manden, hvilket desuden
understreges af, at hun er ved at lade sig skille fra Borring. Einar opfatter hende som “robust” og
“beregnende”, men ønsker alligevel at genfinde lykken med hende: “[…] han havde ligesom vendt
de Kviste mod Lyset, han vilde skulle trives. Han tænkte paa Betty og Barndommen ved Fjorden
[...]” (118). Udsagnet vidner om, at der for et kort moment gribes tilbage til forestillingen om
50