Indholdsfortegnelse

Saltomortaler. Læsninger i Johannes V. Jensens tidlige roman Einar Elkær. Afslutningen – eller en ny begyndelse…
Dette ikke fuldstændigt udfoldede potentiale i romanen viser sig, som vi har set, eksempelvis i den
lange fjordtale, hvor der skabes et tekstuelt mellemrum, der rejser spørgsmålet om, hvilken
udsigelsesinstans vi har med at gøre, hvilket følgelig afstedkommer en tvivl om, hvorfra der
egentlig tales. Dog er det også i kraft af denne tale, at romanen leverer et af de mest åbenlyse
vidnesbyrd om, at den tangerer en problematik, der så alligevel ikke sætter sig fuldstændigt
igennem, når det kommer til stykket. Således bryder den markante, idiosynkratisk styrede narrative
stemme ustandseligt ind i talen, hvilket hindrer talestrømmen i at sætte ordentligt fra land og rent
formmæssigt fremskrive en radikal eksemplificering af det, som den på et indholdsmæssigt plan
rent faktisk fremsætter ideer og forestillinger om.
Ved at introducere akrobatikken i relation til sin protagonist iscenesætter romanen et andet
prægnant eksempel på, at den leger med nye måder at forholde sig til den påtrængende intethed på.
Men denne leg underlægges allerede fra begyndelsen det idiosynkratiske bliks fordømmende miner,
og det, der kunne have fungeret som en affirmation af showets spring og bevægelser, indfældes i
stedet i den jamrende fordoblede bevidstheds rasen over det meningsløse intet. Der er således ingen
tvivl om, at den markante fortællerstemme, som vi opholdt os ved i denne fremstillings andet
kapitel, har det med at flyde ind over en række af de områder i romanen, hvor den søger at vriste sig
fri af denne fraværsoptik og i stedet for at fastholde et bittert nej til modernitetens nye vilkår søger
at anvende disse i et positivt, bejaende ærinde, der åbner for nye kunstneriske veje. I Einar Elkær
synes fortællerinstansen imidlertid ramt af en hypertrofi, der gør, at han som det så prægnant
udtrykkes af Rilkes protagonist Malte ”er larmen ved indgangen til en virkelig konflikts stemmeløse
stilhed.” 116
Forsøger man imidlertid at anbringe denne markante stemme i karantæne og give pokker i den,
hvilket vi tillige har haft til hensigt at gøre i dele af nærværende fremstilling, viser det sig, at
romanen også rummer små åndehuller, der ikke er idiosynkratisk genererede. Det er bitte små
udfald – blot en linje eller et par ord, der gestalter et nærvær som følgelig ikke er underlagt den
fordoblede bevidstheds kværnen. Vi så det i ét glimt i badescenen eller i de små udbrud, der
forekom umiddelbart inden fjordtalen, og romanen kan fremvise talrige eksempler på et sådant
116 Rilke, 1986, p. 18
96